Arkiv

Posts Tagged ‘1985’

Melchior leger hotelejer for offentlige penge

22. maj 2009 Skriv en kommentar

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 18. januar 1985 / 13. årgang

 Melchior leger hotelejer for offentlige penge

 helt i modstrid med regeringens (V, C, CD og KrF, red.) før så omtalte privatiseringsidéer

Ind imellem sin andre - for nationen så vigtige - gøremål får trafikminister Arne Melchior (CD) også tid til at lege hotelejer.

Med underskud.

For skatteborgernes penge.

Det er det store centraltbeliggende hotel Astoria i København, der tænkes på. Hotellet, der ligger lige ved Hovedbanegården ud til banegraven og Frihedsstøten, ejes af DSB.

Helge Dohrmann (Z): Hvorfor har Melchior ikke for længst givet ordre til at få hotellet solgt? Det giver anledning til undren, at ministeren krampagtig fastholder grebet om et velbeliggende hotel, hvor en privat erhvervsdrivende virkelig kunne skabe en driftig og valutaanbringende forretning.

Eller mener ministeren, at det offentlige er bedre til hoteldrift end fagkyndige folk fra det frie erhvervsliv spørger Dohrmann og peger samtidig på, at ministerens handlemåde i hvert tilfælde ikke er i overensstemmelse med regeringens tidligere privatiseringstanker.

Helge Dohrmann og Fremskridtspartiet

www.frp.dk

Læs også: Arne Melchior har haft personlig vinding:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/17/arne-melchior-har-haft-personlig-vinding/

Læs også: Lader skatteyderne forære sig luksusbil til 656.000 kroner: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/26/lader-skatteyderne-for%c3%a6re-sig-luksusbil-til-656000-kr/

Socialdemokrati-programmet

20. februar 2009 1 comment

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 7 / 15. februar 1985 / 13. årgang

 

Socialdemokrati-programmet

 

Den solidariske vej er usolidarisk.

 

George Orwell forudsagde, at magthaverne fra 1984 ville nedtromle folket ved at misbruge den moderne psykologis mangfoldige propagandaindoktrineringsmidler til at indterpe, at krig er fred, at fattigdom er velfærd o.s.v.

 

Socialdemokraterne lever nu omdage op til profetien med deres evindelige appelleren til andre om at vise solidaritet. Kikker man nøjere efter på dem, der hyler op om solidaritetskravene, afsløres det, at de hermed mener, at andre skal være noget for dem selv og deres nærmeste, mens øvrige befolkningsgruppers vilkår og helhedens tarv rager dem en papand.

 

Solidaritetsprædikanterne sælger deres egointeresser og er ikke fællesskabshensyntagere.

 

Men i den situation, hvor Danmark er bragt, er vi alle først og fremmest afhængige af løsning af fællesskabets problemer. Midlet hertil – og dermed til velstand og sociale forbedringer – er stærkt forøget international konkurrencedygtighed for vor produktionsliv.

 

Opnås det ikke, er vi alle til rotterne.

 

Lykkes kraftanstrengelsen for at nå det, bliver alle danske politiske problemer meget, meget lettere at løse. Vi er alle i samme båd.

 

Men det er fagforbunds-egoisterne ikke meget for at indrømme.

 

De fortsætter syndebuks-udhængning på grundlag af pirring af folks misundelsestilbøjelighed.

 

Mogens Glistrup

WWW.FRP.DK

 

Læs også: Velfærd frem for vanvid: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/13/velf%c3%a6rd-frem-for-vanvid/

 

Læs også: Det sku´ være så godt: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/03/det-sku%c2%b4-v%c3%a6re-sa-godt/

 

Læs også: For hårde ord?: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/27/for-harde-ord/

Svageste minister sat til at lede det farligste ministerium

16. februar 2009 9 kommentarer

Må citeres med fuld kildeangivelse: 

 Fremskridt nr 41 / 22. november 1985 / 13. årgang

 

Schlüters fatale fejlgreb:

 

Svageste minister sat til at lede det farligste ministerium 

 

Miljøkrigen føres af et batteri af gamle studenteroprører, der har bemægtiget sig landets farligste ministerium: Miljøministeriet. Herfra slagtes det frie næringsliv og den private ejendomsret

