De uvidende eksperter

De uvidende eksperter

Winston Churchill sagde i sin tid, at han anså demokratiet for en elendig styreform, men den bedste man havde. Sikkert rigtigt, men måske kan vi alligevel en dag finde på noget bedre uden at forfalde til diktatur. Den slags har vi set nok af for tiden hos vore østlige naboer, som har det mangefold værre end os.

En af årsagerne til at demokratiet er så tungt at danse med er, at det ifølge sin natur kræver, at selv de dummeste menneskers udsagn skal påhøres med respekt og tages alvorligt. Og at mange selvbestaltede eksperter udtaler sig skråsikkert om ting, de reelt ikke aner noget om. Velfunderede meninger tæller for dem ikke mere end fordomme og med sådanne ”vejledere”, skal det gå skidt.

Lad os tage et par eksempler.

Nylig hævdede Socialdemokratiets militærpolitiske ordfører – Knud Damgaard – i sit blad ”Hjemmeværnet”, at ”generalerne ved for lidt”. Det var møntet på NATO-generalen Rogers, der havde ytret sig kritisk om det tåbelige begreb ”defensivt forsvar”, der som bekendt går ud på at bekæmpe en fjendtlig aggressor på dansk grund frem for i angrebsfasen uden for Danmark.

En general er – med undtagelser, en man hverken finder i vestlige eller østlige lande, men kun i sydamerikanske eller afrikanske diktaturlande – en person, der har tilbragt omkring 40 år af sit liv med militære studier: Krigshistorie, strategi, taktik, våbenlære, psykologi, geopolitik m.m. ofte har han krigserfaring. Han er professionel soldat!

Knud Damgaard er (iflg. Blå Bog) professionel handelsmedhjælper, fhv. gartnerimedhjælper, hotelportier, forsikringsrepræsentant, annoncekonsulent, sekretær og nu redaktør af førnævnte blad.

Med denne brogede baggrund tillader han sig ikke blot en dialog, men endog en kritik af en højt kvalificeret professionel!

Damgaards naive forestillinger ville medføre, at danske soldater og eventuelle allierede forstærkninger i en krigssituation ville have samme chancer som ænder i jagttid.

Danmarks Radio

Danmarks Radio og TV har den seneste tid beskæftiget sig meget med den afrikanske stat Zimbabwe. Karin Lis Svarre – ”afrikaspecialist” – har beskrevet den som en moderne stat, der under Mugabes kloge ledelse er i gang med en fredelig udvikling og belært os om det zimbabwianske folks glade fremtid og indre harmoni. Virkeligheden ser anderledes ud. Der eksisterer ikke noget ”zimbabwiansk” folk, men stammer – shonaer, matabeler og ”indvandrede” buskmænd, der inderligt hader hinanden. Mugabe – den glødende marxist der sidder med magten – har ført skånselsløs udryddelseskrig mod sin ærkefjende Nkomo og hans stamme. Med østtysk bistand for øvrigt. Det er et land i borgerkrig, når man kommer lidt uden for de større byer. Præcis som i nabostaterne Mozambique. Mugabe har på det nærmeste udryddet Ndebele stammen (ca. 20 % af befolkningen), der ledes af Nkomo. Det skete med den berygtede 5´ Brigade – ledet af nordkoreanerne.

Når Mugabe ikke har smidt de hvide ud, skyldes det, at landet ville gå i stå. Medens det tidligere Rhodesia under hvid ledelse foruden at brødføde sig selv også forsynede naboer med mad, industriprodukter – og endda kunne bidrage til Røde Kors´ internationale hjælpeprogrammer –, så har Zimbabwe for længst meldt sig på FNs bistandskontor og modtager milliarder af dollars. Navnet Zimbabwe stammer fra nogle ruiner af bygningsværker i den sydvestlige del af landet. Ifølge den officielle version skulle de være rester af en forsvundet negerkultur på højt niveau. Faktum er, at engelske og tyske arkæologer allerede i forrige århundrede klart påviste, at de er rester fra en arabisk kultur omkring 1400-tallet og bygget som værn om en guldmine imod de vilde indfødte. Hverken historikere eller arkæologer har for øvrigt noget sted fundet rester negerkulturer al den stund, der aldrig har eksisteret andet end jævne agrarsamfund, medens det almindeligste har været jæger- og samlersamfund.

Se – en betingelse for at mennesker kan træffe de rigtige beslutninger er, at de informeres korrekt og ikke fyldes med ideologisk propaganda og sniksnak. Vi bebrejder diktaturstaterne deres censur og vildleden at deres befolkninger, men hvordan med vort eget demokrati og vore ”eksperter”, som fylder os med forvrøvlet sludder for at fremme deres egne politiske formål?

Claus Frost-Hansen

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / 27. marts 1987 / 15. årgang

About these ads