Flygtningekonventionen bør straks opsiges
Flygtningelobbyen hævder, at “Danmark må leve op til dets internationale forpligtelser” – altså især Flygtningekonventionen af 1951. Udlændingeordførerne fra de øvrige partier efteraber kritikløst denne “alle-ved-jo-sandhed”, når de med (skin)hellig stemmeføring nedrakker og afviser Fremskridtspartiets forslag til stramninger i udlændingepolitikken. Intet land er imidlertid folkeretligt forpligtet af aftaler, som er ødelæggende for det. FN-konventionens faktiske betydning er dybt misforstået, idet den blot giver Danmark en ret til at fordele asyl trods hjemlandets eventuelle modstand. Men nok så vigtigt er, at konventionen formentlig ligefrem er ugyldig, fordi den i Danmark tilsyneladende er vedtaget på falsk grundlag og uden Folkestyrets medvirken. Lad mig kort gennemgå baggrunden for- og betydningen af konventionen i Danmark.
I 1950 vedtog FNs generalforsamling at oprette “United Nations High Commissioner for Refugees”, FNs Højkommissær for Flygtningeanliggender (UNHCR). Gennemførelsen af en ny flygtningekonvention til afløsning af en ny flygtningekonvention af 28. oktober 1933, der kun var blevet godkendt af otte lande, skulle blive det nye Højkommissariats første afgørende opgave. Der skulle skaffes enighed om ansvaret for de resterende europæiske flygtninge efter Anden Verdenskrig.
Flygtningekonventionen af 1951 blev underskrevet den 28. juli 1951 af 12 lande, herunder Danmark, som afslutning på en FN-konference, afholdt i Geneve i dagene 2-25. juli 1951. Konventionen skulle senere ratificeres (endeligt, lovligt godkendes) af medlemslandene. Dette var i Danmark kongens (regeringens) ret, evt. efter forelæggelse for Rigsdagen, ifølge dagældende Grundlovs par, 18. I dag er det efter grundlovsrevisionen af 1953 tilsvarende Dronningen (regeringen), Folketinget og Grundlovens par, 19.
Danmark kom først med at ratificere. Det skete den 4. december 1952. Da Australien havde ratificeret som den sjette stat 22. januar 1954, kunne traktaten træde i kraft den 22. april 1954. Det blev tronfølgeren, arveprins Knud, der i Kongens fravær underskrev konventionen, medens H. C. Hansen (A) underskrev som udenrigsminister.
Konventionen blev ratificeret med forskellige forbehold af de deltagende stater. Hver artikel er i virkeligheden en traktat for sig, og når en stat har taget forbehold over for en artikel, gælder den ikke i relation til den pågældende stat. Danmark tog forbehold over for Artikel 14 (kunstnerret og industriel ejendomsret), Artikel 17 (lønnet beskæftigelse) og delvis over for Artikel 24 (arbejderlovgivning og social tryghed). Dansk lovgivning, der bl.a. sikrede danske statsborgere folkepension, invalidepension og enkepension kunne ikke uden videre udstrækkes til flygtninge, men skulle laves om først. Det samme gjaldt Ophavsretsloven. Retten til at tage lønnet arbejde i Danmark, var en ret, der ved gensidig traktat med de nordiske lande var forbeholdt statsborgere herfra. Dersom Danmark ikke havde taget disse forbehold havde følgen været, at flygtningekonventionen efter Grundloven (daværende par, 18) uden mindste tvivl skulle have været forelagt Rigsdagen til godkendelse. Med disse forbehold besluttede man, efter at have indhentet udtalelser i de berørte ministerier, at det ikke var nødvendigt at forelægge konventionen for Rigsdagen.
En interessant følge heraf er, at det i dag ikke ville have været nødvendigt at spørge Folketinget, før Danmark, det vil sige Dronning Margrethe (regeringen) alene, kunne opsige samme Flygtningekonvention med virkning et år senere. Dette står nu i Grundlovens par, 19, stk. 1. Selve konventionen indeholder en paragraf om almindelig opsigelse (altså uanset spørgsmålet om direkte ugyldighed).
En fortrolig rapport fra den danske delegation til konferencen i Geneve viser, at Danmark skulle have taget mange flere forbehold, end det endelige resultat blev. Når forbeholdene ikke blev taget havde lovændringer været nødvendige og dette havde krævet Rigsdagens medvirken. Rigsdagen blev tilsyneladende snydt. Det samme blev arveprins Knud og dermed Kongen. Disse forhold må betyde, at konventionen er indgået under falske forudsætninger, eventuelt svig. Den er i så fald ugyldig.
Danmarks forbehold blev senere tilbagekaldt lige så stille og ubemærket som konventionen i sin tid var blevet godkendt. Helt uden folkestyrets medvirken. Den oprindelige konvention gjaldt kun flygtninge fra før 1951. Nu sørgede en tillægsprotokol lige så stille for, at konventionen pludselig blev udvidet til at gælde alle flygtninge. Og nu havde flygtninge pludselig sociale rettigheder som danskerne. Disse ting skete i 1968 med Poul Hartling (V, senere Flygtningehøjkommissær) som nøgleperson. En uskyldigt udseende cirkulæreskrivelse af 21. juni 1968 fra Socialministeriet sikrede flygtninge folke-, invalide- og enkepension. Det var baseret på konventionens artikel 24, som var blevet lusket igennem. Det har sin egen historie (se “Danskeren 2/94″ = kan ses ved at besøge flg. Internetadresse:
http://www.dendanskeforening.dk/
Senere fulgte flere rettigheder. Flygtninge fik stemmeret og kunne vælges ved kommunal- og amtsvalg, når de blot havde boet i landet i 3 år. Dette byggede på konventionens artikel 7, som Danmark ikke havde ønsket. De flygtningevenlige partier sikrede sig ad denne vej mange indvandrerstemmer.
Fundamentet for Udlændingeloven står herefter i et ganske andet lys. Vigtigere er dog, at flygtningesituationen er ændret drastisk i forhold til 1951, idet flygtningestrømmen er vokset kolossalt og idet Danmarks rolle som “foregangsland” har sikret sig, at vi nu drukner i flygtninge.
Danmark burde nu ganske enkelt opsige konventionen straks, som der jo er let adgang til. Det er en enkel, oplagt og berettiget varetagelse af Danmarks interesser, der er tale om. Dette er vore lederes pligt: Dronning, ministre og politikere.
Hele flygtningeproblemet – og Udlændingeloven – bør derefter nyvurderes, idet der, som noget nyt også skal tages hensyn til danskerne. De har dog førsteret til Danmark. Og det kan ikke gå hurtigt nok. Vort tusinde år gamle fædreland er ved at smuldre. De, der på grund af deres magtposition har muligheden for at standse nedbrydningen af landet, men intet gør, begår forræderi.
Det er værre end landsforræderi.
Det er et folkeforræderi - et forræderi frem for alt mod kommende generationer af danskere.
Knud Eriksen
Cand. jur
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/02/asylbehandling-tilbage-til-grænsen-2/
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 11-12 / december 1994 / 22. årgang
Like this:
Be the first to like this post.