Jurassic Park og velfærdsstaten
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 12 / December 1993 / 21. årgang
Jurassic Park og velfærdsstaten
Hvad er forskellen på Jurassic Park og velfærdsstaten? I det ene scenarie ses nogle kolossers sammenbrud. Der ses nogle fortidslevn, der for længst er uddøde, men som med kunstgreb holdes i live i et moderne samfund, hvor de ikke hører hjemme, inden de bryder sammen med store ødelæggelser for det omgivende samfund til følge. Det andet er en film instrueret af den amerikanske filmmager, Steven Spielberg.
I den senere tid er der blevet rettet fokus på velfærdsstatens mangfoldige problemer og evne til fortsat at bestå. De fleste, der har deltaget i debatten om velfærdsstatens fremtid har en klar forståelse for, at ”dinosaureren” er ved at styrte om, dødeligt syg.
Det har forlydt, at for at redde den udødende dinosaur skal de offentlige udgifter skæres helt til benet; lovkomplekset skal reduceres til næsten ingenting; skatterne skal reduceres markant; de offentlige institutioner skal – med få undtagelser – privatiseres, nedlægges eller reduceres til næsten ingenting; den statslige regulering af arbejdsmarkedet skal ophøre o.s.v.
Disse forslag lyder som ren afskrift af Fremskridtspartiets program som det blev præsenteret for over 20 år siden. Det er rart at konstatere, at samfundsdebattørerne nu har adopteret synspunkter som Fremskridtspartiet gennem tiderne er blevet skældt ud for.
Det afgørende spørgsmål er ikke længere, hvorvidt velfærdsstaten skal reduceres og om det skal ske med 50 eller 60 pct. det var også konklusionen på den rapport om den svenske velfærdsstats fremtid, som den forhadte Lundbeck-kommissionen udgav, til mange socialdemokraters store fortrydelse. Debatten om velfærdsstatens størrelse bør starte med en afprøvning af om velfærdsstaten kan og skal bestå. Næsten ligegyldig, hvilken indfaldsvinkel, der bruges vil svaret blive, at velfærdsstaten som model er ubrugelig i det moderne samfund.
Ud fra en simpel betragtning om, at få økonomien til at fungere mest effektivt og til befolkningens glæde og velfærd er velfærdsstaten ubrugelig. Statslige indgreb, regulering, skatter og manipulation med pengepolitikken virker som en bremse på evne til at skabe vækst og dermed forøge velstanden og afskaffe arbejdsløsheden. Dette er stort set anerkendt af alle moderne økonomer. De sidste års tildelinger i Nobelpriser i økonomi understreger den klare anerkendelse frimarkedsøkonomer nyder i den akademiske verden. Det er bare en skam, at politikerne som regel er så indskrænkede, at de krampagtigt holder fast i dinosaurer, der er uddøde for mange millioner år siden.
Nobelprismodtageren, den østrigske økonom og filosof, F. A. Hayek, samt den østrigske økonom, Von Mises har fremført, at en mellemting mellem fri markedsøkonomi og socialisme (ofte betegnet som den skandinaviske velfærdsstat) ikke kan bestå i længden. En kombination af fri markedsøkonomi og socialisme findes ikke. Enten er det socialisme eller fri markedsøkonomi. Premierministeren i Tjekkiet, Vaclav Klaus, har med ordene ”Den tredje vej er den hurtigste vej til den tredje verden” udtrykt dette forhold meget præcist.
Velfærdsstaten kan heller ikke bruges til at skabe lighed gennem økonomisk omfordeling. I dag giver næsten 80 pct. af befolkningen til næsten 80 pct. af befolkningen. Mange af de indkomstflytninger, der er forbundet med offentlige ydelser går fra de laveste indkomstgrupper til de højeste indkomstgrupper. Bl.a. Socialforskningsinstituttet har i redegørelsen, nederst ved bordet, påvist, hvordan lavindkomstgrupper via skattebetaling finansierer de bedre stilledes forbrug af f.eks. kulturgoder og lignende. Oven i den ”omvendte Robin Hood-effekt” velfærdsstaten udøver, kommer det velfærdsøkonomiske tab, som opstår, hver gang pengene skifter hænder.
Moralsk set har velfærdsstaten aldrig været berettiget. Selvom skattemidlerne indgår i et kolossalt omfordelingscirkus er det moralsk uacceptabelt, at staten som en røver stjæler op mod 70 pct. af frugten af befolkningens arbejde. At det er et politisk flertal, der står bag statens tyverier, legitimerer ikke tyveriet.
Opgøret med velfærdsstaten er derfor ikke kun et ideologisk opgør med 50 års socialdemokratisme, men også et nødråb fra de dårligst stillede, fra hvem jeg skulle hilse og sige, at velfærdsstaten ikke virker. Når København fejrer Kulturby ´96, så prøv at fortæl posedamerne på risten ved Det Kgl. Teater, at de skal være glade for velfærdsstaten. Når ventelistepatienterne enten dør eller efter måneders ventetid bliver placeret på sygehusenes gange, så oplever de velfærdsstatens bedrageri. Når fagforenings- og overenskomststyrede normeringer forhindrer ældre senile mennesker i, at blive vasket eller få mad, så fortæl dem, at velfærdsstatens strandhugst på deres livs arbejdsindkomst er i orden!
Nej, det må være slut.
Individets rettigheder
Personer har naturlige rettigheder, som ingen politiske myndigheder kan tage fra dem. Individer har ret til liv, frihed og retmæssigt erhvervet ejendom. Det eneste disse rettigheder kræver for at blive respekteret af andre er, at der ikke bruges tvang imod dem. Tvang, vold og trusler om vold er moralsk set utilladeligt uanset om det er Mafiaen eller Miljøministeriet, der fremsætter dem. Da det meste af velfærdsstatens virke decideret er baseret på tvang, er den i et moralsk perspektiv en ubrugelig størrelse.
Reduktion af staten eller revolution
Når det så entydigt er konstateret, at ligegyldigt, hvilken indfaldsvinkel, der bruges vil svaret blive, at velfærdsstaten som model er ubrugelig, er det væsentligt at vurdere, hvilke metoder, der kan bruges til at få lagt denne uddøde dinosaur i graven.
Al erfaring viser, at politiske metoder kun meget vanskeligt kan bruges. Bortset fra kollapsen af de tidligere kommunistiske stater i Østeuropa findes der ingen eksempler i historien på, at skatterne markant er blevet reduceret og at den offentlige sektor er blevet reduceret.
Kort sagt er det meget vanskeligt gennem almindelige politiske metoder, at give befolkningen frihed. I Østeuropa tog befolkningerne initiativet i egen hånd og afsatte de politikere, der i så mange år havde domineret dem, forringet deres levestandard, fjernet deres frihed og udøvet vilkårlig tvang. Med disse hændelser in mente er det ikke urealistisk, at der en dag opstår et organiseret folkeligt modtryk til den politiske misforvaltning, der i alt for mange år har fundet sted. Vi ser allerede i dag de første tendenser; den civile ulydighed bliver større og større. Det er en stor og hurtigt voksende bevægelse, der i dag bruger sort arbejde og naturalieøkonomi til at undgå skat og andre overgreb fra politikerne. Dette vil fortsætte. Hvis politikerne og de politiske institutioner skal gå ud af kampen mod befolkningen med æren i behold, er der kun en vej at gå og det er at afvikle sig selv og give friheden tilbage. Velfærdsstaten skal afl?
Kim Behnke MF Fremskridtspartiet