 

Forurening burde udelukkende være et emne for ærkæologer. Forpestning og tilsvining hører fortiden til. Nu om stunder udgør oprydning af affaldsstoffer intet problem. Planter, dyr og mennesker formentlig strutter af sundhed. En yppig frodighed møder beskueren af skov og mark. Fødevarerne svulmer af friskhed. Ungdommens fysiske velgående er uden fortilfælde i historien. Middellevetiden for mennesker slår alle rekorder. Aldrig har samfundet været så rent som nu. Intet menneske, der endnu formår at bruge sit hoved, kan nå til et andet resultat. Det gjorde da heller ingen før 1968.

 

Miljøkampagnen er importeret fra USA af studenteroprørere. Den er politisk og bør alene vurderes som sådan. Miljøkrigen ledes af intellektuelle. Bestandig er den rettet mod de næringsdrivende, mod den private ejendomsret, produktionsretten, mod kapitalismen kort sagt.

 

Men hvilken rolle har de borgerlige politikere spillet i dette opgør? Forsvarer de liberale intellektuelle næringsfriheden, eller gør de fælles sag med angriberen?

 

Et typisk eksempel

For så vidt er folketingsmedlem, Niels Ahlmann-Olsen (C), repræsentativ for en typisk borgerlig politiker. Men har han været til nogen hjælp for de selvstændige erhvervsdrivende? Hvornår gik han sidst i brechen for kapitalismen, for næringsfriheden, for retten til at være sin egen lykkes smed?. Så vidt det er bekendt, har han aldrig forsvaret det frie samfund mod bureaukratiske overgreb. De private virksomheder lod han i stikken, da miljøaktivisterne slog til. Fiskeriet værnede han ikke, da de intellektuelle greb dette erhverv i struben.

 

Og landbrugets undergang som fri næring rører ham ikke. Den åbenlyse krænkelse af den private ejendomsret lader ham kold. Miljøkommissærerne kan som et brovtende herrefolk trænge ind i stald og mark og udstede deres domme. Niels Ahlmann-Olsen lægger dem ingen hindring i vejen. Han kender magten og ved at bøje sig for den.

 

I visse henseender kan bekæmpelsen af friheden i dansk landbrug minde om de russiske bønders endeligt under Stalins tvangskollektivisering i 1930`erne. De privatejede bondebrug udgjorde en trussel mod den socialistiske opbygning. Fribårne bønder var socialismens mest naturlige fjender. Derfor måtte kulakkerne likvideres som klasse.

 

Miljøkommissærene

I Rusland gik det hårdt til. Hensynsløst blev selvejerbønderne drevet bort fra deres jord og berøvet al ejendom. I Danmark deporteres landmændene ikke, men de mister friheden. De politiske kommissærer i Sovjet-staten drog aldrig ubevæbnet ud i landsbyerne. Miljøkommissærerne herhjemme farer frem med større lempe, men bønderne kommer ligefuldt under planlæggernes forvaltning. Socialiseringen her til lands skal gå pænt og ordentligt for sig, men gå for sig skal den. De intellektuelle føler sig ikke trygge ved eksistensen af en privatisme med mulighed for udvikling af sociale kræfter. Konstante overførsler af kapital fra de produktive erhverv er en uomgængelig nødvendighed; ellers løber skrivebordene tør for blæk.

 

Også i brugen af frygtens våben er der paralleller til den sovjetiske betvingelse af selvejerbønderne. Angsten nedbryder evnen til kamp hos modstanderen. Mismod fører til overgivelse. Også dette fif behersker Ahlmann-Olsen til fulde. Den med de blå nitratbørn skal nok gøre sin virkning.

 

Som antydet er Niels Ahlmann-Olsen noget nær prototypen på en borgerlig politiker. Fra den side er der ingen støtte at få for de næringsdrivende. Forskellen på venstre- og højreintellektuelle er vanskelig at øjne. De borgerlige partier og deres ungdomsafdelinger afholder miljøkonferencer, hvor tonen stemmes i dur med miljøaktivisterne.

 

Det frie næringsliv slagtes

Hold til stadighed i erindring, at det var den borgerlige regering (V, C, CD og KrF, red), der satte den svageste minister i mands minde til at lede det farligste af alle ministerier: Miljøministeriet.

 

Fra dette batteri fører de gamle studenteroprørere kampen mod kapitalismen videre. De slagter det frie næringsliv, mens de borgerlige politikere ser passivt til. Adskillige deltager endog aktivt i ødelæggelsen af den private ejendomsret.

 

I denne flok er Niels Ahlmann-Olsen at skue som en driftig stridsmand. Men forrest med korsfanen marcherer Christian Christensen (Miljøminister, Kristeligt Folkeparti, red.).

 

Steen Steensen

WWW.FRP.DK

 

 

 

 

 

Læs også: Det offentlige skal ikke blande sig i folks liv:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/03/05/det-offentlige-skal-ikke-blande-sig-i-folks-privatliv/

Ulykkestoften

12. februar 2009 3 kommentarer

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr.25 / 28. juni 1985 / 13. årgang

 

Ulykkestoften

 

For et par måneder siden gik en prås op for Hans Excellence Statsministeren (Poul Schlüter, C, red.): “Vort indkomstskattesystem er pilråddent”.

 

Denne mageløse opdagelse har efterplapperne siden gentaget igen og igen.

 

Men Schlüter har nu præsteret det hartad umulige: At gøre et pilråddent skattesystem endnu mere pilråddent.

 

Bevares, også på skatteområdet har Optimist-Poul det som den noksombekendte Admiral: Andres tanker er ham mere end nok.

 

Og hans faste tænketank i skattespørgsmål hedder Kong Mogens (Mogens Lykketoft, A, red.). Ulykkeligvis med Lykketoft som efternavn. Han fulgte Schlüter blindt, da det gjaldt at plyndre selvpensionisterne med realrenteskatten. Selskabsskatteforhøjelsen og den lede tvangsopsparing groede også i Lykketofts ukrudts-urtegård. Og nu gjorde Schlüter så alle dårlige gange tre ved mindre end tre måneder efter den seneste kæmpefadæse råt at sluge den daværende socialdemokratiske regerings skattereformoplæg fra maj 1982.

 

Hovedstrategien er den gammelkendte: Folketinget jævner befolkningens fradragschancer med jorden. Når skatteborgeren først en gang for alle har mistet sit forsvarsværk, vil presset på de offentlige udgifter med uomgængelig sikkerhed hurtigt udløse, at skattedoseringen igen når op i de alt for velkendte galskabshøjder. Men nu udskrives de høje procenter vel at mærke på en større indkomstsum, så slutresultatet bliver langt større skatteplyndring.

 

Når de gammelparti-ræve taler for de gæs, fortier de, at dette er deres hovedformål.

 

Kuponklippere skal slippe billigere end dem, der går på arbejde. Fremtidig beskattes arbejdsindkomst med 48,5% op til 106.000, så 50% til 130.000, 56% til 200.000 og 68% derudover, mens kapitalafkastprocenten indtil videre “kun” bliver 50. Fordi man siger, at det skal betale sig at spare op. Men opsparing – udskudt forbrug – er ikke livets lyst. Den økonomiske side af tilværelsen trives ved øget produktion. Og det kræver et lavere skattetryk.

 

Derfor måles en skattereforms fortræffelighed først og fremmest i, hvor meget den nedsætter skatten. Lykketoft er just ikke skattenedsætter. Og derfor er firkløverregeringen (V, C, CD og KrF, red.) det heller ikke.

 

“Argumentet” mod skattenedsættelser er det puritanske: Det vil da være forfærdeligt at øge folks forbrug. Nej og atter nej. Det er da kun pragtfuldt, hvis det sker. Orden i økonomien – den ønskede forbrugsbegrænsning – skal opnås ved, at det offentlige nedsætter sit overforbrugs-vanvid. Men det behager ikke socialdemokratteknokrat-herskerklassen. Og derfor behager det heller ikke den firkløverregering, som har vist sig ikke at være noget skift fra socialdemokratstyret – blot et socialdemokratisk alternativ.

 

Efter den sorte 19. juni-forligsdag kan man med endnu større styrke end tilforn fastslå, at Danmark har brug for et stærkt Fremskridtsparti. Måske kommer vi et spadestik dybere end at tale om en Lykketoftsreform ved at kalde det en V. A. Jakobsen/Uffe Thorndahl-reform. Havde de ikke ved deres partisplitning gjort Fremskridtspartiet midlertidigt svagt, var katastrofen aldrig indtruffet. Da Fremskridtspartiet var rigtig stærkt – 1974 og følgende år – faldt indkomstskattetrykket. Da vi svækkedes kunne vi holde skattetrykket uændret. Da Schlüteristispesten hærgede os, begyndte skattetrykket at stige. Og nu da vi for en tid ligger på sottesengen, kommer så denne ulykkelige skattereform.

 

Men 19. juni-udspillet er ikke endnu blevet lov i Danmark. En hurtig vækst af Z-partiet vil forskrække de andre – som vi forskrækkede dem uden at have flertal for 10-12 år siden. Dengang fik vi bragt dem over mod dydens smalle vej. Det kan vi nå igen.

 

Der er i al fald ikke nogensomhelst anden redningsmulighed end at aktionere stærkt for at genskabe ånden fra 1973. Der er alt at tabe og intet at vinde ved at støtte et af forligspartierne. Der er alt at vinde og intet at tabe ved at storme over til Holger Danskes Fremskridts Parti.

 

Men tro ikke enfoldigt, at dette befolkningens eneste selvforsvar kommer af sig selv. Hvert eneste Z-menneske må gøre en målbevist, arbejdsom, selvopofrende og disciplineret indsats.

 

Den sædvanlige underlødige gammelparti-snedighed udfolder sig bl.a. i, at 19. juni-papiret bevirker, at staten fra 01. januar 1987 vil pumpe kæmpemilliardbeløb ud i dagligdagsomsætningen. Under etiketten børnetilskud. Den øjeblikkelige virkning heraf bliver, at folk tror, at nu har gammelpartierne gjort det godt for dem, mens de ikke tilstrækkeligt erkender, at de selv kommer til senere mangefold at betale regningen.

 

Efteråret 1987 er af stemmekøbsfidusmageren Poul Schlüter gentagne gange udpeget som næste valgtermin.

 

Mogens Glistrup

WWW.FRP.DK

 

Læs også: Fremskridtspartiet´s   s k a t t e p o l i t i k: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/03/s-k-a-t-t-e-p-o-l-i-t-i-k/

 

Læs også: Nu kommer skattereform-skaderne: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/13/nu-kommer-skattereform-skaderne/

 

Læs også: Hvorfor griner Schlüter?:  http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/26/hvorfor-griner-schluter/

DR-monopolet udøver meningsterror

4. december 2008 3 kommentarer

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 15. februar 1985 / 13. årgang

 

DR-monopolet udøver meningsterror

 

Såvel Tv-avisen som Radioavisen er meget ensidig i behandlingen af flygtningespørgsmålet 

 

Den behandling Danmarks Radio gennem Tv-avisen og Radioavisen giver, ikke alene Fremskridtspartiet, men også flertallet i befolkningen, i flygtningespørgsmålet, kan kun betegnes som meningsterror. Det mener Fremskridtspartiets landsformand Helge Dohrmann.

 

- De indslag medarbejderne og redaktionen på de to aviser udvælger, er så ensrettede, at kun synspunkter der går i retning af fortsat ubegrænset invasion af de såkaldte flygtninge, kommer frem til offentlighedens kendskab. Ja, man accepterer endog indslag, hvor Fremskridtspartiet og en meget stor del af befolkningen bliver beskyldt for at have en racistisk holdning – og det uden der gives mulighed for at svare på de grove anklager. Det er selvfølgelig helt utilstedeligt.

 

Alsidighedsforpligtelsen er for DR-monopolet åbenbart blevet en by i Rusland, slutter Helge Dohrmann.

 

g-mand

www.frp.dk

  

Læs også: Assimilation eller permission – fremmedarbejderproblemet igen: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/03/assimilation-eller-permission/

Afskaf licensen til Danmarks Radio

30. november 2008 9 kommentarer

Må citeres med fuld kildeangivelse:

 Fremskridt nr. 5 / 1. februar 1985 / 13. årgang

 

Afskaf licensen til Danmarks Radio

 

Siden 1973 har et af programpunkterne i “Det vil vi i Fremskridtspartiet” været afskaffelse af licensopkrævningen til Danmarks Radio. Finansieringen bør ske over statsskatten.

