Skattereform – sådan!

Skattereform – sådan!

USA´s præsident – Ronald Reagan – der i den danske presse fremstår som manden, der har tabt alt og med journalisternes garanti vil tabe det næste valg har for nyligt formået at få vedtaget en amerikansk skattereform, som med rette kan bære titlen: REFORM! I USA betragter man det som hans største indenrigspolitiske sejr i hele hans præsidentperiode, og Senatet vedtog da også reformen med overvældende flertal. De traditionsbundne gammelpolitikere i USA havde på forhånd betegnet reformen som det rene vanvid. For Fremskridtsfolk er reformen både realistisk og et positivt tegn på, at vores politik er rigtig.

Skattereformen betegnes af internationale økonomer som den mest vidtgående skattelovsændring i den vestlige verden. Reagan selv begrænser sig til at kalde reformen for ”den anden amerikanske revolution”.

Skattereformen indeholder – modsat den danske – en meget kraftig nedsættelse af skatterne kombineret med en afskaffelse af en lang række smuthuller. Endelig er antallet af skattetrin reduceret fra 16 til kun 2 og den skattefrie bundgrænse hævet således, at personlige indtægter på op til ca. 50.000 kroner er skattefrie (Z-forslag i Fremskridt nr. 1 er på 48.000 kroner skattefrit!), det gør, at omkring 6 millioner af USA´s fattigste slipper helt for skat.

Erhvervslivet pålægges højere selskabsskat, der vil indbringe ca. 925 milliarder kroner over 5 år. Pengene bruges så til at reducere den personlige skat.

Skatteeksperterne i Kongressen har regnet ud, at omkring 20,4 millioner amerikanere vil i 1988 komme til at betale 13.000 kroner mere i skat i gennemsnit, hvorimod 76,3 millioner vil få deres skat nedsat med 6.200 kroner.

Det sker fortrinsvis ved at ændre marginalskatten. Den sænkes fra 50 % til 28 %! Amerikanere med en indkomst der overstiger den skattefrie bundgrænse på 50.000 kroner skal betale 15 % indkomstskat af indkomst op til 150.000 kroner og derefter 28 % af resten af indkomsten!

Nogle satser som kan få en skatteplaget dansker til at trække vejret endnu engang.

Udover den ekstra selskabsskat vil der ske en reduktion af mulighederne for at skattetænke. Således afvikles alle fradrag. Eneste undtagelse er fradrag for beløb, som anvendes til velgørende formål.

En af hovedmændene bag reformen er skatteeksperten Arthur Laffer, der har den grundholdning, at skatterne har en grænse, og at stigende skatter udover det punkt ikke giver større provenu (indtægt som staten får ved opkrævning af skatter og afgifter m.m. Red.). Folk vil ganske enkelt bruge flere kræfter på at unddrage sig skatten og derved arbejde mindre. Arthur Laffer er overbevist om, at den lavere skat rent faktisk vil give staten flere penge i kassen!

Som Fremskridtsfolk er det meget let at se det fornuftige i denne skattereform. Desværre er USA ikke et forbillede, når Foighel (C) og Lykketoft (A) skal lave reformer.

For de mange – som påstå, at Fremskridtspartiets politik ikke er afprøvet noget steds –, er her endnu et eksempel på, hvordan den fornuftige politik finder indpas.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 30. januar 1987 / 15. årgang

Velfærd

Velfærd

Uvilkårligt sætter mange ledighedstegn mellem summen af offentlige udgifter og velfærden i samfundet.

Den skinbarlige Fremskridtssandhed er lige modsat under den offentlige sektors nuværende uholdbare opsvulmning. Velfærden bliver større, hvis staten lader folk beholde flere af deres egne penge, så de selv kan afgøre, om de vil købe det ene eller det andet.

Det nuværende uoverskuelige virvar af offentlige tilskud forvrider prisforholdet mellem varegrupperne. Men alt i alt bliver der færre forbrugsgoder til rådighed for flere penge. Fordi varerne bliver dyrere og dårligere, når de betales med al den slendrian, som uundgåeligt følger med at betalingen går over statslige eller kommunale monopoler.

Derfor er det velfærdsfremmende med en klækkelig nedsættelse af de offentlige udgifter og dermed af skatterne.

Mogens Glistrup

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 20. marts 1987 / 15. årgang

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal

Socialdemokratiet bange for at VKZ får flertal 

Når hovedparten af landets erhvervsledere og andre med tilknytning til den private sektor holder ferie, er der grund til, at den bliver brugt til grundigt at overveje, hvorledes udviklingen skal være efter efterårets folketingsvalg. Som alt står i øjeblikket, vil Socialdemokratiet kun kunne fortsætte, hvis de danner regering med støtte fra SF. Er det ønskeligt for dansk erhvervsliv? Eller vil man hellere prøve den mulighed, som meningsmålingerne har vist i mere end et år – et VKZ-flertal?

At VKZ ikke længere blot er teoretiske drømme, vidner Socialdemokratiets adfærd om. De er bange, meget bange, for at miste regeringsmagten. De ved, at hvis Nyrup må forlade statsministerposten og blive formand for et mindre folketingsudvalg, da vil Socialdemokratiet ikke komme i regering mere i dette årtusind.

Derfor er de bange, og derfor har de allerede givet smagsprøver på, hvorledes de vil søge at skabe et ekstremt skræmmebillede af, hvad et VKZ-flertal vil betyde. Det er der ingen grund til at blive skræmt over.

Fakta er, at den væsentligste opgave for et VKZ-flertal bliver at flytte centrum for den økonomiske udvikling i samfundet tilbage til den private sektor. Mens den nuværende regering (A, B, CD og KrF) har brugt alle midler for at flytte vækstcentrum ind i staten, så skal et VKZ-flertal bruge ændrede skattelove, erhvervslove, arbejdsmarkedslove, finanslove m.v. til at flytte væksten over, hvor den er samfundsgavnlig, nemlig i den private sektor.

Den nuværende regering har mødt ethvert problem i samfundet med nye love, flere regler, flere embedsmænd og mere planøkonomi. Den nuværende regering tror på, at det er politikere og kommissærer, som skal styre udviklingen. Konsekvensen er blevet stigende skatter, afgifter og gebyrer for erhvervslivet til skade for erhvervsfriheden, konkurrenceevnen og beskæftigelsen. Det er på trods af, at den nuværende regering lovede, at den ikke ville forringe konkurrenceevnen. Hvordan tror man så, det vil blive, hvis CD og KrF bliver skiftet ud med SF?

Mange (alt for mange) ledere i erhvervslivet har valgt den typiske danske “lad-os-nu-se” holdning over for regeringens politik. De meget betydelige flytninger af ideologiske hegnspæle, som regeringen har gennemført – specielt inden for erhvervsområdet, har ikke alle vist deres sande ansigt endnu. Kommuners adgang til privat erhvervsdrift, ødelæggelse af udligningscirkulæret, statslige fonde til erhvervsinvesteringer m.v. er initiativer, som først om nogle år vil vise, hvor planøkonomiske og socialistiske de er. I mellemtiden rinder sandet ud af den private sektors timeglas. Erhvervsledere må derfor tænke lidt længere end til næste termin. De må bruge sommerferien til grundigt at tænke over hvilket politisk klima, de ønsker i Danmark.

Vil man have den planøkonomiske “tredje vej” med den snigende socialdemokratisme, der efter værste salamimetode skærer sig ind på erhvervslivets frihed? Eller vil man have et politisk flertal, hvis hovedmålsætning er at skabe fornyet vækst i den private sektor? VKZ vil møde problemer i samfundet ved at fjerne love, afbureaukratisere og deregulere til fordel for friheden og mangfoldigheden.

Den nuværende regering har gennemført hovedparten af sine initiativer for lånte midler. Væksten i den offentlige sektor har vi slet ikke haft råd til. Alene statens gæld vil i år runde 700 milliarder kroner. Hvor tror man, disse penge skal komme fra? Er det ved at ansætte flere embedsmænd i ToldSkat? Ved at lave nogle kulturprojekter? Ved at systemeksportere vores børnehaver til Østeuropa? Nej, midlerne kan kun komme fra den private sektor. Det bliver den private sektor, som gennem de næste mange år skal afdrage den store gæld. Skal det gøres muligt, må erhvervslivet have vækstfrihed og forbedret konkurrenceevne. Det hjælper jo ikke, at der bliver færre om at løfte byrden!

Ledere og beskæftigede i alle private erhverv fra fiskere, landmænd, industri, transport og håndværk, for slet ikke at tale om handel og service, må derfor bruge sommerferien til – meget grundigt – at overveje, hvad de vil satse på til efteråret. Det er en vigtig beslutning, måske den vigtigste. Det er langsigtede investeringer, der foretages, når Folketinget sammensættes ved efterårets valg.

Kim Behnke 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / august 1994 / 22. årgang

Løb fra C til Z

Løb fra C til Z

Efter at Det konservative Folkepartis pressetjeneste har fået hjemtaget og analyseret sit dyrt købte opinionsmateriale fra tiden omkring valget den 8. september 1987, oplyser partiets formand, “At det især var midtervælgerne, der i sidste øjeblik svigtede firkløver-partierne, og i stedet stemte socialdemokratisk. De højreorienterede borgerlige vælgere stemte derimod igen på et firkløver-parti”.

Poul Schlüter drager heraf den konsekvens, at nu gælder det for regeringen om at arbejde tæt sammen med Socialdemokratiet for at generobre midtervælgerne.

Her har vi forbrugeroplysning af højeste karat for de såkaldte “højreorienterede”.

Hvis de vil opnå indflydelse, skal de ved næste valg lade være med at stemme på ét regeringsparti. Så bliver resultatet, at VCQM vil føre fornuftig, økonomisk politik i stræben efter at generobre de frafaldne stemmer.

Historien bekræfter da også, at sådan er sammenhængen i de politiske kendsgerninger.

Da Fremskridtspartiet var stærkt, faldt skatterne. Ikke fordi Fremskridtspartiet havde flertal. Men fordi de andre partier gerne ville generobre de skatteforpinte, som havde krydset Z.

Da generobringen var fuldbyrdet den 10. januar 1984, steg skattetrykket til absolutte verdensrekordhøjder. Det var belønningen, de pågældende fik for at lade sig lokke af Schlüter og Co. til at forlade liste Z til fordel for liste C.

Det er nok ikke god takt og tone at bruge udtrykket “die dummen Dänen” om disse vælgere. Men det er faktisk sørgeligt, at de ved valg efter valg lader sig lokke til at stemme forkert og derved bidrager til, at det går skævere og skævere for Danmark. Med hensyn til den personlige frihed, forhøjelser af skatteplyndringen og deraf følgende verdensrekord i udlandsgæld, som alene kan tilbagebetales af de familier, som har sparet op og derfor ejer noget.

Kan det dog ikke snart trænge ind i folks hjernes, at den eneste måde, vi kan få ordentlige samfundstilstande på, er, at den enkelte bruger sit eneste ene kostbare kryds på valgdagen til at stemme Fremskridt?

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 11. marts 1988 / 16. årgang

Danmark har brug for Fremskridtspartiet

Danmark har brug for Fremskridtspartiet 

25 år i politik er normalt ingen alder. I mange lande er det kun 5 eller 6 valgperioder. I Danmark har vi de sidste 25 år haft hele 10 folketingsvalg. Fremskridtspartiet har været med hver gang og har sammenlagt fået valgt 168 folketingsmedlemmer ved de 10 valg.

25 år har Fremskridtspartiet kæmpet for at få Danmark gjort til et bedre og friere samfund. De tre punkter, som for 25 år siden lagde fundamentet for partiet er fortsat aktuelle. Skatterne skal ned, bureaukratiet skal reduceres og lovjunglen skal udtyndes.

For 25 år siden havde vi et skattetryk i Danmark på “kun” 43 pct. Skattetrykket var på bare 12 år steget fra 30 pct. og havde bragt befolkningen i oprør. Fremkomsten af Fremskridtspartiet er derfor – med rette – udnævnt til at være et skatteoprør. 485.000 vælgere bragte os i Folketinget og skrev dermed danmarkshistorie. I dag har vi et skattetryk, som er betydeligt højere og ikke noget skatteoprør! Men hvad var skattetrykket blevet uden Fremskridtspartiet?

På de 25 år har man i stigende omfang skabt en afhængighedskultur, hvor borgerne får offentlige ydelser mod at betale over halvdelen af deres indkomst i skat. Det er smart, eftersom enhver klage, over skatterne, udløser spørgsmål om borgeren er villig til at miste de offentlige ydelser. Skatteoprøret er på 25 år blevet kvalt med overformynderi og et utal af offentligt ansatte, som målbevidst belærer befolkningen om, at der ikke er noget alternativ til verdens højeste skatter. Og de borgere, som kommer i klemme i systemet mødes af bureaukrati og besked om, at det er dem, der er noget galt med.

Fremskridtspartiet har derfor to væsentlige opgaver i dag, og som vil holde os beskæftiget i mange år:

1. - Vi skal overbevise folk om, at der er et alternativ til formyndersamfundet. Frihed er ikke kun noget, folk skal opleve i udlandet. Frihed giver vækst og menneskelig lykke. Og vi vil have mere velfærd gennem lavere skat.

2. - Vi skal hjælpe de mange borgere, som kommer i klemme i systemet. Bureaukratiet har mange ofre – vi er ene om at tage ofrenes parti.

Fremskridtspartiets politik fik for 25 år siden et solidt fundament.

Vores budskab om mere samfund og mindre stat, vores budskab om frihed til den enkelte, vores budskab om et bedre Danmark bliver aldrig forældet.

Danmark har brug for Fremskridtspartiet.

Vi spørger ikke, hvad Danmark kan gøre for os.

Fremskridtspartiet spørger befolkningen, hvad vi kan gøre for den.

Gruppeformand Kim Behnkes tale ved Fremskridtspartiets 25-års jubilæum

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / september 1997 / 25. årgang

Spansk TV be´r om skatteråd hos Glistrup

Spansk TV be´r om skatteråd hos Glistrup

Der er bud efter Fremskridtspolitik. Senest fra det officielle spanske fjernsyn, der har inviteret Mogens Glistrup til at fortælle om indkomstskattens forbandelser.

Spanien står som bekendt på tærsklen mellem 1930´ernes Franco-diktatur og indpasning i 1980´ernes Vesteuropa.

Et af de store problemer er, om man skal indføre indkomstskat i stil med, hvad vi for eksempel i Danmark har haft siden 1903.

Til brug for den store samfundsdiskussion herom har det spanske fjernsyn indbudt Mogens Glistrup til i en spansk TV-Aktuelt for, at redegøre for erfaringerne med indkomstskatten.

Alligevel har Ninn-Hansens (C) forlængede arm i Horserød nægtet Glistrup, at tage imod indbydelsen.

Hvis man har troet, at spanierne i stedet for skulle være interesserede i at høre, hvad partikammerat Foighel mener, gjorde man regning uden vært.

I stedet for Glistrup er det nu Fremskridtspartiets statsrevisor Henrik Warburg, der redegør for de danske erfaringer med indkomstskatten.

De grundlæggende synspunkter

Det sker i udsendelsen “Programa la Clave”, der er spansk fjernsyns svar på Gyngemosens TV-Aktuelt. Programmet sendes i Spanien 10 dage før spaniolerne skal aflevere selvangivelse!

Jeg er jo ikke indkomstskatteekspert, men kan forklare de grundlæggende synspunkter i Fremskridtspartiets skattepolitik, og det er det vigtigste i denne sammenhæng, mener Henrik Warburg.

Gælder det indkomstskattens detaljer skal man enten sidde i Folketingets skate- og afgiftsudvalg eller, endnu bedre, hedde Mogens Glistrup.

Jeg vil fortælle spanierne, at indkomstskatten er den mest tåbelige måde at skaffe det offentlige indtægter på. Kun simpel lodtrækning ville være en endnu tåbeligere facon. Så tåbelig, at selv socialister måtte kunne se det.

På engelsk

Efter, hvad der før Henrik Warburgs afrejse til Madrid forelå oplyst om selve programmet, skal Warburg være med i en debat, hvor de øvrige deltagere er en tidligere spansk finansminister samt to socialister og to konservative.

Debatten bliver simultantolket og Henrik Warburg vil forsvare Z-politikken på engelsk, et sprog han taler perfekt efter flere års ophold i USA.

Kontakten til Fremskridtspartiet er kommet i stand gennem den spanske ambassade i København.

Warburg er fløjet til Madrid og benytter lejligheden til et par dages ophold i den spanske hovedstad.

Nej fra TV-A

Danske Tv-kiggere skal ikke regne med at få del i det spændende spanske initiativ. End ikke en orientering om, at “Program la Clave” har haft bud efter Danmarks skatteekspert nummer et, Mogens Glistrup, har DR-monopolet planer om at formidle.

Med vanlig arrogance og hovmod, når det gælder saglig orientering om Fremskridtspartiet og Mogens Glistrup, afviser Tv-avisens chef, Lasse Jensen, overfor FREMSKRIDT, at ville beskæftige sig med det spanske program.

Set fra et dansk synspunkt kan det ikke være journalistisk interessant, at en dansker deltager i en spansk fjernsynsudsendelse, der beskæftiger sig med spanske forhold. Jeg tror afgjort ikke, at vi vil gøre noget ved den sag. Omkostningerne ville også blive for store.

Snyder statsmonopolet licensbetalerne vil Fremskridts læsere ikke blive ladt uorienteret. Henrik Warburg har lovet redaktionen at sende en fyldig rapport hjem.

G + Z

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 22 / 8. juni 1984 / 12. årgang

Socialdemokratisk plan giver øget skattetryk

Socialdemokratisk plan giver øget skattetryk 

Grundlag

Socialdemokratiet har fundet ud af, at Danmark – der er socialdemokratiets ejendom – har brug for fuld beskæftigelse i 90´erne.

Ved bevidst at forveksle aktivitet og beskæftigelse med hinanden, har socialdemokratiet på bedste planøkonomiske vis befalet armsving og dybe knæbøjninger til enhver.

Når vi rokker med hovedet og danser Thaidans, er der fuld beskæftigelse i Danmark! Så enkel er den socialdemokratiske tankegang. Desværre koster den socialdemokratiske underholdning mange penge. Penge, der skal hentes hos de virksomheder, der skaber beskæftigelse og ikke blot aktivitet. Men også penge fra de ansatte i virksomhederne.

Øget beskatning og øget offentlig aktivitet er den socialdemokratiske plans “bidrag” til fuld beskæftigelse!

Planen

…tager udgangspunkt i den vrangforestilling, at “der kun er én måde at gribe chancen på”! Dermed er der fra den socialdemokratiske minaret udgået befaling om at forkaste ethvert alternativ til øget beskatning og øget offentlig aktivitet. Der er ikke tale om en “ensrettet” beslutningsproces, men alene om et “nødvendigt” valg af “den eneste mulighed”: A-koncernens “befaling”! Amen!

Indhold

Efter mange års bevidst ødelæggelse af det danske samfund og dets eksistensgrundlag, mener hovedskurken i og hovedinspiratoren til denne ødelæggelse, at tiden nu er inde til yderligere indsats under følgende “overskrifter”:

• Garanteret uddannelse eller arbejde til alle unge.
• Efteruddannelse til alle.
• Støtte til at skabe nye og varige job.

Mål

• Fra sommeren ´90: 8.000 ekstra praktikpladser.
• 12.000 nye ordinære studiepladser ved de videregående uddannelser inden 1994.
• Alle unge skal have uddannelses- eller arbejdsgaranti indtil 25-års-alderen.
• Ordningen skal være gennemført senest ved udgangen af 1993.
• 200.000 flere pr. år, end i dag, skal i midten af 90´erne på efteruddannelse.
• Inden udgangen af 1995 skal der derfor etableres yderligere 50.000 årselevpladser indenfor efteruddannelsesområdet. Uddannelses-emnerne skal spænde fra almindelig opdragelse til fagligt stof.
• Den enkelte lønmodtager skal have adgang til uddannelses-dagpenge fra A-kasse.
• Kommunerne skal have mulighed for at deltage i selskabsdannelser med bl.a. skatteyderbetalt “ansvarlig kapital”.

Pris

Offentlige merudgifter pr. år skønsvist opgjort til ca. 5.000.000.000 kr. i 1995.

Hensigten

… er i virkeligheden indførelse af “borgerløn” til mindst alle mellem 16 og 25 år!

Resultatet vil blive en “fin” tilværelse som ung – i hvert fald til det 25. år! – Derefter vil man “hakke” i det resten af livet!

Z-syn

Det er naturligvis et positivt træk, at socialdemokratiet ønsker fuld beskæftigelse i 90´erne.

Det burde have været forberedt allerede i 60´erne… men en årlig merbelastning af erhvervslivet og dets ansatte på mindst 5.000.000.000 kr., kan ikke give ønsket om fuld beskæftigelse reelt indhold, med mindre uddannelsers art, omgang, form og indhold modsvarer erhvervslivets faktiske behov!

Derfor skal uddannelsers og ansættelsers omfang bestemmes af erhvervslivets vilkår/behov.

Derfor skal erhvervslivets vilkår forbedres med den ønskede og for landets befolkning nødvendige ekspansion som følge.

Derfor skal den offentlige sektor nedskæres og de frigjorte ressourcer komme befolkningen og dermed erhvervslivet til gode.

Derfor skal efteruddannelsers omfang og indhold bestemmes ud fra behov for omskoling fra offentlig til privat ansættelse – og fra bureaukratisk til frigjort brug af vore dages højteknologi og dennes muligheder.

Derfor skal de videregående uddannelsers omfang og indhold “trimmes” gennem omlægninger og anden tilpasning – i stedet for at vokse vildt og målløst på socialistisk vis.

Derfor skal videnskabeligt forskningsarbejde i langt højere grad udføres som kontraktforskning.

Målet må være, at de enkelte erhvervsbrancher selv tilrettelægger, planlægger og financierer den nødvendige uddannelse uden indblanding fra den fordyrende offentlige sektor!

Kun derved opnås mulighed for varige bidrag til fuld beskæftigelse. Gennem en afbalanceret, erhvervsbestemt uddannelsesaktivitet!

Socialdemokratiets plan “Alle igang” bør rettelig hedde “Gang i alle”. Den plan kan ikke bidrage til varig fuld beskæftigelse, men kun til varig gældsætning gennem en øget offentlig styret arm- og bensvingende nikkedukkebefolkning.

Det er der ikke brug for.

Derfor må socialdemokratiets seneste mirakelplan omgående afsløres og afvises.

J. Herkild

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / oktober 1990 / 18. årgang

Hvorfor holder Socialdemokratiet fast ved en politik, der er så åbenlys forkert?

Hvorfor holder Socialdemokratiet fast ved en politik, der er så åbenlys forkert? 

Jeg tænker her på Socialdemokratiets politik m.h.t. den voldsomt store offentlige sektor, der har medført en forskel mellem udgifter og indtægter i milliardklassen.

Statsgælden kommer op på ca. 400 mia. kr. i 1983 som et resultat af mange års forsyndelser. Tallet sættes i relief, når man kan konstatere, at de personlige indkomster i 1983 forventes at udgøre 390,7 mia. kr., og de samlede skatter og afgifter vil beløbe sig til 234,3 mia. kr.

Hvis man havde ønsket, at der skulle være balance mellem statens indtægter og udgifter, skulle der have været opkrævet skatter og afgifter for yderligere ca. 400 mia. kr.

Man trykker statspapirer

Det turde Socialdemokratiet ikke. I stedet valgte man at trykke statspapirer, der kunne sælges – skulle man tro. Socialdemokratiets politiske modstandere, nemlig kuponklipperne. For at dække underskuddet ind, måtte Socialdemokratiet give kuponklipningen imellem 10 til 20 mia. kr. i skattefri gevinster forlods, for at nogle overhovedet ville købe statspapirerne. Dernæst måtte Socialdemokratiet give kuponklipperne ca. 40 mia. kr. i renteindtægter. Altså en stensikker indkomst af passive investeringer, der ikke har medvirket til nye produktive arbejdspladser.

Hvem skal nu betale denne statsgæld, kursgevinster og renteindkomster til kuponklipperne? Det skal de lønmodtagere, der ikke har mere i indkomst, end til at betale skatter, husleje og andre fornødenheder. Fremskridtspartiet finder, det er en ejendommelig fordelingspolitik, Socialdemokratiet fører. Dette parti tager fra de fattige, og giver til de rige (kuponklipperne).

Det er ikke os, der er asociale

Når Socialdemokratiet skælder Fremskridtspartiet ud for at være asocialt, så kan Fremskridtspartiet melde hus forbi. I stedet for at skabe balance på de offentlige budgetter, har Socialdemokratiet ved sin asociale politik yderligere skabt over 300.000 arbejdsløse i den private sektor. Det kan man da kalde fiasko på alle fronter.

Socialdemokratiet har haft travlt med at forsvare kuponklippernes, de finkulturelles, de højtlønnede offentligt ansattes interesser, frem for almindelige lønmodtageres interesser. Oven i alle de andre ulykker, Socialdemokratiet har påført de mindre indkomster her i landet, har Socialdemokratiet forbitret bekæmpet Fremskridtspartiets idé med at hæve den skattefri bundgrænse. Socialdemokratiet vil kun være med til at forbedre statens budget ved at opkræve nye skatter og afgifter.

De lave indkomster skal ud af skattesystemet

Uanset hvordan man vender og drejer skattelovene, så må det være indlysende, at det er en fordel for de laveste indkomster, at de bliver løftet ud af skattesystemet. At hæve den skattefri bundgrænse er et udtryk for, at de laveste indkomster ikke kan bære skattebyrden.

Hvordan Socialdemokratiet kan få en sådan skattepolitik til at være asocial, kan kun være et udtryk for, at Socialdemokratiet har mistet enhver tillid til, at indkomstskatten er anvendelig til noget som helst.

Hvis det skulle være tilfældet, så støt Fremskridtspartiet i, at vi får afskaffet et asocialt skattesystem.

Ole Maisted

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 38 / 28. oktober 1983 / 11. årgang

Stop jagten på trækdyrene

Stop jagten på trækdyrene 

- Socialdemokratiet og de Radikales forslag om at nedskære befordringsfradraget vil skubbe tusinder af lønmodtagere over i offentlig forsørgelse, siger Fremskridtspartiets skatteordfører, Kim Behnke.

- Allerede i dag er det således, at mange familier næsten ingen økonomisk fordel har ved at passe et arbejde, frem for at være på. Udgifterne ved at tage på arbejde opvejes næsten ikke af lønindkomsten, når der også skal betales skat og de mange offentlige afgifter. Regeringens sidste skattereform gav et urimeligt indhug i befordringsfradraget, hvilket øjeblikkeligt kunne aflæses i manglende lyst hos ledige til at tage arbejde i nabobyer m.v.

Det er et komplet absurd samfund, hvor offentlige udgifter i stigende omfang går til dem, der ikke bidrager til samfundskagen, mens trækdyrene ude på arbejdspladserne konstant udsættes for nye angreb mod deres indkomst, siger Kim Behnke og fortsætter:

- Forslaget fra Socialdemokratiet og Radikale giver en verdensfjern miljøindpakning. Med de udgifter der allerede i dag er ved bilkørsel, er det ikke for sjov, folk bruger bil. Offentlig transport er ikke et alternativ for folk med skæve arbejdstider eller familier, der både skal hente børn og gøre indkøb på vej hjem fra arbejde.

Fremskridtspartiet vender sig stærkt imod de tilbagevendende angreb mod den arbejdende del af befolkningen. Hold fingrene fra trækdyrene, slutter Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / november 1996 / 24. årgang

Frit samfund med uafhængigt TV

Frit samfund med uafhængigt TV

Jersey er et selvstændigt velhaversamfund. Minimale skatter og toldfrie goder. Sådan skaber befolkningen sig gratis TV. Flere programmer for en brøkdel af udgifter. 

Da Elisabeth den anden, dronning af England, i sommer besøgte sine kære undersåtter på øen Jersey, mindedes hun med afsky et årstal, kendt af alle danske skolebørn: 1066. Det var året, da Wilhelm Erobreren, Vikingehøvding og hertug af Normandiet, indtog England hjulpet af blandt andre tapre Jerseyfolk, der siden ynder at omtale England og Skotland som ”vore nordlige besiddelser”.

138 år senere skiltes Storbritannien og Nordmandiet for evigt, men Jersey og de øvrige kanaløer holdt sig til England, men sikrede sig ubrydeligt selvstyre under kongefællesskab.

Der ligger Jersey så ved Frankrigs kyst, begunstiget af Golfstrømmen, palmekranset, en uafhængig atlanterhavsø med stolte traditioner.

45 kvadratmiles, 75.000 indbyggere, hvoraf 6.000 franske. Engelsksprogede, med fransk oversættelse i alle officielle dokumenter.

Højeste beskatning 22 %

Med 11-13 meters forskel på tidevandsstanden er det evigt usikkert, om bølgerne sprøjter op på hotelvinduerne, eller man skal spadsere en kilometer ud for at finde vandet. Ellers er alting sikkert og solidt i staten Jersey. Indkomstskatten er en såre beskeden udgift for almindelige mennesker og kan end ikke for millionærer stige til mere end 22 % af skattepligtig indtægt. Moms har man aldrig hørt om. Told og afgifter er beskedne. Spiritus, tobak og parfume er toldfrit. Omsætningen enorm. Kunstigt nok – for der skal jo også findes særheder – er vin beskattet, så det koster det samme som i London. Selv en mousserende pærevin er der told på. En god whisky koster 24 danske kroner. Cigaretter 12-25 øre. Arveafgifter og grundskatter kendes ikke. Arbejdsløshed findes ikke. Lønniveauet er rimeligt takket være den minimale indkomstskat.

Offentlige hverv ulønnede

Jersey regeres af ”The assembly of the States” med 54 folkevalgte medlemmer (der er ingen partier) og the Bailiff som præsident, udnævnt af dronningen. Medlemmerne er ulønnede. Det er det lokale politi også – en slags sognefogedordning – som fungerer godt. Kun hovedgaden – Statsborgerskab. Heliger – har et lille korps af flinke og venlige Bobbyer. Forbrydelser er få og sjældne.

Naturligvis sværmer millionærerne om Jersey, men de får ikke uden videre adgang. Først må de garantere en indtægt på ½ million om året og opfylde en række andre betingelser. Knapheden på byggemoden jord lægger også grænser for tilstrømningen. Fremmedarbejdere er derimod altid velkomne.

Levefoden stiger stadig. Man malker turister og lokker dem til indkøbsorgier, selv om alt ikke er lige billigt. Man malker også de fede Jerseykøer og sælger prægtige frimærker. Men først og fremmest er det kapitalmarkedet, der vejer til, skønt man her har restriktioner mod storfinansielle interesser.

På denne baggrund af uafhængighed, frihed for offentlig udbytning af et land, hvor man beholder udbyttet af sin indsats, og føler sig som et frit menneske uden stress, finder vi et lilleputsamfund, der nærmer sig det ideelle.

Gratis TV til 42.000 hjem

Jersey har eget pengesystem, der følger pundet, men i øvrigt er uafhængigt af britiske finanser, eget postvæsen, der giver kæmpe overskud, eget flyvevæsen, der løber smukt rundt.

Imponerende er også Jerseys eget TV. Kanaløerne skabte i 1962 deres eget kommercielle Televisionsselskab, der i nært samarbejde med det engelske sender 12 timer i døgnet foruden undervisning heraf 4-5 timer med lokalt stof. Øens egne indbyggere købte aktier for 150.000 pund, hvoraf den lokale avis tegnede sig for 30 % og Guernsey-avisen for 20 %.

Men, siger generaldirektør Kenneth Killip i Statsborgerskab Helier, vi betaler kun 15 % i udbytte, hvad der naturligvis er for lidt i forhold til 1962-kapitalværdien. Vi driver imidlertid også andre forretninger. f.eks. udlån af Tv-apparater og reklamevirksomhed, så vi håber at nå et bedre regnskabsresultat. Vi køber programmer i London for ca. 40.000 pund årligt, men det er i virkeligheden kun en fjerdedel af den egentlige kostpris. Vi har 340 aktionærer og 64 ansatte i alt til samtlige aktiviteter. Det er en meget flittig og interesseret stab, vi arbejder med.

Reklamer, der ikke bryder ind i programmerne, omfatter seks minutter for hver sendetime. 42.000 hjem modtager vort program, der aflyttes tæt. BBC kan også modtages på øerne, men ses kun af nogle få procent.

Gratis for seerne

Udsendelserne koster ikke kanaløernes seere en øre. Alt finansieres kommercielt. En sammenligning med dansk TV er vanskelig, fordi vi her kører tre radioprogrammer, medens man ikke på Channal Islands har egen radio. Skønsmæssigt er de samlede Jerseyudgifter imidlertid kun en ethundredeoghalvtredsindstyvendedel af de tilsvarende danske Tv-udgifter, og arbejdet udføres af et antal mennesker, der er tredive gange mindre. Bortset fra at vi i Danmark også har en provinstjeneste, er det i øvrigt uden betydning, om man sender til en million seere eller til 42.000.  Til gengæld sender Jersey langt flere Tv-timer end Danmark.

M. Jørgensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 13 / 28. august 1978 / 6. årgang