Skæbnens ironi

28. juni 2011

Skæbnens ironi 

Ved Vesterport – Københavns gamle indfaldsvej på grænsen mellem land og by – står frihedsstøtten til minde om frihedsstøtten løsning i 1788, og indskriften lyder: ”Kongen bød! Stavnsbåndet skal ophøre, landbolovene gives orden, og kraft at den frie bonde kan vorde kiek og oplyst, flittig og god, hæderlig borger, lykkelig”. Store ord af store politikere.

Er indskriften efterlevet?

Ja, for så vidt angår stavnsbåndets praktiske form, men ikke efter ordens ånd og vingesus. Bonden har vel aldrig været så bastet og bundet som nu. Gældsbundet som aldrig før er han bastet og bundet i love, forordninger og cirkulærer, der har frataget ham grundlaget for enhver frihed – den økonomiske frihed – og grebet ind i hans drift, disposition og familieliv.

Hvor herremanden tidligere bestemte hans livsform, griber staten langt mere drastisk ind. Hoveriet for herremanden var for intet at regne mod statens embedsmandsvælde, der økonomisk og psykisk er langt mere brutal og kynisk.

Billedhuggeren Nicolai Abildsgårds symbolske statuer der bærer ”frihedsstøtten” står for troskab, bondeflid, tapperhed og borgerdyd, medens fodstykkets relieffer betegner retfærdigheden og friheden.

Bønderne har efterlevet deres del og båret samfundet frem til gavn ikke blot for bondestanden, men for alle samfundsklasser og –grupper. Også i dag – hvor bønderne kun udgør få procent af befolkningen -, er bondefliden Danmarks bærende element.

Til gengæld har det øverige samfund svigtet både troskaben, borgerdyden, retfærdigheden og friheden.

Kontrollører, inspektører, miljøpaver, told- og politibetjente inspicerer bondens stalde, dyr og marker – og dirigerer hans indsats. Medens skatteopkræverne gransker i privatforbrug og familieforhold. Alt vendes og drejes i mistænkeliggørelse og mistillid.

Skatteflåning på huse, jord, indtægt, driftskapital og investering er konfiskatorisk og levner kun en beskeden løn for bondens døgnlange og hårde slid.

Bønderne plyndres på det groveste, og til gengæld giver man lidt at rovet tilbage som ”tilskud”. Bønderne tvinges til at stå med hatten i hånden og tigge om deres egne penge, medens man foregøgler andre, at landbruget lever almisse. Metoden er fræk, men effektiv. Politikerne og embedsmændene beslaglægger og fordeler værdierne, medens befolkningen indoktrineres om lovgivernes godgørenhed.

Hvor fortidens frie, ranke og selvhjulpne bonde dyrkede sin jord, er nutidens landmænd i færd med at gå til grunde i forordninger, paragraffer og livindgreb. Samtidig med flugten fra det mishandlede bondeland synker hele det danske samfund langsomt, men sikkert i grus.

”Thi ødes bort din marv, din bondestand, det tab forsvandt ej dit – ej noget land!”.

Der bliver intet at feste for, når 200-året for ”bondefrigørelsen” oprinder i 1988. Tværtimod bør man benytte jubilæet til at flytte frihedsstøtten til frilandsmuseet i Lyngby til minde om den frihedsidé, man på det skammeligste har svigtet.

A. Th. Riemann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 15. maj 1987 / 15. årgang

About these ads
Der er lukket for kommentarer.
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

%d bloggers like this: