Arkiv

Posts Tagged ‘1974’

Desperat konservativ kamp for at holde sammen på de sørgelige stumper

17. marts 2009 4 kommentarer

Desperat konservativ kamp for at holde sammen på de sørgelige stumper:


Det konservative partisekretariat anvender telefonterror overfor frafaldne medlemmer.


Man har åbenbart travlt og udfolder store (forgæves) anstrengelser i det konservative partisekretariat i forsøg på at holde sammen på stumperne.


Fremskridt er således i besiddelse af et brev, der vidner om, at man fra ledende konservativ side, ligefrem afæsker frafaldne medlemmer udtalelser inden udmeldelse accepteres.


Fra brevet, der er stilet til Det konservative Folkeparti citerer vi:


“Den 3. ds. fremsatte De telefonisk en anmodning om årsagen til min begæring om udmeldelse af vælgerforeningen.


a) Et indtryk af skiftende regeringers og Folketingets mere og mere udtalte mangel på vilje og evne til at handle i overensstemmelse med vælgernes ønske og landets tarv.


b) Påvirkningen af den jævnt voksende fornemmelse af afmagt og resignation (slå sig til tåls med, red.) hos den danske vælgerbefolkning (“hvad kan det nytte”-mentaliteten).


c) Utryghed ved den forglemmen sig selv, som efterhånden fik alle de gamle partiers regerings- og folketingsmedlemmer til udadtil end ikke at forsøge at dølge (skjule, red.) personlige indbyrdes magtkampe og taktiske manøvrer, der ofte syntes at tage lidet eller intet som helst hensyn til vælgernes og landets egentlige tarv.


d) Nogle partiledere må tillægges den personlige opfattelse af, at de er folkets herrer og ikke dets tjenere.


e) En åbenlys og ligefrem udtrykt rædsel hos de etablerede politikere for at blive påtvunget en ude fra kommende nytænkning og derefter samme politikeres forkrampede forsøg på at gøre de nye ideer til deres egne.


f) Partidisciplinens udemokratiske laden hånt om folketingsmedlemmernes grundlovshjemlede pligt til at stemme efter egen personlig overbevisning (adskillige, navnlig unge, har trukket sig tilbage af denne grund).


g) De gamle partiers for sene erkendelse – trods tydelige advarsler – af den ubønhørlige og hastige udvikling, der ikke længere på det traditionelle grundlag kan give dækning for opretholdelsen af vort kunstigt overdimensionerede velfærdssamfund.


h) Manglende politisk mod til at risikere stemmetab ved en mere fast optræden, f.eks. over for umættelige krav fra samfundsgrupper repræsenterende særinteresser, grupper hvis hidtidige krav har vist sig, eller vil vise sig, at blive til stadig større skade for den nationale økonomi.


i) Uviljen mod at vedstå, at Danmark må ledes som en forretning og ikke som et tåbeligt opholdssted for, hvad nogle har betegnet og anser som får og andre har betegnet som – set i en større sammenhæng – landsbyidioter.


j) Man efterlyser en mentalitetsændring hos det danske folk. Det samme må erkendes, at det danske folk i særlig grad og med særlig grund efterlyser hos nu genvalgte repræsentanter i regeringen (Venstre, red.) og Folketing.


k) Det konkrete tilfælde, hvor partiledelsen ifølge min opfattelse satte værdighed og megen hidtil tillid over styr ved indgriben i Lyngby, hvor en vælgerforening havde arrangeret et møde med herr. advokat Mogens Glistrup som særlig indbudt.


l) Partiledelsens og “dens” presses på forhånd afgivne forkyndelse af, at “hvad der end sker, kan og vil vi ikke under nogen form samarbejde med herr. Mogens Glistrup og hans parti”.


m) Det konservativ Folkeparti lægger åbenbart større vægt på formaliteter og utidssvarende politiske traditioner end på at forsøge at sætte sig ind i og prøve på, at finde en rimelig fortolkning af en nytænkning fremsat med bornholmsk vid af en uomtvistelig kapacitet i skatteret.


Uden samarbejde og som i dette tilfælde uden samarbejdsvilje, kan en virksomhed ikke trives og et lands valgte politikere ikke sætte ordentlig skik på sit bo.


Jeg håber derefter, at Deres udtalelse i telefonen om, at herr. Glistrup havde ændret sig meget siden han kom i Folketinget, vil kunne udlægges som en anerkendelse af den betydning, som herr. Glistrups initiativ allerede har haft og i højere grad vil få, for en ellers håbløst antikveret politisk ledelse i et af de rigeste lande med den største gæld pr. indbygger i landets nyere historie og med verdensrekord i skatteplyndring.


Som partiets tidligere betegnede tillidsmand må jeg beklage, at ovennævnte personlige synspunkter er blevet mig afæsket og derfor fremsat på nuværende tidspunkt.


Venlig hilsen


(Navnet tilbageholdes af Fremskridts redaktion)


———————————————————————–


Ikke alene afkræver det konservative partisekretariat altså partifæller og tillidsmænd, der som vælgerbefolkningen i øvrigt vender sig fra de kendte og forslidte gammelpolitiske taktiske manøvrer og interne personstridigheder og magt- og førerpositioner og ved udmeldelse markerer sig som tilhænger af frisk luft og nytænkning uden partityranni, ubehagelige udtalelser, men man holder sig heller ikke for god til, via telefonopringninger og forblommede udsagn, at mistænkeliggøre anderledes, frisktænkende og handlekraftige folketingskolleger.


Man må ønske for de sørgelige rester af Christmas Møllers og Poul Sørensens såkaldte folkeparti, at dusinet Hartling (V) ikke holder længe. Forpartiet trænger øjensynligt mere end nogen sinde til en god og lang – meget lang – hvilepause udenfor de christiansborgske cirkler.


Drengen jeg mødte forleden havde nok ret.


Han spurgte:


- Ved du, hvordan man måler dumhed?

- Næh–?

- I nin!!!


T. Zinglersen


Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 5. februar 1974 / 2. årgang

Antiliberalismen på forsyningstaburetten

12. marts 2009 3 kommentarer

Antiliberalismen på forsyningstaburetten

Pæn og nydelig.

TV-folket vil samstemme i at bruge disse to ord om P. Nyboe Andersen (V).

Hans fremtræden sker med Clark Gable-udstråling. Hans udtalelser harmer hverken Kristelig Lytterforening eller Uffe Ellemann-Jensen (V) eller nogen, der ligger spektret mellem de to.

I hans første 25 dage som handelsminister skete det meste af en fordobling på verdensmarkedets oliepriser. Pænt og nydeligt fulgte han sine embedsmænds ønsker om, at skrivebordsorden og formularudfyldelse måtte gå forud for det private købmandskab, der tiggede ham om at få lov til at importere på den gammeldags facon. Antiliberalismen på forsyningstaburetten har næppe været så landsskadelig siden Valutacentralens guldalder og Aksel Kristensens regeringstid.

Pæne og nydelige bogholderihobbyister opdelen deres varesortimenter i enkle ordnede typer. Hver vareart har sin bestemte pris. I sirlige lister kan man præcist aflæse, hvad denne pris var på en hvilkensomhelst dag. Også den 2. januar 1974. På kroner og øre kan man derefter aflæse, hvad der for hver enkelt vare siden da er kommet af prisstigninger ude fra. Da skrivebordssysler er det vigtigste job overhovedet, sætter man sig ned og lægger de to tal sammen og ved salg mellem 16. januar og 24. februar 1974 bruger man så lige præcis summen som sin udsalgspris. Pæne og nydelige akademikere kan slet ikke forstå, at efter disse linealretningslinier foregår det slet ikke, når der handles i det brusende og fossende forretningsliv med irrationalitetens intuition som et væsentligt indslag i hverdagsmønsteret.

Elfenbentårnsbeboere

Men det er nu blot, fordi det er gået for langsomt med at disciplinere de barbarer, som mod tidens klare tale tillader sig at disponere samfundsnyttigt. Kronjuvelen i de første 100 dages regeringsindsats fra Danmarks liberale Parti forudsætter som en selvfølgelighed, at individuelt disponerede handelsfolk og producenter kan dresseres i det kommende års tid. 3 milliarder kroner skal skatteyderne betale til arbejdsgiverne. Langt mest til de store firmaer. Mest til dem, der har rationaliseret mindst og stadig overforbruger arbejdskraft.

Personligt får jeg vel et par hundredetusinde. Tallet kan jeg måske gætte på med større nøjagtighed om et års tid. Ministeriernes elfenbenstårnsbeboere tror så, at jeg fra en eller anden dag i det tidlige forår og et års tid frem, hver gang jeg skal beregne salær for en skilsmissesag, for en ejendomshandel eller for en aktieselskabsvedtægtsændring vil sætte mig ned og sige, at nu skal klienterne have anpart i den pulje på et par hundredetusinde kroner, som nationaløkonomiprofessorens tankespind har indbragt mig i socialhjælp.

Nu er der mindst en snes andre på mit sagførerkontor udover mig selv, der også beregner salærer. Vi vil naturligvis daglig træde sammen og til hinanden rapportere, at nu har fru Madsen fået en rabat på 20 kr. og 57 øre og A/S Kanariefuglefidusen på 119 kroner sammenlignet med, hvad de skulle have betalt, hvis det offentlige ikke havde skænket mig dyrtidskompensationspenge. Sirligt og pernittengrynagtigt vil vi derefter præcist vide, at det fra staten modtagne tilskud ved årets udløb nøjagtigt modsvarer salærnedsættelserne. Naturligvis har vi i Slrivebordsakrobaternes Paradisland på forhånd helt præcis oversigt over, hvad vi vil beregne af salær i det kommende år.

Skemaer og blanketter

Det sprænger fantasiens grænser for at tro, at der blandt Danmarks hundredtusinder af erhvervsvirksomheder skulle være en eneste, der ikke er i stand til at klare disse regnestykker. Ej heller kan der være nogen, som ikke fuldt ud forstår, at skal Gamle Danmark reddes, så går vejen over en øgning af de timer, der bruges til at sidde og nusse over papirer, skemaer og blanketter. Men der kan jo være forbrydere blandt de selvstændigt erhvervsdrivende. Folk, der ikke nedsætter deres priser med de rare Nyboepenge.

Heldigvis er der da stadig i den danske befolkning nogle tilbage, som endnu ikke er ansat i det offentlige. Disse hidtil unyttige individer må nu ind og være prisinspektører, så landet kan reddes og vi i 1977 og 1978 kan få straffet rigtigt mange af de fæle forretningsfolk, når sagerne til den tid har nået vejs ende på deres lange vandring fra kontor til kontor i Monopolmyndigheder, Anklagemyndighed, Domstole og Fængselsvæsen.

Der er 28 i Folketinget, som ønsker, at vi skal skære ned på bevillingerne til universiteterne, så disse ikke kan få uddannet 2010´ernes Nyboe Andersen´er.

Men det er ikke pænt og nydeligt.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 5. februar 1974 / 2. årgang

Arbejdsplads Christiansborg: Langt værre end dens omdømme

3. marts 2009 47 kommentarer

Arbejdsplads Christiansborg:


Langt værre end dens omdømme


To kæmpemånedslønninger har vi fået – vi, som den 4. december blev valgt til at løse landets problemer.


Intet problem har vi løst. Bare ladet alt dalre videre i den gamle skæve skure.


Dårlig samvittighed? Ikke, hvis vi sammenligner med grundlaget for Folketingets to foregående kæmpelønudbetalinger.


Heller ikke med de to næstforegående (august og september) og i og for sig heller ikke med juni/juli-portionerne.


De 179 lønmodtagere får frem for alt andet deres løn, for at de skulle være egnede til at tage beslutninger. I stedet har de været en samling snakkehoveder, som lader misundelse, personnag og partifiduseri være det altdominerende.


Endnu er det for tidligt at konstatere, om vælgerne denne gang virkelig fik udpeget nogle folk (måske 28), som kan virke til, at gysenes tid slutter for alle de mange danske. der er vænnede til, at på en arbejdsplads går man ind for effektivt holdarbejde uden persons anseelse og ser at få skabt et godt arbejdsresultat, hurtigt og med godt humør.


De 28 debutanter har det i al fald svært. Sleben glatvenlighed fra de professionelles side udvises, for at det skal gå Fremskridtspartiet, som det før er gået så mange andre folkebevægelser. Mon de erfarne modstandere kan anbringe så mange under-bæltestedsstød, at bevægelsen splittes og smuldrer bort?


Visionsløshed

Tomgangssnakdrøftelser spildes tiden med. Sladder. Intrigeren. Visionsløshed. Kun een gang har jeg oplevet i det såkaldte arbejde på Christiansborg, at et ikke-Fremskridts-Folketingsmedlem har sagt noget båret af usmålig visionsvingefang. Det var SF’eren Poul Dam, der talte om individets beskyttelse overfor myndighederne – inspireret af skrankepaveri, hvorved Folkeregisteret i Rønnede hindrede en af samfundets jævne borgere i at komme til at afgive sin stemme. At hun hørte til i et af de partier, som SF kraftigt går imod, nedsatte ikke den ægte indiknationsstyrke i Dams indlæg.


En sådan enligtstående foreteelse er naturligvis alt for lidt. Selvfølgelig bør man hverken på grund af dyrtid eller af andre årsager give lønforhøjelser på en så dårligt fungerende arbejdsplads det første års tid.


Lad os så håbe, at det ved næste årsskifte vil være muligt at komme med en bedre vurdering end den, som utvivlsomt i dag er sandheden: Folketinget er langt værre end dets omdømme i befolkningen.


Mogens Glistrup

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 22. januar 1974 / 2. årgang

Konservativ politik billigt til salg

27. februar 2009 Skriv en kommentar

Konservativ politik billigt til salg


Det konservative Folkeparti – der i de sidste par år har forsøgt at styrke sin stilling ved blandt andet at avertere efter provisionslønnede medlems-hververe – er sunket dybt i vælgernes gunst. Og det overvejes nu, hvordan og hvorledes skærerne skal klares for det gamle parti. Man leder efter en smartere måde at sælge sin politik på, forlyder det.


De to morsomme brødre Jørgen og Hemming Hartmann Petersen fornøjer fra tid til anden dampradioens tilhørere med en udsendelse, der går under navnet Mellem Brødre. I en af disse udsendelser tog man for nylig problemet op. Den ene Hartmann foreslog reklamesloganet: “Vær næn ved Ninn!”


Sloganet faldt ikke i den anden Hartmanns smag. “Nu Schlütter vi”, sagde han afvisende.


Fremskridtspartiet

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 22. januar 1974 / 2. årgang

Anker Jørgensen løj i TV

21. januar 2009 5 kommentarer

Anker Jørgensen løj i TV


I TVs´ Indenrigsmagasinet udtalte Anker Jørgensen, at besparelser er lig med nedskæringer. Og vælgerne ønsker ikke nedskæringer.


Alt hvad der er indført af goder på såvel det sociale som det kulturelle område er noget, vælgerne har ønsket, og som de ikke nu ønsker fjernet igen…


Det var da vist ikke lige det, vælgerne udtrykte hverken den 4. december eller den 5. marts -!


Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 19. marts 1974 / 2. årgang

Lapperier på et værkbrudent system

20. januar 2009 1 comment

Lapperier på et værkbrudent system

 

Utroligt, at regeringen (Venstre, red.) blot vil fremture med det hidtil kendte – ikke dyrtidsportionerne, men indkomstskatten bør fjernes

Historien giver mange eksempler på, at selv store og mægtige kulturer er bukket under. Atlantis sank under havet, Romerriget opløstes, inkariget udslettedes. Og i dag sidder så vore historikere og grunder over, hvordan dette kunne ske og skriver tykke bøger om emnet. 

Skulle det hænde, at en arkæolog om nogle tusinde år sidder i sin udgravning og spekulerer over årsagen til Coca Cola kulturens undergang og hans pensel så afdækker et forstenet trækkort fra Kildeskattedirektoratet, da vil han have fundet svaret.

Arbejdsglæden ødelægges

Indkomstbeskatningen er den mest samfundsskadelige, sociale foreteelse vi i dag har i vort land. Millioner af arbejdstimer bliver hvert år spildt på at udregne indtægter, udspekulere fradrag, snyde skattefolkene, udfylde skemaer, gå til retssager, udfylde selvangivelser osv. Arbejdsglæden bliver ødelagt.

Når mange trækdyr endnu fortsætter med at arbejde hårdt, skyldes det kun gammel vane, for hver gang de tager et initiativ og udretter noget, så giver skattevæsenet dem et kraftigt rap over fingrene, så det er kun et spørgsmål om tid, inden de mister lysten. Og flere og flere opdager, at man sagtens kan indskrænke sin indsats i samfundet og så i stedet for lønnen indkassere nogle sociale ydelser, der sammen med den sparede skat muliggør et uændret eller måske hævet forbrug. Systemet forekommer skræddersyet til at sabotere ansvarlighed og erstatte denne med ugidelig ligegyldighed, hvilket på lidt længere sigt aldeles sikkert fører mod stagnation og undergang.

Vælgernes ønske klart

Valgkampen drejede sig i stor udstrækning om disse forhold, og d. 4. december var vælgernes tale tydelig og klar: Man ønskede i stor udstrækning, at Fremskridtspartiets idéer skulle vinde indpas og man gav en yderst alvorlig advarsel til gammelpartierne, der havde ført landet ud i et morads af offentlige udgifter og stigende skatter.

Så fik vi regeringen Hartling (V). Mange glædede sig; nu skulle der til at ske noget nyt i dansk politik. I spændingsfyldt forventning afventede vi regeringens udspil. Og bjerget barslede – den ynkeligste lille mus.

Regeringens utrolige udspil

Forslaget om dyrtidsportionerne adskilte sig på ingen måde fra, hvad vi i det sidste par tiår havde fået fra de kolde hjerner i Slotsholmens kontorer. Det indebar yderligere administration og overførsel af offentlige ydelser til sagesløse borgere til gengæld for afgivelse af nogle hårdt tilkæmpede dyrtidsportioner. Og der oveni to måneders illusorisk prisstop.

V-S aftalen

Men Venstres idéer var for tåbelige og da Hartling for enhver pris ville beholde magten gik han ind i de hemmelige forhandlinger med Socialdemokratiet. Resultatet blev om muligt endnu værre end regeringens oprindelige planer. Ikke blot fik vi forøgede skatter gennem den tvungne opsparing, men som en forstærkning af idiotien hælder man så pengene, der kommer ind herved direkte ud af vinduet i form af tilskuddene til arbejdsgiverne. Arbejderne vil så selvfølgelig kræve deres del af disse i form af lønforhøjelser og så får vi netop en omkostningsforøgelse, hvor man tilsigtede det modsatte.

Ondets rod

Det forekommer utroligt, at regeringen ønsker at fremture således med komplicerede lapperier på et værkbrudent system, i stedet for at gå til ondets rod og reparere de grundliggende misforhold, der skaber inflation og økonomiske problemer. Og disse er netop det overhåndtagende offentlige forbrug og indkomstskatterne. Dette er, hvad vælgerne så desperat prøvede at udtrykke d. 4. december. Hvorfor vil man dog ikke lytte?

Løsningen

Vi forventer slet ikke, at regeringen skal afskaffe indkomstskatten totalt – det skal Fremskridtspartiet nok gøre i løbet af halvfjerdserne – men man kunne gøre en god gerning ved at gennemføre de første skridt af afviklingen nu. Dette har specielt prisstigningerne gjort påkrævet, men på længere sigt er det den eneste brugbare løsning på vore økonomiske problemer.

Ole Gerstrøm

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 5. marts 1974 / 2. årgang

Radiorådet skyldig i grov forsømmelighed

18. januar 2009 15 kommentarer

Radiorådet skyldig i grov forsømmelighed


De gamle rådsmedlemmer svigter kontrollen med alsidighedsprincippet


Der er vel snart ikke en avis i landet, der ikke i kommentarer og/eller på lederplads har varslet al landsens ulykker over Danmarks Radio og dets medarbejdere. Der er lovet censur, sort redaktion og forhold, som under – ja, hvad ved jeg.

Årsagen til alle disse fortrædeligheder skulle ligge i, at Radiorådet er blevet beriget/belemret, (det ikke ønskede bedes overstreget) med repræsentanter fra de to nye partier: Centrums-Demokraterne (D) (Erhard Jacobsen) og Fremskridtspartiet (undertegnede).


Nu er det jo nok for megen ære at tillægge os to ny rådsmedlemmer. Og så en gang slemt sludder.


Selvfølgelig skal der ikke indføres censur i dansk radio og fjernsyn. Heller ikke på politiske programmer. Men derfor kan der godt ske ændringer i forbindelse med monopoludfoldelserne i Rosenørnsallé og i Gyngemosen. Og der bør ske ændringer – snarest.


Alsidighedsprincip

Man må omgående i gang med bestræbelserne på at få efterlevet det alsidighedsprincip som loven påbyder. Et første skridt på vejen kan være at drage omsorg for, at medarbejderrekrutteringen gøres ideologisk mindre ensidig.


Hvorfor have et Radioråd, hvis ikke det skulle være for at føre kontrol med, have påtaleret og udvise handlekraft i forbindelse med institutionens drift og de ansattes virke. Men her har det godt nok knebet en hel del for de hidtidige rådsmedlemmer.


Et eksempel kan hentes i den netop afsluttet Erik Thygesen-sag. Her har det knebet ikke så lidt med handlekraften og i alt for lang tid blevet ved pæne tilrettevisninger og afdelingschefens løftede pegefinger.


I øvrigt helt uden virkning. Selvfølgelig. Overfor folk med politisk observans som Erik Thygesens, skal der skarpere lud til.

Men så melder spørgsmålet sig: Hvor har Radiorådet været henne i denne sag? Borte, borte?


Hovedet i busken

Ja, qua klager fra firmaer, organisationer og enkelte personer, som den på prøve ansatte programmedarbejder havde angrebet på udokumenteret grundlag og uden på mindste måde at have forsøgt at efterleve publiceringsregler eller fairness-princip, blev Radiorådet tvunget til at beskæftige sig med sagen. Ved at skrive undskyldende og beklagende breve til de krænkede. Men ellers ses rådet intet at have foretaget sig. Åbenbart har parolen været: Færre ord og tomme fraser til de udhængte – og så hovedet i busken, afventende hvem hr. Thygesens næste terroroverfald og grove krænkelser af publiceringsregler ville gå ud over. Herre Gud, nu har vi jo formuleringen til et beklagende brev – så er det ren rutine, at ekspedere den slags.


Ja, kære med-rådsmedlemmer. Og det burde være en ren rutine at ekspedere den slags ansatte – medarbejdere ville være en forkert betegnelse.


Først da man fik et 73-sider omfattende “anklageskrift” fra chefen for Kultur- og aktualiseringsafdelingen og en kraftig opfordring fra Danmarks Radios driftsledelse (generaldirektoratembedet) turde Radiorådet skride til handling.


Det burde være sket for længe, længe siden. Og uden unødvendige opfordringer fra hverken driftsledelse eller personer udenfor huset. Her har de “gamle” rådsmedlemmer svigtet deres åbenbare pligt. Det vil ikke ske i fremtiden. Det er vi nok et par nytiltrådte medlemmer, der vil sørge for.


Det vil (næsten) altid være med (større eller mindre) ubehag man griber til afskedigelser. Men ansvaret som folkevalgt kontrolorgan over for kæmpemonopolet i Danmarks Radio må betyde forpligtigelse til også at måtte tage ubehagelige afgørelser på sig. Og det påbyder loven i øvrigt.


