Glistrup: Indflydelse efter vælgergrundlag

Glistrup: Indflydelse efter vælgergrundlag 

Da Poul Hartling (V) igennem de sidste 3½ år konsekvent har nægtet at møde mig til debatarrangementer rundt om i landet, må han tage til takke med følgende svar på hans indlæg forleden:

Fremskridtspartiet har siden valget den 9. januar 1975 uden vaklen og gentagne gange påvist, at en socialdemokratisk regering, hverken kan eller tør løse de meget betydelige problemer, som Folketinget har påført landet ved slaphed i økonomiske anliggender. Letsindigheden har ført til statsunderskud og stadigt voksende gældsættelse, som igen fastlåser arbejdsløsheden, højrenten og fortsætter pengeforringelsen.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Vort synspunkt beror ikke på, at vi anser socialdemokraterne for at være værre end folk fra andre partier. Tværtimod har vi fra bevægelsens fødsel i 1971 uafbrudt godtaget den berømte Baunsgaard-udtalelse: ”Det afgørende er ikke, hvem man samarbejder med, men, hvad man samarbejder om”. 

Tydeligere og tydeligere er det imidlertid blevet, at denne sætning trænger til tilføjelsen ”og hvordan man samarbejder”. Dette er bl.a. godtgjort gennem rivningerne i røde kabinetter, VKR-regeringens lammelse på grund af hvert partis vetoret og musefældeklausulfarcen – alt opført, mens landets problemer voksede sig store i årene fra 1967.

Z-oplæg

Efter at Anker Jørgensen holdt sin regerings nekrologtale i fredags, er tiden inde til på ny at gøre et fremstød for at udmønte samarbejdet i praksis. Det gør Fremskridtspartiet herved i nedenstående-ikke-ultimative-fempunktsoplæg:

1. Massive offentlige besparelser må være hovedgrundlaget for at få orden i dansk økonomi. De, som (endnu) ikke kan indse dette, er (endnu) ikke modne til at være med i samarbejdet om redning af landet.
2. Den uanstændigt lave skattefri bundgrænse på 12.600 kr. for 1977 må forhøjes – gerne ad flere gange.
3. Lønfremgangen skabes gennem skattelettelse. For en dels vedkommende kan den modregnes i den lønfremgang, der nu søges opnået ved forøgelse af firmaernes lønomkostninger være sig ved tariflønforhøjelser, lønglidning og/eller dyrtidsportioner.
4. Samarbejdspartierne må i gerning vise den yderste forståelse og tolerance for hinanden, så ingen kommer til at dominere, men alle ligestilles i overensstemmelse med vælgergrundlag. Mod og hårdhudethed bliver også nødvendig.
5. Et samlingsregeringsgrundlag, der kun indeholder foranstående punkter, vil være særdeles utraditionelt. I den foreliggende situation er det imidlertid at foretrække. Ellers skal der nemlig spildes lang tid på, at man forhandler sig frem til enighed om mere eller mindre vage formuleringer. Man må alligevel forudse, at den hastige udvikling hurtigt løber fra udformningen som man derefter skal spilde tid og kræfter og indbyrdes tillid på at drøfte ændringer i. holdbarheden i samarbejdet sikres derfor ved, at enhver samarbejdsdeltager kan fordre opstående spørgsmål afgjort bindende for alle samarbejdsdeltagere med en på forhånd aftalt kvalificeret majoritet, for eksempel tre femtedele eller to tredjedele i et fællesmøde mellem samarbejspartiernes folketingsmedlemmer.

400.00 vælgere

Fremskridtsgruppen overser ikke, at kolde skuldre har mødt os alle de mange gange vi tidligere har bedt om at komme ind i samarbejde. Det er imidlertid vort håb, at de seneste begivenheder har åbnet tilstrækkeligt manges øjne for, at landets problemer er af så alvorlig en størrelsesorden, at det er utilstedeligt fortsat at udelukke repræsentanterne for over 400.000 vælgere, som vil være med i et konstruktivt samarbejde og underkaste sig flertals beslutninger heri. Selv erkender vi selvsagt, at der med den nuværende folketingssammenslutning på en lang række områder ikke vil kunne skabes flertal for fremskridtspolitikken – for eksempel med hensyn til størrelsen af de ønskelige besparelser hos det offentlige, Sydslesvig-politik o.s.v. Vi er imidlertid desuagtet rede til at slide under samarbejdets åg, blot vi derved kan få udviklingen trukket i den rigtige retning. Selv om det selvfølgelig vil være kreperligt for os at se, at de løsninger, vi så kunne komme til at medvirke til, er for små og for langsomme sammenholdt med størrelsesordenen på de krav, som er skabt af de store tal på arbejdsløshedsregistrerede, valutagæld, statsunderskud, skattetryk, inflationsrate og rentesats.

VCQM-partierne banede i februar 1975 vejen for Anker Jørgensen-regeringen ved ikke at ville respektere de godt 400.000 fremskridtsvælgere som ligeværdige med deres egne. Lad ikke fejlen gentage sig. Vi kræver ikke større indflydelse for vore vælgere, end vi vil indrømme samarbejdspartnernes. Men et samarbejde, der skal bygge på, at fremskridtsfolkene ensidigt underkaster sig de andre kan aldrig blive noget holdbart samarbejde.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 22 / 4. årgang / 16. december 1976

Hvem er asocial?

Hvem er asocial?

Vore modstandere påstår, at Fremskridtspartiets program skulle være asocialt.

Betegnende nok kan de ikke fremkomme med ét eneste eksempel eller én eneste begrundelse for påstanden.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Det skyldes, at den simpelthen er usand. Det asociale element i valgkampen repræsenteres af SVCQMBF-politikken. Den går som bekendt ud på at blive ved med at vælte nutidens vanskeligheder over på fremtiden ved blot at låne, låne og atter låne. Fremturer vi ad den vej, bliver resultatet om en halv snes år at alt, hvad staten kan skrabe ind i skatter, skal bruges til renter og afdrag på Heinesens (A) statsobligationer og på udlandsgælden. Da de samme penge ikke kan bruges to gange, vil det sige det samme som, at der ikke er midler til rimelig socialpolitik.

Heroverfor står Redningsplanen for Danmark, hvori Fremskridtspartiet påvise, hvordan vi ved at forkæle produktionen kan undgå yderligere gældsætning og tilbagebetale den ved en forfejlet politik allerede pådragne gæld og få en samlet samfundskage, der er stor nok til virkelig at hjælpe dem, som uforskyldt er i nød. Allerede med det samme skal folkepensionen forhøjes til 3.000 kroner om måneden for at modvirke de katastrofale stigninger i varmeudgifterne, som SV-regeringen skabte med afgiftsforhøjelserne i juni 1979. Sygehusområdet skal styrkes efter Fremskridtspartiets plan, og der skal være direkte og hurtigere hjælp til dem, der virkelig kommer i nød.

Dette er overensstemmende med præcise lovforslag, som Fremskridtspartiet til stadighed har fremsat i folketinget i de sidste 5-6 år.  Og vi har vist, hvorfra pengene skal skaffes – fra besparelser på de mindre nødvendige udgifter såsom overflødig administration samt Lise Østergaards (A) og Niels Matthiasens (A) aktiviteter. Ene af alle har vi fremlagt et fuldstændigt alternativt finanslovsforslag.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 7. årgang / 5. november 1979

Tillykke Island

Tillykke Island

Den konservative/liberale regering på Island har vist vejen til afskaffelse af indkomstskatten.

Så sker det, som de traditionelt tænkende partier i Danmark har forsværget kunne ske: Indkomstskatten blev afskaffet.

Desværre er det ikke i Danmark – men på Island – man har indset, at indkomstskatten er en fortidslevning, der ikke gavner lysten til at arbejde. Efter halvanden års kraftige besparelser – og dermed også nedskæringer inden for de offentlige udgifter – har man på Island fået bremset effektivt op for en inflation på 150% om året. Det har givet så gode resultater, at man nu griber muligheden for at afskaffe al skat på arbejde og overflytte indtægterne til afgifter på forbrug.

Der er al mulig grund til at ønske Islands befolkning tillykke med den nye personlige økonomiske frihed.

Radikalt støtteparti

Herhjemme udtænker den borgerlige regering (V, C, CD og KrF, red.) nye skattereformer, hvor der indgår nye afgifter, men man påtænker ikke at ændre ved skattebundfradraget.

Skatteministeren (Isi Foighel, C, red.) klynger sig til den linje, der tidligere blev afstukket af Socialdemokratiet og bakkes op af et radikalt støtteparti. Traditionelt er regeringen rystende angst for at afgive den økonomiske frihed til borgerne, som man ikke mener selv kan forvalte de penge, der tjenes.

Man har nu haft regeringensmagten i to år, og har ikke tilnærmelsesvis nået, hvad man nu har klaret på Island på halvandet år. Der er da også den væsentlige forskel på den islandske og danske regering, at på Island har den konservative/liberale regering fået flertal med Fremskridtspartiet for sin sparepolitik, mens man i Danmark har knyttet sig til det radikale afgiftsparti.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 35 / 12. årgang / 12. oktober 1984

Underholdning for skatteyderpenge

Underholdning for skatteyderpenge

Mogens Glistrup har i Folketinget stillet flg. spørgsmål til finansministeren (Palle Simonsen, C, red.): 

Hvad er skatteydernes samlede udgifter til Børge Høsts rejsefilm om livet i en tyrkisk provinsby?

Som begrundelse angiver Mogens Glistrup, at filmmanden Børge Høst netop har udsendt en fotografisk smuk film over livet i den tyrkiske provinsby Niksar. Filmen ligger ganske på linie med Hakon Mielches rejsebeskrivelse (og -film) fra Familie Journal-genren. Der er naturligvis ikke nogen som helst grund til at rynke på panden over, at der meddeles en sådan underholdning til dem, der gerne vil se sådan en film.

Her kan man høre radiointerviews med Mogens Glistrup

Men det er forargeligt at læse, at det er skatteyderne, som betaler for underholdningen via Statens Filmcentral og Landscenteret for undervisningsmidler. Når den offentlige sektor er i så stærkt sparebekneb, som tilfældet vitterligt er, må det helt oplagt være den slags projekter, som der jo findes tusindvis af, der først og fremmest afskrækkes fra skatteyderstøtte.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 39 / 17. årgang  / 24. november 1989