Fortryder Anker Jørgensen?

Fortryder Anker Jørgensen?

Demokratiets livskraft er størst, når debatterne kan ske for åbent tæppe. Anker Jørgensens hyppige advarsler om faren for demokratiet består ikke i de mange partier – store eller små – men kun i hemmelighedskræmmeriet eller fortielser.

Derfor endnu en opfordring til statsministeren om i fuld udstrækning at debattere landets problemer for åbent tæppe.

I forbindelse med Tv-debatten den 1. oktober havde Billed-Bladet planlagt en artikel om Mogens Glistrup og Anker Jørgensen. Hver især var opfordret til at skrive om modparten.

 

Den 19. september sendte Billed-Bladet følgende brev til Mogens Glistrup:

Kære Glistrup:

Det er med sorg jeg skriver til dig for at fortælle dig, at dit indlæg i sidste øjeblik er taget ud. Efter at Anker Jørgensen havde sagt nej, besluttede bladets ledelse trods alt at droppe sagen, fordi vi ikke må beskyldes for at tage parti. Sådan mener man, det kunne virke på nogle mennesker, hvis vi bragte dit indlæg alene.

Jeg er ked af, at du har ulejliget dig forgæves, men regner med, at vi er lige gode venner af den grund. Hils din kone mange gange.

Venlig hilsen

Leif Kjeldsen

 

Nedenstående gengiver vi den artikel, Mogens Glistrup havde skrevet, idet det dog skal tilføjes, at Billed-Bladet ville have kortet artiklen en smule ned:

Da fremskridtsbevægelsen var spædbarn, kom mange dybt fortvivlede til os og sagde med næsten ens ord: ”Min bedstefar var socialdemokrat. Min far var socialdemokrat. Selv har jeg altid stemt socialdemokratisk. Jeg har aldrig troet, jeg skulle tvivle, men nu kan jeg altså ikke holde det ud længere. Kildeskatten, Rifbjerg og alt det der. Det kan da ikke være socialdemokratisk politik. Jeg kan simpelt hen ikke blive ved mere. Er det mig, der er fej? Er det mig, der svigter? Eller er det Krag og de andre fine?

Samme Jens Otto Krag fortæller ikke om tilsvarende oplevelser i sin offentliggjorte dagbog. Utvivlsomt må imidlertid også han have mødt holdningen og fornemmet dens udbredthed. Derfor var det ikke overraskende at han – der jo ikke længere var nogen årsunge – benyttede først givne lejlighed til at lade sig erstatte af en arbejdsmand. De 13 år med cand. politter som socialdemokratiske partiledere havde kostet dyrt i retning af tabt kontakt med de virkelige samfundsproblemer.

Arbejdsmanden var Anker Jørgensen. Vi fremskridtsfolk modtog ham i største spænding. Skulle han blive med- eller modspiller i vor kamp mod den nye herremandsklasse, som de 13 år havde skabt?

Olympiadetalen

Det første sikre tegn på, hvor det bar hen, var hans olympiade tale. Blot muligheden for offentlige besparelser – den eneste vej at komme ud af skattemoradset på – blev kaldt for ”falsk tale”. Ved enhver olympiade – sagde Anker Jørgensen – sættes nye rekorder, og sådan er også naturloven for hver finanslov. Det offentliges udgifter må nødvendigvis blive større og større.

Hermed var handsken til fremskridtsbevægelsen kastet. Da vi få måneder senere i Gallup-tilslutning var Socialdemokratiets jævnbyrdige, udfordrede vi gang på gang Anker Jørgensen til at komme og diskutere med os. Han undslog sig konsekvent og undtagelsesfrit. Men omsider kom dog en socialdemokrat – Erhard Jacobsen. Med ham dystede vi møde efter møde om sygdomsbærmen i den danske samfundsøkonomi – at stat og kommuner har ladet sine udgifter svulme så stærkt ud over den økonomiske bæreevne.

I løbet af et halvt års tid var Erhard Jacobsen blevet klar over, hvilken vej de stærke befolkningsstrømme bar. På fjernsynsskærmen så vi Anker Jørgensen holde sin ”til venstre for midten-tale”. Direkte kontakt med ham var aldeles uopnåelig. Hans forhold til fremskridtsbevægelsen var blot, at han efter avisernes sigende arbejdede med, om han dog ikke kunne få puttet mig i fængsel.

Men snart skulle han få endnu flere problemer. Den Erhard Jacobsen, der skulle have gjort socialdemokratiarbejdet med at knække Fremskridtspartiet, indgik nu i de manges brigade, der simpelt hen ikke længere kunne bære over deres samvittighed fortsat at slutte op om Socialdemokratiet, som var blevet så totalt ændret siden Staunings og H. C. Hansens dage.

For at knuse oprøreren Erhard Jacobsen, før denne nåede partimæssigt at etablere sig tilstrækkeligt fast, kastede Anker Jørgensen Danmark ud i et valg. Snart stod det klart, at dette stykke partitaktik slog fejl. Befolkningen havde fået nok af socialdemokraternes olympiske rekorder.

Foragt for fair play

Men midt i valgkampen kammede udviklingen over. Anker Jørgensen havde været i Middelfart og talt om Middelhavet. Med socialdemokraternes sædvanlige nævnenyttighed til at ville løse alle andre landes problemer, havde han groft fornærmet olielandene. Det førte nu til boykot af Danmark, og det blev Anker Jørgensens redning. Med suveræn foragt for alle fair play synspunkter og særregler, lod Danmarks Radio nemlig socialdemokraterne – især Erling Jensen – køre en trommeild af valgpropaganda med det hovedindhold, at i en sådan national krisesituation, måtte man da slutte op om regeringspartiet.

Derfor gik Anker Jørgensen ud af valgslaget som nr. 1. Stadig leder af Danmarks største parti. Men det næststørste blev Fremskridtspartiet. Og derfor kunne han nu ikke længere undslå sig for at møde os ved officielle lejligheder.

Første gang, jeg traf ham på tomandshånd, var et par dage efter valget. Da statsministersekretæren viste mig ind, sad han ved et lille bord i et kæmpestort isnende koldt lokale. Menneskekontakten mellem os føltes endnu koldere.  Hans uforstående foragt var tydelig for dette nymodens sammenrend af apolitiske fremskridtsfolk. Også jeg skulle imidlertid sige noget. Jeg kom til at formulere mig på den måde, at jeg nok vidste, at en statsminister fik umådeligt mange tal på sit arbejdsbord hver dag og knapt kunne huske dem alle, men jeg ville dog lige gerne genopfriske hans hukommelse med ét tal, han måske havde glemt, nemlig at vælgerne havde udrustet Fremskridtspartiet med 28 folketingsmandater.

Det skæve smil hvormed han svarede ændrede aldeles stemningen. Det nærmest forårsvarmede. Det udtrykte til 100 %, at jeg da også måtte forstå den knibe, han var i. Kastet ud i at være leder for det parti, som i to generationer havde været den danske arbejders. Og så nu alle disse bryderier fordi andre havde fejlet.

Andres fejl

Siden da har ånden fra den 6. december 1973 altid været det dominerende, når jeg tænker på Anker Jørgensen. Nok har ikke i de knapt tre år vi har haft fælles arbejdsplads én eneste gang villet sludre uformelt med mig. Vi påtrængende fremskridtsfolk skal bestemt ikke tro, at vi er noget – at vi skulle være lige så gode som de gamle. Men selv om han altså dag ud og dag ind passerer forbi mig på Christiansborg uden et ord eller en kommentar til, hvad der er oppe – selv på trods af det, fornemmer jeg altså – ærlig eller falsk – en vis gensidighedens sympati fra december mødets tøbrud.

Men med en enkelt begrænsning: Fra Folketingets talerstol taler man lige ned til ministrene. Nærmest sidder statsministeren. Og normalt virker Anker Jørgensen som den forstående lytter, som det er inspirerende at henvende sig til. Men ikke når K. B. Andersen undtagelsesvis er på visit i Danmark og sidder ved hans side. Han er legemliggørelsen af det inkvisitoriske fremskridshad. Og påvirkelig som han er af sine nærmeste omgivelser, konkurrerer Anker Jørgensen med sin udenrigsminister ved de lejligheder om at hidse sig op mod banditten Glistrup.

Ganske oplagt er det skammeligt, at der skal være så elendig en kontakt mellem de to største politiske partier inden for arbejdslivet.

Derfor var den 13. september 1976 en lykkens dag. Anker Jørgensens fok erkendte da omsider, at man ikke får Z-bevægelsen dræbt ved fortsat at lade som om, vi ikke eksisterede. Folkestyre betyder debat. Debat med dem man er uenige med så det folk, der skal styre også kan bedømme de eksisterende opfattelser over for hinanden.

Og selv om vi fremskridtsfolk har svært ved at forstå at 913.155 ved sidste valg holdt fast ved det socialdemokratiske parti, må vi naturligvis respektere det og respektere, at deres politiske leder er Anker Jørgensen. Måtte den seneste udvikling klart konstatere, at han ikke længere til de mindreværdiges kreds henregner de 414.219, som satte deres krydser i den anden ende af stemmesedlen.

Vi er alle sammen mennesker.

Mogens Glistrup

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 7. oktober 1976 / 4. årgang 

O.B.S. – Hr. Schlüter!

O.B.S. – Hr. Schlüter! 

FREMSKRIDT 1979-13 side 15 dokumenterede, at Henning Christophersen (V) og Anders Andersen (V) erkender, at de i mange år ikke har evnet, at klare landets problemer fornuftigt, dengang vanskelighederne var langt mindre end nu.

I Børsens kronik for den 10. august 1979 er det Poul Schlüters (C) tur til at skrifte fortidens synder.

Han var med i det største parti i VKR-regeringen og som har været aktiv i augustforlig m.v., skriver nu:

Det er mange års letsindig ledelse i dansk politik og organisationsliv, vi nu skal betale regningen for.

Skylden er vor egen og kun i ringe grad en følge af den internationale lavkonjunktur og energifordyrelsen.

Hvordan kan vælgerne dog betro en sådan umulius indflydelse på at helbrede de meget alvorlige sygdomme for Danmark, som er blevet resultatet af blandt andet hans uduelighed?

Mogens Glistrup

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/26/hvorfor-griner-schluter/

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 14 / 3. september 1979 / 7. årgang

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal 

Når hovedparten af landets erhvervsledere og andre med tilknytning til den private sektor holder ferie, er der grund til, at den bliver brugt til grundigt at overveje, hvorledes udviklingen skal være efter efterårets folketingsvalg. Som alt står i øjeblikket, vil Socialdemokratiet kun kunne fortsætte, hvis de danner regering med støtte fra SF. Er det ønskeligt for dansk erhvervsliv? Eller vil man hellere prøve den mulighed, som meningsmålingerne har vist i mere end et år – et VKZ-flertal?

At VKZ ikke længere blot er teoretiske drømme, vidner Socialdemokratiets adfærd om. De er bange, meget bange, for at miste regeringsmagten. De ved, at hvis Nyrup må forlade statsministerposten og blive formand for et mindre folketingsudvalg, da vil Socialdemokratiet ikke komme i regering mere i dette årtusind.

Derfor er de bange, og derfor har de allerede givet smagsprøver på, hvorledes de vil søge at skabe et ekstremt skræmmebillede af, hvad et VKZ-flertal vil betyde. Det er der ingen grund til at blive skræmt over.

Fakta er, at den væsentligste opgave for et VKZ-flertal bliver at flytte centrum for den økonomiske udvikling i samfundet tilbage til den private sektor. Mens den nuværende regering (A, B, CD og KrF) har brugt alle midler for at flytte vækstcentrum ind i staten, så skal et VKZ-flertal bruge ændrede skattelove, erhvervslove, arbejdsmarkedslove, finanslove m.v. til at flytte væksten over, hvor den er samfundsgavnlig, nemlig i den private sektor.

Den nuværende regering har mødt ethvert problem i samfundet med nye love, flere regler, flere embedsmænd og mere planøkonomi. Den nuværende regering tror på, at det er politikere og kommissærer, som skal styre udviklingen. Konsekvensen er blevet stigende skatter, afgifter og gebyrer for erhvervslivet til skade for erhvervsfriheden, konkurrenceevnen og beskæftigelsen. Det er på trods af, at den nuværende regering lovede, at den ikke ville forringe konkurrenceevnen. Hvordan tror man så, det vil blive, hvis CD og KrF bliver skiftet ud med SF?

Mange (alt for mange) ledere i erhvervslivet har valgt den typiske danske “lad-os-nu-se” holdning over for regeringens politik. De meget betydelige flytninger af ideologiske hegnspæle, som regeringen har gennemført – specielt inden for erhvervsområdet, har ikke alle vist deres sande ansigt endnu. Kommuners adgang til privat erhvervsdrift, ødelæggelse af udligningscirkulæret, statslige fonde til erhvervsinvesteringer m.v. er initiativer, som først om nogle år vil vise, hvor planøkonomiske og socialistiske de er. I mellemtiden rinder sandet ud af den private sektors timeglas. Erhvervsledere må derfor tænke lidt længere end til næste termin. De må bruge sommerferien til grundigt at tænke over hvilket politisk klima, de ønsker i Danmark.

Vil man have den planøkonomiske “tredje vej” med den snigende socialdemokratisme, der efter værste salamimetode skærer sig ind på erhvervslivets frihed? Eller vil man have et politisk flertal, hvis hovedmålsætning er at skabe fornyet vækst i den private sektor? VKZ vil møde problemer i samfundet ved at fjerne love, afbureaukratisere og deregulere til fordel for friheden og mangfoldigheden.

Den nuværende regering har gennemført hovedparten af sine initiativer for lånte midler. Væksten i den offentlige sektor har vi slet ikke haft råd til. Alene statens gæld vil i år runde 700 milliarder kroner. Hvor tror man, disse penge skal komme fra? Er det ved at ansætte flere embedsmænd i ToldSkat? Ved at lave nogle kulturprojekter? Ved at systemeksportere vores børnehaver til Østeuropa? Nej, midlerne kan kun komme fra den private sektor. Det bliver den private sektor, som gennem de næste mange år skal afdrage den store gæld. Skal det gøres muligt, må erhvervslivet have vækstfrihed og forbedret konkurrenceevne. Det hjælper jo ikke, at der bliver færre om at løfte byrden!

Ledere og beskæftigede i alle private erhverv fra fiskere, landmænd, industri, transport og håndværk, for slet ikke at tale om handel og service, må derfor bruge sommerferien til – meget grundigt – at overveje, hvad de vil satse på til efteråret. Det er en vigtig beslutning, måske den vigtigste. Det er langsigtede investeringer, der foretages, når Folketinget sammensættes ved efterårets valg.

Kim Behnke 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / august 1994 / 22. årgang

Er pråsen ved at gå op for Venstre?

Er pråsen ved at gå op for Venstre?

Gennem årerne har Venstre i Folketinget ligget under for alskens erhvervsorganisationers pression. På ordre fra Håndværksrådet, Landbrugsrådet, Industrirådet o.s.v. har partiet stemt for erhvervstilskud i massevis.

I de sidste 13 år har Fremskridtsfolk i indlæg efter indlæg påvist, hvor nærsynet dette har været.

Som den tålmodige lærer glæder sig, når pråsen omsider går op for den tunge elev, frydes vi Z-folk derfor over følgende 14 punkter i “Børsen”:

1. Erhvervsfremmeordningerne bør gradvis omlægges, så der anvendes færre midler til finansieringsstøtte og traditionelle anlægsprojekter, og til gengæld flere midler til forskning, uddannelse og indførelse af ny teknik i produktionen.

2. De mange forskellige ordninger bør samles i nogle få effektive ordninger. Administrationen skal forenkles af hensyn til brugerne.

3. Der skal satses mere på en iværksættelses politik med henblik på etablering af nye virksomheder.

4. Der skal sættes massivt ind på at fremme softwareprojekter (dvs. udvikling af Edb-programmel).

5. Generelt skal erhvervsstøtten gøres mindre selektiv. Der skal satses mere på de generelle virkemidler.

6. Venstre afviser at lade staten støtte nogle på forhånd udpegede teknologiske vækstbrancher (vinderstrategien). Denne strategi lider af mindst to svagheder: Risikoen for at udpege de forkerte vindere og det offentlige bureaukratis langsommelige omstilling til hastigt skiftende teknologiske vilkår.

7. Alternativet er en markedsbaseret strategi, hvor det offentliges rolle alene er at smøre markedsmekanismen, så den fremmer en vækstproces.

8. En vis erhvervsfremmende indsats kan være nødvendig på kort sigt. Men ordningerne skal være midlertidige og afvikles hurtigst muligt.

9. Direkte støtte til private virksomheder er farlig af mange grunde. Subsidier til nogle virksomheder betales blot af andre virksomheder i form af højere omkostninger.

10. Der er en risiko for, at støtten omsættes i højere omkostninger fremfor i bedre konkurrenceevne.

11. Støtte til udvalgte brancher vil altid medføre tilfældige afgrænsninger og tendens til konkurrenceforvridning.

12. Statslig støtte til erhvervslivet vikler virksomhederne ind i et net af reguleringer og kontrol – friheden undermineres gradvist.

13. Erhvervsstøtteordninger er ikke til at komme af med igen. De virker som afhængighedsskabende narkotika, fordi visse virksomheder og erhvervslivets organisationer indretter sig på dem og til en vis grad lever af dem. Derfor er det farligt at indføre nye støtteordninger, og derfor er det en stor opgave at indskrænke omfanget af den bestående erhvervsstøtte.

14. Venstre er tilhængere af den frie markedsøkonomi. Vi tror på, at den frie konkurrence og selvhjulpne virksomheder sikrer forbrugerne de bedste produkter til de fordelagtigste priser. Det langsigtede mål bør derfor være helt at afvikle den direkte statslige støtte til erhvervsvirksomhederne. I takt med afviklingen af erhvervsstøtten skal beskatningen af virksomhederne lettes tilsvarende. Filosofien skal være, at virksomhederne skal have lov at beholde en større del af deres indtjening, så de selv kan finansiere det nødvendige forsknings- og udviklingsarbejde”.

Fortsat risiko

Selvfølgelig er risikoen stadigvæk stor for, at næste gang et stålvalseværk eller en landboforening vil have statspenge, vil Venstre på ny dumpe i det kortsynede stemmekøbs-hul og stemme ja. Lad os derfor skynde os at glæde os over den omvendte synder, så længe glæden kan nydes uden bitter smag i munden.

Men det er nu alligevel en million gange sikre at krydse Z end at løbe risikoen for en V-stemme, der meget vel også i fremtiden kan vise sig at være spildt for den vælger, der ønsker et selvhjulpent – og dermed stærkt – dansk erhvervsliv.

Mogens Glistrup og

Børsen

http://fremskridtdk.wordpress.com/2011/11/15/15-fremskridt-for-erhvervslivet/

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 40 / 16. november 1984 / 12. årgang

Franskmændene ånder lettet op

Franskmændene ånder lettet op

Det er blevet lettere at være franskmand!!

Jaques Chiracs borgerlige regerings privatiseringspolitik og de lettelser der er sket for erhvervslivet har nu sat deres klare tydelige spor:

1. Franske virksomheders produktion er vokset eksplosivt i denne sommer og ordrebøgerne bugner af ordrer fra ind- og udland.

2. Specielt regeringens skattelettelser overfor erhvervsvirksomheder har medført optimistiske erhvervsinvesteringer overalt i det franske produktionsliv.

3. Følgevirkningerne af ovenstående har medført et markant fald i arbejdsløsheden.

 

Hvis vi skal have franske tilstande i Danmark, så stem Z

- så kan danskerne også komme til at ånde lettet op!!

Forside artikel

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 26 / 21. august 1987 / 15. årgang

Grænsehandelen

Grænsehandelen

For at få løst grænsehandelskatastrofen, der koster Danmark milliarder af kroner og stribevis af butikslukninger, har Fremskridtspartiet fremlagt et forslag, hvorefter den danske regering (V, C, CD og KrF, red.)  hurtigst muligt skulle optage forhandlinger med Vesttyskland og derigennem finde frem til en aftale, der vare for vare angav hvornår, og på hvilket niveau afgifterne kunne tilpasses hinanden i de to lande.

I betragtning af Fremskridtspartiets forslag er den eneste konkrete løsningsmodel, der er fremlagt i Folketinget og med lokale folketingsmedlemmers udtalte bekymring i erindring, var forventningerne til behandlingen i Folketinget yderst optimistiske.

Og at offentligheden også er stærkt interesseret i at finde en løsning, skal i det følgende – i uddrag – citeres, hvad skatteminister Isi Foighel (C) og partiernes ordførere sagde i Folketinget:

Isi Foighel:

Fremskridtspartiets forslag om, at regeringen skulle indlede forhandlinger med den vesttyske regering om en tilnærmelse af afgifterne, kan regeringen (V, C, KrF og CD, red.) ikke gå ind for. Det er regeringens helt klare opfattelse, at fastlæggelse af skatter og afgifter udelukkende er et dansk nationalt anliggende, og at det selvfølgelig derfor alene er Folketingets opgave at træffe beslutninger herom. Det er ikke et anliggende, vi ønsker at inddrage andre i.

Ole Stavad, Socialdemokratiet:

Jeg synes, det var en ganske udmærket tale, skatteministeren holdt. Jeg mener ikke, at vi løser problemerne ad de veje, Fremskridtspartiet anviser.

Aagaard, Det konservative Folkeparti:

Jeg er meget enig med skatteministeren.

Bente Nielsen, Venstre:

Jeg finder ikke, at Fremskridtsparties forslag er særdeles realistisk.

Thoft, Socialistisk Folkeparti:

SF ønsker ikke at medvirke til hr. Dohrmanns personlige sønderjyske valgkamp, og vi er uenige.

Bernhard Baungaard, Det radikale Venstre:

Det radikale Venstre kan ikke støtte forslaget fra Fremskridtspartiet.

Kofoed-Svendsen, Kristeligt Folkeparti:

Jeg synes, skatteministeren holdt en glimrende tale.

Albrechtsen,Venstresocialisterne:

Det er meget uheldigt og meget farligt, hvis man rækker Fremskridtspartiet så meget som en lillefingernegl i en sag som denne.

Centrum-Demokraterne:

Ikke tilstede i folketingssalen.

Som det tydeligt fremgår nåede Fremskridtspartiet ikke langt. Dette var måske til at bære, hvis skatteministeren eller andre partiers ordførere var fremkommet med gode idéer om, hvorledes grænsehandelskatastrofen ellers kunne løses.

Vi må således konstatere, at det kun er tomme fraser, der flyder, når andre partier påstår, de vil stoppe galskaben.

Helge Dohrmann 

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 14 / 24. april 1987 / årgang 15

Finanslov og skattelov

Finanslov og skattelov

Her ved begyndelsen af skattereformens år nr. 1 kunne det være nyttigt at genopfriske, hvordan situationen ville have tegnet sig, såfremt det i stedet havde været Fremskridtspartiets skatteår nr. 1.

Fremskridtspartiets skattepolitik går ud på, at der over en 6-årig periode sker en fuldstændig afvikling af selve begrebet indkomstskat.

Det ville have startet med, at alle fra 1. januar i år havde fået et skattekort med en skattefri bundgrænse på 48.000 kroner samt, at sømandsskatten var blevet ophævet helt lige som kapitalvindingsskatten. Fra næste år ville den skattefrie bundgrænse ligge på 60.000 kroner og med en maksimal skat på 50 % af indkomst derudover.

Fra 1989 vil bundfradraget være 75.000 kroner og i 1990 hele 100.000 kroner samtidig med, at selskabsskatten bliver ophævet. I 1991 hæves bundgrænsen til 125.000 kroner, og endelig i 1992 skal der slet ikke betales indkomstskat. Samme år bliver formueskatten også ophævet. Og så endelig fra 1993 kan skattevæsenet helt nedlægges.

Planen har eksisteret i alle Fremskridtspartiets leveår og er altid blevet kritiseret. Hovedargumentet er: Hvor skal pengene så komme fra? De fleste glemmer for det første, at der ikke længere vil være den samme offentlige sektor, og at der udover indkomstskat er andre former for skat. For Fremskridtssamfundet vil forbrugerafgifter som 22 % moms og punktafgifter være en væsentlig del af finansieringen af skoler, sygehuse, folkepension og de andre opgaver, som det offentlige fortsat skal løse.

En af goderne (set fra det offentliges synspunkt) ved at afvikle indkomstskatten er, at befolkningen får flere penge i hænderne. Det gør igen at forbruget øges eller flyttes til dyre varer og med moms og punktafgifter, vil det give ekstra penge i statskassen.

For finansloven 1987 ville det have set således ud, såfremt Fremskridtspartiet havde bestemt:

Regeringens skatteudskrivning 1987: 350 milliarder kroner. Heraf udgør indkomstskatten de 200 milliarder kroner.

Vi ønsker at afvikle indkomstskatten, og det første år med 48.000 kroner skattefrit ville vi miste 30 milliarder i indkomstskat. Når disse 30 milliarder kommer ud til privatforbrug, vil forbrugsskatterne stige med omkring 8 milliarder kroner. Derudover kommer reaktioner i erhvervslivet m.v. som skatter (selskabs-, ejendoms,- formueskatter o.s.v.), vil komme ca. 6 milliarder yderligere ind til det offentlige. Det giver et samlet resultat på en fremskridtsfinanslov med 334 milliarder kroner for 1987. Fremskridtspartiet har en række forslag til forbedringer i den offentlige sektor. Fjernelse af ventelister, bedre pension o.s.v. Ting der koster ekstra penge. Disse – samt den nævnte mindskelse af indkomstskatten – vil betyde besparelser. Her gælder det i første omgang kulturministeriet, udenrigsministjenesten, statslig ulandsbistand, erhvervstilskud og ikke mindst millioner af blanketter og skemaer, som ikke længere skal trykkes og udfyldes.

For interesserede så giver bogen ”Ud af skattereformfælderne (af Mogens Glistrup, red.) det samlede billede af et lykkeligt 1987 fremskridtssamfund.

Kim Behnke 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 16. januar 1987 / 15. årgang

Wøldike har fået svar fra Mogens Glistrup

Wøldike har fået svar fra Mogens Glistrup

FREMSKRIDT 1979-20 gengiver nogle spørgsmål af 8. november 1979 fra Kai Wøldike til folketingets medlemmer. Jeg sendte ham den 12. november følgende svar:

Kan arbejdsløsheden afskaffes eller nedsættes betydeligt ved at nedsætte samtlige lønninger med for eksempel 20 %?

Svar:

Ja – men af hensyn til de enkelte mennesker i Danmark – og det er jo det vigtigste hensyn for folketinget – kan det ikke nytte noget at foretage en så stor nedskæring af den løn, der udbetales folk. Derfor må nedsættelsen ske på indkomstskattedelen, hvorved der opnås det samfundsøkonomisk afgørende nemlig, at der overføres produktive kræfter fra det offentlige til det private.

——————–

 Er det rigtigt, at det ikke betyder en reallønsnedgang, hvis man sikrer, at priserne nedsættes med samme beløb + normal fortjeneste på lønnen + moms af samme lønnedsættelse?

Svar:

Det er ikke muligt at gennemføre en prisnedsættelse m.v. som i spørgsmålet anført. Hvis man vil forsøge på det, gør man ondt værre, fordi man skal etablere et administrationsapparat og et sådant indebærer, at samfundets kræfter anvendes forkert.

——————–

 Er det rigtigt, at man ved afskaffelse af arbejdsløsheden kan nedsætte skatterne med hele nettobeløbet, der udbetales til de arbejdsløse?

Svar:

Staten har et stadigt stigende underskud (I 1980 således knapt fire gange så  meget som arbejdsløshedsunderstøttelsen). Underskuddet finansieres ved låneoptagelse d.v.s. ved, at fremtidens skatter skal forhøjes med de til rente- og afdragsbetaling nødvendige beløb. Dette er selvsagt uholdbart og umoralsk. Blandt andet derfor må sparede arbejdsløshedsunderstøttelsesbeløb først og fremmest bruges til at nedbringe statsunderskuddet. Herved opnås også, at flere af samfundets kræfter sættes ind på den eksport, som er så nødvendig for at få tilbagebetalt gælden til udlandet.

——————–

 Er det rigtigt, at næsten fuld beskæftigelse, skabt ved konkurrenceevne, hurtigt vil forbedre vort økonomiske forhold til udlandet?

Svar:

Ja – der skal i valutaerhvervene beskæftiges langt flere mennesker end de, der er i øjeblikket og de, der er arbejdsløse. Derfor skal der nedlægges et stort antal stillinger i det offentlige og oprettes flere stillinger i valutavirksomheder.

——————–

 Er det rigtigt, at reallønnen, efter en formindskelse af vor udenlandsgæld, kan forhøjes ved nedsættelse af de ekstraordinære forbrugsafgifter, såsom: Forhøjet moms, afgift på spiritus, benzin, tobak o.s.v.?

Svar:

Reallønnen kan forhøjes ved nedsættelse af forbrugsafgifter, men det er langt lykkeligere, at gøre det ved nedsættelse af indkomstskatten jfr. Vedlagte hæfte ”Indkomstskatten… samfundsts skurk”.

——————–

To af landets førende økonomer besvarede sidste år disse fem spørgsmål med et ja. Hvornår kommer den politiske beslutning, hvor det gennemføres?

Svar:

Den politiske beslutning om at forbedre Danmarks økonomi kommer ikke før Fremskridtspartiet er styrket meget væsentligt eller udlandet giver Danmark kniven på struben ved at nægte, at yde os yderligere lån. Erfaringen viser nemlig, at der hos de partier, der selvroser sig som ansvarlige – hvad enten de kalder sig firkløver, Socialdemokrati eller radikale – er en sådan slaphed og manglende mod og handlekraft, at de pågældende partier kun gør landets økonomi værre og værre.

 

Med venlig hilsen

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 21 / 3. december 1979 / 7. årgang

 

Tiden arbejder for Fremskridtspartiet

Tiden arbejder for Fremskridtspartiet

Uretten kan ikke bære et nederlag! Og det er uretten, der præger det danske folketing.

Vi må kende vores besøgelsestid, for tiden er med os. Og kun hvis vi svigter ideologien og de sunde tanker, Fremskridtspartiet er bygget op på, vil vælgerne svigte os. Og derfor skal vi stå fast.

Kompromis – mellemting er ”noget bras” – for at benytte et statsministerudtryk (Poul Schlüter, C, red.). Vi skal ikke være kompromissøgende – tværtimod –, for det vil være farligt ikke mindst på det økonomiske område. Vi vil – ved for en hver pris at søge kompromis – kompromittere os, og denne kompromispolitik vil igen ende i alles kamp mod alle – netop den situation Danmark befinder sig i.

Samfundsøkonomisk skal fanen holdes højt. Vi har alt for længe hørt på Keynes og Gallbraiths letsindige principper. Følgen er blevet gældsætning og økonomisk morads for både de enkelte og fællesskabet.

Den økonomiske frihed – liberalismen – må frigøre sig, fra det socialistiske vildnis vi er langt inde i.

Rundt omkring os præger nye principper – fremført af den internationale finansekspert Lafall – udviklingen og fremgangen. Se blot på Japan, USA og England! Dem må vi lære af.

Principperne er:

• Skatterne fjernes eller holdes på et lavt niveau. Virksomhederne og de enkelte mennesker får lov til at beholde indtjening og overskud.

• Pengene vil efter god forretningsskik blive investeret i nye arbejdspladser, der sætter yderligere gang i erhvervslivet, produktudviklingen og eksporten.

• Det vil overalt tjenes sunde penge, – penge der ligger en produktion og værdiskabelse bagved. Og der vil blive et sundt forbrug på baggrund af velstand i stedet for et forbrug, der modsvarers af oppustede, fiktive værdier og gældsættelse af befolkningen og samfundet.

Hvis ikke vi finder ud af det, forarmes landet, og vi ender i økonomisk trældom og politisk forvirring.

A. Th. Riemann

PS. Læs Guy Sormans nye bog ”Den liberale løsning”.

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 16. januar 1987 / 15. årgang

Det bør være lovligt at arbejde

Det bør være lovligt at arbejde 

Forbud imod overarbejde og ekstra arbejde.

Det er planer, som dele af fagbevægelsen og en del socialdemokratiske politikere i disse tider fremturer med. Man påstår at ved at gøre det ulovligt at lave en ekstra indsats, løses arbejdsløsheden. Det var fra samme sted, at man i sommerens løb ville forbyde unge studerende og andre unges mulighed for at tjene en sum penge til studier og private gøremål. Da var det også i overbevisningen om, at ville klare arbejdsløsheden.

Man tror, at tvang og ensretning i bedste socialistiske stil vil løse problemerne. Metoden er blevet prøvet i Østeuropa, og vi skal i vesten nu betale for deres mislykkede socialistiske eksperiment.

Det ville være en skændsel, såfremt det bliver gjort strafbart at yde en ekstra indsats – det er tilstrækkeligt, at folk flåes af skattesystemet og endvidere risikerer dagpengekarantæne ved lidt ekstra arbejde.

Danmarks gældsproblemer skal løses ved, at folk yder en ekstra indsats, og øget produktion vil også give flere arbejdspladser.

Et af Fremskridtspartiets politiske hovedmål er kampen for den personlige frihed. Det er den frihed, som socialisterne ønsker at indskrænke mest muligt. Desværre har de ikke lært af Østeuropas triste erfaringer med det socialistiske tvangssamfund.

Fremskridtspartiet vil gerne medvirke til at løse arbejdsløsheden, men det bliver aldrig via forslag, som forbyder folk at yde en ekstra indsats, men via forslag, som gør det attraktivt.

Johannes Sørensen

Landsformand

http://fremskridtdk.wordpress.com/2011/11/13/15-fremskridt-for-danmark/

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / januar 1992 / 20. årgang