Krigerne på Amager

Krigerne på Amager

 

Da PLO – den palæstinensiske befrielsesfront – fik tilladelse til at åbne et propagandakontor i København, var der en del mennesker, som fandt, at nu overdrev man frisindet. PLO har et dårligt ry som paraplyorganisation for en række terrororganisationer, der foruden at bekæmpe Israel også fører blodig krig mod hinanden. Her i landet udsender organisationen et dansksproget kampskrift, som i jødefjendtlighed ikke står tilbage for nazitidens værste.

Palæstinensernes tragedie skal ikke underkendes, men det er rimeligt at se på årsagerne og ikke blot på virkningen. Da staten Israel i 1948 blev oprettet som den første og hidtil eneste stat i Mellemøsten med parlamentarisk demokrati – og med hele den demokratiske verdens billigelse –, var det jødernes opgave at kultivere et landområde, hvis dyrkede arealer var mindre end på Kristi tid – faktisk kun et stenet område, hvor nomader levede et kummerligt liv med deres hjorde. De skabte en moderne stat efter vestligt forbillede med det resultat, at mange palæstinensere flygtede. Ander, som ikke ville affinde sig med det nye styre og bekæmpede det blev udvist. Palæstinenserne modtog reelt ingen støtte fra deres stenrige arabiske brødrefolk, som trods milliardindtægter fra olieboringer (foretaget af vestlige olieboreselskaber) bare anbragte dem i elendige flygtningelejre, hvor de hverken kunne leve eller dø, og nu får så Danmark regeringen præsenteret og ansvaret overdraget.

Ugeavisen Amager Posten redegjorde nylig for, at asylansøgerene i lejren ved Kongelunden på Amager er krigere fra PLO og kommer fra flygtningelejrene i Mellemøsten. Under en samtale med lederen af PLO’s propagandakontor erfarede man, at det overvejende er unge mennesker, som næsten aldrig har gået i skole, men hele livet ernæret sig med deres våben, og at PLO ikke vil have noget ansvar for dem!

Beboerne i Søvang – de nærmeste naboer til lejren – har henvendt sig til Dansk Røde Kors og Hovedstadens Trafikselskab med jammerklager. Dels om de vanskeligheder de har ved at komme hjem fra byen efter arbejde, hvor busserne allerede på Rådhuspladsen er fyldt af palæstinensere, som har været på bytur –, dels at busserne ydermere forsinkes på grund af chaufførernes bryderier med at få betaling for transporten af palæstinenserne.

Amager Posten talte også med en række beboere, som nødigt ser deres navne på tryk for repressalier.

De siger, at deres døtre er bange for at køre med busserne, medens ældre mennesker er betænkelige ved at gå udendørs. Hos købmand Møller-Jensen, der har et minimarked, fylder gæsterne deres lommer med varer i et omfang, så købmanden er nødt til at gå i hælene på dem, når de gæster butikken.

Kunne det være anderledes? Næppe! Og det er ikke helt rimeligt at bebrejde palæstinenserne deres opførsel, når de aldrig har lært andet end tag-selv-princippet. De er ukendte med den civiliserede opførsels begreber. Bebrejdelserne bør ramme de partier og politikere, som gennem en idiotisk lovgivning har udvirket, at danske borgere dårligt nok kan leve i deres eget land uden frygt for knivstikkere og tyvepak.

Man har åbnet grænserne for halvvilde, som aldrig vil kunne klare sig i det højtudviklede danske samfund som andet end kriminelle og bistandsmodtagere. Eller mener politikerne virkelig, at det er muligt at integrere 20-25-årige analfabeter her, hvor der i forvejen er hård kamp om jobbene, og hvor kravene i de kommende år vil stige betydeligt? Her i 80´erne skal vi konkurrere med de hårdt arbejdende og knalddygtige folk fra Japan, Singapore, Taiwan og Korea –, og i 90´erne kommer de myreflittige kinesere ind på arbejdsmarkedet med 1 milliard nye arbejdslystne, der hverken holder ferier, weekend eller 39 timers arbejdsuge, men i stedet pukler 80 timer med uddannelse og produktion af varer, så de kan skaffe sig de goder, vi andre betragter som selvfølgeligheder.

Socialdemokratiets indvandrerudvalg har foretaget en beregning, der viser, at der om 13 år vil være omkring 400.000 fremmede i landet –, at ca. 10 % af befolkningen til den tid vil være muslimer og uden forudsætninger for at klare sig – personligt, arbejdsmæssigt og kulturelt.

Begivenhederne i England i de senere år – massive raceoptøjer, bandekrige og uhyrlige ødelæggelser af samfundsværdier – har åbenbart ikke været nogen lære for de danske politikere.

Venstrefløjspolitikerne – der altid klager mest over samfundsforholdene – har været og er de mest ivrige for at få fremmede hertil. Grunden er naturligvis, at Iran forsyner os med Tudehfolk, kommunister, og at de mellemøstlige flygtninge næsten alle er socialister – følgelig vælgere i en nær fremtid.

Kulisserne er sat for et drama uden sidestykke i Danmarks historie. Den generelle oplysning om problemerne med de fremmede er elendig, for mens der er stor sandhed i, at nogle flygtninge kan berige den danske kultur – nemlig de fjernøstlige, som vi kan lære meget af –, så er det til at overse, hvad vi kan lære af krigeriske mellemøstlige analfabeter.

Frost-Hansen

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/13/landets-born-skal-aede-landets-brod/ 

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 16 / 8. maj 1987 / 15. årgang

Muhammed og Birthe

Muhammed og Birthe

 

Set i et perspektiv på nogle få årtier bliver terrorsabotagevåbene frygtelige trusler. De kan være baseret på atomkerneeksplosioner, på bakteriespredning, på kemiske gifte eller noget helt fjerde.

Enhver statsmagt vil kunne udruste massemordpatruljer, der let kommer ind i åbne lande – for eksempel Danmark.

Nutidens danske statsmænd – altså Fremskridtsfolk – handler her og nu ud fra dette perspektiv ved, at vi får så få kontakter som muligt med de mest udprægede fantastfolkeslag – altså den muhammedanske verden.

Har vi først Shiitter og libanesere o.l. i stort omfang inden for vore grænser, er det uundgåeligt, at misforståelser og forskellige tankemåder og virkelige modsætningsforhold vil udløse aktioner, som kan dræbe millionvis af danske.

Mogens Glistrup

 http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/21/london-bombningerne/

 

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 24 / 7. august 1987  / 15. årgang

ANC – en voldsbevægelse

ANC – en voldsbevægelse

 

ANC er terrororganisationer, der driver deres terror i hele det sydlige Afrika. I Zimbabwe under navnet ”African National Council” og i Sydafrika som ”African National Congres”.

Danmark støtter ANC og har oven i købet oprettet et ANC-kontor i København. Vi er med andre ord blevet terrorister i Afrika. Nu kan vi vel vente, at omtalte lande – som gengæld – opretter BZ-kontorer til støtte for voldsmænd her i Danmark. Jo, så er krigen i gang startet af socialistiske danskere fra både den ”borgerlige” og ”røde” fløj.

I Sydafrika er kun en lille gruppe rabiate kommunister tilsluttet ANC. Langt de fleste sorte tager afstand fra ANC.

Lederne i Sydafrika holder et vågent øje med ANC og både det militære, og politimæssige efterretningsvæsen har infiltreret organisationen.

Hver gang ANC sender medlemmer på terroristuddannelse i Østtyskland eller Angola, er der et par folk fra ”Secret Service” med, og regeringen er derfor godt orienteret om ANC’s planer og metoder.

Man er på samme måde godt informeret om, hvor terroristerne i nabolandene holder til og kan omgående slå igen mod deres snig angreb. Derfor er der meget få bombeangreb i Sydafrika.

Danmarks forsmædelige støtte til voldsmænd og mordere har – heldigvis – ikke nogen stor effekt, men forkastelig er den. Og mest forkastelig fordi vi – der er modstandere af terror – tvinges til at være medbetalere.

A. Th. Riemann

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/21/london-bombningerne/

  

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25 / 14. august 1987 / 15. årgang

Nyrup lyver!

Nyrup lyver!

De –  hr. statsminister (Poul Nyrup Rasmussen, A, red.) – taler mod bedre vidende, når De i radioen meddeler, at De intet kendskab har til, at udenlandske terrorister har ophold i Danmark, og at De straks vil sætte PET i gang med sagen. Sikke noget vrøvl hr. statsminister.

De – og de fleste danskere – har vidst i årevis, at Danmark og Canada er fristeder for terrorister ganske uden hensyn til, hvor mange de har dræbt. Her til lands får de deres fulde frihed, de får familien bragt hertil på statens regning (d.v.s. borgerne betaler), og de får en ypperlig check hver måned så stor, at ingen af dem arbejder, men ofte rejser rundt til “muslimske brødre” i andre lande.

Det er jo ikke så længe siden, at det belgiske politi i en stor aktion arresterede bl.a. to “danskere”, som de kaldes i nutiden. Danske var de naturligvis ikke – hverken af sind eller skind -, men Den danske Stat har maget det så, at sådanne får dansk pas. Den terrorist der dræbte den ægyptiske præsident, bor også her til lands og får sin månedlige check. Det samme gør en af bagmændene bag World Trade Center-bombningen i 1993. Fra PLO-rækken understøtter vi ligeledes bloddryppende terrorister. Og givetvis endnu flere, for statsministerens små veninder – Marianne (Jelved, B, red.) og Mimi (Stilling Jacobsen, CD, red.) – er jo henrykte for farvede lovovertrædere.

Statsstøtte til terrorister!

Jo, jo hr. statsminister. Vi har en hel del statsunderstøttede terrorister i Danmark. Fra tid til anden er der i dagspressen artikler om dem. Så De – hr. statsminister – er jo nok den eneste, der “ikke kender” til det forhold, som andre lande, gennem nu snart mange år, så ofte har bebrejdet os – nemlig, at Den danske Stat siger velkommen til enhver allerede dømt terrorist og hans familie, forsyner ham senere med dansk pas, og kalder ham “nydansker” med en månedlig flot check, så han fortsat kan dyrke sine interesser.

Hvis det stadig er en gåde for Dem – hr. statsminister -, skal jeg gladelig give Dem et par adresser på sådanne personager. Så kan De jo selv tage en sludder med dem, for de fortryder intet, er nærmest stolte af deres bedrifter.

E. Mortensgaard

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/21/london-bombningerne/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / oktober 2001 / 29. årgang

Den franske intifada

Den franske intifada

I Frankrig er man kommet tilbage til såkaldt normale tilstande efter, at der i de 20 dage fra den 27. oktober til den 17. november 2005, blev afbrændt 9.000 biler i 300 franske byer. Der blev i alt foretaget 3.000 arrestationer, og 126 politifolk blev såret. To kirker og en række andre offentlige bygninger blev brændt af. En parisisk borger blev dræbt af voldsmændenes slag. Han havde prøvet at slukke ilden i en affaldscontainer. Den 17. november erklærede det franske politi, at nu var opstanden slut. For antallet af afbrændte biler var nu nede på 100 pr. nat, og det anså man for at være normale tilstande.

Denne fredstilstand leder tankerne hen på noget, vi har set før. Det var efter Oslo-fredsforhandlingerne i 1993. USA´s præsident Bill Clinton, Israels Yitzhak Rabin og palæstinensernes leder Yasir Arafat gav hinanden hånden på græsplænen foran Det Hvide Hus. Palæstinenserne fik selvstyre, og freden var hjemme. Israelerne tilbød fleksibilitet, tilbageholdenhed og generøsitet. Dette tolkede Arafat givetvis som svaghed, og hans næste træk blev intifadaen (af arabisk: “at kaste noget af sig”, red.) med horder af stenkastende unge og selvmordsbombere med eksplosiver og metalstykker i specialdesignede dødsveste. For palæstinenserne selv blev resultatet et liv med korruption, fattigdom, dødskult, selvmordsfabrikker og militant islamisk radikaliseren. Deres overordnede mål var Israels udslettelse gennem jihad (hellig krig, red.). Man har aldrig anerkendt Israels ret til at eksistere. Som der fortsat brutalt trues på hjemmesiden: http://www.hizb-ut-tahrir.dk/new/“tilintetgørelsen af jøde-entiteten” og “dræb dem, hvor I end finder dem”. 80 % af Palæstinas indbyggere mener da også, at det var brugen af vold, der drev Israel ud af Gaza.

Den almindelige forklaring i pressen på den franske opstand har været dårlige sociale forhold. Men undersøger man omstændighederne, er der andre ting, der dukker op. For det første var de allerfleste oprørere muslimer. Selv om der også lever mange vietnamesere og kinesere under ringe forhold, har de ikke deltaget i optøjerne. For disse nationaliteter går vejen til fremgang over hårdt arbejde. Men på samme måde som i Palæstina, betegnes de muslimske bydele som besat område. På en af opstandens første dage filmede et hollandsk Tv-hold en bande unge mennesker med pandebånd med koran-citater råbende: “Allah Ak´bar”, Allah er stor, sådan som vi kender det fra Palæstina. Og den tyrkiske premierminister – Erdogan – har kædet oprøret sammen med det franske forbud mod, at skolepiger bærer det muslimske slør.

Washington Post skrev den 19. oktober, at franskmænd var blevet rekrutteret til jihad-træning i bl.a. Irak, Syrien og Libanon til indsættelse i Frankrig. Den franske indenrigsminister, Sarkozy, skrev den 27. september, at den algeriske muslimske Salafist Gruppe for Prædiken og Kamp, GSPC, havde kaldt til kamp mod Frankrig, som man kaldte fjende nr. 1, “fjende af vor religion”. Og i brevet af 12. oktober til Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), truede de 11 muslimske ambassadører bl.a. med, at avistegningerne af profeten Muhammed kunne skabe reaktioner blandt muslimske samfund i Europa. Så tingene er blevet udtrykt ganske klart.

Et resultat af islamiseringen af franske bydele er, at her bærer alle kvinder slør, og mændene har skæg efter de religiøse forskrifter. Detailhandlere der solgte alkohol og svinekød er blevet tvunget væk og syndige steder som: Biografer, teatre og dansehaller er blevet lukket. Som det blev sagt til en journalist: “Vi forlanger bare at kunne passe os selv”. Dette gælder også politiet, som holder sig væk fra disse områder. Det hedder “no go” zoner. Det er sket 9.000 gange i 2005, at politibiler er ramt af stenkast også fra stor højde. Taxaer kommer heller ikke i områderne.

Som i Palæstina er antisemitismen (jødehad, red.) voldsom i Frankrig, hvor der bor 5 – 7 millioner muslimer og 600.000 jøder. I 2002 blev en synagoge nedbrændt i Marseilles. I Strasbourg blev en synagoge forsøgt antændt. Den franske regering finder, at angrebene mod jøder skal ses i sammenhæng med den Palæstinensiske-Israelske konflikt. Når situationen i Palæstina tilspidses, giver det sig også udslag i Frankrig.

Det såkaldte internationale samfund – herunder USA, EU og Danmark – betaler også milliarder til Palæstinenserne. Det er de ikke blevet mere fredelige af. Tværtimod. EU´s kommissionsformand Barosso har stillet i udsigt, at EU vil betale en milliard euro til de berørte franske by-områder. Dette er udtryk for en utilgivelig naivitet. Som om jihad-krigerne skulle overgive sig, fordi man kaster pengesedler efter dem.

O. Gerstrøm

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/07/den-nationale-katastrofe/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1  / februar 2006 / 34. årgang

Hvem er Nelson Mandela

Hvem er Nelson Mandela, der nu er inviteret til Danmark?

1. Han er stifter af “ANC” og ledede i mange år organisationens sabotage og terrorisme

2.Han har – i hele sit liv – kæmpet med Sydafrikas hvide og farvede befolkning

3.Han har samarbejdet med Cuba, Østtyskland og Sovjet-kommunismen

4.Han planlagde i 1963 en guerillakrig i hele Syd-Afrika

5.Han mobiliserede herunder 7.000 sorte til krig fra luften, havet og nabolandene

6.Han fik i alle årerne støtte fra Rusland og det kommunistiske Østeuropa. Nu er han – efter kommunismens fallit – økonomisk skakmat

7.Han er uenig med den sorte zululeder Buthelesi og 84 procent af sydafrikanerne, der fornægter revolution, sanktioner og boycot

8.Han slås med 13 sorte negerstammer, der alle vil have magten

9.Hans rå umenneskelighed – også mod sorte racefæller – gav ham 27 års fængsel

10.Hans metoder bør mane til overvejelse, når vi nu møder Mandela

A. Th. Riemann

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/27/ordner-og-fredspriser/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / april 1990 / 18. årgang

Den nationale katastrofe

Den nationale katastrofe

Muhamedanerne fører hellig krig i:

Palæstina, Bosnien, Kosovo, Libanon, Sudan, Eritrea, Tjetjenien, Etiopien, Somalia, Afghanistan, Turkmenistan, Usbekistan, Kirgisistan, Kashmir, Burma, Indonesien og Filippinerne. Herudover er der blodige muhamedanske stridigheder i Tyrkiet, Israel, Egypten, Algier, Iran og Irak

- for lige at nævne de værste steder.

Ifølge det internationale samfunds normer skulle islam derfor stå øverst på dagsordenen, når FNs sikkerhedsråd holder møde. Men, man lader som om, denne verdensomfattende krigsstilstand ikke eksisterer og fortsætter i stedet med at hælde benzin på bålet i form af nye internationale konventioner, der skal sikre den muslimske indvandring i de kristne lande. Således – da Schlüter-regeringen (V, C, CD og KrF, red.) vedtog den nationale katastrofe, udlændingeloven af 1983, som gav retskrav for enhver af klodens beboere mod lille Danmark -, var det efter pres fra den internationale godhedsindustri.

Denne industri har det korrupte og uduelige FN som sit øverste symbol, men den styres effektivt af klodens eneste supermagt, USA. Det kan observeres, at skiftende regeringer konstant retter dansk udenrigspolitik ind efter USA, som f.eks. da vi skulle bombe Serbien. Den internationale godhedsindustri har New York Times (amerikansk avis, red.) som et af sine vigtigste talerør. Danmark bliver stort set aldrig nævnt i denne avis, men vi kom alligevel på forsiden lige før jul, hvor temaet var “vore problemer med at integrere de forskellige minoriteter”. Man var åbenbart forfærdet over Nyrups (A) udtalelser om muslimske bønner i arbejdstiden, og Danmark fik nogle rap med pisken. Straks herefter kom Nyrups regeringsomdannelse, hvor han som medlem af sit hold optog den radikale Johannes Lebech, der prædiker muslim-tolerance med en fanatisme kun overgået af Mimi Jakobsen (CD). Det interessante er, om Nyrup – også i denne sag – var udsat for internationalt pres.

Tyskland, Østrig, England og Frankrig er i øvrigt hårdere ramt end Danmark, men det er en ringe trøst, når man ser på fremskrivninger af befolkningssammensætningen i Danmark. “Gammeldanskerne” vil først komme i mindretal i visse storkøbenhavnske kommuner, men herefter vil de øvrige følge som dominobrikker.

Men hvad er det så, man går ind til, når Islams magt styrkes i et område? Fra Indonesien fortælles om, hvordan muslimer på øen Kasiui i øgruppen Molukkerne har dræbt 93 kristne, som nægtede at konvertere til islam. En flygtning fra massakrerne fortalte, at over 700 beboere på øen havde lovet at konvertere, efter at 3.000 personer fra fire landsbyer var flygtet ud i junglen efter et muslimsk angreb, hvor otte kristne var blevet dræbt. De tilbageblevne fik valget mellem at konvertere til islam eller blive dræbt. Den væbnede muslimske konflikt på Molukkerne har varet i 2 år, hvor 500.000 er flygtet, og over 4.000 er blevet dræbt.

I Brønshøj bor “flygtningen” Abdul Aziz med kone og to børn. Det vil sige, for tiden sidder han i fængsel i Moskva anklaget for at udøve terror i Allahs navn i Tjetjenien. Ifølge hans dagbog har han taget gidsler og tortureret dem foran et videokamera for at tvinge store pengebeløb ud af familierne, så han kan finansiere Islams hellige krig – Jihad – i Tjetjenien. Den danske ambassade i Moskva assisterer Abdul Aziz,og har bl.a. foræret ham en koran.

Er det svært at forstå, at Fremskridtspartiet vil lukke de danske ambassader i udlandet og opsige en række internationale konventioner? Er vi enige om, at det er på høje tid?

O. Gerstrøm

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/11/26/flygtningekonventionen-bør-straks-opsiges-2/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1-2 / januar-februar 2001 / 29. årgang

Attentat mod ytringsfriheden

Attentat mod ytringsfriheden

Nedenstående er manuskriptet til formanden for Fremskridtspartiets politiske udvalg Ole Gerstrøms indlæg i udsendelsen, Dagens Spids, som Danmarks Radio sendte den 29. november 2004

Ole Gerstrøm er fast medlem af udsendelsens panel og har som følge heraf jævnligt indlæg i udsendelserne.

Da den klartskuende hollandske politiker, Pim Fortuyn, blev myrdet af en religiøs aktivist i maj 2002, kunne man håbe, at det var et enkeltstående tilfælde. Men da pistolskud og slagterkniv blev rettet mod filminstruktøren, Theo van Gogh, den 9. november i år, blev det klart, at mere står på spil. Den religiøse vold er også et attentat mod vore frihedsrettigheder og idealer. Og dermed mod vor samfundsform.

Ingen kan herefter kritisere Islam, eller måske endog bringe faktuelle oplysninger om Islam, uden at have i baghovedet, at man risikerer alvorlige konsekvenser, ja, måske endog livet. For mange mennesker vil dette betyde, at man bliver forsigtig, taler uden om, eller tier stille.

I realiteten er censuren genindført. Denne gang er det ikke stats- eller kongemagten, der på forhånd skal godkende, hvad man har skrevet. Denne gang kan man næppe få en forhåndsgodkendelse.

Men man kan få en fatwa, d.v.s. en religiøs gejstlig ordre, som den nu afdøde iranske Ayatollah Khomeini udstedte mod forfatteren, Salman Rushdie, i 1989 efter at han havde skrevet bogen “De Sataniske Vers”. Rushdie har siden måtte leve under politibeskyttelse på en hemmelig adresse. Og der kan næppe være tvivl om, at han stadig er i konstant livsfare, for en fatwa forældes ikke. Den ægyptiske nobelprisvinder i litteratur, Naguib Mahfouz, kritiserede denne Khomeini for at udøve “intellektuel terrorisme”, men han blev sidenhen mere medgørlig og sagde så, at Rushdie ikke havde ret til at fornærme nogen og særligt ikke profeten eller noget som helst, der var helligt.

Noget tilsvarende skete på Københavns Universitet i sidste måned, idet en jødisk-marokkansk lektor blev overfaldet og tævet af tre arabiske talende mænd, tilsyneladende fordi han som vantro havde læst op af Koranen, hvilket er ulovligt efter Islams regler. Lederen af det pågældende universitetsinstitut har udtalt, at ingen religion må sætte grænser for ytringsfriheden. Men det kan han sige lige så mange gange han vil. Det ændrer ikke på den faktiske tilstand, at censurets mørke har sænket sig. For man ved, at ukendte beslutningstagere kan foretage alvorlige dispositioner.

I Københavns nordvestkvarter har en af landets mest markante imamer, Abu Laban, sagt, at ytringsfriheden skal indskrænkes for Islamkritikere som van Gogh, for ytringsfriheden er ikke hellig. Forleden opfordrede han dog ikke til at gribe til vold, hvis man føler sig krænket. Men samtidig lægger han lokaler til Hizb ut-Tahriris aktiviteter. Det er organisationen, hvis talsmand blev idømt straf i Landsretten for at gengive Koranens opfordring rettet mod jøderne: “Og dræb dem, hvor end i finder dem” som der stod på løbesedlerne. Så vi kan formode, at Abu Laban taler med to tunger og at der står villige kræfter bag hans ord.

Den somalisk-hollandske, Ayaan Hirsi Ali, er medlem af det hollandske parlament. Det var hende, som inspirerede Theo van Gogh til at lave kortfilmen “Submission” – det betyder underkastelse. Filmen viser en muslimsk kvinde i et voldeligt ægteskab. Hun bliver voldtaget af en slægtning og som følge heraf, bliver hun i henhold til den islamiske tradition brutalt straffet for utroskab. Ayaan Hirsi Ali lever i dag under jorden og kan ikke indtage sin plads i parlamentet eller vise sig offentligt. For hende er censuren en realitet.

En åben fortaler for censur er også medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Det radikale Venstre, Tanwir Ahmad, der taler om misbrug af ytringsfriheden. Han siger: “Mange tror, at ytringsfriheden er absolut”. Han repræsenterer fortsat de radikale, Hørups parti, oplysningens parti, som man betegnede det engang.

“Islam er bagud”

Pim Fortuyn udtalte i april 2002, kort før han blev myrdet, at:

Set med moderne briller er Islam bagud. Kristendom og jødedom har været igennem oplysningstidens og humanismens store vaskemaskine, men det er absolut ikke tilfældet med Islam.

En frontkæmper

En af oplysningstidens store var den franske 1700-tals forfatter, Voltaire.

Det var ham, som sagde: “Jeg er uenig i, hvad du siger, men jeg vil indtil døden forsvare din ret til at sige det”. Han var en af de frontkæmpere, vi kan takke for vore frihedsrettigheder.

Den kosteligste

Og den kosteligste af disse frihedsrettigheder, er det frie ord.

Det frie ord har nu fået kniven.

Ole Gerstrøm

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/01/ubetinget-fængsel/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / juni 2005 / 33. årgang

Fortsat intifada i de franske forstæder

Fortsat intifada i de franske forstæder

Franske muslimer i forstæderne fører fortsat krig mod politiet. Fransk presse skriver næsten ikke om volden, der vækker minder om oprøret sidste år, hvor 9.000 biler blev brændt af og 126 politifolk blev såret. Men engelske Daily Telegraph rapporterer 05. oktober om voldsomme sammenstød med i gennemsnit 14 sårede politifolk hver dag. Da Indenrigsministeriet konstaterede, at antallet af sårede politifolk nåede 2.500 for året 2006, erklærede et politiforbund, at man var i en tilstand af borgerkrig i forstæderne, de såkaldte “banliecues”.

Politiet risikerer at blive angrebet, hvis man forsøger at arrestere lokale beboere. Man ser unge, fra en hel boligblok, gå på gaden for at befri arresterede kammerater. For nylig angreb dusinvis af unge muslimer 7 politifolk i en aktion, hvor man standsede en bilist uden spændt sikkerhedssele. Han kørte videre og endte med at torpedere en politibil.

Politiet kører en strategi med at tage territorier tilbage fra de muslimske bander. Men Michel Thoomis fra politiforbundet Action Police har skrevet til indenrigsminister Sarkozy, at man har brug for bedre udstyr. Man skal bruge pansrede køretøjer og vandkanoner. Han siger: “Vi er i en tilstand af borgerkrig iværksat af radikale islamister. Dette er ikke blot optøjer. Det er en intifada med sten og molotovcocktails”. 

Kilde: http.//www.telegraph.co.uk/news/main.jhtml?xml=/news/2006/10/05/wmuslims05.xm l 

O.  Gerstrøm

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/22/den-franske-intifada/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3-4 /september-oktober 2006 / 34. årgang

London-bombningerne

London-bombningerne

De muslimske selvmordsbombninger i London den 7. juli med 55 dræbte blev enden på perioden med nogenlunde fredelig sameksistens mellem islam og den vesteuropæiske kultur. Det – som havde været målet for dette sociale eksperiment, integrationen af mellemøstlige muslimer i den vestlige kultur – har vist sig at være en katastrofe. Velintegrerede moderat udseende muslimer med gode uddannelser og i stabile forhold udløste de dødbringende bomber. Antageligt for – som såkaldte martyrer – at nå en hurtig vej til paradis.

Næppe alle muslimer er selvmordsbombekandidater. Problemet er, at man åbenbart ikke kan se på folk, om de er på vej ud i blodig terror. Og historisk set har det typisk været de aggressive muslimer, som har sat dagsordenen. I England har man i nogle år taget hensyn til risikoen for bomber, når man planlagde butikscentre. Nu er det uhyggelig virkelighed, at palæstinensiske tilstande har nået Vesteuropa.

Det er historiens ironi, at da bomberne sprang, sad den mand i Vordingborg Arrest, som mest klartskuende at alle, har advaret mod denne udvikling. Den 79-årige Mogens Glistrup afsonede 20 dages fængsel for en såkaldt overtrædelse af straffelovens paragraf 266 b, racismeparagraffen. Vi kender hans udtalelser. De var ikke diplomatiske – for at sige det mildt. Men racist har Glistrup aldrig været. Da han som ung studerede i USA, boede han hos en sort familie. På universitetet rynkede man på næsen af denne unge dansker, der ikke rigtigt ville forstå lagdelingerne i det amerikanske samfund. Og i sit politiske virke har Glistrup været totalt kompromisløs, når han har foretaget sin analyse. Men landets forenede magthavere har været uden nåde, når de har tilbagevist denne demagog, som han er blevet kaldt. Dæmoniseringen har været komplet og sort som kul.

Hvad mange af os ikke ved er, at Mogens Glistrup har skrevet tusinder af sider om islam. F.eks. “De fremmede i landet”, der udkom med første bind i 1991 og andet bind i 1994 – i alt mere end 1.000 sider med faktuelle oplysninger. Havde landets politiske ledelse læst disse, kunne meget have været anderledes i dag.

Begrundelsen for at have en statsmagt er primært, at den skal sørge for borgernes sikkerhed. I dag står Danmark og Vesteuropa uforberedt over for den ultimative trussel. Politiets Efterretningstjeneste skønner, at vi har omkring 1.000 potentielle terrorister i landet. Men her medregner man kun personer, som bevæger sig i ekstreme miljøer. Londonbombningerne viser os at også moderate, veltilpassede og veluddannede muslimer pludseligt kan stå som dødsensfarlige jihadkrigere. Dermed stiger mængden af potentielle terrorister voldsomt. Hertil kommer de internationale terrorister, der rejser rundt til brændpunkterne i Afghanistan, Tjetjenien, Irak, Palæstina m.v.

Der menes at være 1,2 milliarder muslimer på jorden. Det startede med profeten Muhammed, som for 1.400 år siden grundlagde sit imperium med militære magtmidler. Islam er ikke en omvendelsesreligion lige som kristendommen. Islams vej til storhed har typisk været erobringer og tvangskonverteringer. Og man fastslår, at hele verden tilhører islam. De steder hvor islam ikke har magten, kaldes for krigens hus. Dette symboliseres ved, at der ofte i moskéerne disse steder hænger et sværd synligt for alle. For – som profeten Muhammed sagde – sværd er nøglerne til paradis.

Mogens Glistrup om profeten Muhammed:

http://www.dendanskeforening.dk/side53-cid-53-aid-913-mid-1-params-1.html

Men sprængstof er også taget i brug og nu i stærkt stigende omfang. I Juli måned har vi kendskab til følgende bombeattentater:

Juli 2005	Antal dræbte	Lokation
1.	10	Sydlige Rusland nær Tjetjenien
2.	10	Tyrkiet
6.	13	Mashruh, Irak
7.	55	London
10.	19	Bagdad
12.	2	Israel
12.	2	Beirut
13.	27	Bagdad
15.	20	Bagdad
16.	5	Tyrkiet
16.	98	Syd for Bagdad

Vesten har handlet ved at invadere bl.a. Irak. Men denne invasion er en katastrofe. Demokrati har man ikke fået noget af, for regeringsorganerne styrer ikke landet. De vestlige troppers tilstedeværelse er motivation for at gå til modangreb. Oprørerne – der givetvist anser sig selv for at være ægte jihadkrigere – forhindrer selv politiet i at virke. De utallige angreb er bevis på en omfattende og stærk organisation. Irak er i dag primært en stor terroristtræningslejr. Derfor bør de danske tropper trækkes hjem.

Hvad skal vi så gøre for at sikre dansk sikkerhed? Vi skal under ingen omstændigheder bruge ufredelige midler. Vi skal ikke gøre som serberne, der greb til modterror. Men vi må udvise fasthed. Vi ser indvandrerbanderne optræde med en sådan grovhed, at rockerne bliver ydmyget og slået af banen. Brugen af organiseret vold må forhindres med alle nødvendige midler.

Det må konstateres, at eksperimentet med det multietniske samfund er blevet livsfarligt for vort land. Derfor må det ophøre. Vi skal ikke have bomber på danske stationer. Vi vil have fred. De, der ikke vil freden, må retur til deres hjemland.

Ole Gerstrøm

Bragt i Danmarks Radio, P1, den 21. juli 2005 i “Dagens Spids”

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/01/ubetinget-fængsel/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / februar 2006 / 34. årgang