 

Det samme mener politimester Kai Harne, Hobro. I et “Synspunkt” i Aalborg Stiftstidende skriver han under overskriften “Danmarks Radios licenssystem er bureaukratisk og bekosteligt” blandt andet: “Danmarks Radio taber millioner på licens-sager” og “licens er en belastning for fogedkontorerne”: Sådan hedder det i overskrifter i Aalborg Stiftstidende,

 

Det kunne undgås. Afskaf dog den licens!

 

Det er sagt før. Mange gange og af mange. Da der kun var få, der havde radioapparater, og senere kun få, der havde fjernsyn, kunne der være en vis mening i, at det var disse forholdsvis få, der skulle betale for fornøjelsen. Men nu, da praktisk taget alle har fjernsyn og radio, var det noget nemmere, om udgiften for staten blev vederlagt gennem skatten, ligesom mange andre af de goder, som staten tilbyder os.

 

Mange omkostninger

Omkostningerne er ikke alene de nævnte fogedgebyrer, tab af u-inddrivelige licenser, drift af pejlevogne og kampagner i radio og dagspressen for at få folk til at tilmelde sig som lyttere og seere.

 

Til omkostningerne må også henregnes løn til de ansatte i licenskontoret (ca. 150?) og løn til de øvrige ansatte, som har med inddrivelsen at gøre, d.v.s. dommerkontorernes personale og politiet, der skal rejse sag mod plankeværkslytterne og -seerne.

 

Begrundelsen – den eneste? – for at opretholde dette bureaukratiske system må være den, at Danmarks Radio skal hvile økonomisk i sig selv, et smukt princip. Men netop også kun et princip, der har tabt forbindelsen med den praktiske virkelighed og kun giver besvær, bekostning og i realiteten uligelig behandling samt – og det er ikke det mindst væsentlige – kriminalitet, der i dette og i andre tilfælde kunne undgås ved simpelthen at ophæve den lov, der overtrædes.

 

Fremskridtspartiet

WWW.FRP.DK

 

 

Læs også: DR´s journalister - de største Danmarksødelæggere:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/05/drs-journalister-de-st%c3%b8rste-danmarks%c3%b8del%c3%a6ggere/

Schlüter løj for åben Tv-skærm

28. november 2008 23 kommentarer

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 31 / 13. september 1985 / 13. årgang

Schlüter løj for åben Tv-skærm

Statsministeren påstod de konservative i Folketinget var modstandere af og advarede imod flygtningeloven –

men sandheden er en helt anden

Vi har hele tiden været imod udlændingeloven, og justitsministeren advarede i Folketinget mod vedtagelsen…

Sådan stod Det konservatives Folkepartis formand, landets statsminister, Poul Schlüter og sagde på sit partis landsrådsmøde i Falkoner Centret i forrige uge. Og via DR-monopolets villige fjernsyn blev denne lodrette løgn rundkastet til de undrende seere i det ganske land. Og Schlüters forsikring var en direkte usandhed.

Med Folketingets forhandlinger som kilde, har FREMSKRIDT med citater for længst dokumenteret, hvorledes samtlige partier i Folketinget – bortset fra Fremskridtspartiet – ved både 2. og 3. behandling af udlændingeloven i 1983 roste såvel lovens ånd som bogstav.

Og her var hverken Det konservative Folkepartis ordfører Hagen Hagensen eller den konservative justitsminister Erik Ninn Hansen nogen undtagelse. Og alle stemte de for udlændingelovens vedtagelse!

Det samme gentog sig i forbindelse med de yderligere stramninger, der blev vedtaget i dette forår.

Døm selv

For ikke der skal herske blot den mindste tvivl om, hvem der taler sandhed og hvem der farer med løgn i denne vigtige sag – FREMSKRIDT eller Schlüter – gengives her nok engang citater fra Det konservative Folkepartis ordfører Hagen Hagensens og justitsminister Erik Ninn Hansens indlæg ved debatterne i Folketinget. Og døm så selv.

Hagen Hagensen: “Det konservative Folkeparti indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af justitsministeren stillede ændringsforslag og vil i konsekvens heraf stemme imod stort set alle de øvrige ændringsforslag…

Det har været nævnt, at lovforslaget kunne udsættes til videre bearbejdelse i næste folketingssamling. Jeg finder imidlertid, at det trænger sig på, at vi får skabt retssikkerhed i fornødent omfang på udlændingeområdet.

Retsklarhed er det først fornødne. Justitsministerens lovforslag med de nu af ham fremsatte ændringsforslag vil give retsklarhed med rimelig hensyntagen til en retssikkerhed for udlændinge, der fuldt ud opfylder, hvad Danmark som retsstat kan yde udlændingene…

Jeg finder, at lovforslaget med justitsministerens ændringsforslag vil kunne give en forsvarlig udlændingelov. De hensyn, vi med rette skal tage over for dem, der kommer hertil, tilgodeser vi ved en sådan lovgivning, men der må kræves, at de faktisk ønsker at blive her en tid, har en varig tilknytning til landet, og hvis de ønsker at opretholde visse former for deres egen kultur og levevis, må det også i nogen grad afspejle sig i den lovgivning, vi gennemfører”.

Ninn-Hansen begejstret

Justitsminister Erik Ninn-Hansen: ” Vi har i loven indført regler om familiesammenføring, sådan at man opfylder det ønske, der blev påpeget om større sikkerhed på dette område.

Der er sket væsentlige forbedringer på flygtningeområdet, som også fremhævet af fru Lise Østergaard (A), med de forslag, der er stillet. Jeg betragter det som noget meget væsentligt, at Danmark for at opfylde sine humane forpligtelser stiller sig velvilligt over for flygtningene, giver dem mulighed for at være her i landet og blive behandlet rimeligt og rigtigt, og det mener jeg ikke mindst efter det af mig stillede ændringsforslag at man må sige opfyldes fuldt ud.

En større flygtningekvota end den, vi har i dag, synes jeg også er noget af det, der kunne være genstand for en positiv drøftelse.

Hagen Hagensen indledte tredjebehandlingen: “Det er lykkedes at få bøjet sig mod hinanden på en sådan måde, at vi nu om et øjeblik får en udlændingelov, som jeg tror, vil have både retsklarhed og retsbeskyttelse i det omfang der kan være grund til at have det over for dem, der kommer til vores land, navnlig dem, der ønsker varigt at være her. Jeg vil blot sige, at det er en god ting, at så mange har kunnet slutte sig sammen om at få en udlændingelov med et indhold som den, der nu kommer til verden. Jeg tror egentlig, at det vil vise sig, at man kan leve med den, både de, der kommer her til landet, og de, der bor her i landet og hører til her”.

Ninn takkede Folketinget

Erik Ninn-Hansen: “Der var nok ikke mange, der havde ventet, at vi skulle slutte behandlingen af dette lovforslag så harmonisk, som det bliver tilfældet…

Ingen havde ventet det efter den debat, der har været i det sidste halve år, en debat, der har været skarp og hård, undertiden særdeles følelsesladet, med anvendelse af betegnelser, som man heldigvis ikke altid ser i den politiske debat, ubehageligt til tider har noget af debatten været. Men alligevel er det lykkedes og det er selvfølgelig tilfredsstillende for den minister, der fremsætter lovforslaget, at man kan ende så harmonisk…

Vi betragter det stadigvæk som en af vore hovedopgaver i justitsministeriet at behandle disse spørgsmål vedrørende udlændinge på en rimelig og retfærdig måde, og derfor vil jeg også gerne takke Folketinget, fordi man mener, at denne lovgivning fortsat skal varetages af justitsministeriet”.

Torben Zinglersen

www.frp.dk  

Læs også: Ubetinget fængsel:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/01/ubetinget-f%c3%a6ngsel/

Afskaffelse af arbejdsløsheden

6. november 2008 Skriv en kommentar

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 41 / 22. november 1985 / 13. årgang

 

Afskaffelse af arbejdsløsheden

 

Antallet af arbejdsløse fastsættes af Folketinget. Det afhænger nemlig alene af, hvor store lønomkostninger, tinget tillader. Arbejdsløsheden afskaffes ved at nedsætte lønomkostningerne tilstrækkeligt – formentlig med 15 %.

 

Fremskridtspartiet menes, at en sådan lønomkostningsnedsættelse skal kompenseres ved større indkomstskattenedsættelser.

 

Mogens Glistrup

WWW.FRP.DK

 

 

 

Læs også: E r h v e r v s z o n e r:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/22/e-r-h-v-e-r-v-s-z-o-n-e-r/

Læs også: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/12/konkurrenceevnen-skal-genskabes/

Læs også: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/01/maneskinsarbejde/

Frem i lyset med politikernes fradrag

21. oktober 2008 7 kommentarer

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 3 / 18. januar 1985 / 13. årgang

 

Frem i lyset med politikernes fradrag

 

Før der kan tales om slet eller god skattemoral bør lovgivernes skatteforhold lægges frem for offentligheden. Men tåler de det?

 

Kort før jul anbefalede landsformand Helge Dohrmann (Z) skatte- og afgiftsminister Isi Foighel (C) at offentliggøre alle skatteregistre. Dohrmann mener, at en sådan offentliggørelse vil afsløre, at mange af de, der råber højest op om andres skattemoral selv næsten intet betaler i skat.

 

Helge Dohrmann: – Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg tror, at offentlighedens adgang til skatteregistrene vil afsløre, at hovedparten af regeringens og Folketingets medlemmer har nogle tilsigtede fradrag, der ligger langt over gennemsnittet. Inden Folketinget derfor overhovedet kan tillade sig at anvende ordet moral i forbindelse med skat, har offentligheden krav på at få oplyst, hvorledes lovgiverne, ministrene, borgmestre med flere har det med skatten.

 

Ved redaktionens slutning var der endnu ikke indløbet noget svar fra hr. Foighel. Han har nok sine overvejelser…

 

I den Københavnske vestegnkommune Høje-Taastrup har en anonym person allerede taget forskud på Dohrmanns plan. Vedkommende har ganske enkelt tilsendt den lokale presse kopi af samtlige byrådsmedlemmers selvangivelse for 1983 med en opfordring til pressen om, at undersøge hvem der har benyttet ”skattefiduser”.

 

Det har fået den konservative borgmester i kommunen, Laurids Christensen, til at true med bål og brand. Han har betegnet sagen som noget af det groveste han har været ude for i sin borgmestertid, og han mener det nu må være politiets opgave, at finde den anonyme brevskriver.

 

Hvad mon borgmester Laurids Christensen og hans byrødder har at skjule?

 

G-mand

 

P S. I et land som USA ville det være helt utænkeligt, at politikerne fik lov til at skjule deres privatøkonomiske oplysninger over for vælgerne.

WWW.FRP.DK

Læs også: De gnaver ben for 20 millioner kroner om året: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/25/de-gnaver-ben-for-20-mill-kr-om-aret/

Læs også: Mon vælgerne vidste, at det kun gjaldt prominente socialdemokrater: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/28/mon-v%c3%a6lgerne-vidste-at-det-kun-gjaldt-prominente-socialdemokrater/

Uhyggelige tal

13. oktober 2008 Skriv en kommentar

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 11 / 15. marts 1985 / 13. årgang

 

Uhyggelige tal

 

Alene renterne af Danmarks udlandsgæld svarer nu til den årlige arbejdsindsats fra 113.000 mennesker eller omkring 1/4 af hele den danske industribeskæftigelse.

 

Det viser en beregning foretaget af Industrirådet.

 

Beregningerne viser også, at hver eneste dansker – baby som olding – i dag skylder ca. 45.000 kroner væk til udenlandske långivere. Det årlige underskud er på omkring 3.000 kr. pr. dansker.

 

Fremskridtspartiet

WWW.FRP.DK

 

Læs også: Renteudgiften til udlandet er nu 100 millioner kroner om dagen:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/13/renteudgiften-til-udlandet-nu-100-mill-om-dagen/

 

Læs også: Hver familie skal betale 150.000 kroner for at dække Schlüter´s 1985-underskud:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/07/hver-familie-skal-betale-150000-kr/

Læs også: Hvordan skal gældsbyrden afvikles?:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/14/hvordan-skal-g%c3%a6ldsbyrden-afvikles/