Velfærd

Velfærd

Uvilkårligt sætter mange ledighedstegn mellem summen af offentlige udgifter og velfærden i samfundet.

Den skinbarlige Fremskridtssandhed er lige modsat under den offentlige sektors nuværende uholdbare opsvulmning. Velfærden bliver større, hvis staten lader folk beholde flere af deres egne penge, så de selv kan afgøre, om de vil købe det ene eller det andet.

Det nuværende uoverskuelige virvar af offentlige tilskud forvrider prisforholdet mellem varegrupperne. Men alt i alt bliver der færre forbrugsgoder til rådighed for flere penge. Fordi varerne bliver dyrere og dårligere, når de betales med al den slendrian, som uundgåeligt følger med at betalingen går over statslige eller kommunale monopoler.

Derfor er det velfærdsfremmende med en klækkelig nedsættelse af de offentlige udgifter og dermed af skatterne.

Mogens Glistrup

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 20. marts 1987 / 15. årgang

De gamle partiers berøringsangst

De gamle partiers berøringsangst 

Finansminister Henning Dyremose (C) udtaler til BT: “I 1979 fik vi efterlønsordningen, i 1984 lavede vi en reform, der betød, at mange flere blev førtidspensionister, i 1987 lavede vi en kontanthjælps-reform, der afviklede den skønsmæssige udmåling af kontanthjælpen.

I forbindelse med finansloven for 1988 lavede vi en éngangsforhøjelse af dagpenge, efterløn o.s.v., og samme år fik vi en SU-reform.

Det virkelige indhold af de seneste års politik er, at der er sket et voldsomt løft i det sociale system. I dag må vi betvivle, om vi har haft råd til dette løft”.

Kommentar:

Som næsten altid, når de gamle politiske partier angrer deres fejl, må vi konstatere, at Fremskridtspartiet i rette tid gjorde opmærksom på, hvilke ulykker de pågældende forslag ville forvolde, og stemte imod.

Naturgasvildskab, flygtningelovmisere, skatteforhøjelser, offentlig sektor-vækst, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, universitetsudvidelser, skoleforsimpling, tvangsopsparinger, Kongelige Teatre-udbygninger, ulandsbistand, A-kasselove, skattereform, kartoffelkur, børnepasningssocialisering, ytringsfrihedsknægtelse og voldsforbryder-begunstigelser er nogle af de mange andre eksempler, hvor der (stort set) har været samfundsskadelig altnedtromlende enighed mellem de gamle partier. At der ikke var flere Z-nej-stemmer, lider Danmark og den danske befolkning meget hårdt under i dag.

Men man kan ikke lave fortiden om med tilbagevirkende kraft. Derimod vil hver eneste stemme på Fremskridtspartiet, ved kommende valg, give fornuften bedre chancer på ufornuftens bekostning.

Mogens Glistrup

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / oktober 1990 / 18. årgang

Velfærdens unødvendige vandring derhen, hvor “hønsene skraber”?

Velfærdens unødvendige vandring derhen, hvor “hønsene skraber”? 

Velfærdskommissionens oplæg er jf. mediers omtale netop nu til afsluttende politisk behandling. I løbet af kort tid må der derfor forventes et forlig, idet det bredest mulige forlig er regeringens (V og C, red.) mål. Et forlig, der ifølge regeringens politiske udmeldinger vil føre til en række stramninger af betingelser for morgendagens og fremtidens velfærdsydelser.

Med udgangspunkt i artiklen “Aftenlandets undergang”, skrevet af Klaus Wivel og bragt i denne uges udgave af Weekendavisen, synes hele basis for velfærdsreformen at være et politisk bedrag af de ganske store.

Udgangspunktet for artiklen er Bruce Bawer´s bog “While Europe slept – How radical Islam is destroying the West from within”. I artiklen anføres, at Bawer, der også mestrer det danske sprog, har fundet frem til, at de europæiske storbyer kendetegnes ved ressourcetunge “indvandrerghettoer, som for det meste består af muslimer“.

Det anføres, at disse muslimer udgør en typisk befolkningsandel af størrelsesordenen 5% med en ret omfattende beslaglæggelse af velfærdsforbrug, idet dette forbrug angiveligt er af størrelsesordenen 40% af de samlede velfærdsressourcer.

Når dertil kommer ubændig tildeling af ydelser som ulandshjælp og lignende ydelser i form af en meget omfattende dansk militær deltagelse i fjern-operationer af (kultur-) politisk natur, synes det lidt malplaceret, at fjerne danskerens velfærd for at tækkes opgaver, der ikke er folkeligt belæg for.

Fremskridtspartiet noterer sig derfor, at folketingets partier, der måtte indgå et velfærdspolitisk forlig, vil skaffe sig selv dels et alvorligt forklaringsproblem, dels en besværlig fremtid.

Regeringens udmeldinger om, at problemerne løses ved dialog samt sikring af beskæftigelse af de fortsat overrepræsenterede ubeskæftigede indvandrere, må betragtes som ønsketænkning, baseret tillige på en meget omfattende fortielse af den politiske løgn, der har styret den danske politiske debat og beslutningstagen gennem nu mere end 20 år.

Velfærden i Danmark bør gerne fastholdes og om muligt udbygges, medens den “udviklingens bremseklods”, som en hysterisk forsvaret urealistisk og tillige ufolkelig tilvandringspolitik udgør, straks underkastes en afviklingsproces gennem tilbagevisning af personer med muslimsk baggrund og uden reel opfyldelse af indvandrerkriterier til disse personers oprindelige hjemlande.

Politikere og implicerede myndigheder, deltagende i den negativt befolkningsforandrende proces, skal efterfølgende i det danske folks navn underkastes den for sådanne van-styringer af samfundet hjemlede rettergangsaktivitet. Et retsopgør, som før set i Danmarks historie, men uden de pletter, der prægede retsopgøret efter befrielsen i maj 1945.

J. Herkild, Landsformand

Pressemeddelelse

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / juli 2006 / 34. årgang

Danmark har brug for Fremskridtspartiet

Danmark har brug for Fremskridtspartiet 

25 år i politik er normalt ingen alder. I mange lande er det kun 5 eller 6 valgperioder. I Danmark har vi de sidste 25 år haft hele 10 folketingsvalg. Fremskridtspartiet har været med hver gang og har sammenlagt fået valgt 168 folketingsmedlemmer ved de 10 valg.

25 år har Fremskridtspartiet kæmpet for at få Danmark gjort til et bedre og friere samfund. De tre punkter, som for 25 år siden lagde fundamentet for partiet er fortsat aktuelle. Skatterne skal ned, bureaukratiet skal reduceres og lovjunglen skal udtyndes.

For 25 år siden havde vi et skattetryk i Danmark på “kun” 43 pct. Skattetrykket var på bare 12 år steget fra 30 pct. og havde bragt befolkningen i oprør. Fremkomsten af Fremskridtspartiet er derfor – med rette – udnævnt til at være et skatteoprør. 485.000 vælgere bragte os i Folketinget og skrev dermed danmarkshistorie. I dag har vi et skattetryk, som er betydeligt højere og ikke noget skatteoprør! Men hvad var skattetrykket blevet uden Fremskridtspartiet?

På de 25 år har man i stigende omfang skabt en afhængighedskultur, hvor borgerne får offentlige ydelser mod at betale over halvdelen af deres indkomst i skat. Det er smart, eftersom enhver klage, over skatterne, udløser spørgsmål om borgeren er villig til at miste de offentlige ydelser. Skatteoprøret er på 25 år blevet kvalt med overformynderi og et utal af offentligt ansatte, som målbevidst belærer befolkningen om, at der ikke er noget alternativ til verdens højeste skatter. Og de borgere, som kommer i klemme i systemet mødes af bureaukrati og besked om, at det er dem, der er noget galt med.

Fremskridtspartiet har derfor to væsentlige opgaver i dag, og som vil holde os beskæftiget i mange år:

1. - Vi skal overbevise folk om, at der er et alternativ til formyndersamfundet. Frihed er ikke kun noget, folk skal opleve i udlandet. Frihed giver vækst og menneskelig lykke. Og vi vil have mere velfærd gennem lavere skat.

2. - Vi skal hjælpe de mange borgere, som kommer i klemme i systemet. Bureaukratiet har mange ofre – vi er ene om at tage ofrenes parti.

Fremskridtspartiets politik fik for 25 år siden et solidt fundament.

Vores budskab om mere samfund og mindre stat, vores budskab om frihed til den enkelte, vores budskab om et bedre Danmark bliver aldrig forældet.

Danmark har brug for Fremskridtspartiet.

Vi spørger ikke, hvad Danmark kan gøre for os.

Fremskridtspartiet spørger befolkningen, hvad vi kan gøre for den.

Gruppeformand Kim Behnkes tale ved Fremskridtspartiets 25-års jubilæum

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / september 1997 / 25. årgang

Otte hovedveje fra 124.000 til 91.000 millioner kroner

Otte hovedveje fra 124.000 til 91.000 millioner kroner 

Udgiftsreduktionerne fra 124.000 til 91.000 millioner kroner kører ad otte hovedveje: 

Fra én kasse til en anden                                                                                                             

En del af de milliardbeløb borgerne indbetaler i den ene offentlige kasse, får de samme borgere senere udbetalt af en anden offentlig kasse. Havde skattevæsenet blot ladet folk i fred, havde de selv været i stand til at betale deres egne udgifter. Både økonomisk og menneskeligt vil det være langt bedre. Ud fra denne synsvinkel spares for eksempel børnetilskud, fritidsundervisning, boligsikring og teaterstøtte.

Forældede udgifter                                                                                                                     

Det offentlige har gennem årerne påtaget sig at betale for et væld af aktiviteter, hvor Fremskridtspartiet under nutidens forhold prioriterer indkomstskatteafviklingen højere end fortsat skatteyderfinansiering. Nye udgiftsområder (f.eks. forureningsbekæmpelse) og vækst på gamle (folkepension og sygelønnens overgang fra arbejdsgiver til stat) bevirker, at man for ikke at havne i uacceptable skatteresultater må bortsanere offentlige udgiftsfelter, der er groet op under andre samfundsforhold end de nu rådende. Eksempelvis kan nævnes diplomatiske repræsentationer, store dele af biblioteksvæsenet, erhvervstilskud, Ribe, Roskilde og Aalborg Universitets Centre og uddannelser i sociologi, psykologi og snesevis af luksusuddannelser.

Urimelige udgifter                                                                                                                     

Staten og kommunerne har for skatteborgernes penge indladt sig på at yde tilskud til formål, om hvilke der er vidtstrakt uenighed. Fremskridtspartiet mener, at den enkelte selv må afgøre, hvad hun eller han vil bidrage til. Derfor bør man ikke skatteyderfinansiere f.eks. ulandsbistand, idræt og kunstfonds.

Kirken                                                                                                                                         

Med indkomstskatteafviklingen forsvinder kirkeskatten pr 1. januar 1978. Menighederne får herefter økonomisk selvstyre. Ved at gøre statens kirke til folkets kirke modvirkes den ligegyldighedspræst, der på lidt længere sigt truer den lutherske kirke.

Færøerne og Grønland                                                                                                                              

Færøerne og Grønland er ikke naturlige områder under Danmark. Ønsker færinger eller grønlændere at flytte til Danmark, skal de være velkomne, men at fortsætte med at styre disse områder fra Syddanmark, er hverken i den færøske eller den grønlandske nations interesse.

Offentlige lønninger                                                                                                                    

Indkomstskatteafvikling vil især være en fordel for de offentligt ansatte. I praksis rammes de nemlig særlig hårdt af indkomstskatten.  Dette er nok en del af baggrunden for, at der sideløbende med indkomstskattens himmelflugt i de sidste 12-14 år er sket større forhøjelser i de offentligt ansattes arbejdsvederlag pr. effektiv arbejdstime, end de privatansatte har opnået. Alle, der forbliver i offentlig tjeneste, vil få mindre bruttoløn efter alternativ Z. Forskellen bliver minimal for de lavtlønnede tjenestemænd og så meget desto større for de højtlønnede overenskomstansatte. Gennemsnitsnedsættelsen bliver på 14 %. Med den samtidige indkomstskattereduktion skulle alligevel næsten alle få levestandardsfremgang, men det offentlige sparer ca. 9 % af de 33.000 millioner kroner, der skal findes.

Det er naturligvis ikke de offentligt ansatte som mennesker, Fremskridtspartiet har noget imod. Det, vi går i krig mod er, at vi i Danmark fejlanvender vort vigtigste råstof, arbejdskraften. Det har vi simpelthen ikke råd til at fortsætte med. Slet ikke efter at stigende råvarepriser og den unødvendige arbejdsløshed har gjort os fattigere. I de næste par år bør man nok holde op med at øge antallet af offentligt ansatte med ca. 2500 om måneden og i stedet mindske det med omkring 4300. Den gradvise mindskning skal først og fremmest ske ved, at man undlader at foretage nyansættelser ved naturlig afgang. Der bliver jo rigeligt med beskæftigelsesmuligheder i det private erhvervsliv i et samfund, hvor indkomstskatten er under afvikling. Egentlige afskedigelser kommer der nok kun ca. 100 af pr. måned (mindre end 1/7000 del af de offentligt ansatte).

Ens pension                                                                                                                                 

Den skatteyderfinansierede pension til tidligere offentligt ansatte må i længden ikke være større end andre borgers folkepension. Som led i overgangsordningen nedskæres aktuelle tjenestemandspensioner med 55 %, samtidig med indkomstskatteafviklingens iværksættelse den 1. januar 1978. Dette betyder, at det disponible pensionsbeløb bliver nogenlunde uændret for den enkelte tjenestemandspensionist. I og med forhøjelsen af den almindelige folkepension ophæves særpensionsordningerne såsom ATP og den til 1979 planlagte tillægspension fra den sociale pensionsfond.

Mindre administration

Fremskridtspartiets lovforenklingsindsats vil medføre, at det administrative personale – også i den offentlige sektor – bliver formindsket meget væsentligt. Herved spares naturligvis ikke blot lønudgifter til de pågældende, men også alle de mange følgeudgifter, som det nuværende kontoriusseri fører med sig.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 18. november 1976 / 4. årgang

Boganmeldelse – Om å bruke andres penge

Boganmeldelse: Om å bruke andres penge

Juraprofessoren Fridtjof Frank Gundersen stiller op i tilslutning til Fremskridtspartiet ved stortingsvalget i næste måned. Han har netop udsendt artikelsamlingen: Om å bruke andres penge. En innføring i norsk parastitiøkonomi.

Her skildrer han bl.a. den norske problemstilling således: ”Jeg ser det som min vigtigste opgave at forsvare den enkelte skatteborger og forbruger mod det øgede magtmisbrug for organisationer i nærings- og arbejdsliv, den offentlige forvaltning og erhvervspolitikere med fælles næringsinteresser på tværs af partigrænserne. Et vigtigt led i denne kamp er at afsløre organisationernes og politikernes argumentation, når denne tager form af propaganda, som tager sigte på at føre vælgerne bag lyset.

Da kommer man ikke udenom at afsløre Højre, når partiet i Stortingsperioden ikke markere klare alternativer til Arbejderpartiets politik. Men såsnart valgene nærmer sig, sætter Højre i gang med en voldsom ordduel med Arbejderpartiet. De to partier forsøger – ved hjælp af en enorm mere eller mindre partibunden presse og mangfoldige millioner kroner i statsstøtte og kollektive bidrag – at dele vælgerne i to grupper.

Ved dette valg skal illusionen personificeres ved at stille Kåre op mod Gro. Arbejderpartiet og Højre har faktisk fælles interesser af at have hverandre at skræmme vælgerne med. Højre er lige så afhængige af Arbejderpartiet som Arbejderpartiet af Højre. På samme måde som LO ville være meningsløs uden at have N.A.F. at kæmpe mod. Jeg ser det som en opgave at afsløre de velorganiserede forsøg på at markedsføre kunstige modsætninger i norsk politik.

Hulheden viser sig bedst, når vi ser, at Højre i praktisk politik ikke seriøst og konkret går ind for at reducere de offentlige udgifter.

Skal Norge reddes uden ren statskapitalisme, må vi støtte et parti, som har mod til at afstå fra at forsøge at købe sig stemmer på skatteborgernes bekostning, og som i stedet søger at skaffe sig vælgere ved at foreslå betydelige nedskæringer i offentligt forbrug og indtægtsoverførsler. Fremskrittspartiet er ikke ligesom Højre indvævet i en masse bånd og forpligtelser til de mægtige organisationer i norsk nærings- og arbejdsliv. Partiet har den uafhængige basis, som er nødvendig for at fremlægge et alternativ til forvaltningsstaten. De, som i det store og hele er enige i de grundtanker bør se det som en vigtig politisk opgave at sikre, at Fremskrittspartiets tanker bliver repræsenteret på Stortinget. Hvis ikke, vil vi komme til at opleve en stærkt amputeret politisk debat fremover. Højre vil i en sådan situation, uden at frygte stemmetab, kunne bevæge sig endda længere i retning af samarbejdspartierne, når det gælder foreksempel landbrugs-, fiskeri- og kommunalpolitik. De vil ikke risikere nogen kritik fra Stortingets talerstol. Og Fremskrittspartiet er jo praktisk talt uden presse”.

Hele bogen er på godt 200 sider og kan erhverves for 50 danske kroner hos forfatteren på adressen:

xxxxxxxxxxxxx

xxxxxxxxxxxxx

xxxxxxxxxxxxx

Forholdene er så ligeartede i Norge og Danmark, at Gundersens kan gennemarbejdes som en lærebog også i dansk Fremskridtspolitik – og udgøre en fortrinlig inspirator ved læserbrevsskrivning.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 30 / 4. september 1981 / 9. årgang

Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet

Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet 

Man må vælge mellem statsstyring eller meget store offentlige besparelser og der må i al fald arbejdes konsekvent

Ved næste folketingsvalg vil stemmesedlen opregne 11 – måske endda flere – partier. Reelt får vælgerne imidlertid kun to valgmuligheder: Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet.

VKR-partierne har vist, at de savner mod og styrkekraft til at føre selvstændig politik. De kristelige og Centrum-Demokrater har så ringe saglig indsigt i landets hovedspørgsmål, at de blot hænger på som frynsevasaller til den til enhver tid siddende regering. De to kommunistpartiers hovedsyn – socialiseringen – kan alene gennemføres efter en grundlovsændring. Retsforbundet har ikke styrke til at udgøre alternativet.

Hovedpartierne

De to hovedpartier er enige om, at Danmarks situation er meget alvorlig og om, at der kræves en kraftanstrengelse for at landet ikke skal gå helt rabundus.

Den altdominerende årsag hertil er, at Folketinget i de sidste 16 år har ført en slap og uforstandig politik. Umiddelbart kan man sige sig selv, at det er dumdristigt at stemme på de partier, som i de sidste år klart har bevist, at de ikke magter problemer, som var langt mere beskedne end de nuværende.

Tocifrede milliardbeløb

Kun Fremskridtspartiet har fremlagt præcise tal for, hvad vi vil gøre. Vi opererer bl.a. med offentlige besparelser på tocifrede milliardbeløb. Alle de andre partier kalder dette urealistisk. Så meget har ingen af dem jo nogensinde sparet. Sandheden er imidlertid, at vi i 1977 med gammelpartiernes politik må se i øjnene, at vi får øget skattetryk, høj rente, øget arbejdsløshed og et statsunderskud på hen ved en snes milliarder kroner samtidig med, at den danske stat på ny må ud og låne kæmpebeløb – sandsynligvis omkring 15 milliarder kroner – i udlandet.

Når problemerne er af den størrelsesorden, består det urealistiske i forskræmt at lukke øjnene herfor og alene foreslå foranstaltninger på det beskedne niveau, hvor augustforligsmagerne og Venstre bevæger sig.

To veje

Skal tilstrækkeligt store indgreb til, må de nødvendigvis gå en af to veje. Enten kraftig statsdirigering og planøkonomi eller frigørelse af de nu bundne økonomiske kæmpekræfter med afvikling i stort format af restriktioner, bureaukrati og indkomstskat.

Det er landsskadeligt miskmask i den situation at foregøgle, at problemerne kan løses hen over midten i dansk politik. Tager man lidt fra den ene dåse og lidt fra den anden, bliver vi på stedet og synker stadig dybere i hængedyndet.

Så enkelt

På vejviseren til den første metode står liste A.

Til den anden liste Z.

Så enkel plejer politik altid at blive, når store nationale katastrofer truer.

Og det gør de i øjeblikket.

Mogens Glistrup

http://fremskridtdk.wordpress.com/2011/08/18/socialdemokratiet-vil-umyndiggore-folket/

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 4. november 1976 / 4. årgang

 

Dyneløfterloven gavner Fremskridtspartiet

Dyneløfterloven gavner Fremskridtspartiet

Den såkaldte dyneløfterlov indebærer, at myndighederne kan aflægge kontrolbesøg hos enlige forsørgere, hvoraf nogle ikke er så enlige, som de burde være. Loven vil dog ikke medføre større besparelser i de offentlige udgifter, men blot resultere i, at visse enlige bærer sig lidt mere praktisk ad. F.eks. er det ikke en enlig forsørger forbudt, at have en logerende i sit hjem, og hvis der på døren til soveværelset ved hjælp af en tegnestift er anbragt et visitkort med den logerendes navn, har dyneløfteren ingen juridisk adgang til værelset, hvor dynerne er anbragt. Den enlige forsørgers samlever vil sikkert også kunne finde en eller anden rar tante eller bekendt, hos hvem han er tilmeldt. Og hans pyjamas kan stuves af vejen om morgenen.

Loven medfører, som så mange andre love, at borgerne reagerer uforudset praktisk og snedigt således, at lovene ikke virker efter hensigten, men blot forøger administrationsbyrden.

Rent fremskridtsmæssigt vil de praktiske omgåelser af den pikante dyneløfterlov medføre, at endnu flere får øjnene op for, at landet trænger til en totalsanering af sine hushøje lovkomplekser.

Neuf

http://fremskridtdk.wordpress.com/2011/11/13/15-fremskridt-for-danmark/

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 2. november 1973 / 1. årgang

Masser af Z-stemmer

Masser af Z-stemmer 

Fra nu af og til valgaftenen kl. 20 drejer det sig om, at hver eneste af os bruger alle sine kræfter, tid, opfindsomhed og al sin energi på at overbevise de ca. 97 % af uoplyste, der ifølge meningsmålingsmålingerne i øjeblikket er i den danske vælgerbefolkning.

Vi skal slås for den gode Z-sag med al den kraft, vi overhovedet kan aktivere. Idealet er, at vi brugte 168 timer om ugen på at score flest mulige Z-stemmer. Det kan ingen selvsagt klare. Men så må vi bruge så megen tid, som vi overhovedet kan overkomme til den for fremtiden opgave, at der kommer flest mulige liste Z-krydser i valgurnerne.

Den eneste begrænsning er, at vi ikke skal synke ned på niveau med de andre partier, som blot er interesserede i stemmekøb ved at love alt godt fra havet ved, at Big Brotherstat hjælper med tilskud her og tilskud der. Tilskudsdillen formindsker katastrofalt udfoldelsesmulighederne for alle nulevende 5,1 million danskere og deres børn og børnebørn.

Selv om mange – der har gået i Danmarks Radios fordummelsesskole – er blevet hjernevasket til at tro, at det at de får offentlige tilskud er til gavn for dem er sandheden, at tilskuddene virker som en rusgift. Som den, der indtager alkohol, narko eller andre dopings midler i et umådeholdent omfang, virker tilskuddene i første omgang tilsyneladende livgivende, men de er dræbende på længere sigt.

Mogens Glistrup

http://fremskridtdk.wordpress.com/2011/11/13/15-fremskridt-for-danmark/ 

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 20. marts 1987 / 15. årgang

Privatisering

Privatisering

På ethvert politisk område skal alvorligt overvejes, om det offentlige ophører at blande sig. Eller i al fald bliver langt mere tilbageholdende end nu.

De selvvirkende kræfter skaber nemlig oftest mere trivselsfremmende resultater for alle mennesker – også for de svage.

Den personlige frihedsfanfare imødegås af dem, der sidder på behandlersamfundets flertal med, at det slet ikke kan lade sig gøre, så kompliceret som det moderne samfund er blevet.

Til den indoktrinering skal spises to humpler brød:

1. Takket være teknologien er den enkeltes velstand i dag langt større end i tidligere generationer. Derfor kan han langt bedre være sin egen lykkes smed nu om dage.
2. Samfundssammenhængene er blevet så komplicerede, at det offentlige slet ikke kan overskue den, og udviklingen foregår så rasende hurtigt, at det ofte er vældig skadeligt, hvis det levende liv skal vente, indtil folketing og ministerier overhovedet opdager, hvad der er sket.

Derfor skal staten i dag være endnu mere tilbageholdende, end da Adam Smith og de andre frihedsevangelister virkede for et kvart årtusinde siden.

Mogens Glistrup

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 5. juni 1987 / 15. årgang