Arkiv
Fortryder Anker Jørgensen?
Fortryder Anker Jørgensen?
Demokratiets livskraft er størst, når debatterne kan ske for åbent tæppe. Anker Jørgensens hyppige advarsler om faren for demokratiet består ikke i de mange partier – store eller små – men kun i hemmelighedskræmmeriet eller fortielser.
Derfor endnu en opfordring til statsministeren om i fuld udstrækning at debattere landets problemer for åbent tæppe.
I forbindelse med Tv-debatten den 1. oktober havde Billed-Bladet planlagt en artikel om Mogens Glistrup og Anker Jørgensen. Hver især var opfordret til at skrive om modparten.
Den 19. september sendte Billed-Bladet følgende brev til Mogens Glistrup:
Kære Glistrup:
Det er med sorg jeg skriver til dig for at fortælle dig, at dit indlæg i sidste øjeblik er taget ud. Efter at Anker Jørgensen havde sagt nej, besluttede bladets ledelse trods alt at droppe sagen, fordi vi ikke må beskyldes for at tage parti. Sådan mener man, det kunne virke på nogle mennesker, hvis vi bragte dit indlæg alene.
Jeg er ked af, at du har ulejliget dig forgæves, men regner med, at vi er lige gode venner af den grund. Hils din kone mange gange.
Venlig hilsen
Leif Kjeldsen
Nedenstående gengiver vi den artikel, Mogens Glistrup havde skrevet, idet det dog skal tilføjes, at Billed-Bladet ville have kortet artiklen en smule ned:
Da fremskridtsbevægelsen var spædbarn, kom mange dybt fortvivlede til os og sagde med næsten ens ord: ”Min bedstefar var socialdemokrat. Min far var socialdemokrat. Selv har jeg altid stemt socialdemokratisk. Jeg har aldrig troet, jeg skulle tvivle, men nu kan jeg altså ikke holde det ud længere. Kildeskatten, Rifbjerg og alt det der. Det kan da ikke være socialdemokratisk politik. Jeg kan simpelt hen ikke blive ved mere. Er det mig, der er fej? Er det mig, der svigter? Eller er det Krag og de andre fine?
Samme Jens Otto Krag fortæller ikke om tilsvarende oplevelser i sin offentliggjorte dagbog. Utvivlsomt må imidlertid også han have mødt holdningen og fornemmet dens udbredthed. Derfor var det ikke overraskende at han – der jo ikke længere var nogen årsunge – benyttede først givne lejlighed til at lade sig erstatte af en arbejdsmand. De 13 år med cand. politter som socialdemokratiske partiledere havde kostet dyrt i retning af tabt kontakt med de virkelige samfundsproblemer.
Arbejdsmanden var Anker Jørgensen. Vi fremskridtsfolk modtog ham i største spænding. Skulle han blive med- eller modspiller i vor kamp mod den nye herremandsklasse, som de 13 år havde skabt?
Olympiadetalen
Det første sikre tegn på, hvor det bar hen, var hans olympiade tale. Blot muligheden for offentlige besparelser – den eneste vej at komme ud af skattemoradset på – blev kaldt for ”falsk tale”. Ved enhver olympiade – sagde Anker Jørgensen – sættes nye rekorder, og sådan er også naturloven for hver finanslov. Det offentliges udgifter må nødvendigvis blive større og større.
Hermed var handsken til fremskridtsbevægelsen kastet. Da vi få måneder senere i Gallup-tilslutning var Socialdemokratiets jævnbyrdige, udfordrede vi gang på gang Anker Jørgensen til at komme og diskutere med os. Han undslog sig konsekvent og undtagelsesfrit. Men omsider kom dog en socialdemokrat – Erhard Jacobsen. Med ham dystede vi møde efter møde om sygdomsbærmen i den danske samfundsøkonomi – at stat og kommuner har ladet sine udgifter svulme så stærkt ud over den økonomiske bæreevne.
I løbet af et halvt års tid var Erhard Jacobsen blevet klar over, hvilken vej de stærke befolkningsstrømme bar. På fjernsynsskærmen så vi Anker Jørgensen holde sin ”til venstre for midten-tale”. Direkte kontakt med ham var aldeles uopnåelig. Hans forhold til fremskridtsbevægelsen var blot, at han efter avisernes sigende arbejdede med, om han dog ikke kunne få puttet mig i fængsel.
Men snart skulle han få endnu flere problemer. Den Erhard Jacobsen, der skulle have gjort socialdemokratiarbejdet med at knække Fremskridtspartiet, indgik nu i de manges brigade, der simpelt hen ikke længere kunne bære over deres samvittighed fortsat at slutte op om Socialdemokratiet, som var blevet så totalt ændret siden Staunings og H. C. Hansens dage.
For at knuse oprøreren Erhard Jacobsen, før denne nåede partimæssigt at etablere sig tilstrækkeligt fast, kastede Anker Jørgensen Danmark ud i et valg. Snart stod det klart, at dette stykke partitaktik slog fejl. Befolkningen havde fået nok af socialdemokraternes olympiske rekorder.
Foragt for fair play
Men midt i valgkampen kammede udviklingen over. Anker Jørgensen havde været i Middelfart og talt om Middelhavet. Med socialdemokraternes sædvanlige nævnenyttighed til at ville løse alle andre landes problemer, havde han groft fornærmet olielandene. Det førte nu til boykot af Danmark, og det blev Anker Jørgensens redning. Med suveræn foragt for alle fair play synspunkter og særregler, lod Danmarks Radio nemlig socialdemokraterne – især Erling Jensen – køre en trommeild af valgpropaganda med det hovedindhold, at i en sådan national krisesituation, måtte man da slutte op om regeringspartiet.
Derfor gik Anker Jørgensen ud af valgslaget som nr. 1. Stadig leder af Danmarks største parti. Men det næststørste blev Fremskridtspartiet. Og derfor kunne han nu ikke længere undslå sig for at møde os ved officielle lejligheder.
Første gang, jeg traf ham på tomandshånd, var et par dage efter valget. Da statsministersekretæren viste mig ind, sad han ved et lille bord i et kæmpestort isnende koldt lokale. Menneskekontakten mellem os føltes endnu koldere. Hans uforstående foragt var tydelig for dette nymodens sammenrend af apolitiske fremskridtsfolk. Også jeg skulle imidlertid sige noget. Jeg kom til at formulere mig på den måde, at jeg nok vidste, at en statsminister fik umådeligt mange tal på sit arbejdsbord hver dag og knapt kunne huske dem alle, men jeg ville dog lige gerne genopfriske hans hukommelse med ét tal, han måske havde glemt, nemlig at vælgerne havde udrustet Fremskridtspartiet med 28 folketingsmandater.
Det skæve smil hvormed han svarede ændrede aldeles stemningen. Det nærmest forårsvarmede. Det udtrykte til 100 %, at jeg da også måtte forstå den knibe, han var i. Kastet ud i at være leder for det parti, som i to generationer havde været den danske arbejders. Og så nu alle disse bryderier fordi andre havde fejlet.
Andres fejl
Siden da har ånden fra den 6. december 1973 altid været det dominerende, når jeg tænker på Anker Jørgensen. Nok har ikke i de knapt tre år vi har haft fælles arbejdsplads én eneste gang villet sludre uformelt med mig. Vi påtrængende fremskridtsfolk skal bestemt ikke tro, at vi er noget – at vi skulle være lige så gode som de gamle. Men selv om han altså dag ud og dag ind passerer forbi mig på Christiansborg uden et ord eller en kommentar til, hvad der er oppe – selv på trods af det, fornemmer jeg altså – ærlig eller falsk – en vis gensidighedens sympati fra december mødets tøbrud.
Men med en enkelt begrænsning: Fra Folketingets talerstol taler man lige ned til ministrene. Nærmest sidder statsministeren. Og normalt virker Anker Jørgensen som den forstående lytter, som det er inspirerende at henvende sig til. Men ikke når K. B. Andersen undtagelsesvis er på visit i Danmark og sidder ved hans side. Han er legemliggørelsen af det inkvisitoriske fremskridshad. Og påvirkelig som han er af sine nærmeste omgivelser, konkurrerer Anker Jørgensen med sin udenrigsminister ved de lejligheder om at hidse sig op mod banditten Glistrup.
Ganske oplagt er det skammeligt, at der skal være så elendig en kontakt mellem de to største politiske partier inden for arbejdslivet.
Derfor var den 13. september 1976 en lykkens dag. Anker Jørgensens fok erkendte da omsider, at man ikke får Z-bevægelsen dræbt ved fortsat at lade som om, vi ikke eksisterede. Folkestyre betyder debat. Debat med dem man er uenige med så det folk, der skal styre også kan bedømme de eksisterende opfattelser over for hinanden.
Og selv om vi fremskridtsfolk har svært ved at forstå at 913.155 ved sidste valg holdt fast ved det socialdemokratiske parti, må vi naturligvis respektere det og respektere, at deres politiske leder er Anker Jørgensen. Måtte den seneste udvikling klart konstatere, at han ikke længere til de mindreværdiges kreds henregner de 414.219, som satte deres krydser i den anden ende af stemmesedlen.
Vi er alle sammen mennesker.
Mogens Glistrup
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 17 / 7. oktober 1976 / 4. årgang
Z lige nu
Z lige nu
Det statsmonopol som indehaves af Danmarks Radio og TV er helt og fuldt i hænderne på gammelpartiernes røde lejesvende med deres bestandige tromlen fra årle morgen til sen nat for at fremkomme med ensidige budskaber til fædrelandets fordærvelse.
Løgn, fortielse og forvrængning er de våben, hvormed de vil ødelægge Fremskridtsbevægelsen. Brugt år efter år. Nu 16. år i træk. Og af alle de toneangivende journalister.
Derfor har vi nok kun os selv og vore spinkle kræfter at bygge på. Og derfor må disse kræfter udnyttes i længere tid, end de få uger som hengår fra valgudskrivelsen til valgdagen. I de par dusin døgn er det særdeles svært for et kirkerottefattigt parti som Fremskridtspartiet overhovedet at komme til orde. I de dage overlades scenen jo stort set til magthaverpartierne, som lover alt paradisisk og spiller på, at vælgerhukommelsen gang efter gang har vist sig at være uhyggelig kort.
Vor opgave nu er derfor ikke at fuldkommengøre vort indre partiorganisationsapparat. Det må vente. Vort virke skal være udadvendt. Med et ofte anvendt Fremskridtsudtryk: Nu gælder det at missionere blandt hedninge. Og efter opinionsresultater er der over 97 % af dem på landsplan. I visse egne af landet endda endnu flere.
Metoden er ganske enkel. Det eneste vi skal gøre er at sige sandheden. Vi Fremskridtsfolk skal bruge alle vore kræfter til at oplyse om de virkelige forhold.
Hver gang det lykkedes for os, er sejren vor. Hver eneste dansker er nemlig i virkeligheden et Fremskridtsmenneske. De fleste ved det bare ikke selv. Fordi de er blevet proppet med så mange usandheder om Z-partiet. Vor opgave er derfor uforfærdet at være sandhedens fakkelbærere.
I højsædet skal vi sætte de gamle dyder. Folketinget skal forkæle den arbejdsomme, den flittige, den selvdisciplinerede, den selvopofrende. Det er kravene, når vi skal ud af de folketingsskabte plager, som har præmieret ødslerne, de letsindige, de forkælede, de klynkende og de uforstandige.
Mogens Glistrup
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 6 / 20. februar 1987 / 15. årgang
Ankers sande tanker – partisplittelse hos A
Ankers sande tanker – partisplittelse hos A
Anker Jørgensen har sagt noget klogt om de indre forhold i Socialdemokratiet. De er i al fald ikke bedre end i Fremskridtspartiet, men til forståelsen kan vi Fremskridtsfolk lære noget ved at kaste blikket ind bag naboens vinduer:
”Gruppen i Folketinget virker splittet, fordi den mindste forskel i synspunkter bliver blæst op til den helt store uenighed. I virkeligheden er der ikke tale om nogen splittelse.
Nogle af medlemmerne siger for meget for at gøre sig bemærket. Her må man forstå, at det netop er en del af demokratiet, at den enkelte politiker siger sin mening. Nogen større beherskelse og selvdisciplin var dog ønskværdig.
Den sideordnede opstilling kalder på den enkeltes aktivitet. Det kan være sundt, men det kan også være farligt.
Det bør gælde, at man har en åben debat indadtil, men optræder enig udadtil. Men det er klart, at der i store spørgsmål som eksempelvis EF, atomkraft i et så stort og åbent parti som Socialdemokratiet er forskel på opfattelserne.
Hverken en million socialdemokratiske vælgere eller 66 folketingsmedlemmer tænker ensrettet. Det ville mildest talt også være pinligt, hvis det var tilfældet”.
Dette stod at læse i Aktuelt for 10. februar 1980. Og er jo sådan set blot en uddybning af Øberg-citatet i FREMSKRIDT 1980-3 side 21. Men det var dejligt, om det kunne sive ind i de titusinder, som – midlertidigt (?) – har opgivet Fremskridtspartiet på grund af den tåbelige oppustning af de påståede strammer/slapper-modsætninger.
Fremskridtspartiet
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 6 / 14. april 1980 / 8. årgang
Socialdemokratisk løsningsmodel fungerer
Socialdemokratisk løsningsmodel fungerer
Hvorvidt landbruget er det danske samfunds hovederhverv, behøver man ikke at debattere, for én kendsgerning er alle enige om nemlig, at vi danske ikke kan undvære vort landbrugserhverv.
Hvilke betingelser skal vi så give dette vigtige erhverv? Ja, efter Fremskridtspartiets mening er det således at jo mere profit, der er ved at drive landbrug, jo flere vil gøre det.
Jo mere profit, der er ved at drive landbrug, jo større bliver landbrugsproduktionen altså.
Jo mere profit, der er ved at drive landbrug i Danmark, jo rigere bliver det danske samfund på grund af landbrugseksporten.
Disse realiteter kan ingen modbevise, og derfor er det ganske besynderligt, at man ikke gør det attraktivt at være landmand i Danmark, men når f.eks. Erhard Jacobsen kunne vinde en valgkamp på at skælde ud på VK-planen, fordi denne vil nedsætte højeste understøttelsestakst til kr. 85.000 om året, samtidig med at gennemsnitsindkomsten for landbofamilierne er en tredjedel af højeste understøttelsestakst, ja, så undrer man sig over, at nogle landmænd stemte på Erhard Jacobsen ved det seneste folketingsvalg.
Realiteten er altså, at det brede vælgergrundlag i Danmark på folketingsvalgdagen er mere optaget af at hjælpe Erhard Jacobsen med at holde understøttelsen oppe på kr. 190.000 årligt for et arbejdsløst ægtepar end på at forbedre landbrugets profitmuligheder.
Man kan med rette konkluderer, at vælgernes reaktion er ganske besynderlig, for hvem er det, der har fremlagt en politik, der virkelig nedsætter det danske renteniveau?
Ja, det er ihvertfald ikke CD – for Erhard siger jo, at dét med de højrentefremkaldende statsobligationer, dét kan vi ikke gøre noget ved.
Altså, Erhard Jacobsen vandt det seneste folketingsvalg ved at agitere for, at det arbejdsløse ægtepar skal have en indtægt på kr. 190.000 årligt, og de partier, der talte for at hæve landmandsfamiliernes indtægter, de tabte det sidste folketingsvalg. Sådan er det at være politisk parti i Danmark!
Lige såvel som socialdemokraterne holder sig i live ved at købe sig de brede massers stemmer, således har nu også Erhard Jacobsen lært, at de ledige alt i alt tæller mange stemmer på valgdagen.
Hvor længe kan CD holde sig oven vande, endda som et stort parti, ved at lefle for de uproduktive og blæse dansk landbrug en lang march?
Leder
http://fremskridtdk.wordpress.com/2010/05/02/psykologen-og-svinedrengen/
Må citers med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 11 / 19. marts 1982 / 10. årgang
Ingen forskel
Ingen forskel
Kun realitetsforvanskede udenomssnakkere kan hævde, at Poul Schlüter (C) og Uffe Ellemann (V) skulle være mindre socialistiske end Anker Jørgensen (A) og Gert Petersen (F).
Mogens Glistrup
http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/24/nu-gar-varen-gennem-danmark/
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 23 / 26. juni 1987 / 15. årgang
Op af sofaen med et Z
Op af sofaen med et Z
I forbindelse med de regerende partiers svigten overvejer mange den medicin mod pesten at blive sofavælger ved næste valg.
Det hjælper ikke en døjt. Hver og én af de 179 taburetter bliver nemlig besat, hvad enten der kommer en stemmeprocent på 9 eller 90.
Vejen frem er at sætte Fremskridtsfolk på flest mulige af folketingets stole. Vi har stemt imod alle begrædelighederne og derudover stillet et vælg af forslag i den brede befolknings interesse, såsom større folkepension, ophævelse af sygehusventelister, mindsket skat o.s.v. o.s.v.
Mogens Glistrup
http://fremskridtdk.wordpress.com/2011/04/10/dansk-selvmord/
Må citers med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 17 / 15. maj 1987 / 15. årgang
S-K faren
S-K faren
Nedtællingen til det næste folketingsvalg er allerede begyndt. Gammelpartierne handler ud fra, hvad der giver stemmer mere end ud fra fornuft og landets bedste.
Alle kæmper de for at blive det største parti efter næste valg, og dermed sikres mulighed for at skulle danne regering. Men hvad bliver det egentlig for en regering, vi får efter næste valg?
Mange har talt og skrevet om muligheden for, at det bliver en S-SF-regering. Det fordrer imidlertid, at disse to partier får flertal, idet de ikke vil samarbejde med VS, og de radikale vil ikke samarbejde med dem.
Zs mandater
En borgerlig regering kan fortsætte som firkløverregering. Her vil de selvfølgelig håbe på eget flertal.
De kan også vælge det fortsatte samarbejde med de radikale eller blive tvunget af mandattallene til at tage Fremskridtspartiet med. Det vil imidlertid hverken de radikale eller firkløveret (V, C, CD og KrF, red.) være med til, efter egne udsagn.
Alle ovenstående muligheder munder ud i, at der vil blive tale om en mindretalsregering med løs eller fast støtte.
Sådanne mindretalsregeringer har imidlertid et konstant problem med at holde sammen på flertallet. Derfor frister det partierne, hvis en flertalsregering kan samles.
Sporerne skræmmer
Erfaringerne fra såvel delstatsvalget i Hamborg som parlamentsvalget i Østrig siger, at selv om konservative og socialdemokrater har kæmpet mod hinanden før og under valgkampen, så finder de alligevel sammen efter valget.
Flere konservative topfolk har allerede luftet muligheden for et sådant samarbejde. Lige så mange har afvist det.
Men risikoen er der.
Kim Behnke
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/27/kun-promille-til-forskel-pa-anker-og-poul/
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 43 / 12. december 1986 / 14. årgang
Rindal har skrevet til samtlige folketingsmedlemmer
Rindal har skrevet til samtlige folketingsmedlemmer således:
Da loven om Statens Kunstfond blev ført ud i livet i 1965, rejste der sig en bred tværpolitisk folkelig protest, hvilket næppe kan have undgået Folketingets opmærksomhed.
Siden har de midler, der stilles til rådighed for kunst og kultur givet anledning til megen kritik, mens man absolut ikke kan se nogen positive resultater. Kun nye og større grupper angler efter flere ufortjente penge.
I disse dage bruger Statens Kunstfond således 700-800.000 kroner på at udstille, hvad der er indkøbt de sidste 16 år. Det er ganske vist småpenge for jer, som sidder på Christiansborg og jonglerer med helt andre beløb, men for os, som skal betale, er beløbet betydeligt, når det kun drejer sig om noget maling på et stykke lærred plus lidt oplæsning af egne skriverier.
Når talen falder på kunst og kultur, rører der sig i de fleste af os noget ved hjerterødderne, som vi bliver stumme overfor og står som folket om kejseren uden klæder og tør næppe udtrykke vor inderste mening. Bl.a. derfor er denne lov farlig for den frie kunstudøvelse og kulturdannelse idet dem, der bliver valgt til at forestå uddelingen af midlerne har tendens til at tilgodese deres nærmeste omgivelser, ligesom det hele samler sig i bestemte kredse, som efterhånden har eneret på at bestemme, hvad der er god kunst i Danmark, og således skal honoreres med penge hentet i det producerende samfunds lønningsposer.
Derfor tillader jeg mig høfligst, men indtrængende at anmode DIG om at anse os, der jo kaldes trækdyr for alligevel at være så voksne, at vi godt selv kan bestemme, hvor stor en del af vores indtægt der skal ofres på kunstens alter. Det er kun meget få af DINE VÆLGERE, der har givet DIG fuldmagt til at vælge for os på dette område, og derfor beder jeg DIG i Kunsten, kulturens, folkets og retfærdighedens navn – om, at medvirke til at loven om Statens Kunstfond afskaffes, som den fejltagelse den er.
