Privatiser Statens Bilinspektion

Privatiser Statens Bilinspektion 

Fremskridtspartiet vil fremsætte lovforslag om, at Statens Bilinspektion bliver privatiseret, oplyser partiets finanspolitiske ordfører, Kim Behnke.

Statens Bilinspektions arbejde består i at kontrollere, at lovens krav til motorkøretøjers stand er overholdt og dette arbejde kan sagtens udføres af private serviceværksteder, eventuelt med autorisation. EF er på vej med krav om periodisk syn af alle biler – og derfor er tidspunktet for privatisering godt.

Men det er helt fantastisk, at udgifterne til Statens Bilinspektion overhovedet ikke fremgår af finanslovsforslagene. Hverken i lovforslaget eller under Justitsministeriets bemærkninger, kan man læse noget som helst om dette store område.

Et øjeblik var jeg ved at tro, at dette skyldtes, at regeringen (V og C, red.) selv vil privatisere foretagendet. Selv i Justitsministeriet er man overrasket over, at udgiften ikke står opført i Finanslovsforslaget, men et skøn fra ministeriet siger dog, at Statens Bilinspektion årligt koster 100 mio. kr.

Jeg vurderer, at en privatisering vil kunne indbringe 300 mio. kr. når synshallerne medgår i salget. Der er altså masser af penge at hente i også denne privatisering, siger Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/28/saglig-bog-om-privatisering/

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / oktober 1991 / 19. årgang 

Kristeligt Folkeparti og CD har antændt en bombe under privatiseringsforliget

Kristeligt Folkeparti og CD har antændt en bombe under privatiseringsforliget 

Som en kommentar til Kristeligt Folkepartis og Centrum-Demokraternes slingrekurs i spørgsmålet om privatiseringen af Kalø, siger Fremskridtspartiets finanspolitiske ordfører, Kim Behnke:

- Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne har ved deres aftalebrud i Kalø-privatiseringen lagt en antændt bombe under hele det privatiseringsforlig, der blev indgået med Fremskridtspartiet og Regeringen (V, C og B, red.). Dermed optræder de endnu engang som utroværdige aftalepartnere. De er faldet deres forligspartnere i ryggen i et privatiseringsspørgsmål. Begge partier har sammen med regeringen og Fremskridtspartiet gennem det seneste år seks gange sagt JA til privatiseringen af Kalø. Men pludselig hopper de to partier på socialisternes anti-privatiseringsvogn. De logrer for de partier, som modarbejder enhver form for privatisering.

Åndelig Ophav

- Vi må igen konstatere, at Centrum-Demokraterne ikke kan glemme deres åndelige socialdemokratiske baggrund, og at Kristeligt Folkeparti let får kolde fødder, når der endelig skal tages en afgørelse i et privatiserings spørgsmål. Fortsætter de ad samme vej, er det umuligt at gennemføre privatiseringsaftalerne som forudsat. Partiegoismen må tages af bordet, hvis privatiseringsprogrammet ikke skal styrte sammen.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

http://fremskridtdk.wordpress.com/2011/12/16/vanetaenkning-om-udlicitering/

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / august 1990 / 18. årgang

Privatisering

Privatisering

På ethvert politisk område skal alvorligt overvejes, om det offentlige ophører at blande sig. Eller i al fald bliver langt mere tilbageholdende end nu.

De selvvirkende kræfter skaber nemlig oftest mere trivselsfremmende resultater for alle mennesker – også for de svage.

Den personlige frihedsfanfare imødegås af dem, der sidder på behandlersamfundets flertal med, at det slet ikke kan lade sig gøre, så kompliceret som det moderne samfund er blevet.

Til den indoktrinering skal spises to humpler brød:

1. Takket være teknologien er den enkeltes velstand i dag langt større end i tidligere generationer. Derfor kan han langt bedre være sin egen lykkes smed nu om dage.
2. Samfundssammenhængene er blevet så komplicerede, at det offentlige slet ikke kan overskue den, og udviklingen foregår så rasende hurtigt, at det ofte er vældig skadeligt, hvis det levende liv skal vente, indtil folketing og ministerier overhovedet opdager, hvad der er sket.

Derfor skal staten i dag være endnu mere tilbageholdende, end da Adam Smith og de andre frihedsevangelister virkede for et kvart årtusinde siden.

Mogens Glistrup

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 5. juni 1987 / 15. årgang

Privatiseringsargument

Privatiseringsargument

Den gode offentlige chef skærer hårdt ind, når hans medarbejder til 200.000 kroner årligt kun arbejder med den halve effektivitet af, hvad han kunne presses til. Men det er unægtelig lettere at opkræve yderligere én øre mere i skat om året af gennemsnitsdanskeren.

Når Folketinget (hvis flertal p.t. hører til gruppen af offentligt ansatte og ligestillede) tillader den slags at gå i svang masser af steder, bliver bække-å-effekten et unødvendigt grusomt skattetryk.

Private virksomheder vil – som følge af konkurrencemekanismen – ikke opleve spild af tilnærmelsesvis så stort et omfang.

Mogens Glistrup  

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 20. februar 1987 / 15. årgang

Schlüters privatisering

Schlüters privatisering

Det er jo nogle gevaldige rekorder, den ”lykkebringende” firkløverregering (V, C, CD og KrF, red.) har påført vælgerfolket i sin ”regeringstid”. Specielt set på baggrund af de statsministerielle trontaleudtalelser om privatisering, statsbesparelser og lignende ”fyndord” fuldstændig blottet for indhold.

Ved en ”kraftanstrengelse” lykkedes det statsministeren (Poul Schlüter, C, red.) at påføre vælgerfolket verdensrekorden i skattetryk, så dette nu overstiger 50 % af BNP – en ny imponerende danmarksrekord i inden- og udenlandsk statsgæld samt en verdensrekordbroncemedalje i offentlige udgifter pr. indbygger på kroner 75.000!

Det sidste ”scoop” har åbenbart afficeret statsministeren så meget, så han har henvendt sig til et privat konsulentfirma, hvis opgave det var at pege på områder indenfor det offentlige, hvor der var mulighed for besparelser. Det er nærmest tragikomisk, at staten – på skatteydernes regning – henvender sig til et privat firma for at få at vide, hvor staten skal spare.

Det er nærmest til at tudbrøle over, at konsulentfirmaets konklusion var, at der ikke kan spares inden for det offentlige, – en konklusion som kostede skatteyderne 9,8 millioner kroner. Hvor længe vil vælgerne finde sig i denne mishandling? Hvornår går det op for vælgerne, at det eneste parti, der kan påpege – og har påpeget – besparelser på de offentlige budgetter er Fremskridtspartiet.

LO

http://fremskridtdk.wordpress.com/2011/11/14/15-fremskridt-for-okonomien/ 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 23. januar 1987 / 15. årgang

Udlicitering skal højne den kommunale service

Udlicitering skal højne den kommunale service 

- Finansministerens (Mogens Lykketoft, A, red.) budgetredegørelse er et glimrende bevis på, at højere skatter og øget offentlig aktivitet ikke er ensbetydende med bedre service over for borgerne. Det mål nås kun gennem udlicitering og privatisering. Det siger Fremskridtspartiets finanspolitiske ordfører, Kim Behnke, i en kommentar.

De politikere, der har benyttet enhver lejlighed til at hæve skatterne for at få bedre kommunal service har med redegørelsen fået en på hatten. Det må nu stå klart for enhver, at det er den forkerte vej at gå.

Befolkningen har krav på mere og bedre kvalitet for færre penge, og al erfaring taler for, at mange opgaver løses bedst og billigst af private. Derfor vil udlicitering også blive et af hovedtemaerne i den kommende kommunalvalgkamp, slutter Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / juni 1997 / 25. årgang

Vanetænkning om udlicitering

Vanetænkning om udlicitering

En påstand om at kun 20-25 % af de offentlige opgaver egner sig til udlicitering fortjener egentlig at blive underbygget af argumenter, ellers kan det forekomme en anelse svært at tage ordene for gode varer.

Om det er Århus-lektoren Peter Munk Christiansen selv, der ikke har argumenteret for sin sag, eller om det er Børsens journalist, der har frasorteret argumenterne, fremgår ikke af en artikel om sagen i Børsen.

Det nærmeste vi kommer et argument er, hvor Peter Munk Christiansen citeres for følgende:

Der er således ikke megen fornuft i at udlicitere undervisning i folkeskolerne samt en række komplicerede opgaver i sundhedsvæsenet.

Men det er jo for det første ikke noget argument – det er en påstand og endda en påstand, der allerede nu er gennemhullet af virkelighedens verden. Hverken privathospitaler eller privatskoler er noget ukendt begreb i Danmark.

Selve begrebet udlicitering betyder jo blot, at man laver en beskrivelse af, hvilket produkt man ønsker. Det kan være sig: Rengøring, undervisning, affaldshentning eller buskørsel og så beder man,  hvem der måtte være interesseret i at lave produktet om at komme med et tilbud. Laves udliciteringsmaterialet tilstrækkeligt godt – eller med andre ord: Er man i stand til at beskrive det produkt, man ønsker tilstrækkeligt godt – så er det fuldstændigt ligegyldigt hvem der udfører det – resultatet vil være nøjagtigt det samme.

Altså – hvis der er en kommune, der ønsker at udlicitere undervisningen i folkeskolen, så er det op til byrådet at bestemme, hvilken ydelse man ønsker samt, hvorvidt man vil acceptere ændringer i forhold til det oprindeligt ønskede produkt.

Nøjagtig som det er byrådet, der tager stilling til, hvilken undervisning kommunen selv ønsker at stille til rådighed med hvilke faciliteter.

Det er min konklusion, at stort set alt kan udliciteres.

Dansk teknologisk Institut (DTI) opgjorde i 1993 udliciteringspotentialet til ca. 80 milliarder kroner. DTI redegjorde samtidig for, at hvis der blev udliciteret for 80 milliarder kroner, så ville det aflede et eksportpotentiale på 26 milliarder kroner. En succesfuld udlicitation kræver blot, at beskrivelsen af det ønskede er tilstrækkeligt præcis samt, at man under overgangen fra den ene arbejdsgiver til den anden tager et passende hensyn til de ansatte.

Kim Behnke

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/28/det-konservative-folkebedragerparti/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / november 1996 / 24. årgang

Velfærdssamfundet!!!

Velfærdssamfundet!!!

For den almindelige dansker er de faktiske daglige forhold vel egentlig ganske gode. Aldrig tidligere i vor historie har man ved lånoptagning, belåning af konjunktur- og inflationsgevinster m.v. haft mulighed for at bo så godt, spise så dyrt, klæde sig så moderne, købe så mange nye biler, hårde hvidevarer, video- og Tv-apparater, holde så lange ferier, rejse så meget og få så meget udbetalt fra de offentlige kasser uden arbejdsindsats o.s.v. – o.s.v.

Den private lille egoisme trives i dag så godt som aldrig før. Hvis man en kort stund gider høre på de uduelige politikere eller som forleden lange aften i TV se og lytte til, hvad forskellige økonomer m.fl. mener om landets økonomiske situation, så kan man nok lige acceptere, at der muligvis bør gøres noget, men hvorfor egentlig? – Vi har det da nogenlunde! Og er det alligevel nødvendigt med indgreb og tilbageholdenhed, så skal det i hvert fald ikke være overfor os eller lige på vort område.

Det børnefjendske samfund

Ved læsning af dagens aviser m.v. afsløres dagligt nogle af de problemer vort velfærds- og lånesamfund også er belemret med. Flere og flere børn er de sidste årtier af fortravlede, udearbejdende forældre blevet overladt til pasning og opvækst i samfundets forkvaklede institutionssystemer.

Resultatet er, at flere og flere børn i disse år henvises til skole- og kliniske psykologer, kommer under psykiatrisk behandling, får støttepædagog, hjemmepædagog eller bliver anbragt under forskellige former uden for eget hjem.

Børne- og ungdomskriminaliteten er – sammen med voksenkriminaliteten – stærkt stigende, og hvis ikke flere og flere lovovertrædelser blev gjort straffrie – afkriminaliseret, så ville tallene for kriminalitetens stigning være chokerende store.

Dagligt beretter pressen om voldelige og blodige overfald på såvel børn, unge, voksne og ældre. Væbnede overfald på såvel sagesløse som banker og lignende er desværre nu også blevet en af vi danskes dagligdag.

Behandlersamfundet

Familien, der tidligere var det centrale – det samlende og faste ståsted for det enkelte menneske og det grundlæggende for hele samfundet, er gennem de sidste 25 år blevet mere og mere tilsidesat og familiens opgaver overtaget af de såkaldte behandlere. I behandlersamfundet tales der i dag ofte mere om: Min dagplejemor, min pædagog, min lærer, min vejleder, min sagsbehandler, min læge, min hjemmehjælper, min omsorgsassistent, min hjemmesygeplejerske, min bankvejleder, min revisor, min skilsmissesagfører, min o.s.v. – o.s.v., end der tales om min mor og min far eller min familie.

I stedet for hjemmets tryghed og lille overskuelige verden er der nu i mange danskes hverdag – lige fra vugge til grav – kommet en sværm af vejledere og behandlere, der alle har en eller anden form for autoritet. Det er sikkert bl.a. derfor, mange børns og unges tillid og tro på autoriteter kan være på et meget lille sted.

Jeg hører ikke til dem, der mener, at alt det gamle var godt, og alt det nye dårligt, men vil vi have genskabt et menneskeværdigt, varmt og rigt samfund, så må meget genprivatiseres og det naturlige i børneopdragelse- og pasning genindføres.

Barnets naturlige base skal igen være familien, og dermed vil grunden til en rolig og harmonisk ungdoms- og voksentilværelse være lagt.

Privatisering

Ved en udstrakt privatisering af de alt for mange opgaver, der i dag løses af det offentlige, kan vi genskabe et trygt og frit menneskeværdigt samfund.

En klar forudsætning for gennemførelse af disse privatiseringstanker er den grundlæggende skatte-, friheds- og socialpolitik som Fremskridtspartiet står for.

Med en skatte- og frihedsreform – der kan skabe gode konkurrencevilkår for danske eksportvarer -vil der over en overskuelig periode i forbindelse med en vidtgående privatisering, kunne skabes arbejdspladser i den produktive sektor til de mange offentligt ansatte, der vil blive overflødige i Fremskridtssamfundet.

Derfor er Fremskridtspolitikken så aktuel som nogensinde!

Johs. Sørensen

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/07/uffe-bertel-og-anders-socialiserede-danmark/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 29. januar 1988 / 16. årgang

Jurassic Park og velfærdsstaten

Jurassic Park og velfærdsstaten

Hvad er forskellen på Jurassic Park og velfærdsstaten? I det ene scenarie ses nogle kolossers sammenbrud. Der ses nogle fortidslevn, der for længst er uddøde, men som med kunstgreb holdes i live i et moderne samfund, hvor de ikke hører hjemme, inden de bryder sammen med store ødelæggelser for det omgivende samfund til følge. Det andet er en film instrueret af den amerikanske filmmager Steven Spielberg.

I den senere tid er der blevet rettet fokus på velfærdsstatens mangfoldige problemer og evne til fortsat at bestå. De fleste – der har deltaget i debatten om velfærdsstatens fremtid – har en klar forståelse for, at ”dinosaureren” er ved at styrte om dødeligt syg.

Det har forlydt, at for at redde den udødende dinosaur skal de offentlige udgifter skæres helt til benet, lovkomplekset skal reduceres til næsten ingenting, skatterne skal reduceres markant, de offentlige institutioner skal – med få undtagelser – privatiseres, nedlægges eller reduceres til næsten ingenting,  den statslige regulering af arbejdsmarkedet skal ophøre o.s.v.

Disse forslag lyder som ren afskrift af Fremskridtspartiets program, som det blev præsenteret for over 20 år siden. Det er rart at konstatere, at samfundsdebattørerne nu har adopteret synspunkter, som Fremskridtspartiet gennem tiderne er blevet skældt ud for.

Det afgørende spørgsmål er ikke længere, hvorvidt velfærdsstaten skal reduceres, og om det skal ske med 50 eller 60 %, det var også konklusionen på den rapport om den svenske velfærdsstats fremtid, som den forhadte Lundbeck-kommissionen udgav til mange socialdemokraters store fortrydelse. Debatten om velfærdsstatens størrelse bør starte med en afprøvning af, om velfærdsstaten kan og skal bestå. Næsten ligegyldig hvilken indfaldsvinkel der bruges, vil svaret blive, at velfærdsstaten som model er ubrugelig i det moderne samfund.

Ud fra en simpel betragtning om at få økonomien til at fungere mest effektivt og til befolkningens glæde og velfærd er velfærdsstaten ubrugelig. Statslige indgreb, regulering, skatter og manipulation med pengepolitikken virker som en bremse på evne til at skabe vækst og dermed forøge velstanden og afskaffe arbejdsløsheden. Dette er stort set anerkendt af alle moderne økonomer. De sidste års tildelinger i Nobelpriser i økonomi understreger den klare anerkendelse, frimarkedsøkonomer nyder i den akademiske verden. Det er bare en skam, at politikerne som regel er så indskrænkede, at de krampagtigt holder fast i dinosaurer, der er uddøde for mange millioner år siden

Nobelprismodtageren, den østrigske økonom og filosof, F. A. Hayek samt den østrigske økonom, Von Mises, har fremført, at en mellemting mellem fri markedsøkonomi og socialisme (ofte betegnet som den skandinaviske velfærdsstat) ikke kan bestå i længden. En kombination af fri markedsøkonomi og socialisme findes ikke. Enten er det socialisme eller fri markedsøkonomi. Premierministeren i Tjekkiet, Vaclav Klaus, har med ordene ”Den tredje vej er den hurtigste vej til den tredje verden” udtrykt dette forhold meget præcist.

Velfærdsstaten kan heller ikke bruges til at skabe lighed gennem økonomisk omfordeling. I dag giver næsten 80 pct. af befolkningen til næsten 80 pct. af befolkningen. Mange af de indkomstflytninger der er forbundet med offentlige ydelser går fra de laveste indkomstgrupper til de højeste indkomstgrupper. Bl.a. Socialforskningsinstituttet har i redegørelsen, nederst ved bordet påvist, hvordan lavindkomstgrupper via skattebetaling finansierer de bedre stilledes forbrug af f.eks. kulturgoder og lignende. Oven i den ”omvendte Robin Hood-effekt” velfærdsstaten udøver, kommer det velfærdsøkonomiske tab som opstår, hver gang pengene skifter hænder.

Moralsk set har velfærdsstaten aldrig været berettiget. Selvom skattemidlerne indgår i et kolossalt omfordelingscirkus, er det moralsk uacceptabelt, at staten som en røver stjæler op mod 70 pct. af frugten af befolkningens arbejde. At det er et politisk flertal, der står bag statens tyverier, legitimerer ikke tyveriet.

Opgøret med velfærdsstaten er derfor ikke kun et ideologisk opgør med 50 års socialdemokratisme, men også et nødråb fra de dårligst stillede, fra hvem jeg skulle hilse og sige, at velfærdsstaten ikke virker. Når København fejrer Kulturby ´96 så prøv at fortæl posedamerne på risten ved Det Kgl. Teater, at de skal være glade for velfærdsstaten. Når ventelistepatienterne enten dør eller efter måneders ventetid bliver placeret på sygehusenes gange, så oplever de velfærdsstatens bedrageri. Når fagforenings- og overenskomststyrede normeringer forhindrer ældre senile mennesker i at blive vasket eller få mad så fortæl dem, at velfærdsstatens strandhugst på deres livs arbejdsindkomst er i orden!

Nej, det må være slut.

Individets rettigheder

Personer har naturlige rettigheder, som ingen politiske myndigheder kan tage fra dem. Individer har ret til liv, frihed og retmæssigt erhvervet ejendom. Det eneste disse rettigheder kræver, for at blive respekteret af andre er, at der ikke bruges tvang imod dem. Tvang, vold og trusler om vold er moralsk set utilladeligt uanset, om det er Mafiaen eller Miljøministeriet, der fremsætter dem. Da det meste af velfærdsstatens virke decideret er baseret på tvang, er den i et moralsk perspektiv en ubrugelig størrelse.

Reduktion af staten eller revolution

Når det så entydigt er konstateret at ligegyldigt, hvilken indfaldsvinkel der bruges, vil svaret blive, at velfærdsstaten som model er ubrugelig, er det væsentligt at vurdere, hvilke metoder der kan bruges til at få lagt denne uddøde dinosaur i graven.

Al erfaring viser, at politiske metoder kun meget vanskeligt kan bruges. Bortset fra kollapsen af de tidligere kommunistiske stater i Østeuropa findes der ingen eksempler i historien på, at skatterne markant er blevet reduceret, og den offentlige sektor er blevet reduceret.

Kort sagt er det meget vanskeligt gennem almindelige politiske metoder at give befolkningen frihed. I Østeuropa tog befolkningerne initiativet i egen hånd og afsatte de politikere, der i så mange år havde domineret dem, forringet deres levestandard, fjernet deres frihed og udøvet vilkårlig tvang. Med disse hændelser in mente er det ikke urealistisk, at der en dag opstår et organiseret folkeligt modtryk til den politiske misforvaltning, der i alt for mange år har fundet sted. Vi ser allerede i dag de første tendenser, den civile ulydighed bliver større og større. Det er en stor og hurtigt voksende bevægelse, der i dag bruger sort arbejde og naturalieøkonomi til at undgå skat og andre overgreb fra politikerne. Dette vil fortsætte. Hvis politikerne og de politiske institutioner skal gå ud af kampen mod befolkningen med æren i behold, er der kun en vej at gå, og det er at afvikle sig selv og give friheden tilbage.

Kim Behnke

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/03/det-sku´-være-sa-godt/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / december 1993 / 21. årgang

Finansloven understreger behovet for et seriøst ikke-socialistisk samarbejde

Finansloven understreger behovet for et seriøst ikke-socialistisk samarbejde

- En offentlig sektor, der år efter år koster 500 milliarder kroner, er alt for stor. Det samme gælder en statsgæld, der årligt æder mere end 50 milliarder kroner i rentebetalinger. Disse urimelige byrder på danske borgere har siden 1980 medført et skattetryk på mere end 50 pct., og det er selvfølgelig også alt for stort.

- På den baggrund må det anses for meget skuffende, at en “borgerlig” regering (V og C, red.) endnu engang møder frem med et statsbudget, hvor den opererer med et underskud, et underskud der understreger, at den borgerlige regering fortsat ikke ønsker at sætte tæring efter næring, fortsat ligger under for socialdemokratiske tvangstanker om en bugnende offentlig sektor.

- Den borgerlige regering står nu ved en skillevej. Enten skal finansloven gennemføres med et socialdemokratisk sikkerhedsnet, der garanteret kommer til at koste skatteyderne endnu dyrere, eller også skal regeringen lære af sidste års finanslovsforhandlinger, hvor Fremskridtspartiet viste, at vi er indstillet på at tage et ansvar, hvis der vel at mærke også følger en rimelig indflydelse med.

Målet

Kim Behnke slutter:

- Målet for forhandlinger mellem Fremskridtspartiet og regeringen må derfor være, at finansloven for 1991 forbedrer den økonomiske udvikling i Danmark. Vi skal have overskud på statsfinanserne, således at vi kan begynde en tilbagebetaling af vor udlandsgæld. Det kan kun ske i form af en kraftig og nødvendig reducering af de offentlige udgifter, ikke ved øgede skatter. Skatter og afgifter skal derimod sættes ned, så Danmark kommer bedst muligt ind i EFs indre marked. Vi skal fortsætte arbejdet med privatiseringer, og finansloven skal give et resultat, der skaber håb og tryghed i private hjem og i et stadig mere og mere tynget erhvervsliv. Regeringen bør derfor hurtigst muligt indlede finanslovsforhandlinger med Fremskridtspartiet. Vi er igen parate til at trække i arbejdstøjet…ER REGERINGEN? Eller springer den endnu en gang over, hvor det socialdemokratiske gærde er lavest?

Kim Behnke

Pressemeddelelse

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/17/det-offentlige-nyansætter-35-hver-time-aret-rundt/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / september 1990 / 18. årgang