Ungdomsarbejdsløshed – hvorfor dog?

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 22 / 19. december 1977 / 5. årgang

Ungdomsarbejdsløshed – hvorfor dog?

Selvom understøttelser kan være store, føler den ungdom, der er arbejdsløs, sig sat udenfor. De føler der er noget galt med et samfund, der ikke kan bruge sin ungdom og det har de ret i. Det er en forfærdelig dom Socialdemokratiet har fældet over sig selv og sin politik ved at have skabt denne ungdomsarbejdsløshed

Hvordan er det sket? Det har jo ikke været med vilje, det er ikke noget Anker Jørgensen (A) har stræbt imod. Han vil sprede hygge, men han er hildet i partiets forældede ide om, at staten skal dirigere alt og enhver, der vil sætte noget i gang skal kontrolleres i alle ender og kanter og have den ene arm bundet på ryggen.

Når jeg tænker på arbejdsløsheden blandt unge, mindes jeg en elskelig kunstmaler jeg engang kendte. Han hed også Jørgensen og var en charmerende mand med stor følelse både for sin familie og for de undertrykte i samfundet. Han tjente en masse penge og brugte dem også – han kunne gå ud og sælge et maleri for 5.000 kr. og straks lavede han en fest, købte dyre kjoler og pels til sin kone og fandt på flotte ting til børnene. De skulle alle have det så godt. Det sårede ham lidt da han engang overraskede børnene med et legehus til 4.000 kr. som de ikke engang gad sove i én eneste nat. Nå, så måtte han forære det til naboerne. Børnene skulle naturligvis ikke tvinges til at bruge legehuset. Men det havde jo kun kostet et lille maleri og han kunne sælge mange flere og der kom nye fester og nyt indbo skønt det gamle kun var et år gammelt – men han kunne ikke lide farverne mere. Og der kom flere af de berømte fester, hvor vin og øl flød og Jørgensen drak sin faste skål: Skål! Vi har det vel nok godt i det lille Danmark!

Vinteren var ikke rigtig noget for Jørgensen, men så tog han til Sydfrankrig med hele familien og logerede sig ind på gode hoteller og nød solen og den franske mad og blot på en formiddag kunne han jo male et billede, som betalte for en uges ophold.

Men pludselig kunne han ikke sælge malerier mere. Ligesom med danske møbler i Amerika, der havde været på mode i et par år, var Jørgensens malerier ikke mere det som kunderne i udlandet var interesseret i. Det havde jo aldrig været nødvendigt at spare op. – Vi ligger lunt i svinget her i familien, plejede Jørgensen at sige – ikke at han så ned på andre, som tjente meget mindre og alligevel sparede op – som de tyrkiske fremmedarbejdere han så sidde på cafeen, hvor han fik sig en whisky engang imellem. Han kunne godt finde på at give øl til dem alle sammen og trække sin overfrakke til 1.200 kr. af og give den til en forfrossen tyrk selvom frakken endnu ikke var betalt. Jo, han var et godt menneske, Jørgensen.

Men nu stod han der. Og børnene, der nu var store og skulle have en uddannelse, dem havde Jørgensen jo lært, at penge, det skidt, det er jo bare noget man har, når man er en Jørgensen som alt lykkes for! Nu var det slut! Af hele den gyldne strøm, der var gået gennem Jørgensens hænder var der ikke noget tilbage!

Han havde simpelthen soldet sine børns fremtid op.

Ikke underligt at børnene er bitre på Jørgensen.

Observer

www.frp.dk

Læs også: Befolkningen straffes p.g.a. det offentlige overforbrug:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/27/befolkningen-straffes-pa-grund-af-det-offentlige-overforbrug/

Læs også: Arbejdsløshedsillusionen:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/17/arbejdsl%c3%b8shedsillusionen/

Læs også: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/13/renteudgiften-til-udlandet-nu-100-mill-om-dagen/

Skibet der gik ned…

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 2 / Juni 2002 / 30. årgang

 

Skibet der gik ned…

 

Det er underligt, men pressen har slet ikke fortalt om det – et skib gik ned i sidste uge, med nogle tusinde passagerer. I hundredvis druknede, de stakler.

 

Det skete på den store flod mellem to lande. På blot en halv time var skibet væk. Mange lykkedes det at svømme tilbage til bredden, men hundredvis at stakler lå i timer og skreg om hjælp. Først da mørket faldt på, blev der ro.

 

Nogle enkelte var heldigere end andre! De havde med sig, hver især, deres egen lille private redningsbåd, med indbygget motor. Med et vemodigt smil om munden forlod de det synkende skib og de druknende stakler, satte kursen mod den modsatte bred, det rige land, som de alle ønskede sig hen til. Inde på stranden stod en større skare mennesker – fine fruer og en del mænd – og tog imod dem. Godt nok var de hverken våde eller forkomne, men alligevel stod disse mennesker klar med varme frottehåndklæder og nænsomt pakkede de dem ind.

 

Ude fra floden lød de rædselsvækkende skrig stadig. Der var masser af mennesker at redde, men ingen gjorde noget. De “fine damer” stillede sig tættere sammen og vendte ryggen til de uhyggelige skrig. Så kunne de næsten ikke høre dem. I stedet smilede de varmt til de nyankomne på stranden, og bar dem ind til staden, hvor de hver især hurtigt fik sig en bolig, møbler, o.s.v. og tilmed så mange penge hver måned, at selv om de var blandt de øverste i det fattige land, så var de nærmest overvældede over så store beløb, de nu modtog.

 

“Det skal i slet ikke tænke på”, svarede de fine fruer. “I har ærligt fortjent dem. Det kunne lige passe andet”.

 

Forsigtigt spurgte de til deres landsmænd fra skibet, hvordan det var gået dem.

 

De fine fruer rystede på hovedet. “Nej, ingen fik vi reddet, de lå jo næsten en halv kilometer ude i vandet og hylede og skreg, så det var en gru. Men i brave mænd, i kom jo selv frem til os; i har så ærligt fortjent, at vi passer på jer. Vi er kun et lille land, så vi kan jo ikke redde hele verden, vel min ven? – sluttede den fine dame, medens hun med et varmt smil og forførende øjne forsøgte at smelte sig ind i hjertet på den bronzefarvede mand.

 

Allerede samme aften mødtes de fine fruer og mænd. De talte meget sammen om, hvor godt det var, at de havde reddet alle de 10 stakler, der selv kom sejlende ind til stranden i deres fine redningsmotorbåde. Og de takkede sig selv og hinanden for, at de hver især var så gode. De priste hinanden for deres gode hjerter, og de takkede Gud for, at de ikke var som de andre i det rige land. Tænk, hvor skammeligt dog: Nogen syntes det var forkert, at man end ikke forsøgte at hjælpe de mange, der ved at drukne ude på floden, men kun tog sig af den lille gruppe, der havde haft råd til at medbringe egen redningsbåd. Det var næsten for meget for de fine.

 

Inden de gik hjem i seng, gik de forbi Rådhuset. Her hævede de deres løn for at være så hjertensgode, og de krævede en mægtig stabel af forvarmede frottehåndklæder klar til næste morgen, for de vidste jo, at næste dag ville der igen gå et skib ned, og de få af dem, der flyder ovenpå, vil lande i et rige land, og i deres inderlige godhed ville de igen stå klar til at modtage de stakler. De vidste ganske nøje, hvordan det hele skulle arrangeres, for det samme skete hver eneste dag. Fra tid til anden måtte regeringen godt nok finde på nye skatter, for det kostede uhyre summer med alle de forvarmede frottehåndklæder. “Vi kan ikke blive ved at finde på nye skatter” klagede regeringen. “Jamen, så må i tage pengene fra de gamle, de skal jo alligevel snart dø, hvorimod vore gæster er unge og smukke, så vi er nødt til at give dem ekstra ydelser. Og i morgen kommer der igen flere”.

 

Til tider slog den tanke da de fine, at det faktisk var underligt, at der ikke var nogen, der stoppede al det drukneri. Men hvad kunne de selv gøre – de havde jo hænderne fulde af frottehåndklæder. Så staklerne derude måtte jo så dø eller lade være! Og de takkede igen Gud for, at de var så gode af hjertet.

 

De syntes ganske at have glemt, at Gud på et tidspunkt havde sendt sin søn til Jorden, netop for at lære menneskene om kærlighed. Han selv var det kærligste væsen, som tænkes kan, og han hjalp de store skarer, de allerfattigste. Dem, der flød ovenpå, havde jo rigeligt at gøre med at bjerge mere til sig selv.

 

Men den beretning havde de fine i landet nok aldrig hørt, for det kan da ikke være med fuldt overlæg, at de hver dag lader tusinder ynkeligt dø, medens de forgylder tilværelsen for ti, vel?

 

Og pressen siger intet? Jo, den beretter gladelig om de ti, laver ofte fine interviews med dem, hvori disse forklarer om, hvor slemt det var, den dag de sejlede ind til stranden, mens så forfærdeligt mange skreg og hylede.

 

Nej. Disse tusinder beretter pressen intet om. Pressen har nemlig ganske samme holdning som de fine damer: “Det er os, der har den rigtigste mening”.

 

Svend-Erik Mortensgaard

WWW.FRP.DK

 

Læs også: Schlüter løj for åben TV-skærm: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/28/schluter-l%c3%b8j-for-aben-tv-sk%c3%a6rm-2/

 

Læs også: Nyrup lyver: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/17/nyrup-lyver/

 

Læs også: Mig er politisk flygtning: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/15/mig-er-politisk-flygtning/

Til eftertanke

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 18 / 21. oktober 1976 / 4. årgang

 

 

Det var engang en lille høne, som gik og kradsede i jorden ved bondegården. Det fandt den nogle gran hvedekorn. Den kaldte på sine naboer og sagde: ”Hvis vi sår denne hvede, kan vi få brød at spise. Hvem hjælper mig med at så den?”.

 

”Ikke jeg”, sagde koen.

”Ikke jeg”, sagde anden.

”Ikke jeg”, sagde grisen.

”Ikke jeg”, sagde gåsen.

 

”Så gør jeg det selv”, sagde den lille høne. Det gjorde den så, og hveden voksede sig stor og modnedes til gyldent korn.

”Hvem vil hjælpe mig med at høste min hvede?”, spurgte den lille høne.

 

”Ikke jeg”, sagde anden. ”Ikke mit arbejde”, sagde grisen. ”Jeg ville miste min anciennitet”, sagde koen. ”Jeg ville fortabe min understøttelse”, sagde gåsen. ”Så gør jeg det selv”, sagde den lille høne.

 

Til sidst kom tiden, da brødet skulle bages. ”Hvem vil hjælpe mig med at bage brødet?”, spurgte den lille høne.

”Det skal jeg have overtidsbetaling for”, sagde koen. ”Jeg ville miste min socialhjælp”, sagde anden. ”Jeg er en social taber og har aldrig lært, hvorledes man gør det”, sagde grisen. ”Hvis jeg skal være den eneste hjælper, så er det diskriminering”, sagde gåsen. ”Så vil jeg gøre det selv”, sagde den lille høne.

 

Den bagte så fem brød og viste dem frem, så de andre kunne se dem. De ville alle gerne have noget af brødet og forlangte en andel hver. Men den lille høne sagde: ”Nej, jeg kan godt selv spise de fem brød”:

 

”Profit”, råbte koen. ”Kapitalistiske snylter”, skreg anden. ”Lige ret for alle”, skrålede gåsen. Grisen bare gryntede. Og så malede de plakater med parolen ”Vi kræver vor ret” og marcherede rundt om den lille høne, mens de råbte skældsord.

 

Da der kom en regeringsembedsmand til stede, sagde han til den lille høne: ”Du må ikke være så grådig”. ”Jamen jeg har jo selv fremstillet brødet”, sagde den lille høne.

 

”Lige netop”, sagde embedsmanden, ”sådan er det vidunderlige frie initiativ. Alle på gården kan tjene lige så meget som de vil. Men i vort moderne reguleringssamfund må de produktive arbejdere dele deres frembringelser med de dovne”.

 

Og de levede lykkeligt siden, også den lille høne, som smilede og klukkede: ”Hvor er jeg dog lykkelig, hvor er jeg dog lykkelig”.

 

Men de andre dyr kunne ikke begribe, hvorfor den aldrig nogensinde mere bagte brød.

 

The Free Nation

www.frp.dk

 

 

Læs også: Velfærdsstaten er en af historiens største politiske fiaskoer:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/02/velf%c3%a6rdsstaten-er-en-af-historiens-st%c3%b8rste-politiske-fiaskoer/

Læs også: Beskatninh er tyveri:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/07/beskatning-er-tyveri/

Læs også: Det betaler sig ikke længere at bestille noget:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/18/det-betaler-sig-ikke-l%c3%a6ngere-at-bestille-noget/

Den rene farce

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 25 / 19. august 1988 / 16. årgang

Den rene farce

Det yndige land. Dansk flygtningepolitik, eller måske mangel på flygtningepolitik, kan ikke mindst for unge mennesker give anledning til spekulationer, der kunne udmøntes i noget, der ligner en farce, hvis hovedpersoner er en lille dansk familie, mand og kone, samt en flygtningefamilie bestående af mand, kone og to børn

Første akt:

År 1985: Hans og Grete det danske par, ønsker at flytte sammen. Grete er nyudlært. Hans er stadig i lære. De har ikke mange penge, men ved at få brugte ting og sager fra familie og venner samt ved at bruge de surt tjente penge får de et hjem. De har det godt, lever sparsommeligt, og hvis de vil have lidt ekstra, må de jo arbejde noget mere, for det er man jo opdraget til i Danmark.

År 1987: Værtinden dør desværre, og huset bliver solgt til en pakistaner. Underetagen bliver så udlejet til Dansk Flygtningehjælp, som indsætter familien A (flygtninge) i lejligheden med det dertil passende indbo. Det er vist unødvendigt at sige, at det er nye ting, som familien får.

Anden akt:

En hverdagsaften, klokken nærmer sig 24. Hans og Grete er gået i seng, for de skal jo tidligt op. Hans kan ikke sove (det skyldes måske at familien A har fået gæster kl. 22:30, og børnene støjer jo meget, men familie A skal jo heller ikke op til noget næste dag).

Hans ligger og spekulerer over livet, og der er en del, han ikke forstår, men det skyldes måske, at han er lidt dum. Han kan ikke forstå følgende: Da han læste, fik han S.U. på 1.825 kr. om måneden. For at få det hele til at løbe rundt, var Grete nødt til at have et ekstra job i weekenden. De skulle jo have mad samt tøj på kroppen, og olie regningerne skulle også betales. (De fik tanket 1.000 liter hver femte uge. Det skyldes måske, at familie A, plejede at have 30-35 grader i lejligheden) derfor undrede han sig over, at familie A aldrig skruede ned for radiatorerne, men åbnede vinduerne i stedet, når det blev for varmt i lejligheden.

Hans og Grete havde den fordel, at de altid kunne finde hjem de mørke vinternætter, for de gik bare efter det hus, som var fuldt oplyst forneden, også om natten. Dette var jo praktisk, men måske lidt dyrt, men hvem tænker på elregningen? Familie A havde skam også en fordel. De havde nemlig en sponsor (Dansk Flygtningehjælp).

Hans kom vidt i tankerne. Han havde hørt disse kære politikere snakke om den skæve handelsbalance i forhold til udlandet. Derfor undrede det ham, at familie A havde et farve-tv med fjernbetjening, stereo samt tekst-tv og en dertil hørende videomaskine også med fjernbetjening af et tysk fabrikat(Grundig), når Bang og Olufsen er dansk, men de venlige sponsorer kan vel ikke tænke på alt.

Hans havde også hørt noget om, at man skulle støtte de lokale butikker. Derfor var han forbavset over, at kvinden fra familie A klagede over, at det tog så lang tid, inden familien fik deres pas igen, så de kunne komme til Tyskland efter billige varer i deres bil, for selvfølgelig har familien en bil. Det har alle da i Danmark, ikke?

Han kom til at tænke på de ældre og syge. Han havde læst og hørt, at der skal spares i den sociale sektor i Danmark. Man nedlægger f.eks. Gram Sygehus og sparer på dagplejen mange steder.

Tredje akt:

Hans mente, at hjemmehjælpen i de forskellige kommuner var til for de ældre og syge, når disse ikke kunne klare sig selv. Derfor var hans forundring stor, da han opdagede, at nu havde familie A sandelig også fået hjemmehjælp. Men selvfølgelig kunne han godt se, at familien ikke kunne overkomme det hele, når manden skulle i skole fra 12:00 til 16:00, for han skulle jo også have udsovet, når de nu havde gæster det halve af natten. Kvinden kunne jo ikke klare husholdningen, for hun var jo gravid, og så havde hun skam også været i haven om aftenen for at slå nogle planter ned med en hakke. Hun hængte jo også selv dynerne ud, når hjemmehjælperen var gået. Så hvis familie A ikke kan få bevilget en hjemmehjælper en gang om ugen, hvem kan så?

Den nat drømte Hans, at han i sit næste liv også ville være flygtning i Danmark. Tænk at sætte sig ind i en flyvemaskine og så bare sige asyl, asyl i tolden, så kunne man få bolig, tøj og bil uden at lave en disse. Dette måtte da være livet. Det er jo bedre end at vinde i tips.

Hans kunne skam godt forstå, at så mange benyttede sig af tilbuddet fra disse flinke mennesker i Danmark.

Grete drømte om at være huskat, som bare kunne ligge og dase og få maden serveret samt at have venlige mennesker til at skifte gruset i tissekassen. Hans og Grete lignede hinanden meget, og ofte drømte de om næsten det samme.

Slutspil:

Stykket afsluttes med, at familie A og B i fællesskab synger: “Der er et yndigt land”. Så kan man jo selv om, for hvilken af familierne det er tilfældet.

J. Sarup

www.frp.dk

Læs også: Underlig flygtningepolitik: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/14/underlig-flygtningepolitik/

Læs også: Det sku´ være så godt: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/03/det-sku%c2%b4-v%c3%a6re-sa-godt/

Læs også: Forskel på fisk i Danmark: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/07/forskel-pa-fisk-i-danmark/

Zarens kur

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 4 / 3. marts 1980 / 8. årgang

 

 

Bladet DANSK INDUSTRI har igen i sit februarnummer en leder, som er værdig til viderebringning.

Lederen lød som følger:

 

I det gamle Rusland udbrød engang en koleraepidemi. Landets læger rejste hen til de distrikter, hvor epidemien rasede. Dér, hvor epidemien havde særligt hårdt fat, kom der naturligt nok flest læger. Lægerne gjorde, hvad de kunne for at bekæmpe epidemien. Desværre var der ikke læger nok i landet, og derfor var det svært at bekæmpe epidemien.

 

Men så fik regeringen den idé, at den også ville gøre noget ved det syge land. Zaren sendte en minister ud for at undersøge sagen. Ministeren kom tilbage til Zaren og fortalte om sine observationer ude i landet. Jo flere læger der er i et distrikt, desto mere kolera finder man, berettede ministeren. Sagen er klar, svarede Zaren. Skal vi redde landet fra kolera, må vi slå lægerne ihjel. Det gjorde man så. Det var Zarens kur.

 

Flere århundrede senere fik et lille land en syg økonomi. Landets gæld voksede og voksede, fordi eksporten ikke kunne følge med importen. Landets industri gjorde, hvad den kunne for at producere varer, som blev eksporteret, eller som kunne overflødiggøre import. For at kunne producere måtte industrien købe råvarer, maskiner og energi i udlandet. Naturligt nok var værdien af industriens produktion større end den import, der var nødvendig for at producere. Industrien hjalp derfor den syge økonomi. Desværre var der ikke industri nok i landet, og derfor havde økonomien svært ved at blive rask.

 

Men så fik regeringen den idé, at den også ville gøre noget for at helbrede den syge økonomi. Man sendte ministre rundt i landet for at se på sagen. De kom tilbage og fortalte, hvad de havde set. Vi har lagt mærke til, at industrien køber en masse i udlandet, maskiner f.eks. og så bruger den energi, som også koster udenlandsk valuta. Sagen er klar, konkluderede regeringen. Skal vi redde landets syge økonomi, må vi slå industrien ihjel. Regeringen satte en plan i værk.

 

Først lagde man ekstra skatter på de virksomheder, der ville købe maskiner og den slags. For som man sagde: ”Der importeres en grusom masse maskiner”.

 

Så sørgede man for, at de, der havde maskiner, eller som overvejede at købe nogle trods de ekstra skatter, blev i vildrede med, om de i fremtiden kunne få strøm til deres maskiner.

 

Til sidst lagde man ekstra skat på strøm til maskinerne og anden energi til produktionen.

 

Det var regeringens kur.

 

Dansk Industri

www.frp.dk  

 

 

Læs også: E r h v e r v s z o n e r:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/22/e-r-h-v-e-r-v-s-z-o-n-e-r/

Læs også: Hver familie skal betale 150.000 kroner for at dække Schlüter´s  1985-underskud:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/07/hver-familie-skal-betale-150000-kr/

Læs også: En skattereform skal give flere penge i statskassen:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/26/en-skattereform-skal-give-flere-penge-i-statskassen/