Fortryder Anker Jørgensen?

Fortryder Anker Jørgensen?

Demokratiets livskraft er størst, når debatterne kan ske for åbent tæppe. Anker Jørgensens hyppige advarsler om faren for demokratiet består ikke i de mange partier – store eller små – men kun i hemmelighedskræmmeriet eller fortielser.

Derfor endnu en opfordring til statsministeren om i fuld udstrækning at debattere landets problemer for åbent tæppe.

I forbindelse med Tv-debatten den 1. oktober havde Billed-Bladet planlagt en artikel om Mogens Glistrup og Anker Jørgensen. Hver især var opfordret til at skrive om modparten.

 

Den 19. september sendte Billed-Bladet følgende brev til Mogens Glistrup:

Kære Glistrup:

Det er med sorg jeg skriver til dig for at fortælle dig, at dit indlæg i sidste øjeblik er taget ud. Efter at Anker Jørgensen havde sagt nej, besluttede bladets ledelse trods alt at droppe sagen, fordi vi ikke må beskyldes for at tage parti. Sådan mener man, det kunne virke på nogle mennesker, hvis vi bragte dit indlæg alene.

Jeg er ked af, at du har ulejliget dig forgæves, men regner med, at vi er lige gode venner af den grund. Hils din kone mange gange.

Venlig hilsen

Leif Kjeldsen

 

Nedenstående gengiver vi den artikel, Mogens Glistrup havde skrevet, idet det dog skal tilføjes, at Billed-Bladet ville have kortet artiklen en smule ned:

Da fremskridtsbevægelsen var spædbarn, kom mange dybt fortvivlede til os og sagde med næsten ens ord: ”Min bedstefar var socialdemokrat. Min far var socialdemokrat. Selv har jeg altid stemt socialdemokratisk. Jeg har aldrig troet, jeg skulle tvivle, men nu kan jeg altså ikke holde det ud længere. Kildeskatten, Rifbjerg og alt det der. Det kan da ikke være socialdemokratisk politik. Jeg kan simpelt hen ikke blive ved mere. Er det mig, der er fej? Er det mig, der svigter? Eller er det Krag og de andre fine?

Samme Jens Otto Krag fortæller ikke om tilsvarende oplevelser i sin offentliggjorte dagbog. Utvivlsomt må imidlertid også han have mødt holdningen og fornemmet dens udbredthed. Derfor var det ikke overraskende at han – der jo ikke længere var nogen årsunge – benyttede først givne lejlighed til at lade sig erstatte af en arbejdsmand. De 13 år med cand. politter som socialdemokratiske partiledere havde kostet dyrt i retning af tabt kontakt med de virkelige samfundsproblemer.

Arbejdsmanden var Anker Jørgensen. Vi fremskridtsfolk modtog ham i største spænding. Skulle han blive med- eller modspiller i vor kamp mod den nye herremandsklasse, som de 13 år havde skabt?

Olympiadetalen

Det første sikre tegn på, hvor det bar hen, var hans olympiade tale. Blot muligheden for offentlige besparelser – den eneste vej at komme ud af skattemoradset på – blev kaldt for ”falsk tale”. Ved enhver olympiade – sagde Anker Jørgensen – sættes nye rekorder, og sådan er også naturloven for hver finanslov. Det offentliges udgifter må nødvendigvis blive større og større.

Hermed var handsken til fremskridtsbevægelsen kastet. Da vi få måneder senere i Gallup-tilslutning var Socialdemokratiets jævnbyrdige, udfordrede vi gang på gang Anker Jørgensen til at komme og diskutere med os. Han undslog sig konsekvent og undtagelsesfrit. Men omsider kom dog en socialdemokrat – Erhard Jacobsen. Med ham dystede vi møde efter møde om sygdomsbærmen i den danske samfundsøkonomi – at stat og kommuner har ladet sine udgifter svulme så stærkt ud over den økonomiske bæreevne.

I løbet af et halvt års tid var Erhard Jacobsen blevet klar over, hvilken vej de stærke befolkningsstrømme bar. På fjernsynsskærmen så vi Anker Jørgensen holde sin ”til venstre for midten-tale”. Direkte kontakt med ham var aldeles uopnåelig. Hans forhold til fremskridtsbevægelsen var blot, at han efter avisernes sigende arbejdede med, om han dog ikke kunne få puttet mig i fængsel.

Men snart skulle han få endnu flere problemer. Den Erhard Jacobsen, der skulle have gjort socialdemokratiarbejdet med at knække Fremskridtspartiet, indgik nu i de manges brigade, der simpelt hen ikke længere kunne bære over deres samvittighed fortsat at slutte op om Socialdemokratiet, som var blevet så totalt ændret siden Staunings og H. C. Hansens dage.

For at knuse oprøreren Erhard Jacobsen, før denne nåede partimæssigt at etablere sig tilstrækkeligt fast, kastede Anker Jørgensen Danmark ud i et valg. Snart stod det klart, at dette stykke partitaktik slog fejl. Befolkningen havde fået nok af socialdemokraternes olympiske rekorder.

Foragt for fair play

Men midt i valgkampen kammede udviklingen over. Anker Jørgensen havde været i Middelfart og talt om Middelhavet. Med socialdemokraternes sædvanlige nævnenyttighed til at ville løse alle andre landes problemer, havde han groft fornærmet olielandene. Det førte nu til boykot af Danmark, og det blev Anker Jørgensens redning. Med suveræn foragt for alle fair play synspunkter og særregler, lod Danmarks Radio nemlig socialdemokraterne – især Erling Jensen – køre en trommeild af valgpropaganda med det hovedindhold, at i en sådan national krisesituation, måtte man da slutte op om regeringspartiet.

Derfor gik Anker Jørgensen ud af valgslaget som nr. 1. Stadig leder af Danmarks største parti. Men det næststørste blev Fremskridtspartiet. Og derfor kunne han nu ikke længere undslå sig for at møde os ved officielle lejligheder.

Første gang, jeg traf ham på tomandshånd, var et par dage efter valget. Da statsministersekretæren viste mig ind, sad han ved et lille bord i et kæmpestort isnende koldt lokale. Menneskekontakten mellem os føltes endnu koldere.  Hans uforstående foragt var tydelig for dette nymodens sammenrend af apolitiske fremskridtsfolk. Også jeg skulle imidlertid sige noget. Jeg kom til at formulere mig på den måde, at jeg nok vidste, at en statsminister fik umådeligt mange tal på sit arbejdsbord hver dag og knapt kunne huske dem alle, men jeg ville dog lige gerne genopfriske hans hukommelse med ét tal, han måske havde glemt, nemlig at vælgerne havde udrustet Fremskridtspartiet med 28 folketingsmandater.

Det skæve smil hvormed han svarede ændrede aldeles stemningen. Det nærmest forårsvarmede. Det udtrykte til 100 %, at jeg da også måtte forstå den knibe, han var i. Kastet ud i at være leder for det parti, som i to generationer havde været den danske arbejders. Og så nu alle disse bryderier fordi andre havde fejlet.

Andres fejl

Siden da har ånden fra den 6. december 1973 altid været det dominerende, når jeg tænker på Anker Jørgensen. Nok har ikke i de knapt tre år vi har haft fælles arbejdsplads én eneste gang villet sludre uformelt med mig. Vi påtrængende fremskridtsfolk skal bestemt ikke tro, at vi er noget – at vi skulle være lige så gode som de gamle. Men selv om han altså dag ud og dag ind passerer forbi mig på Christiansborg uden et ord eller en kommentar til, hvad der er oppe – selv på trods af det, fornemmer jeg altså – ærlig eller falsk – en vis gensidighedens sympati fra december mødets tøbrud.

Men med en enkelt begrænsning: Fra Folketingets talerstol taler man lige ned til ministrene. Nærmest sidder statsministeren. Og normalt virker Anker Jørgensen som den forstående lytter, som det er inspirerende at henvende sig til. Men ikke når K. B. Andersen undtagelsesvis er på visit i Danmark og sidder ved hans side. Han er legemliggørelsen af det inkvisitoriske fremskridshad. Og påvirkelig som han er af sine nærmeste omgivelser, konkurrerer Anker Jørgensen med sin udenrigsminister ved de lejligheder om at hidse sig op mod banditten Glistrup.

Ganske oplagt er det skammeligt, at der skal være så elendig en kontakt mellem de to største politiske partier inden for arbejdslivet.

Derfor var den 13. september 1976 en lykkens dag. Anker Jørgensens fok erkendte da omsider, at man ikke får Z-bevægelsen dræbt ved fortsat at lade som om, vi ikke eksisterede. Folkestyre betyder debat. Debat med dem man er uenige med så det folk, der skal styre også kan bedømme de eksisterende opfattelser over for hinanden.

Og selv om vi fremskridtsfolk har svært ved at forstå at 913.155 ved sidste valg holdt fast ved det socialdemokratiske parti, må vi naturligvis respektere det og respektere, at deres politiske leder er Anker Jørgensen. Måtte den seneste udvikling klart konstatere, at han ikke længere til de mindreværdiges kreds henregner de 414.219, som satte deres krydser i den anden ende af stemmesedlen.

Vi er alle sammen mennesker.

Mogens Glistrup

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 7. oktober 1976 / 4. årgang 

Ankers sande tanker – partisplittelse hos A

Ankers sande tanker – partisplittelse hos A

Anker Jørgensen har sagt noget klogt om de indre forhold i Socialdemokratiet. De er i al fald ikke bedre end i Fremskridtspartiet, men til forståelsen kan vi Fremskridtsfolk lære noget ved at kaste blikket ind bag naboens vinduer:

”Gruppen i Folketinget virker splittet, fordi den mindste forskel i synspunkter bliver blæst op til den helt store uenighed. I virkeligheden er der ikke tale om nogen splittelse.

Nogle af medlemmerne siger for meget for at gøre sig bemærket. Her må man forstå, at det netop er en del af demokratiet, at den enkelte politiker siger sin mening. Nogen større beherskelse og selvdisciplin var dog ønskværdig.

Den sideordnede opstilling kalder på den enkeltes aktivitet. Det kan være sundt, men det kan også være farligt.

Det bør gælde, at man har en åben debat indadtil, men optræder enig udadtil. Men det er klart, at der i store spørgsmål som eksempelvis EF, atomkraft i et så stort og åbent parti som Socialdemokratiet er forskel på opfattelserne.

Hverken en million socialdemokratiske vælgere eller 66 folketingsmedlemmer tænker ensrettet. Det ville mildest talt også være pinligt, hvis det var tilfældet”.

Dette stod at læse i Aktuelt for 10. februar 1980. Og er jo sådan set blot en uddybning af Øberg-citatet i FREMSKRIDT 1980-3 side 21. Men det var dejligt, om det kunne sive ind i de titusinder, som – midlertidigt (?) – har opgivet Fremskridtspartiet på grund af den tåbelige oppustning af de påståede strammer/slapper-modsætninger.

Fremskridtspartiet

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 14. april 1980 / 8. årgang

Sverige verdens 7. største våbeneksportør

Sverige verdens 7. største våbeneksportør

Sverige har en årlig våbeneksport, der kun overgåes af 6 andre lande i verden. Blandt hovedaftagerne er en stribe ulande. Der er også et diktaturland som Chile.

Sydafrika, som på mange felter er boykottet, hvad angår ganske almindelige forbrugsvarer, er en af kunderne.

Samtidig er der forbud mod at fremstille krigslegetøj. Værre gang dobbeltmoral skal man lede længe efter. Og dette er vort naboland – gennem mange år et forbillede for vore socialdemokrater – har i snart en menneskealder haft socialdemokratisk regering, som må have ansvaret for udviklingen af våbeneksporten.

I vor egen ”andedam” er det svært at få tilladelse til blot at lave f.eks. skruer, der skal anvendes i en jetjager. Vi har råd til søgt idealisme midt i vor mangel på beskæftigelse. Latterligt.

Folketingsmedlem, Inge Fischer Møller, Socialdemokratiet, ofre masser af tid og kræfter på også at få forbudt fremstilling og salg af krigslegetøj i Danmark.

Hvor er de dog dygtige de socialdemokrater.

Redaktionen

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 6. februar 1981 / 9. årgang

Top secret

Top secret

Ole Maisted har spurgt statsministeren (Anker Jørgensen, red.) om han kan be- eller afkræfte oplysninger i Ekstra Bladet den 26 marts 1981, hvoraf det fremgår, at B&W i 60´erne betalte millionbeløb til hemmelige sovjetiske bankkonti i Schweiz som returkommission for de ca. 25 store skibsordrer, som Sovjetunionen havde placeret hos B&W.

Maisted vil også gerne vide, om det er rigtigt, at denne disposition var godkendt af op til flere socialdemokratiske ministre.

Mon Anker Jørgensens svar er et klart nej?

Ole Maisted

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/22/dyre-herrer-leder-landet/

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 14 / 10. april 1981 / 9. årgang

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal 

Når hovedparten af landets erhvervsledere og andre med tilknytning til den private sektor holder ferie, er der grund til, at den bliver brugt til grundigt at overveje, hvorledes udviklingen skal være efter efterårets folketingsvalg. Som alt står i øjeblikket, vil Socialdemokratiet kun kunne fortsætte, hvis de danner regering med støtte fra SF. Er det ønskeligt for dansk erhvervsliv? Eller vil man hellere prøve den mulighed, som meningsmålingerne har vist i mere end et år – et VKZ-flertal?

At VKZ ikke længere blot er teoretiske drømme, vidner Socialdemokratiets adfærd om. De er bange, meget bange, for at miste regeringsmagten. De ved, at hvis Nyrup må forlade statsministerposten og blive formand for et mindre folketingsudvalg, da vil Socialdemokratiet ikke komme i regering mere i dette årtusind.

Derfor er de bange, og derfor har de allerede givet smagsprøver på, hvorledes de vil søge at skabe et ekstremt skræmmebillede af, hvad et VKZ-flertal vil betyde. Det er der ingen grund til at blive skræmt over.

Fakta er, at den væsentligste opgave for et VKZ-flertal bliver at flytte centrum for den økonomiske udvikling i samfundet tilbage til den private sektor. Mens den nuværende regering (A, B, CD og KrF) har brugt alle midler for at flytte vækstcentrum ind i staten, så skal et VKZ-flertal bruge ændrede skattelove, erhvervslove, arbejdsmarkedslove, finanslove m.v. til at flytte væksten over, hvor den er samfundsgavnlig, nemlig i den private sektor.

Den nuværende regering har mødt ethvert problem i samfundet med nye love, flere regler, flere embedsmænd og mere planøkonomi. Den nuværende regering tror på, at det er politikere og kommissærer, som skal styre udviklingen. Konsekvensen er blevet stigende skatter, afgifter og gebyrer for erhvervslivet til skade for erhvervsfriheden, konkurrenceevnen og beskæftigelsen. Det er på trods af, at den nuværende regering lovede, at den ikke ville forringe konkurrenceevnen. Hvordan tror man så, det vil blive, hvis CD og KrF bliver skiftet ud med SF?

Mange (alt for mange) ledere i erhvervslivet har valgt den typiske danske “lad-os-nu-se” holdning over for regeringens politik. De meget betydelige flytninger af ideologiske hegnspæle, som regeringen har gennemført – specielt inden for erhvervsområdet, har ikke alle vist deres sande ansigt endnu. Kommuners adgang til privat erhvervsdrift, ødelæggelse af udligningscirkulæret, statslige fonde til erhvervsinvesteringer m.v. er initiativer, som først om nogle år vil vise, hvor planøkonomiske og socialistiske de er. I mellemtiden rinder sandet ud af den private sektors timeglas. Erhvervsledere må derfor tænke lidt længere end til næste termin. De må bruge sommerferien til grundigt at tænke over hvilket politisk klima, de ønsker i Danmark.

Vil man have den planøkonomiske “tredje vej” med den snigende socialdemokratisme, der efter værste salamimetode skærer sig ind på erhvervslivets frihed? Eller vil man have et politisk flertal, hvis hovedmålsætning er at skabe fornyet vækst i den private sektor? VKZ vil møde problemer i samfundet ved at fjerne love, afbureaukratisere og deregulere til fordel for friheden og mangfoldigheden.

Den nuværende regering har gennemført hovedparten af sine initiativer for lånte midler. Væksten i den offentlige sektor har vi slet ikke haft råd til. Alene statens gæld vil i år runde 700 milliarder kroner. Hvor tror man, disse penge skal komme fra? Er det ved at ansætte flere embedsmænd i ToldSkat? Ved at lave nogle kulturprojekter? Ved at systemeksportere vores børnehaver til Østeuropa? Nej, midlerne kan kun komme fra den private sektor. Det bliver den private sektor, som gennem de næste mange år skal afdrage den store gæld. Skal det gøres muligt, må erhvervslivet have vækstfrihed og forbedret konkurrenceevne. Det hjælper jo ikke, at der bliver færre om at løfte byrden!

Ledere og beskæftigede i alle private erhverv fra fiskere, landmænd, industri, transport og håndværk, for slet ikke at tale om handel og service, må derfor bruge sommerferien til – meget grundigt – at overveje, hvad de vil satse på til efteråret. Det er en vigtig beslutning, måske den vigtigste. Det er langsigtede investeringer, der foretages, når Folketinget sammensættes ved efterårets valg.

Kim Behnke 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / august 1994 / 22. årgang

Z kræver nu debat i Folketinget om organisationsfrihed

Z kræver nu debat i Folketinget om organisationsfrihed 

Forespørgsel til arbejdsministeren skal afsløre regeringens (V,C, CD og Krf, red.) holdning til frit valg af faglig organisation. 

Fremskridtspartiets folketingsgruppe kræver nu en debat i Folketinget om begrebet organisationsfrihed. Det sker på baggrund af den seneste tids sager, hvor ansatte efter aktioner er blevet fjernet fra deres job, fordi de har valgt at være medlem af en fri fagforening – fri for LO-tyranniet og tvangsbetalingen til Socialdemokratiet. Debatten får form af en forespørgsel til arbejdsminister Grethe Fenger Møller (C): “Hvad agter ministeren at foretage sig for at sikre retten til fuld fagforeningsfrihed?”.

Initiativtager er Pia Kjærsgaard:- På papiret har vi organisationsfrihed i Danmark, men den ret er efterhånden ikke det papir værd, loven er trykt på. Eksempler med uroligheder og arbejdsnedlæggelser i forbindelse med fagforeningernes mere eller mindre heldige forsøg på at tvinge folk ind i LO-tyranniet og et bestemt fagforbund, til trods for at de pågældende ikke har ønsket det, men har været godt tilfreds med deres medlemskab af en fri fagforening.

Regeringen passiv

Senest har vi oplevet, hvorledes hjemmehjælpere i Odense lod patienter være uden hjælp, fordi man ved en sådan aktion ville tvinge en kollega ind i Husligt Arbejderforbund. Og fra København huskes sagerne om en leder af en børneinstitution og brandmanden Max Blicher-Hansen, der begge blev chikaneret – og derefter fjernet fra deres arbejdsplads. Ene og alene på grund af deres valg af faglig organisation.

Den slags beviser jo, at loven om organisationsfrihed tilsidesættes på det groveste.

Og arbejdsministeren, og med hende hele regeringen (V, C, CD og KrF, red.), har været utrolig passiv, når den slags hændelser har fundet sted. Derfor er det efter vor opfattelse på høje tid at høre, hvad ministeren i Folketinget kan fortælle om firkløverregeringens holdning til organisationsfriheden, slutter Pia Kjærsgaard.

T. Zinglersen

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 3. maj 1985 / 13. årgang

Borgmesterens dobbeltmoral i spørgsmålet om flygtningene

Borgmesterens dobbeltmoral i spørgsmålet om flygtningene

S-borgmesterens partifæller på Christiansborg har skylden for asylparadis-Danmark. Z-forslag om ændring af loven er på trapperne.

Det virker ikke særlig gennemtænkt, når en række socialdemokratiske borgmestre rundt om i landet nu piber over at skulle huse nogle af de mange luksusflygtninge, der i disse tider strømmer ind over Danmarks grænser. Det siger Pia Kjærsgaard efter den seneste tids debat i pressen.

Disse borgmestre burde rette deres beklagelser til deres socialdemokratiske partifæller på Christiansborg, der har ansvaret for, at Danmark er gjort til et rent asylparadis.

Jeg så gerne, at borgmestrene lagde pres på deres partifæller, så det stadig voksende asylproblem blev stoppet nu. Til gavn for danske statsborgere.

Det er så letkøbt – og virker dobbeltmoralsk – at tilhøre et parti med rod i dansk arbejderbevægelse og så ikke ville deltage i løsningen af disse problemer, der griber langt ind i den danske befolknings hverdag. Ikke blot i dag, men i meget lang tid fremover.

Forslag på trapperne

Det er indlysende, at borgmestrenes og borgernes problemer i denne sag ikke løses, før vi får loven lavet om fremmedes adgang over grænserne om. Som det i øvrigt allerede er sket i en række andre europæiske lande.

Derfor fremsætter Fremskridtspartiet i Folketinget nu også et beslutningsforslag herom. Det sker i den allernærmeste fremtid, lover Pia Kjærsgaard.

T. Zinglersen

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 18. januar 1985 / 13. årgang

Klokkerent LO-udspil mod arbejdspladserne

Klokkerent LO-udspil mod arbejdspladserne

Om så jorden slår revner, og himlen falder ned… ja, koste hvad det vil, Thomas Nielsen vil have den totale styring over al kapital i Danmark.

Den halv-avisløse tid bruges til at slå på stortromme for det dødssyge socialdemokratiske luftkastel kaldet ØD/OD. Radioavisen var i påskedagene fyldt med snak om, at nu er der flertal for Aukens og Thomas Nielsens dille om OD/ØD.

Ved nærmere læsning viste det sig, at det der er flertal for, blot er det, der hele tiden har været lovligt og muligt uden at ændre på den bestående lovgivning.

Det drejer sig slet og ret om, hvorvidt borgerne synes, det er godt, at virksomhedernes overskud deles, og det gør man jo i allerhøjeste grad allerede. De fleste steder endda så voldsomt, at der kun er det rene og nøgne underskud tilbage, men underskudsdeling tales der ikke nær så meget om.

Dateret 15. april og bragende rødt udsendtes et særnummer af LO-bladet. På side 2 i bladet bringes et billede af en smilende Thomas Nielsen, og LO-bossen citeres for en udtalelse om, at LO vil sætte hjulene i gang. Hvis det er muligt for LO at sætte hjulene i gang, forudsætter det ihvert fald, at hjulene står stille- og vi kan jo nok være enige om, at der er mange af erhvervslivets hjul, der står stille. Men når nu det er tilfældet ifølge LO, hvorfor vil LO så fortsætte i ledtog med det parti, der har sat hjulene i stå, nemlig Socialdemokratiet.

Hvad rummer LO-bladets særnummer i øvrigt?

Jo, man lancere en eneste stor nedrakning af erhvervslivets ledere, hvilket ”Fremskridt” kan illustrere ved at gengive et af bladets karikatur tegninger. Det er ”Hosby-Huse, det går ud over, og tegningen viser en ”rigtig fæl og ækel arbejdsgiver”, der med cigar i munden og fed mave står og uddeler ”overskud” i form af søm til forhutlede, lasede, duknakkede arbejdere med ”hatten i hånden”.

Ja, så grov er LO – og så tror man, at man kan få virksomhedernes indehavere til at ansætte flere folk, og man tror, at nye tør starte virksomheder, når de ser, hvad de kan vente fra LO`s side.

Sagen er, at de vedholdende trusler om ØD og OD holder tusindvis af virksomhedsindehavere tilbage fra at tage nye initiativer. Hvorfor skal man dog risikere kapital, når eventuel profit blot skal opsuges af og administreres af Thomas Nielsen og hans LAKAJER?

Hvorfor finder danske lønmodtagere sig i, at LO kører denne hetz mod virksomhedsindehavere? Hvad skal denne mistænkeliggørelse af erhvervslivets folk til for, hvis det da ikke er, fordi alle privatejede arbejdspladser efter LO`s program skal lægges øde?

LO har formået at få Instituttet for Statskundskab ved Århus Universitet til at kompromittere sig sammen med meningsmålingsinstituttet AIM. Man har stillet nogle ledende spørgsmål om ØD og OD, og følgelig fået de svar man ønskede, og herudfra er det så, at LO`s gigantiske reklamenummer affyres. Hvis det skulle være ærligt, så skulle man naturligvis have stillet ærlige spørgsmål som f.eks.:  ”Når det nu er således under allerede eksisterende lovgivning, at enhver arbejdstager og arbejdsgiver frit, individuelt eller kollektivt kan aftale overskudsdelingsordninger, er der så grund til at lovgive herom?”

Hvad ville alle have svaret?

At så behøver Folketinget selvfølgelig ikke blande sig mere i den sag;

Hvis man desuden havde spurgt, om det er rimelig, at erhvervsvirksomheder skal dele deres overskud med skatteministeren på en måde således, at der efter en deling med skatteministeren ikke er overskud nok til en rimelig konsolidering af virksomhederne, bør skatteministerens part af virksomhedernes overskud så ikke reduceres til fordel for den sikring af danske arbejdspladser, der følger af bedre konsolidering af danske virksomheder, ville alle så ikke logisk have svaret JA?

Jo, selvfølgelig.

Man kunne også have spurgt, om det er logisk at trække kapital ud af virksomhederne via kunstige ordninger for derefter at påberåbe sig, at den kapital, man har trukket ud af virksomhederne, skal bruges til at konsolidere med via Thomas Nielsen styrede tilskud? Ja, selvfølgelig ville alle svare, at så ville det være langt mere rationelt blot at lade kapitalerne blive i virksomhederne

Og se, denne belysning afslører jo, at det ikke er virksomhederne Thomas Nielsen og Svend Auken vil styrke, nej, man vil styrke LO`s magt.

Redaktionen

http://fremskridtdk.wordpress.com/2012/01/10/arrogant-fagbevaegelse/

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 16 / 1. maj 1981 / 9. årgang

Der findes et ord

Der findes et ord 

• Der var Rom-traktaten.
• Der var Danmarks Grundlov.
• Der var statsminister J.O. Krag (A).
• Og så var der danskerne, som måske nok ville i EF, men som ikke vidste, om det kunne lade sig gøre, uden grundloven blev lavet om.
• Så var der professor dr. jur. Max Sørensen.
• Han ville i EF.
• Krag ville i EF.
• Sammen fandt de to ud af, at grundloven ikke skulle laves om. Og at Danmark skulle i EF.
• Og danskerne troede på dem.
• Og så kom Danmark i EF.
• Det gjorde Max Sørensen også, – som dommer i Luxembourg.
• Og Krag kom til EF, – og fik en pris på kr. 55.000,- og blev lektor i statskundskab.
• Sådan noget findes der et ord for!

“H.C. Grimm”

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/02/nej-til-amsterdam-traktaten/

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / juli 1973 / 1. årgang

Den uskyldsrene Auken med den dårlige hukommelse

Den uskyldsrene Auken med den dårlige hukommelse 

Socialdemokratiets ordfører har det svært med at erindre sig hændelser fra sin arbejdsministertid. 

Socialdemokratiets tidligere arbejdsminister, Svend Auken, er uskyldsren som nyfalden sne, når det gælder dagpengeskandalen til 350-400 millioner kroner, som sløseriet i arbejdsministeriet har kostet skatteyderne. Først og fremmest til fordel for fagbevægelsens bank – Arbejdernes Landsbank. Det mener Auken i hvert fald selv.

Nu benytter han sin faste spalteplads i LO-bladet til endnu engang at bedyre sin uskyld og påstår, at hele skandalen er så vel belyst som nogen anden sag, og at Folketingets kommissionsdomstol er aldeles overflødig, men at han naturligvis stiller sig til rådighed:

Ved førstebehandlingen i Folketinget af forslaget om en kommissionsdomstol meddelte jeg, at jeg ved den endelige afstemning ville undlade at stemme. Jeg ville ikke blokere for yderligere undersøgelser af sagen. I de mange undersøgelser, der er foretaget, havde jeg medvirket fuldt ud, og det vil jeg selvsagt også gøre i den nye undersøgelse. Selv om jeg for længst har fortalt, hvad jeg kender til forløbet, stiller jeg mig naturligvis til rådighed for alle supplerende spørgsmål, og jeg tager hele ansvaret for min andel.

Masser af undskyldninger

Hvor slet det står til med hr. Aukens hukommelse belyser Ekstra Bladet i en kommentar: “Det er jo glimrende, at Svend Auken tilsiger den fornyede kulegravning af mulig støtte. Da landsdommer, Niels Larsen, var i gang, kneb det dog noget for ham at erindre alle detaljer. Lad os citere nogle karakteristiske Svend Auken-udtalelser fra den 2000 sider tykke rapport:

• “Jeg troede, at det, vi skrev var dækkende”…
• “Jeg fik ingen tilbagemelding om, at det ikke forholdt sig sådan”…
• “Spørgsmålet blev ikke lagt op til mig”…
• “Det har aldrig været nævnt”…
• “Jeg gik ud fra, som givet, at arbejdsdirektøren fik direktivet”…
• “Det var noget alle vidste”…
• “Jeg er gået ud fra som en selvfølge”…
• “Jeg har ikke set udkastet”…
• “Det er jeg ikke blevet gjort bekendt med”…
• “Det indtryk jeg fik var, at tingene var ved at blive løst”…
• “Jeg har ingen erindring om at have set det”…
• “Det husker jeg ikke”…
• “Jeg kendte ikke noget til den korrespondance”…
• “Notaterne siger mig ikke noget”…
• “Det vidste jeg ikke noget nærmere om”…
• “Jeg vidste ikke”
• - og så videre.

Klog mand, Bøv…”.

Fremskridtspartiet og

Ekstra Bladet

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/29/stribevis-af-politiske-studehandler-bag-dansk-folke-feries-million-formue/ 

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / 22. marts 1985 / 13. årgang