Slut med favorable skatteordninger

22. april 2012

Slut med favorable skatteordninger 

Omfattende beslutningsforslag fra Fremskridtspartiet skal sikre normal beskatning af politikere.

Fremskridtspartiet har i Folketinget fremlagt et forslag til folketingsbeslutning, der drejer sig om, at politikerne m.fl. der modtager betaling i forbindelse med Danmarks internationale aktiviteter, skal underlægges normal dansk beskatning.

Forslaget indeholder følgende fire hovedelementer:

1. Politikere, med bopæl i Danmark, som er valgt eller udpeget til varetagelse af hverv i internationale fora, skal underlægges normal dansk beskatning af den betaling, de modtager for varetagelse af hvervet.

2. Politikere, med bopæl i udlandet, som er valgt eller udpeget fra dansk side til varetagelse af danske interesser, og som modtager betaling for hvervet fra danske skatteyder-finansierede kilder skal underlægges normal dansk beskatning.

3. Personer, med bopæl i Danmark, som er ansat til varetagelse af officielle danske interesser i danske eller internationale organer, skal underkastes normal dansk beskatning.

4. Pensionsordninger, med bidrag fra dansk eller international skatteyderkilde for de under punkt 1, 2 og 3 nævnte personer skal underkastes normal dansk beskatning af pensionsordningen.

I bemærkningerne til forslaget hedder det:

Fremskridtspartiet er af den opfattelse, at det er ganske urimeligt, at en række politikere m.fl. som er ansat eller valgt til varetagelse af hverv i forbindelse med Danmarks internationale aktiviteter opnår meget mild eller slet ingen beskatning af de særdeles favorable betalinger, de modtager for deres hverv.

Fremskridtspartiet mener ikke, det er rimeligt, at den danske lønarbejder eller anden lavindkomstgruppe skal betale over 50 pct. i indkomstskat af deres løn. Derfor skal indkomstskatten afvikles fuldstændigt og helst gennem forhøjelse af den skattefri bundgrænse. Indtil skatterne bliver nedsat, må der være rimelighed i skattebyrden.

Mens regeringen (A, B og CD, red.) og ikke mindst skatteministeren (Carsten Koch, A, red.), bruger mange ressourcer på at jagte danske lønarbejdere for at pine flere skattepenge ud af deres kørselsfradrag eller forhøje afgiften på forbrug af el eller vand, så er samme regering totalt passiv, når det gælder beskatning af de politikere m.fl., som modtager enorme honorarer for de internationale hverv, de er valgt eller ansat til.

Regeringen har jagtet såkaldte frynsegoder i dansk erhvervsliv samtidig med, at man ser gennem fingrene med, at politikere f.eks. i EU-systemet skovler skattefri frynsegoder ind hver måned. Det er ikke rimeligt.

Derfor dette forslag.

Fremskridtspartiet ønsker med forslaget at få kortlagt, hvordan de 179 folketingsmedlemmer stiller sig. Det spørgsmål, som Folketinget kommer til at stemme om er:

Skal toppolitikere have markant lavere skat end danske lønmodtagere?

Hvis svaret er nej, så skal man vedtage dette pålæg til regeringen.

Bemærkninger til de enkelte punkter:

ad1) Politikere, som er valgt til eller udpeget til at varetage hverv i f.eks. EU-systemet, herunder Europaparlamentet og EU-Kommissionen, FN og alle underorganer, OSCE, Nordisk Råd, Europarådet m.v., og som bor her i landet skal betale normal skat af det vederlag eller den løn, de får for hvervet. Det gælder uanset, hvem der er den officielle “arbejdsgiver” og udbetaler lønnen. Uanset om det er danske skatteyderkilder, eller det er EU-skatteyderkilder, så skal der betales normal dansk skat.

ad2) Politikere, som er udstationeret fra Danmark til varetagelse af danske interesser i internationalt fora, men som har valgt at flytte bopæl til udlandet skal også betale normal dansk skat, såfremt de modtager deres betaling fra danske skatteyderkilder.

ad3) Da det ikke kun er politikere, som varetager hverv i internationale organer, så er det vigtigt, at reglerne også kommer til at omfatte de personer (som ikke er politikere), som er ansat eller udpeget til at varetage et dansk hverv i et internationalt organ. Det gælder f.eks. ansatte ved EU-kommissionens kontor i Danmark, ansatte ved UNICEF og andre FN underorganers kontor i Danmark, EU’s Miljøagentur og alle øvrige lignende internationale organers medarbejdere med bopæl i Danmark. Det er aldeles urimeligt, at en person, som går på arbejde i en dansk virksomhed skal betale over 50 pct. indkomstskat, mens de ansatte i nabobygningen, som tilfældigvis er EU-kommissionens kontor bliver beskattet meget mildere. De ansatte ved EU-kommissionen m.fl. har jo samme adgang til sygehushjælp, skoler, biblioteker og de andre offentlige goder, som finansieres af skatterne.

ad4) Et er den løn eller det vederlag, man får for at varetage de i forslagets omfattende hverv. Men mange af disse hverv er med tilknyttende særdeles favorable pensionsordninger. EU-parlamentsmedlemmer og EU-kommissærer modtager meget store særpensioner, der ikke beskattes på normal vis. Det er meget urimeligt, eftersom almindelige danskere brandbeskattes af deres pensionsordninger.

Økonomiske konsekvenser og omfang:

Fremskridtspartiet har gennem spørgsmål via Folketingets Skatteudvalg, til skatteministeren søgt at få afdækket omfanget af de i dette forslag omfattende personer. Selvom spørgsmålene er stillet på bilag 540 fra den 15. august 1996, så er de til dato ubesvarede. På grund af ny Folketingssamling har vi endda været nødsaget til at genstille spørgsmålene. Når skatteministeren afgiver fyldestgørende svar, vil der kunne sættes antal og økonomi bag de punkter, som dette forslag omfatter.

Folketinget har tidligere medtaget komplette lister over, hvilke fhv. ministre der modtager pension, hvor stor den er, og hvor længe de har fået den m.v. Det er altså muligt at opgøre omfanget af disse horrible ordninger, hvis viljen er til stede. Vi forventer, at der i forbindelse med udvalgsbehandlingen af dette forslag vil kunne ske yderligere afklaring af, hvor mange der er med i den “gyldne båd”, og hvor meget skatteyderne går glip af.

Fremskridtspartiet har gennem svar på spørgsmål i Folketingets Finansudvalg bilag 09-01 af 14. oktober 1996, fået dokumenteret, at når f.eks. Folketingsmedlemmer tager deres ægtefælle med på rejse til udlandet (f.eks. FN), så er denne rejse skattefri for ægtefællen! Mens ministeren slår fast, at f.eks. en privat ansat vil være skattepligtig, hvis der medtages ægtefælle på rejse betalt af firmaet.

Disse urimeligheder skal nu bringes til ophør. Derfor dette forslag.

Er det muligt at lave de nødvendige ændringer:

Det er ofte blevet fremført, at honorar, løn, frynsegoder eller pension for disse grupper ikke kan underkastes normal beskatning, eftersom de udfører helt specielle hverv og derfor er omfattet af andre regler. Dette forslag er derfor heller ikke kun et påbud om at ændre dansk lovgivning, men i lige så høj grad et påbud til regeringen om, at de øvrige regler som forvalter dette område bliver ændret. Det er muligt, at sagen skal rejses i EU’s Ministerråd. Det er muligt, sagen skal rejses i FN og andre relevante steder. Hvis det er tilfældet, må regeringen påtage sig opgaven.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / 24. årgang / november 1996

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

%d bloggers like this: