De borgerlige svækker rentefradragsretten

28. april 2012

De borgerlige svækker rentefradragsretten

Kun Fremskridtspartiet fører en målbevidst politik imod ”salamimetoden” til rentefradragsrettens afskaffelse.

Så længe renter indkomstbeskattes, skal renteudgiften kunne trækkes fra.

Det har stedse været og vil fortsat være Fremskridtspartiets sikre ledetråd.

Rentefradragsretten har imidlertid hårde tider.

Vi kender alle Erhard Jacobsens (CD) kongstanker om at nedbarbere parcelhusfradragene.

Værre blev det, da Venstre-regeringen sidste sommer fandt på, at kun ham med en vis renteudgift (foreløbig over 4.000 kr.) overhovedet skulle have fradragsret.

Dengang var Fremskridtspartiet heldigvis tilstrækkeligt stærkt til at forpurre gennemførelsen.

Ved sit valgkup for et år siden fik Hartling (V) svækket Fremskridtspartiet. Der gik da også kun et par måneder, før Folketinget – med Fremskridtspartiet som eneste opposition – vedtog som en del af den nye parcelhusskattelov, at renter til skattevæsenet ikke mere kunne fratrækkes.

Det eneste forsonende var, at den nye regel først skulle træde i kraft 1. januar 1976.

Så sad vi da en december aften, mens hele resten af Danmark juleforberedte sig og trak tov, time efter time om at redde fradragsretten.

Men modspillet mod Jens Kampmann (A) og Henry Grünbaum (A) var for spinkelt. Der gik råddenskab i de svage træer, ét efter ét: Først frafaldt de radikale, så Kristeligt Folkeparti, så Centrum-Demokraterne og da først kæmpen, Anders Andersen (V), ikke kunne holde stand længere, var også de konservative smuttet ind på holdet til at aflive skattefradragsretten. Alle ni mod Fremskridtspartiet var afstemningsresultatet den 17. december 1975.

Om føje tid har vi så argumentet, at når han, der ikke kan låne i banken, ikke kan fratrække renter, ja så bør kassekreditrenter heller ikke kunne trækkes fra. I alt fald ikke når de vedrører privat gæld.

Alle de andre partier har nemlig også i den forløbne uge solgt deres mulighed for at kæmpe mod, at der kan skelnes mellem privat gæld og forretningsmæssig gæld. Den fik skatteministeren (Svend Jakobsen, A, red.) dem til at hoppe på i forbindelse med valutakurstabsloven. Alternativet var nemlig at stemme for et fremskridtsændringsforslag og det var alligevel for meget at forlange af de konservative og af Danmarks liberale parti (Venstre, red.), for slet ikke at tale om de kristelige centrum-demokrater eller de radikale.

Nej, julegaven i år til skatteministeren skulle ikke være nogen salamipølsemaskine. Den han har fungerer så fortrinligt, at han ikke behøvede nogen ny.

Men hvor er det dog begrædeligt at se vort skattesystem blive yderlige forringet, skive for skive, fordi der stadig ikke er fast modstandskraft mod socialdemokratiske skatteforøgelsesanslag. Hverken i Venstre eller hos nogen af de tre partier, Venstre ville have dannet regering med i februar.

Det hele minder så forbistret meget om udviklingen i 1966, da skattefradragsretten – diget mod statsplyndringen – smuldrede væk, og hvor følgen blev, at verdenshistoriens største skattestigningsflodbølge, væltede ind over Danmark i de følgende år. De offentlige udgiftsbehov var jo lige så ubegrænsede dengang som nu.

Skal en historiegentagelse undgås, er der nogle, der har gode grunde til at have nytårsfortsætter om at forbedre sig i 1976.

Vi bragte en særmelding med hilsen til Hilmer, Jens, Erhard og til Poul og Poul.

Mogens Glistrup 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 4. årgang / 29. januar 1976 

About these ads
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

%d bloggers like this: