Åbent svar til ”Folkebevægelsen for frie fagforeninger”

Åbent svar til ”Folkebevægelsen for frie fagforeninger” 

I et ”åbent brev” i Fremskridt nr. 20 til CD påstår den såkaldte folkebevægelse, at man er ”chokeret over CD`s forræderi imod den personlige frihed”. Det drejer sig naturligvis om eksklusivaftalerne.

Jeg skal derfor oplyse, at CD stemte for den lov, der skulle hindre eksklusivaftaler i fremtiden. Jeg gentager: CD stemte for, således som vi hele tiden havde sagt, vi ville gøre.

Der er derfor ikke noget holdningsskift, ikke noget forræderi og ikke noget at blive chokeret over.

Vi stemte derimod ikke for den dagsorden, der skulle pålægge regeringen at udarbejde et forslag om denne sag.

Vedtagelsen af en sådan dagsorden havde udelukkende til formål at genere regeringen, og det er noget helt andet end at fjerne eksklusivaftalerne. Disse ville ikke blive fjernet et hak ved vedtagelse af den nævnte dagsorden. Snarere tværtimod. Hvis regeringen skulle fremlægge et forslag om den sag, som den er imod, så ville et sådant forslag selvsagt ikke kunne tilfredsstille de partier, der ønsker dem fjernet.

Hele ”folkebevægelsens” kampagne er usaglig, fræk og partitaktisk. I årerne 1968-71 var Venstre og Konservative i flertalsregering med de radikale. Denne regering rejste ikke det vigtige spørgsmål om eksklusivaftaler.

Hele 1974 havde Venstre regeringsmagten. Partiet rejste stadig ikke spørgsmålet.

I 1978-79 sad Venstre i 14 måneder i regering med Socialdemokratiet. Spørgsmålet blev stadig ikke rejst. Hvor er kampagnen imod Venstre blevet af?

CD`s holdning til sagen har været klar og konsekvent.

Jeg stempler det på denne baggrund som usandhed når ”folkebevægelsen” kalder sin kampagne for tværpolitisk.

Arne Melchior, MF, CD

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/23/det-konservative-bidrag/

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 24 / 26. juni 1981 / 9. årgang

Skatteplyndren Anders Fogh Rasmussen

Skatteplyndren Anders Fogh Rasmussen 

Som vi tidligere har antydet på dette sted, står kun meget få af regeringens skattelettelsesløfter til troende. Faktisk kunne man forud for Fremskridtspartiets landsmøde forrige weekend opleve det urkomiske, at der den ene dag loves skattelettelser den anden dag, at minister for skatteplyndring Anders Fogh Rasmussen (V) afviser muligheden for skattelettelser. Hvis det ikke var så tragisk, var det til at grine af. For med sine afvisninger af skattelettelser udelukker skatteplyndringsministeren også automatisk Fremskridtspartiet fra yderligere forhandling.

Og det tror vi ærligt talt ikke, han mener. Derfor kan vi vælge at opfatte hans tvetydige børnelokkersmil og finurlige skatteudtalelser som taktiske prøveklude, der blot skal afsløre, om vi vil give køb på skattelettelserne blot for at få lov til at sidde med ved forhandlingsbordet.

Redaktionen

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 32 / 7. oktober 1988 / 16. årgang

Schlüters bogholderiprokurator tricks

Schlüters bogholderiprokurator tricks

FREMSKRIDT nr. 5, side 4 og side 5 meddelte henholdsvis en oversigt over statsudgiftsvæksten i 1987 og et angreb på dem med sugerør i de offentlige kasser.

Dette suppleres nu af omstående citater fra Berlingske og fra Finanstidende samt af artiklen om Post-skatten. Men der er mangt og meget yderligere at tilføje om, hvordan befolkningen bedrages med påstande om, at den borgerlige regering (V,C, CD og KrF, red.) holder den offentlige sektors vokseværk i stram snor.

De offentlige udgifter er vokset med mindst 30 % fra 1982 til 1986 og stiger med mindst 10 % fra 1986 til 1987. Regeringen har selv regnet ud, at hvis der kommer en gennemsnitlig stigning på 2 % hvert år, vil skattetrykket i år 2010 være vokset fra de nuværende ca. 52 % til ca. 69 %.

Berlingske har blandt andet følgende kommentar:

Faktum er, at det offentlige i dag ”af sig selv” øger sine udgifter med fire-fem milliarder kroner hvert år, hvis ikke der skrides ind. Det skyldes fortrinsvis, at flere og flere pensionister skal forsørges af det offentlige. Hvis Palle Simonsen (C) vil holde sine udgifter på samme niveau som året før, skal han altså starte med at barbere fire-fem milliarder kroner ud af budgettet, uden at det overhovedet kan spores i regnskaberne.

Økonomen Frank Dahlgaard har beregnet, at de offentlige bruttoudgifter i 1986 lå 3 % over 1983-niveauet i stedet for det, som var regeringens hensigt, 3 % under. Det svarer til, siger Dahlgaard, at de offentlige udgifter i 1986 i fast købekraft var 20 milliarder kroner større end oprindelig tilsigtet af Schlüter-regeringen.

Ingen bør lade sig fuppe af at Storebæltsbro, Naturgas, TV-2, Hybridnet, og andre fejlinvesteringer ikke står på finansloven, men posteres over for eksempel A/S´er selvejende institutioner, firmaer eller andre dækfigenblade.

Når staten er økonomisk garant, påvirker projekterne nemlig samfundsøkonomien mindst lige så skadeligt som, hvis folketingsflertallet havde været ærlige og ikke dumsmart søgt at skjule disse frådserier med skatteydernes penge.

Det skyldes at de væsentligste danske produktionsfaktorer består i:

• 5,1 millioner danskeres arbejdskraft.
• Råstoffer i jord og hav.
• Maskinpark m.v.

Når vi diskuterer ændring af den offentlige sektors størrelse, er det vigtigste realøkonomiske problem, om der lægges beslag på færre eller flere af de nævnte produktionsfaciliteter til andet end at fremme styrken hos udlandskonkurrerende virksomheder. Firkløverne prædiker i stedet om bogholderirammer. Samtidig praler de med, at de gennem ”kreativ bogføring” reelt inddrager mere og mere under statens og kommunerne regier.

Med bankerotafgrundstruslen under de danskes fødder er det nu folketingets hovedopgave at sørge for, at disse produktionskræfter i størst mulige omfang bruges til eksportproduktion.

Oftest vil det derfor gavne at flytte en arbejder eller anden produktionsfaktor fra offentlig til privat sektor.

Mogens Glistrup 

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 16 / 8. maj 1987 / 15. årgang

Et sejt træk

Et sejt træk

En af de vigtigste bærepiller i det danske folkestyre er Grundlovens bestemmelser om, at ingen kan straffes for deres politiske overbevisning eller tro.

Endvidere er der i dansk folkestyre oparbejdet traditioner for, at politisk tale og politiske forhandlinger skal foregå i åbenhed.

Mange af Grundlovens idéer om personlig frihed, samt gode traditioner i dansk folkestyre lider kolossalt i disse år under de gamle partiers lukkede forhandlinger. Venstre og Konservative medvirker til denne nedbrydning i afmagt over ikke mere at besidde den moralske styrke til at forsvare deres partiers oprindelige idégrundlag. Der er givet mange eksempler her i FREMSKRIDT de sidste fire år.

Socialdemokratiet derimod bruger bevidst denne slappe holdning hos de gamle borgerlige partier til med deres hjælp, at ændre det danske samfund til et liv i ufri, grå socialisme.

Fremskridtspartiets opståen og indvælgelse i folketinget for fire år siden var en brat opvågen og forskrækkelse, som medførte, at gammelpartierne lukkede deres cirkler endnu mere i stedet for at møde de nye tanker og idéer, der vil opstå i et folkestyre, som er ved at blive knægtet.

Fremskridtspartiet stod frem med den åbenhed, som tidligere var så højt prist.

Fremskridtspartiet pegede præcist på de kæmpefejl, der blev begået af de gamle borgerlige politikere, såvel på det kulturelle – som på undervisnings- og økonomiske områder.

Fremskridtspartiet har i de første fire års virke på Christiansborg afsløret mange omgåelser af folkestyrets principper, ved bl.a. at holde åbne gruppemøder, samt nægtet at dække over de politiske rævekager, det fik kendskab til.

Endvidere har gammelpartierne afsløret deres afmagt ved – gang på gang – at nedgøre Fremskridtspartiets lovforslag for kort tid efter at fremsætte det samme forslag som deres eget.

Det er et sejt træk Fremskridtspartiet fortsat skal tage med de borgerlige partier for at hale dem væk fra støtten til det socialdemokrati, som i dag står for socialisme.

