Arkiv
Den uskyldsrene Auken med den dårlige hukommelse
Den uskyldsrene Auken med den dårlige hukommelse
Socialdemokratiets ordfører har det svært med at erindre sig hændelser fra sin arbejdsministertid.
Socialdemokratiets tidligere arbejdsminister, Svend Auken, er uskyldsren som nyfalden sne, når det gælder dagpengeskandalen til 350-400 millioner kroner, som sløseriet i arbejdsministeriet har kostet skatteyderne. Først og fremmest til fordel for fagbevægelsens bank – Arbejdernes Landsbank. Det mener Auken i hvert fald selv.
Nu benytter han sin faste spalteplads i LO-bladet til endnu engang at bedyre sin uskyld og påstår, at hele skandalen er så vel belyst som nogen anden sag, og at Folketingets kommissionsdomstol er aldeles overflødig, men at han naturligvis stiller sig til rådighed:
Ved førstebehandlingen i Folketinget af forslaget om en kommissionsdomstol meddelte jeg, at jeg ved den endelige afstemning ville undlade at stemme. Jeg ville ikke blokere for yderligere undersøgelser af sagen. I de mange undersøgelser, der er foretaget, havde jeg medvirket fuldt ud, og det vil jeg selvsagt også gøre i den nye undersøgelse. Selv om jeg for længst har fortalt, hvad jeg kender til forløbet, stiller jeg mig naturligvis til rådighed for alle supplerende spørgsmål, og jeg tager hele ansvaret for min andel.
Masser af undskyldninger
Hvor slet det står til med hr. Aukens hukommelse belyser Ekstra Bladet i en kommentar: “Det er jo glimrende, at Svend Auken tilsiger den fornyede kulegravning af mulig støtte. Da landsdommer, Niels Larsen, var i gang, kneb det dog noget for ham at erindre alle detaljer. Lad os citere nogle karakteristiske Svend Auken-udtalelser fra den 2000 sider tykke rapport:
- “Jeg troede, at det, vi skrev var dækkende”…
- “Jeg fik ingen tilbagemelding om, at det ikke forholdt sig sådan”…
- “Spørgsmålet blev ikke lagt op til mig”…
- “Det har aldrig været nævnt”…
- “Jeg gik ud fra, som givet, at arbejdsdirektøren fik direktivet”…
- “Det var noget alle vidste”…
- “Jeg er gået ud fra som en selvfølge”…
- “Jeg har ikke set udkastet”…
- “Det er jeg ikke blevet gjort bekendt med”…
- “Det indtryk jeg fik var, at tingene var ved at blive løst”…
- “Jeg har ingen erindring om at have set det”…
- “Det husker jeg ikke”…
- “Jeg kendte ikke noget til den korrespondance”…
- “Notaterne siger mig ikke noget”…
- “Det vidste jeg ikke noget nærmere om”…
- “Jeg vidste ikke”
- - og så videre.
Klog mand, Bøv…”.
Fremskridtspartiet og
Ekstra Bladet
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 12 / 22. marts 1985 / 13. årgang
Slut med favorable skatteordninger
Slut med favorable skatteordninger
Omfattende beslutningsforslag fra Fremskridtspartiet skal sikre normal beskatning af politikere.
Fremskridtspartiet har i Folketinget fremlagt et forslag til folketingsbeslutning, der drejer sig om, at politikerne m.fl. der modtager betaling i forbindelse med Danmarks internationale aktiviteter, skal underlægges normal dansk beskatning.
Forslaget indeholder følgende fire hovedelementer:
1. Politikere, med bopæl i Danmark, som er valgt eller udpeget til varetagelse af hverv i internationale fora, skal underlægges normal dansk beskatning af den betaling, de modtager for varetagelse af hvervet.
2. Politikere, med bopæl i udlandet, som er valgt eller udpeget fra dansk side til varetagelse af danske interesser, og som modtager betaling for hvervet fra danske skatteyder-finansierede kilder skal underlægges normal dansk beskatning.
3. Personer, med bopæl i Danmark, som er ansat til varetagelse af officielle danske interesser i danske eller internationale organer, skal underkastes normal dansk beskatning.
4. Pensionsordninger, med bidrag fra dansk eller international skatteyderkilde for de under punkt 1, 2 og 3 nævnte personer skal underkastes normal dansk beskatning af pensionsordningen.
I bemærkningerne til forslaget hedder det:
Fremskridtspartiet er af den opfattelse, at det er ganske urimeligt, at en række politikere m.fl. som er ansat eller valgt til varetagelse af hverv i forbindelse med Danmarks internationale aktiviteter opnår meget mild eller slet ingen beskatning af de særdeles favorable betalinger, de modtager for deres hverv.
Fremskridtspartiet mener ikke, det er rimeligt, at den danske lønarbejder eller anden lavindkomstgruppe skal betale over 50 pct. i indkomstskat af deres løn. Derfor skal indkomstskatten afvikles fuldstændigt og helst gennem forhøjelse af den skattefri bundgrænse. Indtil skatterne bliver nedsat, må der være rimelighed i skattebyrden.
Mens regeringen (A, B og CD, red.) og ikke mindst skatteministeren (Carsten Koch, A, red.), bruger mange ressourcer på at jagte danske lønarbejdere for at pine flere skattepenge ud af deres kørselsfradrag eller forhøje afgiften på forbrug af el eller vand, så er samme regering totalt passiv, når det gælder beskatning af de politikere m.fl., som modtager enorme honorarer for de internationale hverv, de er valgt eller ansat til.
Regeringen har jagtet såkaldte frynsegoder i dansk erhvervsliv samtidig med, at man ser gennem fingrene med, at politikere f.eks. i EU-systemet skovler skattefri frynsegoder ind hver måned. Det er ikke rimeligt.
Derfor dette forslag.
Fremskridtspartiet ønsker med forslaget at få kortlagt, hvordan de 179 folketingsmedlemmer stiller sig. Det spørgsmål, som Folketinget kommer til at stemme om er:
Skal toppolitikere have markant lavere skat end danske lønmodtagere?
Hvis svaret er nej, så skal man vedtage dette pålæg til regeringen.
Bemærkninger til de enkelte punkter:
ad1) Politikere, som er valgt til eller udpeget til at varetage hverv i f.eks. EU-systemet, herunder Europaparlamentet og EU-Kommissionen, FN og alle underorganer, OSCE, Nordisk Råd, Europarådet m.v., og som bor her i landet skal betale normal skat af det vederlag eller den løn, de får for hvervet. Det gælder uanset, hvem der er den officielle “arbejdsgiver” og udbetaler lønnen. Uanset om det er danske skatteyderkilder, eller det er EU-skatteyderkilder, så skal der betales normal dansk skat.
ad2) Politikere, som er udstationeret fra Danmark til varetagelse af danske interesser i internationalt fora, men som har valgt at flytte bopæl til udlandet skal også betale normal dansk skat, såfremt de modtager deres betaling fra danske skatteyderkilder.
ad3) Da det ikke kun er politikere, som varetager hverv i internationale organer, så er det vigtigt, at reglerne også kommer til at omfatte de personer (som ikke er politikere), som er ansat eller udpeget til at varetage et dansk hverv i et internationalt organ. Det gælder f.eks. ansatte ved EU-kommissionens kontor i Danmark, ansatte ved UNICEF og andre FN underorganers kontor i Danmark, EU’s Miljøagentur og alle øvrige lignende internationale organers medarbejdere med bopæl i Danmark. Det er aldeles urimeligt, at en person, som går på arbejde i en dansk virksomhed skal betale over 50 pct. indkomstskat, mens de ansatte i nabobygningen, som tilfældigvis er EU-kommissionens kontor bliver beskattet meget mildere. De ansatte ved EU-kommissionen m.fl. har jo samme adgang til sygehushjælp, skoler, biblioteker og de andre offentlige goder, som finansieres af skatterne.
ad4) Et er den løn eller det vederlag, man får for at varetage de i forslagets omfattende hverv. Men mange af disse hverv er med tilknyttende særdeles favorable pensionsordninger. EU-parlamentsmedlemmer og EU-kommissærer modtager meget store særpensioner, der ikke beskattes på normal vis. Det er meget urimeligt, eftersom almindelige danskere brandbeskattes af deres pensionsordninger.
Økonomiske konsekvenser og omfang:
Fremskridtspartiet har gennem spørgsmål via Folketingets Skatteudvalg, til skatteministeren søgt at få afdækket omfanget af de i dette forslag omfattende personer. Selvom spørgsmålene er stillet på bilag 540 fra den 15. august 1996, så er de til dato ubesvarede. På grund af ny Folketingssamling har vi endda været nødsaget til at genstille spørgsmålene. Når skatteministeren afgiver fyldestgørende svar, vil der kunne sættes antal og økonomi bag de punkter, som dette forslag omfatter.
Folketinget har tidligere medtaget komplette lister over, hvilke fhv. ministre der modtager pension, hvor stor den er, og hvor længe de har fået den m.v. Det er altså muligt at opgøre omfanget af disse horrible ordninger, hvis viljen er til stede. Vi forventer, at der i forbindelse med udvalgsbehandlingen af dette forslag vil kunne ske yderligere afklaring af, hvor mange der er med i den “gyldne båd”, og hvor meget skatteyderne går glip af.
Fremskridtspartiet har gennem svar på spørgsmål i Folketingets Finansudvalg bilag 09-01 af 14. oktober 1996, fået dokumenteret, at når f.eks. Folketingsmedlemmer tager deres ægtefælle med på rejse til udlandet (f.eks. FN), så er denne rejse skattefri for ægtefællen! Mens ministeren slår fast, at f.eks. en privat ansat vil være skattepligtig, hvis der medtages ægtefælle på rejse betalt af firmaet.
Disse urimeligheder skal nu bringes til ophør. Derfor dette forslag.
Er det muligt at lave de nødvendige ændringer:
Det er ofte blevet fremført, at honorar, løn, frynsegoder eller pension for disse grupper ikke kan underkastes normal beskatning, eftersom de udfører helt specielle hverv og derfor er omfattet af andre regler. Dette forslag er derfor heller ikke kun et påbud om at ændre dansk lovgivning, men i lige så høj grad et påbud til regeringen om, at de øvrige regler som forvalter dette område bliver ændret. Det er muligt, at sagen skal rejses i EU’s Ministerråd. Det er muligt, sagen skal rejses i FN og andre relevante steder. Hvis det er tilfældet, må regeringen påtage sig opgaven.
Fremskridtspartiet
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 11/ november 1996 / 24. årgang
Planen, der kom frem i lyset
Planen, der kom frem i lyset
Med stor omhu forsøgte regeringen Anker Jørgensen at hemmeligholde ordlyden af “Perspektivplan 2″ før valget, – indholdet ville være for belastende for Anker Jørgensen og Co. at få frem midt i valgkampen.
Mogens Glistrup var den første, der pegede på det forkastelige i, at regeringens (Socialdemokratiet, red.) arbejdsgivere – vælgerne – blev nægtet information om planens afslørende oplysninger og uhyggelige forudsigelser. Senere sluttede også Venstres Poul Hartling op om denne kritik.
Med slet skjult dårlig samvittighed forsøgte budgetminister Knud Heinesen, to dage før valget for åben Tv-skærm, at bedyre, at “planen skam slet ikke er færdig, der foreligger kun løse udkast…”
Skal man tro herr Heinesen – men hvorfor skulle man det – har PP2s´ redaktion i de sidste to døgn før valget arbejdet uvant hurtigt og målbevidst, for allerede morgenen efter det for regeringen så katastrofale, men selvforskyldte valgnederlag, var Perspektivplan 2 fiks og færdig til offentliggørelse…
Torben Zinglersen
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/28/vi-kunne-alle-have-det-sa-godt-2/
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 1 / 8. januar 1974 / 2. årgang
Retsbevidsthed?
Retsbevidsthed?
”Eftersom det er loven, der definerer kriminaliteten, er det også nærliggende at prøve at begrænse den ved at gøre det ulovlige lovligt”. Citat fra ”Kriminalitet i velfærdssamfundet”.
Det er jo i sandhed et citat, som kan få det til at risle lovlydige borgere koldt ned ad ryggen. Talrige eksempler kan nævnes, men det mest ydmygende eksempel for de danske lovgivere må være ”det sociale eksperiment” Christiania, som nu på 16. år fortsætter sine ”lovliggjorte” ulovligheder, fordi en flok slatne beslutningstagere ikke tør være konsekvente.
Den seneste udvikling i ”det sociale eksperiment” drejer sig om 12 ulovlige værtshuse, som ikke har bevilling, og som heller ikke er momsregistreret – forståeligt nok til stor irritation for restauratørstanden, der skal overholde et hav af forskellige lovbestemmelser for at drive deres forretning. Disse 12 ulovlige ”værtshusdriverter” har – for at vise deres foragt for retssystemet – endog ikke søgt værtshusbevilling, skønt forsvarsministeren (Hans Engell, C, red.) på sine grædende knæ har tigget dem herom. Men – ak nej – for ikke at tabe ansigt kastes det ”skidne vand” videre til justitsministeren (Erik Ninn-Hansen, C, red.) og finansudvalg, så er der politisk flertal for ulovlighederne af en sådan art – ikke mindst af hensyn til den lovlydige del af den danske befolkning.
PS.
Ligegyldigt hvad der sker i samfundet af alskens elendighed, har beslutningstagerne en løgn parat til at skjule elendigheden.
J. Lorenzen
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 2 / 23. januar 1987 / 15. årgang
Røg af en brand
Røg af en brand
Det mener Zmann om Ralph tusindben og andre ben!
Danmarksmesteren i bengnaveri – Ralph Lysholt Hansen (A) – fik ved indgangen til 1978 ordentligt ørene i maskinen af den samlede dagspresse, fordi han havde det ene store ben efter det andet. Man skal love for, at han havde fået sugesnablen stukket godt ned i de offentlige pengekasser. Alt dette kunne såmænd være gået et godt stykke tid endnu, hvis ikke Lysholt Hansen var blevet fornærmet over, at han muligvis – på lige fod med andre – skulle skrive en ansøgning til direktørstillingen i Indbindingscentralen. Dette blev alligevel for meget for borgerskabet. Selv borgmesteren og borgerne i hans hjemby – Nykøbing Falster – skreg svineri.
Nogle gik endda så vidt, at de til Ekstra Bladet udtalte, at han burde smides ud af folketinget. Så gik ”jernanker” (Anker Jørgensen, red.) til telefonen og forklarede Ralph tusindben, at det var skadeligt for Socialdemokratiets omdømme i befolkningen.
Den lille, tætte og flittige mand overgav sig så. Trak sig som formand for finans- og kulturudvalget. Fra Det kongelige Teaters tilsynsråd o.s.v. Nu sidder han så derhjemme i Nykøbing ved vinduet og filosoferer over, hvorfor det gik ham så ilde. Hvorfor skulle 28 års tro tjeneste i socialismen og lighedens navn ende på denne måde?
Svaret kan han få ved at kigge i det forslag, som Fremskridtspartiet nu for fjerde gang har lagt på folketingets bord. Lige fra Fremskridtspartiets indtog på Christiansborg har det tordnet imod alle disse ben og dobbeltlønninger til folketingets medlemmer. Mod ministerventepenge, mod ministerpensioner, mod ministerdobbeltvederlag m.m. De andre havde kun en hånlig latter tilovers for Fremskridtspartiet og frydede sig over, at partiets protester over dette meningsløse pampervælde ikke vandt genklang.
Nu siger de imidlertid, at det er umoralsk, at tjenestemænd kan oppebære en tredjedel løn for ikke at bestille noget, medens de er medlem af Folketinget. Ja, de kappes nærmest over det, hvilket klart er kommet til udtryk i dagspressen og radiotinget lørdag den 14. januar.
Det bliver nu spændende at se, hvordan de øvrige partier vil sno sig for ikke at skulle støtte det forslag, som Fremskridtspartiet atter har lagt frem, og som de ved tidligere lejligheder hånede og kaldte et sammenrend mod de offentligt ansatte.
Sagen er ikke stor – set i relation til de mange øvrige kæmpeuretfærdigheder, der plager vort samfund – men den viser, at Fremskridtspartiet atter fik ret. Den viser, at det ikke er en hetz mod nogen befolkningsgruppe, når Fremskridtspartiet fremlægger sine renlivede forslag. Den viser, at statsministerens (Anker Jørgensen, red.) beskyldninger om egoisme i Fremskridtspartiet gik efter parolen, ”angreb er det bedste forsvar”. Hr. statsminister, fri os for fremover for den slags hørm fra grebningen.
Lysholt Hansens tilbagetog skal vi heller ikke beklage, og han kan heller ikke finde trøst i det gamle ordsprog: ”Det er en dårlig trøst, at de andre også har gjort det ilde”.
Zmann
http://fremskridtdk.wordpress.com/2012/02/08/hetz-mod-offentligt-ansatte/
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 1 / 23. januar 1978 / 6. årgang
Nu dages det brødre
Nu dages det brødre
Landet rundt med Antonius i Pæretræet:
Bør Fremskridts redaktør fængsles?
Heller ikke FREMSKRIDT mangler trykfejl. I nr. 2 så jeg i slutningen af satiren om brandvæsenet i Bolivia, at der var glemt et ”ikke”. Det fik mig til at tænke på bogtrykkeren i Skotland, der i 1700-tallet fik en fængselsstraf, fordi han i en bibeludgave havde glemt ”ikke” i det sjette bud.
Freud har i et berømt essay vist, hvordan det ofte er underbevidstheden, der er på spil, når man fejlhusker eller glemmer noget – fx når man sender rodekontoret en check, som man har glemt at underskrive! I nr. 3 var der en artikel om Steinckes afsløring f, at Socialdemokratiet ønsker at dirigere anklagemyndigheden. Der blev talt om borgernes dybe trang til i en retsstat at søge beskyttelse hos en uafhængig domstol. Men ved en trykfejl var retsstat blevet til restskat. Freud ville have nikket forstående: Den skulle sætte artiklen man læser om domsmyndighedernes manglende evne til at beskytte borgerne mod overgreb og tankerne er gået til den restskat han ikke aner, hvor han skal skaffe pengene til!
Konklusion: Plag borgerne mindre, og der bliver færre trykfejl i dansk presse.
Spar på skillingen!
Det gav anledning til mange store avisartikler, da nogle folketingsmænd havde tildelt sig selv en studierejse til Kenya med herlig safari, og Fremskridtspartiets repræsentanter afslog at være med – derved kom antallet af folketingsmænd ned på et antal, så engrosrabatten faldt bort. Med andre ord: Fremskridtspartiet kostede staten penge, flere tusinde kroner!
Sådan er de altså i virkeligheden de kale! Bare ude på at øse skatteborgernes penge ud til ingen verdens nytte. De hyklere!
Store beløb er så kedelige
Det er jo underligt, at jo større beløb staten smider bort, jo mindre interesse har det for pressen. Har De fx læst noget sted, at boligminister Hove (Ove Hove, A, red.) ved Vestre Landsret er blevet dømt til at betale Højbjerg Andelsboligforening 1,6 million kroner for overflødigt projekteringsarbejde, som boligministeriet havde bedt om at få sat i gang og som man siden bad om at få smidt i papirkurven?
Hvor mange murermestre kender De, der kunne holde økonomisk til at bygge tre parcelhuse til 1,6 million kroner, som de efter færdiggørelsen måtte rive ned igen? Men Hove ”der tager det fulde ansvar” skal naturligvis ikke betale en øre. Og sagen skal omtales i pressen med lige så små typer og så kortfattet som Ekstrabladets meddelelse om, at de have måttet betale skibsreder Asger Lindinger 250.000 kroner i erstatning for deres omtale i bladet. Hvis en fremskridtsmand begår en bommert, skal den derimod omtales med samme jubel og flotte opsætning som Politiken bruger, når en af deres typografer fylder 40 år.
Ad Hækkenfeldt med Hækkerupperne
Visse pamper-familier er mere lige end andre indenfor Socialdemokratiet. Hækkerupperne er dyre drenge i drift. Kan De huske ham, som fandt på at bilisterne skulle have stænklapper bag alle fire hjul (Hans Erling Hækkerup, A, red.). Det var ikke ordentligt undersøgt i forvejen, og efter alle bilister – under bødetrusler – havde brugt en hundredlap eller mere, kom der en glad tid for de bilister, der havde et horn i siden på fodgængerne – takket være stænklapperne blev de rigtigt sprøjtet til. Så fik bilisterne besked på at tage dem af igen, det kostede heldigvis ikke så meget – så hele udgiften kunne holdes nede på et tocifret millionbeløb, hvoraf renterne alene kunne have betalt kulturministeriets udgifter til kunstnere foruden hvert år at have rejst en marmorstatue af en Hækkerup eller Koch i en halv snes byer – og det i al fremtid, hvis det da ellers er sandt, at Socialdemokratiet nu vil standse inflationen.
Men i Norge, far min!
Vi må give afkald på alle disse statuer af socialdemokrater men, hvis der er retfærdighed til, vil der i mange byer på Norges vestkyst blive rejst forgyldte statuer af Per Hækkerup (A), for tænk på, hvad den mand har gjort for vort broderland!
Det er ham nordmændene kan takke for de rige oliekilder lige nord for dansk havterritorium. I forhandlingerne mellem os, tyskerne og nordmændene, havde tysker helt i overensstemmelse med international lov gjort et forbehold vedrørende sokkelområdet. Havde Hækkerup gjort det samme overfor nordmændene, ville de sydligste af de norske oliekilder være kommet ind under dansk højhedsområde.
Det er en sag om mange hundrede millioner kroner, så den egner sig kun til omtale med mindste skrift på en venstreside, men det kunne jo være ganske sjovt at høre, hvor mange millioner tons olie den generøse Hækkerup har skænket nordmændene. Så kan vi bagefter blade om til forsiden og under store overskrifter læse, at Fremskridtspartiets manglende lyst til at tage på safari har kostet flere tusinde kroner.
Med trykfejl for Socialismen
Det var hos d´Israeli, den engelske forfatter (og far til Englands Glistrup, Lord Beaconsfield), jeg læste om bogtrykkeren, der glemte ”ikke” i det sjette bud. Han nævner et andet eksempel på bevidst brug af trykfejl i en ideologisk hensigt: Enken efter en bogtrykker i Leipzig i forrige århundrede var forarget over skriftsstedet i Mosebog 3, 16 om, at kvinden skulle føde mandens børn med smerte, ”og han skal herske over dig”. Hun listede en nat ned i sætteriet, da svendene var gået, og rettede to typer i den kurfyrstelige bibel hendes firma lavede så der i stedet for at stå: Er soll dein Herr sein, kom til at stå: Er soll dein Narr sein.
Jeg fortalte historien til en socialdemokratisk præst, og han syntes aldeles ikke det var morsomt. Det gjorde derimod pastorinden og i øvrigt også min mor, min kone, mind døtre, tre tanter og Emma, min tandlæge.
Her må der da være noget at gøre for socialdemokrater, der nu nøjes med at omskrive Fremskridtspartiets forslag til noget vås. Hvorfor ikke lade Aktuelt (en ikke længere eksisterende socialdemokratisk avis, red.) trykke forslagene og ved en fejltagelse og sætte et par ”ikke” ind her og der? Det vil da virke bedre.
Mange unge socialdemokrater er jo glade for deres socialistiske meningsfæller i Øst, der fylder danske farvande med fiskerbåde og endog plomberede lastbiler med lytteapparater fra Finland til Østtyskland. Hvorfor ikke lade glæden få udtryk i sang? Når der er ideologisk seminar i Sverige, kunne de jo synge slagsangen ”Nu dages det brødre, det lysner i Øst” med en meningsfyldt modernisering: Nu dages det brødre, dom lysnar i Øst!
Antonius i Pæretræet
http://fremskridtdk.wordpress.com/2010/09/12/dyre-drenge/
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 5 / 3. april 1978 / 6. årgang
Snydedok-sagens ansvarlige skal tiltales
Snydedok-sagens ansvarlige skal tiltales
Det vil være en kæmpe skandale, hvis skibsværfter involveret i million-bedrageri slipper for tiltale, siger Fremskridtspartiets finansordfører, Kim Behnke som begrundelse for at have kaldt industriministeren (Anne Birgitte Lundholt, C, red.) og justitsministeren (Hans Engell, C, red.) i samråd.
En række skibsværfter har gennem systematiske prisaftaler muligvis snydt staten for op til 300 millioner kroner i den såkaldte ”Snydedok”-sag. Statsadvokat Michael Clans vurdering er, at man ikke kan rejse tiltale, fordi man ikke kender beløbene vidner om, hvor absurde forhold der hersker. Regeringens (V og C, red.) ministre må derfor gribe aktivt ind og sikre, at de mulige ansvarlige for 300 millioner kroner-bedrageriet bliver retsforfulgt.
Fremskridtspartiets finanspolitiske ordfører, Kim Behnke, finder desuden, at der er behov for nogle klarere retningslinjer for udbuds- og tilbudsgivning inden for skibsbygning og – reparation. Licitationsloven kan i dag kun benyttes ved bygge- og anlægsvirksomhed på faste anlæg og ikke på tilbudsgivning ved skibsbygning og – reparation. EF har således endnu ikke fået sig samlet sammen til at få EFs regelsæt om udbuddet af offentligt arbejde til at dække udbud af skibsbygning- og reparation.
Fremskridtspartiet vil derfor gennem et samråd i Folketingets Erhvervsudvalg afkræve regeringen en garanti for, at Snydedok-sagen får en acceptabel afslutning, og at der kommer et klart regelsæt på området, slutter Kim Behnke.
Kim Behnke
Pressemeddelelse
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 8 / september 1992 / 20. årgang
Dyre drenge!
Dyre drenge!
Ingen bør være i tvivl om, hvad der foregår i den blegrøde højborg. Den socialdemokratiske mindretalsregering søger på alle måder at sikre sin eksistens. Ikke ved fremragende regeringskunst til redning af landets økonomi eller til afskaffelse af arbejdsløsheden.
Man fristes til at sige tværtimod.
En konsekvent udsugning af skatteyderne hvor en ikke ubekendt hr. Kampmann (A) beviser, at man ikke behøver at være født som en ottearmet blæksprutte for at forsøge, at få alle hænder ned i alle borgernes lommer og samtidig forhindre arbejdsgivere i at skabe arbejdspladser, er blot en af de stupiditeter, det blegrøde kabinet fører sig frem med.
Samtidig er hetzen mod en borgerlig regeringsmulighed kørt op i fulde omdrejninger: ”Når vi ikke kan gøre det bedre, hvordan skulle så et borgerligt alternativ kunne gøre det?”.
Pjat og vrøvl – hvordan kan det gøres ringere?
Se bare på hvordan vor udmærkede og efter visses udsagn overintelligente udenrigsminister (K. B. Andersen, A, red.) ustandseligt blamerer Danmarks navn med sine vanvittige dispositioner og udtalelser.
Sådan noget som burde koste en hvilken som helst udenrigsminister posten aldeles omgående. Andre socialdemokratiske udenrigsministre har tidligere blameret sig, nu sidder en af dem i et andet ministerium.
Og vor blegrøde regering kan ikke tåle et stormløb mod vor nuværende udenrigsminister. Et sådant kunne få taburetterne til at vakle alvorligt under de brede ministernumser, så alle tricks bringes i anvendelse for at stabilisere underlaget.
Man afskaffer bare på en smart måde de få emner, der findes til lederskabet for oppositionen.
Glistrup bundet af en retssag og almindelige anstrengelser på at give ham et image af uvederhæftighed.
Poul Hartling (V) fik den æresbevisning, at man fra regeringens side anbefalede hans valg til højkommissær for FNs flygtningekommission. Så var han ude af billedet.
Men der sidder endnu en lille torn tilbage: Poul Schlüter (C). Sådan en er jo svær at stoppe munden på. Så det blegrøde rædselskabinet af politiske ”rotter” må nu prøve, om der ikke skulle være et svagt punkt hos Schlüter. Et forsøg på latterliggørelse kom ikke rigtigt ud til den brede befolkning. – Og konservative har frem- og medgang netop nu.
Men alle mennesker har en pris – også – og måske især gamle politikere, som er ved at køre træt af cirkus Christiansborg, det er blot spørgsmålet om, hvor høj den er, og hvor smuk den ser ud.
Den skulle jo ikke ligne en bestikkelse.
Vi forudser, at det lille ben nok skal blive fundet. Et der koster den socialdemokratiske pamper, der ellers skulle have det, en indtægt på et par hundrede tusinde kroner om året. Måske er det derfor, Kr. Albertsen (A) nu nævnes som borgmesteremne på Frederiksberg – denne pensionisternes selvbestaltede og derigennem vel aflagte skytshelgen.
Hvem ved, men lad os ikke forbavses. Sådan en mindretalsregering kan være dyr, det har vi allerede mærket. Men hvad er prisen for en udenrigsminister?
Jul.
http://fremskridtdk.wordpress.com/2010/08/05/tusindben-og-andre-flerfodede-uhyrer/
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 2 / 13. februar 1978 / 6. årgang
Tusindben og andre flerfodede uhyrer
Tusindben og andre flerfodede uhyrer
Hvor skal man begynde og ende med bengnaveri? Lange lister over implicerede er tørre som en vejviser. Både Jyllands-Posten og dagbladet B.T. har brugt sider på sådanne lister, som dog mangler mange navne og enkeltheder. Billedet forvirres også, når der medtages indtægter, som ikke er ben. Billedet af folketingsmænd der kaster ben til hinanden over hegnet er heller ikke helt korrekt. Det ville være mere rammende at sammenligne dette politiske ukrudt med den tidselart, som kan skyde underjordiske stængler, der er ti meter lange, og luger man et skud et sted, kommer der straks to nye et helt andet sted.
Hvem ville fx have troet, at Niels Mathiasen (A) ville gide tilbyde den afdankede SF-politiker Poul Dam et par fede ben? Selv Poul Dams partifæller indrømmer åbent, at han er umulig i offentlige stillinger, alligevel tilbyder Niels Mathiasen ham 90.000 kroner om året på – hold Dem fast – Kunstfondens beskedne budget! Man kan finde det rimeligt at forhenværende statsminister Hilmar Baunsgaard (B), hvis administrative evner er velkendte, får et ben i Radiorådet til 32.000 kroner om året, men hvorfor i alverden skal Poul Dam have 49.000 kroner for at indfinde sig til nogle møder i Radiorådet? Håber socialdemokraterne at Poul Dam kan levere dem nogle hundrede stemmer af kværulerende SF’er? Det bliver dyre stemmer – for skatteyderne.
Politikerne adopterer Moster Ane
Lad os sige landmand Jensen opfinder et aggregat til at fyre med halm og til trods for skattevæsenets mange forsøg på at standse dette forsøg på at nedbringe olieimporten alligevel kommer i gang og laver et lille selskab.
Advokaten siger, at der må en tredje til, og Jensen beder gamle Moster Ane træde ind i bestyrelsen. Hun får 500 kroner, og har ikke meget forstand på markedsføring. Men der er den forskel, at de penge Jensen betaler sin tante for at sidde i bestyrelsen kommer ud af hans egen lomme, men hver gang politikerne indsætter en Moster Ane i et koncessioneret selskab, en bank eller offentlig virksomhed, er det skatteyderne eller forbrugerne, der må betale.
Det hænder, at der er tale om en fagmand, der kommer på rette plads, men det er slet ikke afgørende for politikerne. Benene er et økonomisk tilskud til en partifælle. Socialdemokraterne Ole Espersen og Erling Olsen er lærde professorer, der skulle være hævet over korruption.
I den blå bog står Ole Espersen (A) opført som indehaver af tre professioner, som hver tager en mands hele arbejdskraft: Han er juridisk professor, medlem af folketinget og medlem af Europa Parlamentet. Lønnet alle tre steder! Hvordan kan en mand, der gerne vil optræde som juridisk – moralsk vejleder tage løn for tre gange 8-timers arbejde i døgnet?
Og så ser vi væk fra, at den høje løn for hvert af disse job undskyldes med, at de kræver ikke 8, men op til 16 timers arbejde i døgnet!
Erling Olsen (A) er også professor ved Roskilde Universitets Center. Han får 75.000 kroner for ikke at vise sig på Centret, mens han er i folketinget, hvor han får 140.247 kroner om året. Som om de 75.000 kroner fra statskassen ikke er nok, får han yderligere 90.000 kroner om året for at møde op til bestyrelsesmøder et par gange om året i Hovedstadsområdets Trafikselskab og drikke et par sjusser og ryge en enkelt cigar. B.T. anslår, at der gennem hans snabel i de offentlige kasser går 335.000 kroner om året.
Politikernes Tante Ane er lige så uvidende om det, de beskæftiger dem med. Som journalisten Leif Blædel der i en kritik af Fremskridtspartiets økonomiske oversigter ikke kender forskel på kredit og debitlisten i statens regnskaber. Hvad kan man i øvrigt vente af en socialdemokratisk partifunktionær, som kræver lønforhøjelse. og som til sin skræk sættes ind i Statens Jordlovsudvalg til en løn af 95.000 kroner om året?
Finansminister Heinesen (A) alene bestemmer over dette ben, og det er gået til den ellers ukendte partisekretær Karl-Johan Mortensen. Som Moster Ane eller journalist Blædel blader han i regnskabet ved det årlige møde, ser på hver side ordet ”Transport” og han vil jo gerne bidrage med noget til jordudvalgets trivsel og siger: Hør, vi bruger alt for mange penge til transport. Det er vores pligt overfor skatteyderne, at der spares!
Hvor mange Moster Ane jobs?
Det er der næppe nogen, der ved. Tilskuddene skyder op alle vegne. De mere traditionelle er de seks statsrevisor-ben, der er på 80.000 kroner hver om året, men skal sættes op og som pudsigt nok fortrinsvis gives til politikere, der ikke har økonomisk indsigt som fx Poul Møller (C) og Grünbaum (A) – formodentlig ud fra den menneskeligt smukke betragtning: Det er synd for dem. akkurat som man i Danmarks Radio ansætter speakere med talefejl.
Så er der Ligningsrådet, hvor både finansministeren (Knud Heinesen, A, red.) og tinget kan indsætte gode venner til et arbejdsfrit job til 30.000 kroner om året. I Landsskatteretten er der tolv ben til 30.000 kroner hver. som de gamle partier fordeler blandt deres medlemmer.
Selv i Overfredningsnævnet – en national opgave – undser man sig ikke for at lave ti ben á 24.000 kroner til politikere.
Der er Landsnævnet for Omnibuskørsel. som lyder tilstrækkeligt uinteressant til, at man har kunnet lade det betale 15.000 kroner om året til hver af de seks politikere.
Der er telefonselskaber, bankerne og flyselskaberne, hvor politikerne anbringer hinanden. og det er jo kendt nok, at Socialdemokratiet gør alt, hvad det kan for, at staten skal få lidt eller megen indflydelse i danske selskaber. som det mener tjener nok til, at betale den beskyttelsespræmie som anbringelse af politikerne i ben udelukkende er.
Et firma der fx beskæftiger sig med at udvikle edb-metoder for at konkurrere på det internationale marked får næppe megen teknisk bistand af et socialdemokratisk postbud, der er udset af partiet til posten, fordi han med held har lavet nogle kineser-strejker.
En udvalgt tidselbuket
R. Lysholt-Hansen (A) er med sin halve million i ben stemplet af Ekstra Bladet og andre aviser som landets største bengnaver. Han har frasagt sig dem alle undtagen jobbet som direktør for Indbindingscentralen. og han har vel krav på, at man ikke genoptager angrebene.
Et punkt som dog ikke er omtalt i pressen bør dog nævnes: Igennem mange år var Lysholt-Hansen lønnet som lærer i Nykøbing på ventepenge. Det vil sige. han hævede gennem årene over en halv million for overhovedet intet at bestille! Det morsomste er dog, at Lysholt-Hansen efter en del år som lærer uden arbejde, men med løn blev udnævnt til overlærer ligeledes uden arbejde og med overlærerløn!
Det minder om anekdoten om den amerikanske farmer, der i en periode, hvor regeringen ville standse overproduktion, tilbød ham som andre farmere 20 dollar for hver tønde land. de ikke tilsåede med hvede. Da aftalen blev fornyet det næste år, skrev farmeren ind til Washington, at han gerne ville støtte landet mere end hidtil og var villig til ikke at tilså 1.000 tønder land. Hvad der var en revyvittighed i USA blev absurd virkelighed i Danmark.
Lad os se på venstremanden Gustav Holmberg der er landmand. Udover sin folketingsgage på 163.000 kroner har han blandt andet følgende ben, hvortil han har bragt sin kunnen som landmand:
- Bestyrelsesmedlem i det internationale danske selskab Store Nordiske Telegraf-Selskab: 15.000 kroner.
- Det danske Luftfartsselskab: 6.000 kroner
- Jydsk Telefon: 25.000 kroner plus fri telefon og samtaler så han dagligt kan sludre med venner i fjerne verdensdele.
Alene penge-honoraret for Jydsk Telefon svarer til en timeløn på 1.000 kroner for bestyrelsesmøder. Desuden er han også i landsnævnet for Omnibuskørsel (15.000 kroner) og medlem af tilsynsråd for Bikuben (en ikke længere eksisterende bank, red.) sparekasser o.m.a.
Grünbaum (A), som kaldes ”ærlige Henry” af sit parti, har 140.000 kroner som MF’er. Som statsrevisor 80.000 kroner, fra Ligningsrådet: 30.000 kroner. Ministerpension for tiden (stiger hele tiden) 70.000 kroner. Samlet indtægt for ærlige Henry: 320.000 kroner.
Journalisten Knud Damgaard har 140.000 kroner som socialdemokratisk MF. Han er kommitteret for Hjemmeværnet, en hobbybeskæftigelse, der giver ham en kvart million om året – nøjagtigt 248.700 kroner, men det er også en løn, der stiger hele tiden, og den kvarte million vil blive nået i år.
Når socialisme og kristenhed vandrer tilsammen
I Danmarks Radio og i Socialdemokratiet spiller familiebånd en større rolle end dygtighed. Dorte Bennedsen (A), en bleg uvidende politikertype, blev udset til at følge sin mor, Bodil Koch, som kirkeminister. Tidligere hånede socialister de mennesker, der gjorde kristendommen til en levevej, og hvis de tjente fedt, var der ingen ende på socialdemokraternes hån, for står der ikke i skriften, at de rige ikke kan komme i himlen?
Dorte Bennedsen, der er gift med en mand med stor indtægt, nøjes da også med mindre end top-bengnaverne. Hun har 140.247 kroner i folketingsløn. Hun har fået et af de fedeste ben i Radiorådet (kr. 33.858). Hun er forkvinde for Forbrugerrådet, hvor hun bestræber sig på at gøre elektrisk strøm dyrere for forbrugerne (14.000 kroner). Hun hæver ministerpension (30.000 kroner om året ( skal stige) efter i en årrække at have fået fuld miinstergage uden at virke som minister.
Den socialdemokratiske præst Johan Nielsen, der som socialist og kristen i dobbelt forstand er de fattiges tolk, er da også spartansk indstillet. Han nøjes med 140.000 kroner som MF´er – 100.000 kroner i ventepenge fra et præsteembede. Hvorfor skal de ugudelige have al agurkesalaten?
Hans indstilling til mammon er ikke præget af religiøs fanatisme. Han tager sig betalt for at være medlem af Kreditforeningen Danmarks repræsentantskab, som således kan drage nytte af hr. pastorens sikkert indgående kendskab til de vanskelige kreditproblemer i et inflationssamfund. Det er betryggende at vide, at vor økonomiske fremtid er i så erfarne hænder og har Guds støtte.
Retsforbundet og de arbejdsfri indtægter
Ib Christensen, Retsforbundets leder, tordner jo dagligt mod hver lille husmand, der lapper på sin økonomi ved at sælge et stykke jord til sommerhusbebyggelse. Han kræver pengene skal gå i statskassen, fordi det er arbejdsfri indtægt.
Selv henter han en arbejdsfri indtægt på 38.400 kroner om året (det bliver dog heldigvis snart forhøjet) – en tredjedel af lønnen ved en statsstilling han for længe siden har forladt. Men, som han sikkert vil sige: Det er kun bøndernes og husmændenes arbejdsfri indtægter, jeg har noget imod. Jeg befinder mig fortræffeligt med min egen arbejdsfrie indtægt.
