Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 23 / 23. juni 1989 / 17. årgang
Beskatning er tyveri
Christopher R. Tame er tidligere leder af The Alternative Bookshop i Covent Garden i London og en af de ledende kræfter i Libertarian Alliance. Han er også sekretær for the Adam Smith Club og the Carl Menger Society. Han har skrevet et utal af artikler, bl.a. i Wertfrei, Journal of Libertarian Studies, Il Politico og The Jewish Journal of Sociology.
Hvis en røver antastede Dem på gaden og krævede Deres tegnebog eller pung, ville De ikke tøve med at kalde det – tyveri.
Hvis en gruppe røvere krævede i det mindste en tredjedel af Deres indkomst hver måned og truede med skrækkelige konsekvenser, hvis De ikke tog imod deres tilbud om “beskyttelse”, ville De ikke tøve med at kalde det – tyveri.
De bliver imidlertid berøvet hver dag. Hver måned tages i det mindste en tredjedel af Deres indkomst fra Dem med magt uden Deres samtykke. Den tages af regeringen. Og ja, selv om kun få indser det: Det er også tyveri!
For hvad adskiller egentlig regeringen fra en voldsmand? Hvorfor er det statslige “beskyttelses” fupfirma anderledes end andre gangsteres? Begge udøver – ifølge min ordbogs opfattelse af definitionen på tyveri – en bemægtigelse af individers ejendom uden Deres samtykke. Den eneste forskel er, at regeringen er mindre ærlig end dens private konkurrenter i det kriminelle fag. En tyv hævder i det mindste ikke, at han forøver sin forbrydelse til Deres eget bedste, eller at han udøver en ønskværdig social opgave i “den offentlige interesse”.
Er beskatning nødvendig?
Men er beskatning nødvendig, sådan som de fleste tror? Behøver vi at betale skat for at opnå tjenester som medicinsk behandling, veje, postudbringning, jernbaner, politibeskyttelse o.s.v.?
Forestil Dem en lokal handelsmand, som driver alle sine konkurrenter ud af byen foran et bøsseløb. Derefter bestjæler han regelmæssigt sine naboer, men leverer “til gengæld” nogle købmandsvarer (af meget lav kvalitet) og yder nogle få tjenester (meget dårligt) som at slå deres græsplæner. Hans “kunder” ville tvivle på værdien af de tjenester, han så nådigt yder, og som han samtidig forbyder alle andre at tilbyde.
Sådan er det også med regeringen. Hvorfor kan vi ikke få lov til at beholde vore penge og købe de goder og tjenester, vi ønsker, fra dem, der tilbyder at levere dem? Hvad er det, regeringen er bange for, når den føler, at den alene kan levere det utal af tjenester, den løbende monopoliserer? Konkurrence ville vise, hvilket råddenskab statstjenester er, og ødelægge myten om, at de er “almen”-goder, der kun kan skaffes gennem statsligt monopol.
Kontornusseri, ineffektivitet, overbemanding, skyhøje priser og kvalitative styrtdyk – det er karakteristisk for statstjenesterne fra posthuset og jernbanerne til politiet og domstolene.
Et frit marked kan levere alle disse tjenester, som så længe er blevet set som statens domæne. Blandt de mange fakta, De ikke er blevet belært om af det statslige uddannelsessystem, er, at der igennem historien har været utallige tilfælde af private initiativer, der leverede alt fra veje, skoler og hospitaler til valuta, politibeskyttelse og domstole.
Gentagne gange har staten imidlertid med magt knækket mange succesrige og effektive konkurrenter, som i sandhed tjente offentligheden, for at rejse og konsolidere sine egne forkludrede monopoler.
Hvad med de nødstedte?
Men hvad med dem i nød? Er beskatning ikke retfærdig for at hjælpe de fattige, de gamle, de syge og alle de andre, der ikke kan klare sig selv? Mange ville være skeptiske, hvis den tyv, der røvede Dem, hævdede, at han udøvede en moralsk handling i og med, at han behøvede pengene. Ville De føle dem moralsk forpligtet til et samarbejde med hans med magt gennemtvungne omfordeling af rigdom? Hvad er forskellen, når regeringen gør det samme i massivt omfang, når den uddeler Deres hårdt tjente penge til nogen, den hævder, er i nød?
Nej, ikke selv de, som virkelig ikke kan klare sig selv, har nogen ret til at hjælpe sig selv til deres lommer ved at gøre en dyd af deres nød. For hvordan kan De kaldes fri, hvis De ikke ejer retten til alle frugterne af Deres arbejde, til at fordele, som De vil? Hvis alle og enhver “i nød” har ret til at blive understøttet af Dem, uanset om De er enig eller ej? At hjælpe andre for Deres regning er et valg, som skal træffes af Dem alene. Og et sådant valg træffes af millioner af mennesker hver dag, uden at staten tvinger dem til det.
Ingen har ret til at pege på Dem med et gevær og kræve Deres hjælp, uanset om det er et enkeltindivid, eller det er regeringen. Der vil være meget færre folk i nød, hvis regeringen tillod os at beholde vore penge og tage vore egne forholdsregler mod sygdom og alderdom, hvis den holdt op med at devaluere vore penge og vor opsparing gennem inflation, hvis den holdt op med at folketingstingsmedlem os til at betale i dyre domme for dens tjenester og tillod os det frie valg, og hvis den ikke længere kvalte fremgang og økonomisk vækst gennem sin uophørlige indblanding og sin uddeling af privilegier i form af tilskud og beskyttelsestold.
Den såkaldte velfærdsstat er bondefangeri. Den konsoliderer fattigdom, hvor det frie marked ville fjerne den. De få, som virkelig ikke kan klare sig selv, ville blive hjulpet af de mange frivillige velgørenhedsforetagender, som udspringer af det naturlige samarbejde og den naturlige menneskekærlighed, som findes i overflod i et samfund, der bygger på produktion, ikke på røveri.
Hvem vinder?
Men selv om det er vigtigt at afvise den påtvungne altruismes moral, der er indført for at retfærdiggøre beskatning, er det lige så vigtigt at erkende, at denne moral udgør en ideologisk forklædning for visse fundamentale økonomiske og politiske interesser. Det er ikke dem, der er i nød, der opkræver skat; det er staten. Og det er staten og de magtfulde grupper, der støtter den, der vinder ved beskatning, ikke almindelige mennesker. Ens mistænksomhed burde vækkes af det faktum, at hvis det at hjælpe fattige virkelig var motivationen for beskatning, ville det give dem kontante tilskud være den mest iøjefaldende måde at hjælpe på. At tvinge enhver, rig som fattig, til at modtage et standardiseret, statsmonopoliseret produkt, er virkelig en tung proces. Et system af kontante tilskud til de fattige foretrækkes af Liberale som Milton Friedman og The Institute of Economic Affairs (London). Imidlertid viger socialister og fagforeninger for offentligt ansatte forfærdede tilbage fra dette!
Statsmonopoliseret tilvejebringelse af velfærd og sociale tjenester giver politikere og bureaukrater magt over befolkningen. I nogle tilfælde sætter det dem i stand til at udøve andre direkte begrænsninger af friheden. Enhver regerings nølen med at afnationalisere postvæsenet har ikke meget at gøre med dets enorme maskineri for brevåbning og telefonaflytning.
Statslig uddannelse i skoler og på universiteter sætter også staten i stand til at bibringe befolkningen en fælles ideologi hvilket vil være en umulig opgave, hvis private skoler, drevet af enkeltpersoner eller grupper med forskellige synspunkter, konkurrerede om kunderne. Ligeledes sikrer staten masseloyalitet over for sig selv ved at give folk det indtryk, at det er “deres” stat – èn, der sørger for sine borgere ved at tilvejebringe frie tjenester (den “sociale løn”, som nogle labourfolk ynder at kalde det), som de ellers ikke ville modtage.
Og der findes disse store eller små virksomheder, finansielle eller agrariske (landbrugs, red.) interesser, som er uafladelige modtagere af tilskud, ydelser og kontrakter fra staten. Velfærdsstattatisme er simpelthen en maske, der skjuler realiteterne bag styringsivrige regeringer – kampen for specielle privilegier og tilskud på bekostning af forbrugerne og skatteyderne.
Da de fattige generelt betaler nok i skat til t at købe deres “fire” tjenester, er de reelle vindere ved beskatning røveriske økonomiske interesser (og selvfølgelig: Parasitter ansat i statsmaskineriet – velfærdsarbejderne, statistiske akademikere, embedsmænd o.s.v.). under den politiske kamp i Californien omkring Howard Jarvis´ skattenedsættelsesforslag (Proposition 13) gik store virksomheder og finansielle interesser næsten enstemmigt imod forslaget.
Faktisk er beskatning identisk med så mange andre statslige indgreb i økonomien, angiveligt for at hjælpe de fattige – i realiteten sker der det modsatte. I stedet for at “omfordele rigdom) fastfryser beskatning rigdommen. Beskatning forhindrer således enkeltpersoner og nye virksomheder i at akkumulere rigdom og kapital, så de kan udfordre eller fordrive eksisterende virksomheder. Selv hvor en vis rigdom bliver givet til de fattige, forvrider beskatning markedet så meget, at der i det lange løb er mindre til alle.
Forretningsfolk er sjældent tilhængere af Laissezfaire. Generelt støtter (ja, sågar foreslår) de økonomiske indgreb, som traditionelt anses for at være “socialistiske”. Medens indstillingen er mindre klar m.h.t. beskatning, har vi håndfaste beviser for, at de fineste forretningsmæssige og finansielle interesser støtter indkomstskatten som et middel til at opretholde deres egen relative økonomiske position over for konkurrence.
De rige (og mest de “superrige”) er i stand til at beskytte væsentlige dele af deres rigdom gennem komplicerede fradragsregler. Almennyttige fonde og lignende. Det burde ikke være nogen overraskelse, at Rockefellerne betaler mindre i indkomstskat end den gennemsnitlige arbejder i USA, og at Vestey´erne næsten ikke betaler skat af en stor bid af deres enorme rigdom.
Hvem taber?
Den idé, at de rige beskattes for at give til de “fattige”, er en naiv vildfarelse. At flertallet skulle kunne tjene betydeligt på en ekspropriation af en lille minoritet, behøver ikke megen regning for at vise sin absurditet. Ydermere viser tal fra Central Statistical Office, at folk med lav- og middelindkomster modtager cirka lige så meget i sociale ydelser, som de betaler i statsskat, kommuneskat og tvungne sociale forsikringer. Og deri er ikke medtaget indirekte beskatning og skjult beskatning af inflation.
Flertallet af befolkningen berøves således deres penge, som så gives tilbage til dem af staten i form af “gratis” og i stigende grad tarvelige ydelser, som er meget ringere end dem, de kunne have købt på det frie marked. Tarveligheden i statslige tjenester, som National Health Service er en uundgåelig konsekvens af de politiske, økonomiske og sociale kræfter, der er indbygget i den. Når værdigheden i den betalingsmæssige forbindelse mellem sælger og køber – læge og patient – er fjernet, behandler førstnævnte sidstnævnte som en kedelig ansøger. Dette forværres af det faktum, at når betalingsforbindelsen mangler, er middelklasselægen tilbøjelig til at misforstå eller være ringeagtende over for sine “underklasse”-patienter. Middelklassepatienter behandles normalt bedre og har den nødvendige uddannelse til at udnytte systemet til deres egen fordel.
Tilvejebringelsen af “gratisydelser” skaber en ubegrænset efterspørgsel, som overbelaster systemet. Folk lider og sågar dør unødigt, efterhånden som kødannelsen til operationer bliver længere og længere. Adgangsbegrænsning gennem kødannelse afløser adgangsbegrænsning gennem markedspriser.
Hvem tjener, og hvem taber. Flertallet af almindelige arbejdende mennesker har alt at vinde ved en afskaffelse af beskatningen; de økonomiske og politiske parasitter har alt at tabe.
Beskatning er tyveri er oversat fra “Taxation is Theft”, en pjece, der er udgivet af Libertarian Alliance, London.
WWW.FRP.DK
Læs også: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/03/s-k-a-t-t-e-p-o-l-i-t-i-k/
Læs også: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/01/maneskinsarbejde/
Læs også: http://www.libertarian.co.uk/