Silkesnoren

I tilfældet Thygesen foreligger så mange grove – og bevidste – overtrædelser af let fattelige regler og bestemmelser og så mange undladelser af, at tage tjenstlige tilrettevisninger alvorligt, at man såmænd godt kunne få det indtryk, at Erik Thygesen ligefrem selv har ønsket at fremprovokere en situation som den nu foreliggende. Omstændighederne har i al fald for mig – selv journalist – bevirket, at ubehagelighederne ved at skulle medvirke til at give en kollega, som jeg i øvrigt i en anden sammenhæng har haft et udmærket samarbejde med silkesnoren har været til at bære.

Ved ikke for længst, at have grebet definitivt ind i denne sag, har Radiorådet i virkeligheden gjort sig skyldig i grov forsømmelighed over for de lovbrud, der er givet det, Hr. Thygesen har måtte forlade arenaen. Det er et spørgsmål om ikke Radiorådet burde gøre det samme.

T. Zinglersen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 19. februar 1974 / 2. årgang

Gratis TV-reklame til kulturpaven Rifbjerg

16. januar 2009 6 kommentarer

Gratis Tv-reklame til kulturpaven Rifbjerg


Kulturstøttepengenes misbruger nummer et – Klaus Rifbjerg – har nu også mavet sig så meget ind på den herskende klasse i Danmarks Radio, at han får stillet TVs allerbedste sendetid gratis til rådighed for reklameindslag for sig selv og sine åndsprodukter.


Gratis, javel – og honorar for sin ulejlighed tillige.


Seneste eksempel fandt sted i underholdnings kaiserens “Weekend”, lørdag den 19. januar.


Det vil være glimrende om Danmarks Radio indfører kommercielle reklameudsendelser, der kan pynte på det forventede millionunderskud og lette licensøkonomien. Uden at kende udenlandske Tv-stationers prisliste kan der skydes på, at et indslag som Rifbjergs ville bibringe radiokassen ikke under 100.000 kroner.


Men sådan foregår det ikke i Danmarks Radio. Her betaler statskunstneren Rifbjerg skam ikke for sin reklame – tværtimod – her får han gode licenspenge med hjem til sin spanske residens!


Fremskridtspartiet


Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 5. februar 1974 / 2. årgang

Nej til statsolie

15. januar 2009 2 kommentarer

Nej til statsolie


Inden folketingsgruppens stillingtagen til spørgsmålet om en evt. oprettelse af et statsligt olieselskab foregik lange og dybtgående drøftelser.


Svend Bay gik imod tanken med bl.a. følgende begrundelse:


I de 60 år jeg har levet har jeg høstet den erfaring, at stater kun er bedre end det private erhvervsliv til tre ting:

  • At lyve
  • At stjæle
  • At slå ihjel


Finnur Erlendsson var også imod, men mente, at hvis udviklingen viser, at flere og flere lande opretter egne olieselskaber, må Danmark også overveje dette skridt. Måske en samlet statslig modpart over for de arabiske stater ville være en fordel.


Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 5. februar 1974 / 2. årgang

Ingen statstilskud til ølbrygning, men gerne til studie af gæring!

28. december 2008 Skriv en kommentar

Ingen statstilskud til ølbrygning, men gerne til studie af gæring!


Der kan stadig opnås statstilskud til studiekredse i øl- og vinbrygning.


Betingelserne er blot, at undervisningen betegnes som et studie i gæringsprocesser og at kurset ikke strækker sig over mere end 20 timer.


Det fremgår af et brev fra undervisningsministeriet (Undervisningsminister: Tove Nielsen, V, red.) til Århus amtsråd. Amtsrådet havde nægtet at give tilskud til elever på Marselisborg Gymnasium med henvisning til, at vin- og ølbrygning måtte henregnes til de mere hobbyprægede områder. Det mener undervisningsministeriet også, men har så omgående opfundet gæringsproces-studiet. For af med fritidsundervisningspengene det vil man!

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 3. december 1974 / 2. årgang


Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

%d bloggers like this: