Ungdomsarbejdsløshed – hvorfor dog?

Ungdomsarbejdsløshed – hvorfor dog?

Selvom understøttelser kan være store, føler den ungdom, der er arbejdsløs sig sat udenfor. De føler, der er noget galt med et samfund, der ikke kan bruge sin ungdom, og det har de ret i. Det er en forfærdelig dom, Socialdemokratiet har fældet over sig selv og sin politik ved at have skabt denne ungdomsarbejdsløshed

Hvordan er det sket? Det har jo ikke været med vilje, det er ikke noget, Anker Jørgensen har stræbt imod. Han vil sprede hygge, men han er hildet i partiets forældede ide om, at staten skal dirigere alt, og enhver der vil sætte noget i gang skal kontrolleres i alle ender og kanter og have den ene arm bundet på ryggen.

Når jeg tænker på arbejdsløsheden blandt unge, mindes jeg en elskelig kunstmaler, jeg engang kendte. Han hed også Jørgensen og var en charmerende mand med stor følelse både for sin familie og for de undertrykte i samfundet. Han tjente en masse penge og brugte dem også, – han kunne gå ud og sælge et maleri for 5.000 kroner, og straks lavede han en fest, købte dyre kjoler og pels til sin kone og fandt på flotte ting til børnene. De skulle alle have det så godt. Det sårede ham lidt, da han engang overraskede børnene med et legehus til 4.000 kroner, som de ikke engang gad sove i én eneste nat. Nå, så måtte han forære det til naboerne. Børnene skulle naturligvis ikke tvinges til at bruge legehuset. Men det havde jo kun kostet et lille maleri, og han kunne sælge mange flere, og der kom nye fester og nyt indbo, skønt det gamle kun var et år gammelt, men han kunne ikke lide farverne mere. Og der kom flere af de berømte fester, hvor vin og øl flød, og Jørgensen drak sin faste skål: Skål! Vi har det vel nok godt i det lille Danmark!

Vinteren var ikke rigtig noget for Jørgensen, men så tog han til Sydfrankrig med hele familien og logerede sig ind på gode hoteller og nød solen og den franske mad, og blot på en formiddag kunne han jo male et billede, som betalte for en uges ophold.

Men pludselig kunne han ikke sælge malerier mere. Ligesom med danske møbler i Amerika – der havde været på mode i et par år -, var Jørgensens malerier ikke mere det, som kunderne i udlandet var interesseret i. Det havde jo aldrig været nødvendigt at spare op. – Vi ligger lunt i svinget her i familien, plejede Jørgensen at sige, – ikke at han så ned på andre, som tjente meget mindre og alligevel sparede op – som de tyrkiske fremmedarbejdere, han så sidde på cafeen, hvor han fik sig en whisky engang imellem. Han kunne godt finde på at give øl til dem alle sammen og trække sin overfrakke til 1.200 kroner af og give den til en forfrossen tyrk, selvom frakken endnu ikke var betalt. Jo, han var et godt menneske ham Jørgensen.

Men nu stod han der. Og børnene – der nu var store og skulle have en uddannelse – dem havde Jørgensen jo lært at penge – det skidt -, det er jo bare noget, man har, når man er en Jørgensen, som alt lykkes for! Nu var det slut! Af hele den gyldne strøm – der var gået gennem Jørgensens hænder -, var der ikke noget tilbage!

Han havde simpelthen soldet sine børns fremtid op.

Ikke underligt at børnene er bitre på Jørgensen.

Observer

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/06/16/”du-skønne-ungdom/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 22 / 19. december 1977 / 5. årgang

Skibet der gik ned…

Skibet der gik ned…

Det er underligt, men pressen har slet ikke fortalt om det – et skib gik ned i sidste uge, med nogle tusinde passagerer.

I hundredvis druknede de stakler.

Det skete på den store flod mellem to lande. På blot en halv time var skibet væk. Mange lykkedes det at svømme tilbage til bredden, men hundredvis af stakler lå i timer og skreg om hjælp. Først da mørket faldt på, blev der ro.

Nogle enkelte var heldigere end andre! De havde med sig hver især deres egen lille private redningsbåd med indbygget motor. Med et vemodigt smil om munden forlod de det synkende skib, og de druknende stakler satte kursen mod den modsatte bred – det rige land – som de alle ønskede sig hen til. Inde på stranden stod en større skare mennesker – fine fruer og en del mænd – og tog imod dem. Godt nok var de hverken våde eller forkomne, men alligevel stod disse mennesker klar med varme frottehåndklæder, og nænsomt pakkede de dem ind.

Ude fra floden lød de rædselsvækkende skrig stadig. Der var masser af mennesker at redde, men ingen gjorde noget. De “fine damer” stillede sig tættere sammen og vendte ryggen til de uhyggelige skrig. Så kunne de næsten ikke høre dem. I stedet smilede de varmt til de nyankomne på stranden, og bar dem ind til staden, hvor de hver især hurtigt fik sig en bolig, møbler, o.s.v. og tilmed så mange penge hver måned, at selv om de var blandt de øverste i det fattige land, så var de nærmest overvældede over så store beløb, de nu modtog.

Det skal i slet ikke tænke på, svarede de fine fruer. I har ærligt fortjent dem. Det kunne lige passe andet.

Forsigtigt spurgte de til deres landsmænd fra skibet, hvordan det var gået dem.

De fine fruer rystede på hovedet. “Nej, ingen fik vi reddet, de lå jo næsten en halv kilometer ude i vandet og hylede og skreg, så det var en gru. Men i brave mænd i kom jo selv frem til os; i har så ærligt fortjent, at vi passer på jer. Vi er kun et lille land, så vi kan jo ikke redde hele verden vel min ven, sluttede den fine dame, medens hun med et varmt smil og forførende øjne forsøgte at smelte sig ind i hjertet på den bronzefarvede mand.

Allerede samme aften mødtes de fine fruer og mænd. De talte meget sammen om, hvor godt det var, at de havde reddet alle de 10 stakler, der selv kom sejlende ind til stranden i deres fine redningsmotorbåde. Og de takkede sig selv og hinanden for, at de hver især var så gode. De priste hinanden for deres gode hjerter, og de takkede Gud for, at de ikke var som de andre i det rige land. Tænk hvor skammeligt dog: Nogen syntes det var forkert, at man end ikke forsøgte at hjælpe de mange, der var ved at drukne ude på floden, men kun tog sig af den lille gruppe, der havde haft råd til at medbringe egen redningsbåd. Det var næsten for meget for de fine.

Inden de gik hjem i seng, gik de forbi Rådhuset. Her hævede de deres løn for at være så hjertensgode, og de krævede en mægtig stabel af forvarmede frottehåndklæder klar til næste morgen, for de vidste jo, at næste dag ville der igen gå et skib ned og de få af dem, der flyder ovenpå vil lande i et rige land, og i deres inderlige godhed ville de igen stå klar til at modtage de stakler. De vidste ganske nøje, hvordan det hele skulle arrangeres, for det samme skete hver eneste dag. Fra tid til anden måtte regeringen godt nok finde på nye skatter, for det kostede uhyre summer med alle de forvarmede frottehåndklæder. Vi kan ikke blive ved at finde på nye skatter”, klagede regeringen. “Jamen, så må i tage pengene fra de gamle, de skal jo alligevel snart dø, hvorimod vore gæster er unge og smukke, så vi er nødt til at give dem ekstra ydelser. Og i morgen kommer der igen flere.

Til tider slog den tanke da de fine, at det faktisk var underligt, at der ikke var nogen, der stoppede al det drukneri. Men hvad kunne de selv gøre, de havde jo hænderne fulde af frottehåndklæder. Så staklerne derude måtte jo så dø eller lade være! Og de takkede igen Gud for, at de var så gode af hjertet.

De syntes ganske at have glemt, at Gud på et tidspunkt havde sendt sin søn til Jorden netop for at lære menneskene om kærlighed. Han selv var det kærligste væsen som tænkes kan, og han hjalp de store skarer og de allerfattigste. Dem der flød ovenpå havde jo rigeligt at gøre med at bjerge mere til sig selv.

Men den beretning havde de fine i landet nok aldrig hørt, for det kan da ikke være med fuldt overlæg, at de hver dag lader tusinder ynkeligt dø, medens de forgylder tilværelsen for ti, vel?

Og pressen siger intet? Jo, den beretter gladelig om de ti og laver ofte fine interviews med dem, hvori disse forklarer om, hvor slemt det var, den dag de sejlede ind til stranden, mens så forfærdeligt mange skreg og hylede.

Nej. Disse tusinder beretter pressen intet om. Pressen har nemlig ganske samme holdning som de fine damer: 

Det er os, der har den rigtigste mening.

E. Mortensgaard

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / juni 2002 / 30. årgang

Til eftertanke

Til eftertanke

Det var engang en lille høne, som gik og kradsede i jorden ved bondegården. Det fandt den nogle gran hvedekorn. Den kaldte på sine naboer og sagde: ”Hvis vi sår denne hvede, kan vi få brød at spise. Hvem hjælper mig med at så den?”.

”Ikke jeg”, sagde koen.

”Ikke jeg”, sagde anden.

”Ikke jeg”, sagde grisen.

”Ikke jeg”, sagde gåsen.

”Så gør jeg det selv”, sagde den lille høne. Det gjorde den så, og hveden voksede sig stor og modnedes til gyldent korn.

”Hvem vil hjælpe mig med at høste min hvede?”, spurgte den lille høne.

”Ikke jeg”, sagde anden. ”Ikke mit arbejde”, sagde grisen. ”Jeg ville miste min anciennitet”, sagde koen. ”Jeg ville fortabe min understøttelse”, sagde gåsen. ”Så gør jeg det selv”, sagde den lille høne.

Til sidst kom tiden, da brødet skulle bages. ”Hvem vil hjælpe mig med at bage brødet?”, spurgte den lille høne.

”Det skal jeg have overtidsbetaling for”, sagde koen. ”Jeg ville miste min socialhjælp”, sagde anden. ”Jeg er en social taber og har aldrig lært, hvorledes man gør det”, sagde grisen. ”Hvis jeg skal være den eneste hjælper, så er det diskriminering”, sagde gåsen. ”Så vil jeg gøre det selv”, sagde den lille høne.

Den bagte så fem brød og viste dem frem, så de andre kunne se dem. De ville alle gerne have noget af brødet og forlangte en andel hver. Men den lille høne sagde: ”Nej, jeg kan godt selv spise de fem brød”:

”Profit”, råbte koen. ”Kapitalistiske snylter”, skreg anden. ”Lige ret for alle”, skrålede gåsen. Grisen bare gryntede. Og så malede de plakater med parolen ”Vi kræver vor ret” og marcherede rundt om den lille høne, mens de råbte skældsord.

Da der kom en regeringsembedsmand til stede, sagde han til den lille høne: ”Du må ikke være så grådig”. ”Jamen, jeg har jo selv fremstillet brødet”, sagde den lille høne.

”Lige netop”, sagde embedsmanden, ”sådan er det vidunderlige frie initiativ. Alle på gården kan tjene lige så meget, som de vil. Men i vort moderne reguleringssamfund må de produktive arbejdere dele deres frembringelser med de dovne”.

Og de levede lykkeligt siden. Også den lille høne, som smilede og klukkede: ”Hvor er jeg dog lykkelig, hvor er jeg dog lykkelig”.

Men de andre dyr kunne ikke begribe, hvorfor den aldrig nogensinde mere bagte brød.

The Free Nation

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 18 / 21. oktober 1976 / 4. årgang

Zarens kur

Zarens kur

Bladet DANSK INDUSTRI har igen i sit februarnummer en leder, som er værdig til viderebringning.

Lederen lød som følger:

I det gamle Rusland udbrød engang en koleraepidemi. Landets læger rejste hen til de distrikter, hvor epidemien rasede. Dér, hvor epidemien havde særligt hårdt fat, kom der naturligt nok flest læger. Lægerne gjorde, hvad de kunne for at bekæmpe epidemien. Desværre var der ikke læger nok i landet, og derfor var det svært at bekæmpe epidemien.

Men så fik regeringen den idé, at den også ville gøre noget ved det syge land. Zaren sendte en minister ud for at undersøge sagen. Ministeren kom tilbage til Zaren og fortalte om sine observationer ude i landet. Jo flere læger der er i et distrikt, desto mere kolera finder man, berettede ministeren. Sagen er klar, svarede Zaren. Skal vi redde landet fra kolera, må vi slå lægerne ihjel. Det gjorde man så. Det var Zarens kur.

Flere århundrede senere fik et lille land en syg økonomi. Landets gæld voksede og voksede, fordi eksporten ikke kunne følge med importen. Landets industri gjorde, hvad den kunne for at producere varer, som blev eksporteret, eller som kunne overflødiggøre import. For at kunne producere måtte industrien købe råvarer, maskiner og energi i udlandet. Naturligt nok var værdien af industriens produktion større end den import, der var nødvendig for at producere. Industrien hjalp derfor den syge økonomi. Desværre var der ikke industri nok i landet, og derfor havde økonomien svært ved at blive rask.

Men så fik regeringen den idé, at den også ville gøre noget for at helbrede den syge økonomi. Man sendte ministre rundt i landet for at se på sagen. De kom tilbage og fortalte, hvad de havde set. Vi har lagt mærke til, at industrien køber en masse i udlandet, maskiner f.eks., og så bruger den energi, som også koster udenlandsk valuta. Sagen er klar, konkluderede regeringen. Skal vi redde landets syge økonomi, må vi slå industrien ihjel.

Regeringen satte en plan i værk.

Først lagde man ekstra skatter på de virksomheder, der ville købe maskiner og den slags. For som man sagde: ”Der importeres en grusom masse maskiner”.

Så sørgede man for at de, der havde maskiner, eller som overvejede at købe nogle trods de ekstra skatter,blev i vildrede med, om de i fremtiden kunne få strøm til deres maskiner.

Til sidst lagde man ekstra skat på strøm til maskinerne og anden energi til produktionen.

Det var regeringens kur.

Dansk Industri

2011-udgave af gældstælleren fra Dansk Industri:

 http://di.dk/Opinion/offentligefinanserogvelstand/Pages/offentligefinanserogvelstand.aspx

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 3. marts 1980 / 8. årgang