Arkiv
Objektivitet?
Objektivitet?
En opinionsundersøgelse foretaget af Observa blev i flere radioaviser den 15. maj frydefuldt omtalt derhen, at nu kunne ”firkløveret” (V, C, CD og KrF, red.) og de radikale fortsætte uden hensyn til Fremskridtspartiet, men der var ingen grund til den megen jubel, for man havde glemt at tage kuglerammen til hjælp ved sammentælling af procenterne. Det er forståeligt, at det passede den socialistiske Danmarks Radio helt fint, idet et stærkt Fremskridtsparti uden skånsel vil forsøge at beskære deres mange privilegier og besynderlige tillæg.
Men det er ikke blot DR, som med god grund er skræmt for Fremskridtspartiet. De radikales leder Niels Helveg Petersen ønsker ikke at støtte en borgerlig regering, hvis også Fremskridtspartiet skal have indflydelse, og ifølge Jyllands-Posten den 15. maj fantaserer den gode Helveg om selv at danne regering, men det er vel dog en betingelse, at han selv bliver genvalgt, og jeg tror ikke, at vælgerne igen vil svigte Fremskridtspartiet til fordel for de radikale.
Under interviewet undslog hr. Helveg sig ikke for at tilsværte Fremskridtspartiet med den sædvanlige politikerløgn om, at Fremskridtspartiet allierede sig med venstrefløjen og nedstemte Schlüters finanslovsforslag i december 1983, selv om sandheden er, at de to parter nedstemte forslaget ud fra diametralt modsatte synspunkter om mere contra mindre solderi i den offentlige sektor.
Hr. Helveg skulle ellers være varsom med postulater om at alliere sig med socialisterne, idet de radikale alene i denne valgperiode har allieret sig med venstrefløjen og bragt regeringen i mindretal i over tyve tilfælde af forskellig art.
En partileder der omgår sandheden så lemfældigt har mistet sin troværdighed, og gennem årerne har de radikale i øvrigt vist, at de ikke alene kan være støtteparti for en borgerlig regering, hvis den skal være handlekraftig. Vi mindes med ubehag den radikalledede VKR-regering (1968-71, red.).
Sigurd Høy
http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/24/nu-gar-varen-gennem-danmark/
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 21 / 12. juni 1987 / 15. årgang
Gammelpolitikernes ømme punkt, Middelfart
Gammelpolitikernes ømme punkt: Middelfart
Ny Middelfart-tale afslører Hilmar Baunsgaard som værende langt fra noget sandhedsvidne.
Hvad er der galt i det fynske? Er det luftforureningen fra Fredericia eller stanken fra Lillebælts mudrede vande, der har en uheldig virkning. Eller er det simpelthen irritation over, at pigerne der på stedet siger: “Natten er vor egen”? Måske et studium værd for de skatteyderfinancierede logerende på motellet i Roskilde.
Jo, for selv ævler vi (Fremskridtspartiets-17-mands-udvalgs-amtsrepræsentanters-organisations-undersøgelses-gruppe) i Odense. I timer og dage. Og så snart én af gammelpolitikerne lander i Middelfart slår det helt klik, og der fremkommer de mærkværdigste udtalelser.
Der må være noget med det fynske?
Vi erindrer alle med taknemlighed og et par grader mindre i stuerne, Jern-Ankers (Statsminister Anker Jørgensen, A, red.) “vise statsmandsord”. De bevirkede godt nok, at der blev lukket af for olietilførelserne, men de skaffede os samtidig en ny regering (og af to onder foretrækker man trods alt hellere pastor Hartling, V). Så tak for dem.
Ny dummepeter
Men nu er den gal igen. Denne gang med Hilmar Baunsgaard (B) i rollen som dummepeter.
I følge avisreferater har radikalernes storebror haft samlet den lokale menighed og forkyndt, at Fremskridtspartiet “under ingen omstændigheder vil tage medansvar for den økonomiske afdæmpning”.
Sandheden er, at Fremskridtspartiet i højere grad end noget af de andre partier i Folketinget har fremsat planer om offentlige besparelser. Alle ved, at hver enkelt krone i offentlige besparelser giver større økonomisk afdæmpning end én krone placeret noget som helst andetsteds.
Fremskridtspartiet har intet imod at være med i et tre-statsminister-forlig, der jo i så fald vil dække 117 mandater i Folketinget, men skal det ske, må Fremskridtspartiets tanker naturligvis også indgå i forliget med samme 24 % s´ vægt, som partiet vil indgå med, hvis spillet på Christiansborg ender med, at det bliver de 117, der kommer ud.
Mogens Glistrup og
Torben Zinglersen
http://fremskridtdk.wordpress.com/2011/11/14/15-fremskridt-for-okonomien/
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 4 / 19. februar 1974 / 2. årgang
Skatter og afgifter, der er indført eller forhøjet under Nyrup
Nyhedsbrev nr. 1
18. marts 1999
Nyhedsbrev over 73 skatter og afgifter, der er indført eller forhøjet under Nyrup
Nye skatter og afgifter:
Arbejdsmarkedsbidrag for arbejdsgivere (1993)
Goodwillbeskatningen genindført (1993)
Afviklingen af ulandslempelse (1993)
Indgreb mod anpartsprojekter m.m. (1993)
Spildevandsafgift (1993)
Bruttoskatten (1993)
Afgift på bæreposer (1993)
Vandafgift (1993)
CO2-afgifter (1995)
Afgifter på bilbatterier (1996)
Afgift på slam (1997)
Nye bilafgifter (1997)
Passagerafgift på indenrigsfly (1997)
Sygeskat (1997)
Obligatorisk aconto-selskabsskat (1997)
Afskaffelser af erhvervslivets bestikkelsesfradrag (1997)
Pinsepakken: Den midlertidige ATP-opsparing blev permanent
Pinsepakken: Ejendomsværdiskat
Pinsepakken: Aktieskat på pensionsopsparing
Pinsepakken: Regler om tynd kapitalisering
Pinsepakken: Regler om armslængdeprincippet
Stramninger af eksisterende skatter
Skærpet beskatning af ejendomsavancer (1993)
Forhøjelse af CO2-afgifter på el og kul (1993)
Forhøjelse af diesel- og benzinafgifter (1993)
Forhøjelse af registreringsafgift på varebiler (1993)
Aftrapning af fradrag for varelagernedskrivning og investeringsfond (1993)
Forhøjelse af affaldsafgift (1993)
Reduktion af befordringsfradrag (1993)
Skærpet beskatning på biler og personalegoder (1993)
Udhuling af fradrag generelt (1993)
Skærpet beskatning på investeringsbeviser (1993)
Skærpet beskatning af aktieavancer (1993)
Diverse stramninger af bruttoskatten
Forøgede ATP-bidrag (1993, 1996 og 1997)
Fremrykning af bankernes afregning af pensionsskatter (1996)
Forhøjelse af diverse energi- og CO2-afgifter (1996)
Forhøjede tobaksafgifter (1996)
Forhøjede bilafgifter (vægtafgift og ansvarsforsikring) (1996)
Nye afgiftsforhøjelser på naturgas og bygas (1996 og 1997)
Nye forhøjelser af benzinafgifter (1997)
Forhøjelser af afgifter på øl og vin (1997)
Grøn afgiftspakke: Bl.a. forhøjet stempelafgift (1997)
Forhøjelse af afgift på affald (1997)
Forhøjelse af lønsumsafgift (1997)
Fremrykning af skat på feriepenge (1997)
Fremrykning af betaling af lønsumsafgift (1997)
Fremrykning af momsbetaling for landbrug og fiskeri (1997)
Fremrykning af kommunernes skattebetaling (1997)
Fremrykning af betaling af elafgifter (1997)
Fremrykning af skattebetaling vedr. kursgevinster i realkreditinst. m.v. (1997)
Finanslov ´98: Forhøjede afgifter på pesticider og kvælstof
Finanslov ´98: Forhøjede afgifter på forbrugsgoder, bl.a. tobak, kaffe, is og chokolade
Forhøjelse af afgifter på emballage til fødevarer m.v.
Pinsepakken: Arbejdsmarkedsbidraget faldt ikke som tidligere forudset
Pinsepakken: Rentefradraget reduceres
Pinsepakken: Ligningsmæssigefradrag reduceres
Pinsepakken: Benzinafgiften forhøjes
Pinsepakken: Fradrag for indskud på kapitalpensioner reduceres
Pinsepakken: Hyppigere momsafregning for større virksomheder
Pinsepakken: Højere afgift på olie
Pinsepakken: Højere afgift på naturgas
Pinsepakken: Højere afgift på kul
Pinsepakken: Beregning af registreringsafgiften skærpes (mindsteavancereglen ændres)
Pinsepakken: 3 måneders kredittid på registreringsafgift afskaffes
Pinsepakken: Skatteloftet hæves til 59%
Pinsepakken: Skattepligtig værdi af firmabiler hæves fra 23 til 25%
Pinsepakken: Afgiften på varme fra affald hæves
Pinsepakken: Afgiften på elvarme hæves
Pinsepakken: Afgift på el til andet formål hæves
Pinsepakken: Bygningsafskrivningssatsen ændres til enhedssats
Fremskridtspartiet
http://fremskridtdk.wordpress.com/2011/11/14/15-fremskridt-for-okonomien/
Radikal særbehandling
Radikal særbehandling
I sit partiblad – Berlingske Tidende – udtaler finansminister Palle Simonsen (C) om forliget vedrørende finansloven 1987:
I drøftelserne med de radikale er sket nøjagtigt det samme, som er sket i de foregående tre år, nemlig at for at nå til enighed, må de radikale naturligvis have nogle af deres ønsker opfyldt.
Det glemmes undertiden i den offentlige debat, at når man skal indgå en politisk aftale, må man naturligvis betale noget på nogle områder.
Sådan set er dette ikke andet end banaliteter. Men det tør jo nok siges, at i forhold til Fremskridtspartiet følger firkløverne (V, C, CD og KrF, red.) til stadighed en helt anden kurs.
Det skyldes måske, at man tror, at Fremskridtspartiet under alle omstændigheder vil stemme imod et hvilket som helst finanslovsforslag. Det er imidlertid ikke korrekt. Vi vil blot have en rimelig indflydelse på, at de offentlige udgifter falder betragteligt. Selvfølgelig ser vi helst et finanslovsforslag, som fører til formindskelse af statens gæld. Men der er ikke nogen principiel barriere hos Fremskridtspartiet, som hindrer os i – i givet fald – at stemme for et underskudsforslag eller for den sags skyld imod et finanslovsforslag, som udviser overskud.
Mogens Glistrup
http://fremskridtdk.wordpress.com/2011/11/14/15-fremskridt-for-okonomien/
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 1 / 16. januar 1987 / 15. årgang
Kongerøgelse
Kongerøgelse
Den radikal-politiske ”gyngehøvding” Niels Helveg Petersen udtaler til Jyllands-Posten den 15. maj, at han lugter kongerøgelse og måske vil stile efter statsministerposten i en eventuel radikal mindretalsregering, hvor han så kan ”gynge ”til højre og venstre i folketingssalen for at få sine radikale forslag igennem.
Mens fremtrædende regeringsmedlemmer klart har set skriften på væggen, mener den radikale ”gyngehøvding” ikke, at Fremskridtspartiet er ”salonfæhigt” til at deltage i et regeringssamarbejde fordi – som ”gyngehøvdingen” siger –, sporene skræmmer!
Ja, det tør nok siges, at de radikale spor er skræmmende, for aldrig er skattefolket blevet belemret med større skattebyrder, end når de radikale var tungen på vægtskålen!
Og aldrig har man set en ”ansvarlig” regering (V, C, CD og KrF, red.) fået trukket så mange ”radikalstrikkede” narrehatte ned over hovedet i så alvorligt et spørgsmål som landets sikkerhedspolitik, så vi i vore NATO-partneres øjne fremstår som et i allerhøjeste grad utroværdigt NATO-medlem, som blot vil køre på frihjul og lade de andre trække læsset!
Jo, de radikale fodspor i danske politik er mere end skræmmende, de er faretruende skræmmende.
J.L.
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/29/sporene-er-skraemmende/
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 19 / 29. maj 1987 / 15. årgang
Helveg-Petersen som retfærdighedens vogter
Helveg-Petersen som retfærdighedens vogter
Det var pudsigt at se, hvorledes hykleriet blomstrede med skammens røde roser i kinderne, da Niels Helveg-Petersen (B) kom i TV for at udtale sin mening om, hvorvidt folketinget skal tilsidesætte vælgernes ønske om, at have Glistrup i tinget
De radikale har som bekendt – og mange vil mene med fuld ret – fundet det uretfærdigt, at en af deres egne fremtrædende politikere – hvis navn skal være unævnt her (Arnold Chr. Normann, red.) – af tinget blev kendt uværdig til, at være medlem efter en dom for en alvorlig færdselssag.
Der er endog skrevet bøger om det uretfærdige i, at denne radikale blev stemt ud af folketinget af sine politiske modstandere, og det var derfor lidt vanskeligt for Helveg-Petersen at forlange, at Glistrup også skulle udelukkes, især da Glistrup jo ikke har været årsagen til nogens død eller slået nogen ung dame til invalid for livstid. Glistrups brøde består som bekendt i, at han ganske åbenlyst fremlagde sin vurdering af egne skatteforhold og fik dem først godkendt af myndighederne og siden underkendt, men som dommer Kistrup understregede, Glistrup har hele tiden lagt alle kort på bordet.
Hvordan kunne Helveg-Petersen klare den? Partiet hænger ved den yderste tåspids over afgrunden og forsøger at gøre sig til et modstykke til Fremskridtspartiet. Helveg forklarede da, at så længe Glistrup ikke var dømt ved den sidst mulige instans, ville det være i strid med respekten for retten til at sige det mindste om, hvorvidt Glistrup, hvis byretsdommen blev den endelige, skulle forblive i folketinget.
Det lyste ud af ham, at det ville være uanstændigt, at netop de radikale ville nægte et folkevalgt medlem ret til at udøve sit mandat, og han undlod derfor det ganske naturlige at sige, hvorledes de radikales stilling til Glistrups forbliven ville være – om partiet stadigvæk delte den anskuelse, som professor Anders Øllegård har fremført i Berlingeren, at det naturligvis kun er vælgerne, der skal bestemme, hvem der skal sidde i folketingssalen, eller om man mener, at dette synspunkt skal gælde, når det er en radikal forhenværende minister, der har kørt nogle mennesker ihjel, men ikke skal gælde, når det er en mand, der har vist at skattesystemet er forældet.
Helveg-Petersen vil ikke bide hovedet af al skam, før det er nødvendigt, og til den tid vil han nok finde på et eller andet, der skal sætte skel mellem hans eget udstødte partimedlem og Glistrup.
Himmel, hvor er det radikalt!
Orbiter
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 4 / 20. marts 1978 / 6. årgang
Berettiget selvanklage
Berettiget selvanklage
Niels Helveg Petersen (B) betegner den offentlige forvaltning som ”et stort, uoverskueligt og uformeligt dyr”.
Her finder vi et af eksemplerne på, at han og hans samarbejdspartnere har gjort det så forfærdende elendigt og selvopgivende bare ladet stå til i stedet for at gøre den kraftanstrengelse, som skal til for at klare de selvskabte vanskeligheder.
Mogens Glistrup
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 20 / 5. juni 1987 / 15. årgang
Udslidte partier
Udslidte partier
Socialdemokratiet og Det radikale Venstre har opfyldt deres missioner og dermed mistet deres berettigelse
– 1970ernes parti hedder Fremskridtspartiet.
Det radikale Venstre og Fremskridtspartiet er så at sige identiske i menneskesyn, tænkemåde og socialopfattelse. Den dybe afgrund mellem partierne skyldes, at deres historiske udspring findes i to vidt forskellige tidsaldre.
Fremskridtspartiet er skabt med henblik på det samfund, der er under kraftig udvikling i 1970´erne. Det er et Danmark som på næsten alle punkter adskiller sig markant fra det samfund, som det radikale partis stiftere ville reformere, da det nye århundrede gryede.
Den historiske opgave dengang var at formidle overgangen af den politiske grundopfattelse fra 1800-tallet liberalisme til det socialdemokrati, som fremtiden dengang tilhørte. Her havde Det radikale Venstre sin historiske mission, og partiet løste utvivlsomt opgaven i den overgangsperiode på en snes år, der fulgte efter partiets stiftelse i 1905.
I og med de socialdemokratiske ideers sejre var det rimeligt og sømmeligt, at de radikale kom på tryg aftægt. De fik kors og bånd og mange stjerner på, men befolkningens tilslutning mindskedes så at sige ved hvert eneste valg. Det kunne med sikkerhed forudses, at partiet ville forsvinde med 1970´erne. Hertil krævedes blot en ekstrapolation (det at danne ukendte størrelser ud fra kendte sammenhænge, red.) ud fra kendskabet til loven om, at når man falder ned af et skråplan, vil man til sidst rutsje med stærkt accelererende fart.
Tilfældigheden
Med H. C. Hansens (A) død den 19. februar 1960 – som det klareste tideskifteskel – havde socialdemokratismen udtømt det, som den kunne give Danmark.
Som vælgerne gjorde det for 2-3 generationer siden, måtte de på ny til at søge efter, hvem der nu var i pagt med samfundet, som det nu havde ændret sig. Der var ingen umiddelbare egnede emner på markedet. Ud fra princippet om at i de blindes rige er den kvartsynede den mest seende, flokkedes man om de radikales nye leder, Hilmar Baunsgaard, som i visse udsagn kunne give indtryk af, at han dog havde en vis kontakt til samfundets udvikling.
Denne ret tilfældige krusning på langtidsudviklingen skabte Det radikale Venstres Indian Summer. Den måtte imidlertid holde op præcis på det tidspunkt, hvor der blandt vælgernes valgmuligheder var nogen, som var i fuld pagt med samfundsudviklingen.
Derfor førte de to seneste folketingsvalg med et års mellemrum til, at de radikale drattede tilbage i den nedtursbane, som indledtes i 1920´erne.
Fremtiden
Det er nok også kortsigtede krusninger på den historiske udvikling, at Fremskridtspartiets opstigningsbane ikke blev så brat, som den burde have været. På grund af massemediernes misinformation blev den tordenkile, der skulle drive Z-partiet frem ved det første valg til dels forpagtet af Erhard Jacobsen (CD) og Poul Hartling (V).
Langtidstendensen er imidlertid klar: Såvel de radikale som Socialdemokratiet har gjort deres særdeles nyttige indsatser i Danmarkshistorien. Men nu er de ældede, og kan ikke hjælpe landet yderligere frem. Dertil har de mange år slidt alt for meget på dem og tilvejebragt hellige køer og begrebsforvirringer, som ikke kan føres med i fremtiden. Derfor er forholdet nu som det var på vore oldeforældres tid: Nye partier må tage over for at føre Danmark videre frem.
Havde Stauning, Borgbjerg, Peter Sabroe og Hørup været unge i dag, havde de utvivlsomt været at finde i Fremskridtspartiets rækker.
Niels Helveg Petersen (B) har derfor ikke ret, når han i pressen konkluderer at de to partier, som på nuværende udviklingspunkt er dømt til stadig tilbagegang – Socialdemokratiet og radikale – vil kunne tilføre landets ledelse stabilitet ved at gå i regeringssamarbejde med hinanden.
Ude af trit med 1970´erne
Tværtimod har de to partier mere end de fleste andre demonstreret, at de ikke forstår nutidssamfundets økonomiske sammenhænge. Derfor konsoliderede de ikke landet i de gode tider i 1960´erne, hvor statsministrene kom enten fra Socialdemokratiet eller fra Det radikale Venstre. Derfor har hver eneste af de mange storpolitiske forlig de to partier har deltaget i siden H. C. Hansens død ført til, at man nogle måneder senere måtte konstatere, at de store ord ikke hjalp et hak, men at landets problemer blot var blevet alvorligere.
Ser man på aldersfordelingen blandt vælgerne, viser det sig, at disse to partier – sammen med Kristeligt Folkeparti og de konservative – i særlig ringe grad har tag i de yngre aldersklasser, men bliver stærkere og stærkere repræsenteret, jo højere alder vælgerne har. Dette er der selvsagt ikke noget nedværdigende i. Partierne skal respekteres for den indsats, de har gjort, men man kan ikke rende fra, at de har passeret deres kulmination.
Det vil være en landsskadelig nostalgi, om vælgerne nu i nogle år faldt for Niels Helvegs indsmigrende opfordring til at genoplive den 1930´er-tid, som uigenkaldeligt er forbi.
Mogens Glistrup
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 15 / 2. september 1976 /4. årgang
Vi har talt for døve øren
Vi har talt for døve øren
BT kan fortælle sine læsere, at 12.000 afghanere i disse dage forsøger at komme til Danmark. Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) udtaler, at ”Danmarks flygtningeregler er for åbne og må skærpes”. Justitsministeren (Hans Engell, C, red.) vil have begrænset retten til familiesammenføringer. Den konservative formand for Udenrigsudvalget siger, at ”indvandrernes automatiske retskrav på familiesammenføring skal sløjfes”. Venstres Bjørn Elmquist udtaler, at ”barneægteskaber bør ikke have retskrav i Danmark”. Men de radikales flygtningepolitiske ordfører, Kirsten Lee, mener ikke at der ”umiddelbart er saglige grunde for at ændre flygtningeloven, da EF-flygtningekonventionen ikke giver nogen grund til at Danmark skulle komme til at virke som en flygtningemagnet”.
Godtroende
Man skal være meget godtroende, hvis man som fru Lee tør hævde, at den store ”efterspørgsel” på opholdstilladelse i Danmark ikke hænger sammen med, at de fremmede her i landet er stillet langt bedre end andre steder og at Danmark derfor vil blive det foretrukne land for alle flygtninge, som får foden indenfor i EF.
Fremskridtspartiet har i årevis forsøgt at råbe politikerne fra andre partier op i disse spørgsmål, men vi har talt for ”døve øren” og de øvrige partier har totalt afvist vore ønsker om en folkeafstemning om flygtninge- og indvandrerpolitikken. Først nu er alvoren ved at gå op for de konservative og Venstre. Man må håbe, at de to borgerlige partiers politikere endelig tør stå fast og dermed redde Danmark fra en flygtningeinvasion, som vi i dag kun kan forestille os i et mareridt.
Aage Brusgaard
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 7 / august 1990 / 18. årgang
