Fremskridtspartiet imod rigsretssag

9. august 2011

Fremskridtspartiet imod rigsretssag

 

Mens flere andre partier var splittede, herunder de konservative og Venstre, stemte en enig Frp-folketingsgruppe kort før Folketingets sommerferie imod, at der skulle rejses rigsretssag mod fhv. justitsminister, Erik Ninn-Hansen (C), i forbindelse med Tamil-sagen.

Adskillige af Fremskridtspartiets folketingsmedlemmer havde ordet under debatten, hvor partiet ønskede forslaget om en rigsretssag forkastet. Fremskridtspartiet finder det helt ude af proportioner, at sætte så stort og kostbart et apparat som Rigsretten i gang p.g.a. en påstand om ulovlig administration af lovgivning.

I betænkningsbidraget til lovforslaget, der blev vedtaget, havde Fremskridtspartiet klargjort sine synspunkter således:

Når man tænker tilbage på de mange skandaler som skiftende ministre i skiftende regeringer har været årsag til gennem de 80 år, der er gået siden den sidste rigsretssag, kan man undre sig over, at et flertal i Folketinget ikke tidligere har rejst sag ved Rigsretten.

Inden for bare de sidste 10 år vil det være muligt at fremvise eksempler på manglende eller ulovlig administration i flere sager. I disse sager har folketingsflertallet søgt at dække over – og bortforklare – forholdene i stedet for at stille de pågældende ministre til ansvar.

Derfor må det betragtes som personhetz, at udvælge at rejse tiltale mod én bestemt minister, nemlig den tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen.

Fremskridtspartiet ønsker herudover at bemærke, at de gældende regler om ministres ansvar om ikke at afgive urigtige oplysninger til Folketinget, ikke kan bruges efter deres hensigt. De andre sanktionsmidler Folketinget har overfor en regering eller en enkelt minister har heller ikke vist sig anvendelig, fordi mistillid til en minister i praksis opfattes som regeringsstorm, derfor må Folketinget grundigt debattere, hvordan reglerne kan indrettes, så det bliver helt klart både, hvilke pligter ministre har og hvilke sanktioner, der bør anvendes når ansvarsreglerne er overtrådt.

Fremskridtspartiet har tidligere fremført, at partiet gerne ser, at der bliver nedsat et Forfatningsudvalg dom det kendes fra andre lande og hvor erfaringerne er gode når det drejer sig om at sikre sig, at ministrene holder sig ”på dydens smalle sti”.

Fremskridtspartiet

http://fremskridtdk.wordpress.com/2011/06/14/dansk-flygtningehjaelp/

 

Må citeres med fuld kildeangivelse

Fremskridt nr. 8 / august 1993 / 21. årgang

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.