Roland

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/22/glistrups-onskedanmark/

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 23. januar 1978 / 6. årgang

Spares! – ja, men ikke hos os…

Spares! - ja, men ikke hos os… 

Har De hørt om besparelsesbestræbelser?

Jo, ikke.

De “gæve” venstrefolk i regeringen har da vist nævnt noget i den retning.

Pudsigt nok er der tre ministerier, der ikke mener, de bør spare. Og pudsigt nok er det netop de tre ministerier, der taler allermest om besparelser – hos andre.

Vel skal der skæres ned, men ikke hos os siger Budgetministeriet, Økonomiministeriet og Finansministeriet.

Det fremgår af en udtalelse, som Fremskridtspartiets repræsentanter i Folketingets politisk-økonomisk udvalg har fremprovokeret.

Her får De både spørgsmål og svar. På rigtig Christiansborgs.

Spørgsmål:

“Udvalget ønsker oplyst, hvorfor der ikke er medtaget et besparelsesforslag for de under § 23,24 og 25 i finanslovforslaget omhandlede ministerier.

Det ønskes i tilknytning hertil oplyst, om der kan forventes besparelsesforslag for disse områder.”

Svar:

“De omhandlede finanslovsparagraffer omfatter departementer og styrelser, der overvejende er beskæftiget med rent administrative opgaver, og som er undergivet et meget betydeligt arbejdspres. Man er imidlertid indstillet på at søge at undgå personaleudvidelser, ligesom man til stadighed overvejer mulighederne for mere langsigtede rationaliseringer og besparelsesmuligheder.”

Interessant, ikke?

Pedant

http://fremskridtdk.wordpress.com/2012/02/08/hetz-mod-offentligt-ansatte/ 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 19. februar 1974 / 2. årgang

 

ØD

ØD 

Regeringen (A og V, red.) gør umådelig skade ved bestandig at dænge truslen om den lønskat, man kalder ØD, over virksomhederne. Så længe man blot rumler dermed, afskrækkes både indenlandske og udenlandske investorer fra danske industrivirksomheder. Derved skabes kapitalflugten. Datterselskaber oprettes andre steder på jordkloden, hvor man er fri for den trussel. Derfor må vi tage afstand fra, at lovgivningen påtvinger økonomisk demokrati. Definitivt, kompromisløst og utvetydigt. Ellers kan dansk industri ikke forvente nogen fremtid, hvor den vil være i stand til at løse sin samfundsopgave. Og det er hjerteløst bagholdsangreb mod maskinarbejder Jensen, om han skulle ombytte den mulighed med en – i bedste fald – mikroskopisk ligegyldig anpart i en stor central fond.

Erhvervsvirksomheder kan simpelthen ikke fungere fornuftigt under det, man kalder medarbejderdemokrati. I praksis betyder nemlig en ulidelig uendelighed af møderier. Og intriger og uvenskaber i de enkelte aktives kamp for at få et flertal for et eller andet mere eller mindre virksomhedsundergravende socialistforslag, som flertallet er evigglade med. De fleste gider derfor ikke sagligt, at sætte at sætte sig ind i de længere rækkende konsekvenser af, hvad der stemmes om. Men ufred og kævlerier og usundt arbejdsklima er de sikre følger af mødedilleraseriet.

Mogens Glistrup

 http://fremskridtdk.wordpress.com/2011/08/18/socialdemokratiet-vil-umyndiggore-folket/

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 21. maj 1979 / 7. årgang

 

Lufthavnen på Saltholm

Lufthavnen på Saltholm 

Allerede i januar 1973 blev det et Fremskridtsprogrampunkt at bekæmpe lufthavnsbyggeriet på Saltholm. Vi henviste dels til den igangværende flyvemaskineudvikling og dels til, at de mange milliarder lå bedre i skatteydernes lommer end i prestigeprojekter på Øresunds Tågemågesø.

Den første Anker Jørgensen  regering ænsede os ikke, men indgik aftaler med Sverige om den gigantiske fejlinvestering.

En sådan aftale skal godkendes af folketinget. Hartlingregeringen (Venstre, red.) var imidlertid – også på det punkt – socialdemokraterne følgagtige og gik ind for anlægget. Fremskridtspartiet dyngede argument oven på argument imod prestigeprojektet, se for eksempel FREMSKRIDT 1974-8, side 14-16.

De fem Retsforbundsfolk var gode kampfæller for de 28 i Fremskridtsgruppen.

Da også folk fra andre partier efterhånden kunne se, at Jens Kampmanns (A) storsyner fra hans trafikministertid i 1972 og 1973 var en vildmand, trak sagens behandling ud. Flertallet skrumpede mere og mere ind. Finanslovsbehandlingen i marts 1975 viste, at også Venstre var kommet til besindelse, og at regeringens flertal antagelig var gået tabt.

Man reddede så ansigt ved, at nedsætte en komite til fornyet undersøgelse af sagen (FREMSKRIDT 1975-8 side 1). Nu er der gået tre år, og man regner med, at folk for længst har glemt, at det var Fremskridtspartiet, som, da tingene brændte på, var den sunde fornufts fremmeste fortaler.

Derfor kan man lade komiteen afgive betænkning og i enighed tage til efterretning, at de mange milliarder bør spares.

Havde Fremskridtspartiet ikke siddet i folketinget i 1974 og 1975, havde byggeriet imidlertid for længst været igangsat.

Det er en typisk og opbyggelig historie, som viser, at det nytter noget at krydse ved Z (andre eksempler ses i FREMSKRIDT 1978-1, side 7).

Men selvfølgelig fortier medierne denne tingenes rette sammenhæng.

Fremskridtspartiet

http://fremskridtdk.wordpress.com/2011/06/02/nutids-journalistik/

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 24. april 1978 / 6. årgang

Skatteskruen er uden ende

Skatteskruen er uden ende

Med miljøminister Per Stig Møllers (C) plan om miljøafgifter er regeringen (V og C, red.) nu i fuld sving med at pålægge befolkningen yderligere skatter til trods for skatteministerens (Anders Fogh Rasmussen, V, red.) forsikringer om, at der nu skal ske skattelettelser, siger formanden for Folketingets miljø- og planlægningsudvalg, Fremskridtspartiets gruppeformand, Aage Brusgaard, der samtidig konstaterer, at der åbenbart i regeringen er vild uenighed på skatteområdet, idet miljøministeren vil øge skattetrykket, mens skatteministeren ustandseligt forsikrer, at han vil det modsatte.

At indføre miljøafgifter er simpelthen et dårligt skalkeskjul for at påføre befolkningen yderligere skattebyrder. Kun fantasien vil kunne sætte grænser for disse afgifter, der naturligvis vil kunne forhøjes ustandseligt. Vi har set det samme med vægtafgiften og tobaksafgiften, hvis hensigt oprindeligt var, at afholde folk fra at ryge, men som nu er en ren skat.

Afgifterne vil svare til, at udlægge gift for danske virksomheders konkurrenceevne og konsekvensen bliver med garanti øget ledighed, hvor tusinder af familiers økonomi vil komme til at ligge i ruiner.

Fremskridtspartiet ønsker naturligvis ikke miljøet svinet til, men befolkningen kan godt selv klare at gøre rent efter sig uden at skulle vikles ind i en ny skattetyngende og bureaukratisk lovgivning, hvis eneste formål er, at bidrage med penge til den alt for forslugne statskasse, siger Aage Brusgaard.

Aage Brusgaard

Pressemeddelelse 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / februar 1992 / 20. årgang

SV-regeringen

SV-regeringen

SV-regeringens program indeholder intet nyt eller perspektivrigt.

Får den succes, skyldes det alene, at den kan imødese en gevaldig medvind i udlandskonjunkturerne sådan, at lille Danmark simpelthen ikke, uanset hvor fumlegængeragtigt vi optræder, kan gøre det skidt.

Aarhus Stiftstidende kunne således – dagen efter Marienborgaftalen af 28. august 1978 – meddele følgende øjeblikkelige økonomiske billede:

1. I 2. kvartal 1978 var underskuddet på betalingsbalancen kun en halv milliard kroner.
2. Den sæsonudjævnede arbejdsløshed var i marts 191.000, men fra og med maj 1978 faldet til 183.000.
3. Renten er i forårets og sommerens løb faldet med 2-3 %.
4. Fra marts 1978 til kuli er leveomkostningerne kun steget med 1,7 % eller svarende til ca. 4 % på årsbasis.
5. Lønomkostningerne er steget meget svagt i 1978.
6. Andre lande – for eksempel Vesttyskland og Sverige – med orden i deres økonomi er nu i gang med at iværksætte forbrugsudvidelser bland andet med henblik på, at de snart skal have parlamentsvalg.

Om alle disse forhold gælder, at lykken er bedre end forstanden. Ligesom vanskelighederne i 1974 ikke med føje kunne bebrejdes den daværende regering (Venstre, red.), fordi de skyldtes tredoblingen af olie- og råvarepriser inden for en ganske kort tid, er der i de nævnte opgangsmomenter tale om forhold, der kommer til os ude fra.

Først og fremmest i kraft af, at bytteforholdet mellem danske og udenlandske varer er blevet meget stærkt forbedret. Det hænger for eksempel sammen med, at olielandene nu i årevis har ført den politik så at sige ikke at forhøje olieprisen regnet i dollar, og når dollaren derudover er faldet så kraftigt, som tilfældet er, er det blevet billigere for Danmark.

Dertil kommer, at især gode høstresultater i 1977 og 1978 kombineret med anden positiv udvikling inden for landbruget (herunder også generationsskiftelettelserne i kapitalvindingsskatten i 1977) har ført til, at der også herfra er kommet ganske kraftige udviklingsfaktorer, der trækker i den rigtige retning.

Mogens Glistrup

http://fremskridtdk.wordpress.com/2010/12/01/en-sv-inestreg-mod-landbruget/ 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 9. oktober 1978 / 6. årgang

Nathalie Lind og de demokratiske spilleregler

Nathalie Lind og de demokratiske spilleregler

Nathalie Lind (V) er jo mest kendt for at ville behage de yderliggående venstrefanatikere, således var det hende, der trak den fra kommunistorganet Land og Folk kendte propagandist, Sven Møller Kristensen, ind ved hårene som litterær formand for Kulturfondets uddelinger og Møller Kristensen uddelte da også omgående – i strid med al anstændighed – de penge, som skulle støtte dansk kultur til provokatørerne fra ”Solvognen”, der havde iværksat en happening, hvor de stjal varer fra et københavnsk stormagasin.

Man kan sige, at der er noget rørende ved, at Nathalie Lind for en gangs skyld har kæmpet med næb og kløer for at få et ben, der ikke giver penge nemlig formandskabet i Nordisk Råd. Men det er alligevel værre end hvis hun selv havde sikret sig endnu nogle gode af de fede ben, hun så godt kan lide med store honorarer og lidt arbejde, for her er tale om et brud på de demokratiske spilleregler. Nordisk Råd har aldrig været bold for partipolitiske rævestreger, Nordisk Råd skulle symbolisere, at der er andet i livet end partipolitik – nemlig det brede menneskelige samarbejde mellem Nordens folk hævet over døgnets strid. Derfor er det skik i alle nordiske lande, at det automatisk er det største oppositionsparti, der udpeger formanden. Som bekendt har Socialdemokratiet villet gøre Nordisk Råd til et partipolitisk instrument ved at gå imod det største oppositionspartis udpegede kandidat, Kirsten Jacobsen.

Det, der beskytter Danmark mod italienske tilstande med menneskemængder, der hujende jager gennem gaderne lystne efter hærværk er ikke den egentlige demokratiske proces, den hemmelige afstemning, men det demokratiske sindelag, der viser sig i den daglige dont. Der er visse ting, man ikke gør i Danmark. En anstændig, menig socialdemokrat – og dem er der heldigvis mange af – afskediger ikke en dygtig fremskridtsmand – og omvendt. Selv i Folketinget er det en regel, at man overholder de demokratiske spilleregler. Hvis et medlem på grund af personlige forhold har svært ved at møde frem til en afstemning, kan han indgå en privat aftale med et medlem af et modstanderparti om, at de begge bliver væk til en bestemt afstemning. Vi har aldrig hørt, at selv revolutionære partier har misbrugt en sådan stiltiende aftale.

Nu bryder Socialdemokratiet den aftale, der gælder i hele Norden, at man af demokratiske grunde altid sætter det største oppositionspartis kandidat ind som formand i Nordisk Råd. Ikke blot mister Socialdemokratiet ansigt ved denne knojerns-politik, men det nordiske samarbejde gøres til en partipolitisk affære. Det er en ynkelig sejr Nathalie Lind har vundet.

Redaktionen

http://fremskridtdk.wordpress.com/2011/12/12/der-er-brug-for-os-mere-end-nogen-sinde/ 

 

Må citeres med fuld kildeangivelse

Fremskridt nr. 2 / 13. februar 1978 / 6. årgang