P. Rindal
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 4 /30. januar 1981 / 9. årgang
Toleranceåbenhed er sagen
Toleranceåbenhed er sagen
Flygtningedebatten trækker følelserne ganske stærkt op. Vi – der vil sige nej til de fremmede – mener, at de herskende magthaverklasser i dette anliggende er uden moral, anstændighed eller fornuft. Magthavernes støtter anfører noget lignende om os.
Netop i den situation er der brug for en udførlig debat. Selvfølgelig juleaftenønskeseddel drømmer vi om, at de, der er fans af A. Bak (Thor A. Bak, formand for Dansk Flygtningehjælp 1984-89, red.) vil gå over til Fremskridtsopfattelsen. Men selv om det ikke nås, burde det gælde os alle, at vi særligt intenst og loyalt med åbent sind vil lytte til dem på den anden side. Det trænger det danske samfund til.
Mogens Glistrup
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 10 / 20. marts 1987 / 15. årgang
Schlüter og Co: Nej til skattelettelser
Schlüter og Co: Nej til skattelettelser
Z-forslag om forhøjelse af bundgrænsen stemt ned af firkløveret og Maisted.
Det er fantastisk, at firkløverregeringen (V, C, cd og KrF, red.) der kom til magten ved at love skattelettelser, nu i Folketinget har stemt imod et forslag, der ville have betydet, at den enkelte skatteyder til næste år kunne have set frem til at slippe nogle hundrede kroner billigere i skat.
Hvad mon regeringenspartiernes vælgere mener om et sådant løftebrud?
Det er Fremskridtspartiets skattepolitiske ordfører Ove Jensen, der spørger.
Kort før Folketingets sommerferie var han ved at skaffe flertal for et ændringsforslag til udskrivningsloven, der ville have betydet en samlet skattelettelse i omegnen af 1 milliard kroner.
Ved et dygtigt og gennemført forarbejde i Folketingets skatte- og afgiftsudvalg, havde Ove Jensen sikret sig støtte til milliardbesparelsen hos både Socialdemokratiet, SF og VS, og kun fordi den konservative juntaledelse på Christiansborg brød en clearingsaftale med Socialdemokratiet, og fordi vælgerbedrageren Ole Maisted undlod at stemme(!), gik forslaget i brokkassen.
Ude i tovene
Det skete ved tredje behandling af udskrivningsloven, fortæller Ove Jensen. Regeringen foreslog loven for 1985 vedtaget, så det ville medfører en betydelig skatteforhøjelse. Mit, og dermed Fremskridtspartiets ændringsforslag gik på en forhøjelse af den skattefri bundgrænse og skalatrinet med 4 procent, hvilket svarer til en skattelettelse på samlet ca. 1 milliard kroner.
Regeringen var så langt ude i tovene, at den måtte bede Folketingets formand om at afbryde 3. behandlingen indtil der var kommet styr på tropperne. Der blev simpelthen sendt bud efter medlemmer, der var til møder andre steder.
Så vigtigt var det for Schlüter (C) og hans makkerskab, at gå imod egne valgløfter!
VKR-tragedien
Det må siges, at firkløverregeringen er godt på vej til at blive en tro kopi af VKR-regeringen, der blev berygtet for at gennemføre de største skatteforhøjelser i landets historie.
Det kan ikke hævdes, at Fremskridtspartiets skattelettelsesforslag ville have betyder ruin for regeringens politik, og beløbsstørrelsen var da heller ikke højere, end at såvel Socialdemokratiet som VS og SF stemte for.
Ikke tilfreds
Jeg vil gerne understrege, tilføjer Ove Jensen, at den omstændighed, at vi kun foreslog denne beskedne skattelettelse på 1 milliard kroner naturligvis ikke skal tages som udtryk for, at vi er tilfredse med dette beløb. Vi står naturligvis fast på vort krav om helt anderledes store skattelettelser, men den ene milliard var, hvad vi i øjeblikket havde mulighed for at komme igennem med.
At det så alligevel ikke gik, ja det må firkløverfolkene og deres lejesvend Ole Maisted stå til regnskab for overfor vælgerne.
T. Zinglersen
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 22 / 8. juni 1984 / 12. årgang