Storpampere ønsker ikke elefantordenen, men elefant-ben
Man kunne ved hjælp af en lommeregner komme op på store ben-summer, hvis man slog fx Orla Møller (A) og Winnie Russel’s (A) ben sammen.
Winnie har således i årevis fået 25.000 kroner om året som omsorgskonsulent i Gladsaxe uden at bestille noget som helst. Men da ægteparret nu har forladt de hjemmelige suppeben til fordel for et helt elephantastisk NATO-ben, lader vi det ligge.
Hvad ville de gamle anti-militariske socialdemokrater have tænkt, hvis de havde vidst hvilke skattefri elefant-ben, der er i forsvaret til de rigtige storpampere?
O, ungdom! O, skønne idealer!
Lad os kaste et sidelæns blik på den socialdemokratiske ungdom der har så mange knubbede ord at sige om Fremskridtspatiets kynisme og manglende forståelse af indkomstudjævning. Har disse unge idealister noget ben at stå på?
Mogens Camre - kendt for at udtrykke sin sympati med de undertrykte og fattige og for at håne os andre for at leve fedt og godt, mens mange ude i verden sulter – har som MF´ er 140.247 kroner.
Arbejde i Landsskatteretten: 45.600 kroner. Desuden en tredjedel løn fra Finansministeriet (arbejdsfri indtægt). Ifølge B.T. cirka 40.000 kroner om året. Havde han arbejde i Finansministeriet i stedet for Landsskatteretten, ville han have mistet den arbejdsfri indtægt. Ganske fikst af en ung idealist.
Der er den naive Helle Degn, der drømmer om et socialistisk samfund, hvor der hænger chokoladefrøer på alle byens træer til børnene.
Selv får hun 140.247 kroner som MF’er og desuden en tredjedel af sin løn som lærer for ikke at bestille noget. I løbet af nogle år vil hun, hvis det går efter socialdemokratisk recept, kunne få lønnen forhøjet væsentligt for ikke at arbejde som overlærer og sidenhen naturligvis som skoleinspektør udenfor nummer – og efter en lille menneskealders hæven løn uden arbejde ved skolevæsenet, vil hun kunne blive udnævnt til rektor uden for arbejde, men med 2/3 af den fulde gage som pension.
Der er den søde småfnisende Mette Groes (A), hvis indsats har været at foreslå, at sportskonkurrencer bør omfatte både kvinder og mænd i indbyrdes konkurrence. Folketingsløn: 163.636 kroner. Desuden en tredjedel i løn som socialrådgiver ved Aalborg Universitetscenter: Kun sølle 30.000 kroner for at holde den søde pige væk fra arbejdet!
Birthe Weiss (A): 146.564 kroner som MF’er. 25.000 kroner fra Danmarks Radio. Det kongelige Teater tilsynsråd: 12.000 kroner. Det kan jo ikke være mindre, når den unge dame flere gange om året skal bevæge sig op ad alle de gammeldags trapper til direktionslokalet. I alt har den vrisne dame knapt 200.000 kroner i årlig pristalsreguleret indtægt.
Hun har da også meddelt B.T. – grædefærdig? –, at hun har måttet sælge sin eneste aktie, som gav 400 kroner i udbytte. Måske skulle vi indføre Assistenshuset igen, så unge endnu underbetalte socialdemokratiske politikere i en snæver vending kan pantsætte deres få fattige ejendele?
Jimmy Stahr (A) er en af de smarte unge socialdemokrater. Han har kun 146.564 kroner som MF’er (stiger snart), men Danmarks Radio vil alligevel kun give ham halv løn for ikke at bestille noget: Cirka 80.000 kroner anslår B.T. Han har heldigvis andre indtægter.
Må alle det? Eller kun politikerne?
Kommunisterne har fortalt B.T., at deres MF’er får 90.000 kroner om året. Resten går i partikassen. Bernhard Baunsgaard (B) har ligeledes meddelt B.T., at han frivilligt giver afkald på den arbejdsfri indtægt, han kunne have fået som rektor på ventepenge. Det tager vi hatten af for. Desuden fortæller, at hans ben som statsrevisor på 80.000 kroner tilfalder partikassen, bortset fra 10.000 kroner, som han beholder selv.
Det er en personlig gestus, man respekterer, men for skatteyderne, som skal betale pengene uanset om de brugers privat eller til radikale og kommunistiske propagandafremstød, er det jo lige meget: De skal blot skaffe pengene ved at hugge sten eller dyrke korn.
Men denne overførsel af indtægter rejser et interessant spørgsmål: Er det muligt, at overføre en sådan indtægt fra en folketingsmand til partikassen som ikke betaler skat? Vil det sige, at partikassen får det hele beløb og staten således mindre i skat?
Vi ville gerne høre Bernhard Baunsgaards svar på dette spørgsmål.
Selvom beløbet beskattes før det havner i partikassen eller af partiet senere hen, rejser det et spørgsmål, der er af interesse for mange skatteydere: Man kunne forestille sig en skatteyder, som overfører en del af sin lønindkomst til fx en søn, der studerer og derved kommer ned i skat, mens den studerendes søns skat ville være mindre. Man kunne også forestille sig en pensionist, som under den nye lov overdrager sin eventuelle lønindkomst til sin kone for at undgå at miste folkepensionen. Ved sambeskatning kommer han til at betale det samme men beholder folkepensionen.
Spørgsmålet er altså: Er folketingsmænd mere lige end andre, eller kan almindelige mennesker benytte sig af samme ompostering af indtægter, som rigsdagsmænd fortæller, at de gør?
Det vil vi gerne høre Baunsgaards mening om!
Orbiter
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/23/afskaf-statslig-partistøtte/
Må citeres med fuld kildenangivelse:
Fremskridt nr. 5 / 3. april 1978 / 6. årgang
