Velfærd

Velfærd

 

Uvilkårligt sætter mange lighedstegn mellem summen af offentlige udgifter og velfærden i samfundet.

Den skinbarlige Fremskridtssandhed er lige modsat under den offentlige sektors nuværende uholdbare opsvulmning. Velfærden bliver større, hvis staten lader folk beholde flere af deres egne penge, så de selv kan afgøre, om de vil købe det ene eller det andet.

Det nuværende uoverskuelige virvar af offentlige tilskud forvrider prisforholdet mellem varegrupperne. Men alt i alt bliver der færre forbrugsgoder til rådighed for flere penge. Fordi varerne bliver dyrere og dårligere, når de betales med al den slendrian, som uundgåeligt følger med, at betalingen går over statslige eller kommunale monopoler.

Derfor er det velfærdsfremmende med en klækkelig nedsættelse af de offentlige udgifter og dermed af skatterne.

Mogens Glistrup

http://fremskridtdk.wordpress.com/2011/05/12/vaek-med-indkomstskatten/

  

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 20. marts 1987 / 15. årgang

Skæbnens ironi

Skæbnens ironi

 

Ved Vesterport – Københavns gamle indfaldsvej på grænsen mellem land og by – står frihedsstøtten til minde om frihedsstøtten løsning i 1788, og indskriften lyder: ”Kongen bød! Stavnsbåndet skal ophøre, landbolovene gives orden, og kraft at den frie bonde kan vorde kiek og oplyst, flittig og god, hæderlig borger, lykkelig”. Store ord af store politikere.

Er indskriften efterlevet?

Ja, for så vidt angår stavnsbåndets praktiske form, men ikke efter ordens ånd og vingesus. Bonden har vel aldrig været så bastet og bundet som nu. Gældsbundet som aldrig før er han bastet og bundet i love, forordninger og cirkulærer, der har frataget ham grundlaget for enhver frihed – den økonomiske frihed – og grebet ind i hans drift, disposition og familieliv.

Hvor herremanden tidligere bestemte hans livsform, griber staten langt mere drastisk ind. Hoveriet for herremanden var for intet at regne mod statens embedsmandsvælde, der økonomisk og psykisk er langt mere brutal og kynisk.

Billedhuggeren Nicolai Abildsgårds symbolske statuer der bærer ”frihedsstøtten” står for troskab, bondeflid, tapperhed og borgerdyd, medens fodstykkets relieffer betegner retfærdigheden og friheden.

Bønderne har efterlevet deres del og båret samfundet frem til gavn ikke blot for bondestanden, men for alle samfundsklasser og –grupper. Også i dag – hvor bønderne kun udgør få procent af befolkningen -, er bondefliden Danmarks bærende element.

Til gengæld har det øvrige samfund svigtet både troskaben, borgerdyden, retfærdigheden og friheden.

Kontrollører, inspektører, miljøpaver, told- og politibetjente inspicerer bondens stalde, dyr og marker – og dirigerer hans indsats. Medens skatteopkræverne gransker i privatforbrug og familieforhold. Alt vendes og drejes i mistænkeliggørelse og mistillid.

Skatteflåning på huse, jord, indtægt, driftskapital og investering er konfiskatorisk og levner kun en beskeden løn for bondens døgnlange og hårde slid.

Bønderne plyndres på det groveste, og til gengæld giver man lidt at rovet tilbage som ”tilskud”. Bønderne tvinges til at stå med hatten i hånden og tigge om deres egne penge, medens man foregøgler andre, at landbruget lever almisse. Metoden er fræk, men effektiv. Politikerne og embedsmændene beslaglægger og fordeler værdierne, medens befolkningen indoktrineres om lovgivernes ”godgørenhed”.

Hvor fortidens frie, ranke og selvhjulpne bonde dyrkede sin jord, er nutidens landmænd i færd med at gå til grunde i forordninger, paragraffer og livindgreb. Samtidig med flugten fra det mishandlede bondeland synker hele det danske samfund langsomt, men sikkert i grus.

”Thi ødes bort din marv, din bondestand, det tab forsvandt ej dit – ej noget land!”.

Der bliver intet at feste for, når 200-året for ”bondefrigørelsen” oprinder i 1988. Tværtimod bør man benytte jubilæet til at flytte frihedsstøtten til frilandsmuseet i Lyngby til minde om den frihedsidé, man på det skammeligste har svigtet.

A. Th. Riemann

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/24/kaemp-for-din-frihed-dansker/ 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 15. maj 1987 / 15. årgang

Skattereform?

Skattereform?

 

En lektor i skat ved Handelshøjskolen i Århus udtaler: Jeg kan ikke udregne min egen skat.

Det er jo unægtelig barske ord til den ganske ”almindelige” skatteborger og endnu en bekræftelse på, at den af folketingsflertallet sammenstrikkede ”skattereform” er det skinbarlige makværk, som kun har ét eneste formål: At stjæle så mange skattekroner ud af borgernes lommer som muligt.

Fra en statsansat skattemand lyder det røstende, at det skam ikke er meningen, at skatteborgerne skal forstå deres skat endsige udregne, om det opkrævede beløb er rigtigt! Nu er vi altså nået dertil, at beslutningsflertallet i Folketinget efter forgodtbefindende kan plukke de danske skatteborgere efter behag, uden at de danske skatteborgere kan gøre en pind.

Gad vide hvornår de skatteplagede danske skatteborgere vågner op af deres dvaletilstand og protesterer markant mod at blive flået af et skattevæsen, som kun handler efter de love, som Christiansborg har udstyret det med.

JL

 http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/03/s-k-a-t-t-e-p-o-l-i-t-i-k/

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 16. januar 1987 / 15. årgang

Samfundsgavnlig undervisning

Samfundsgavnlig undervisning

 

Kun en veluddannet befolkning kan fortsat skabe høj levestandard og gode sociale kår

Den danske befolkning ønsker en høj levestandard og en god omsorg for syge, nødstedte og ældre.

Da vore naturlige rigdomme imidlertid er meget begrænsede, må vi selv skabe værdierne, men dette forudsætter at vi kan lave specialiserede og højt udviklede produkter og hertil kræves en høj arbejdsmoral og en god uddannelsesmæssig baggrund. Derfor er uddannelsessystemet af vital betydning for vor fremtid.

I de sidste 10-15 år har vort undervisningssystem gennemgået en drastisk ændring. Begrundelsen har været, at undervisningen skulle være samfundsudviklende, men i virkeligheden var bagtanken at ændre selve samfundssystemet gennem påvirkning af børn og unge.

Socialdemokratiet og de øvrige socialistiske partier har – med god hjælp fra partiet Venstre – fået gennemført, at alle uanset evner, lyst og vilje skal modtage samme skoleundervisning, hvorved indlæringsniveauet som helhed er blevet sænket.

På denne måde har man fjernet forudsætningerne for de unge, der i fremtiden skal skabe de store værdier, som er nødvendige for det samfund, befolkningen ønsker og i stedet har vi fået en generation af rodløse nedbrydere.

Først efter Fremskridtspartiets blotlæggelse af disse socialistiske overgreb med indoktrinering fra vuggestue til universitetet er store dele af befolkningen vågnet af deres døs under arbejdsræs og skattetryk.

Vi må stædigt fastholde troen på, at denne Fremskridts-erkendelse ikke er kommet for sent.

Redaktionen

http://fremskridtdk.wordpress.com/2010/05/02/psykologen-og-svinedrengen/

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 6. maj 1976 / 4. årgang

Pressen skaber grobund for Glistrupper af alle slags

Pressen skaber grobund for Glistrupper af alle slags

 

Kræver lov om kæmpebøder der vil ruinere kritiske aviser

Konservativt medlem af Århus Byråd, landsretssagfører Eigil Jørgensen siger i en samtale med Morgenavisen Jyllands-Posten til Erik Brodin, at den forløbne byrådsperiode har været præget af en voldsom hetz mod politikerne. En del af dagspressen går for vidt med hensyn til at dyrke det negative, skandaler og bagateller, hedder det.

Pressen skal være hyggelig og hvis ikke…

- Efter min opfattelse bør pressen interessere sig mere for det positive, det konservative og det hyggelige i stedet for konstant at være på jagt efter skandaler og dramaer, siger Eigil Jørgensen. Og han foreslår at der i de tilfælde, hvor uskyldige mennesker rammes af pressens angreb bør være lejlighed til at idømme bladet bøder, så gentagne overskridelser af loven vil true bladets eksistens.

Pressen skal være god ved politikerne

Eigil Jørgensen finder videre, at pressens forfølgelse af politikerne betyder, at der på et forkert grundlag skabes surhed og utilfredshed i den del af befolkningen, som ikke kender sagens rette sammenhæng, hvilket igen betyder risiko for parlamentslede og grobund for Glistruppere af alle kategorier.

Pressen udnævnt til syndebuk

Eigil Jørgensens mening om pressen deles af en helt anden Jørgensen – nemlig Anker Jørgensen, der for nylig i sin egenskab af pressens minister udtalte manende ord i forbindelse med indvielsen af Journalisthøjskolen i Århus.

Begge de herrer Jørgensen har udset sig en syndebuk i pressen, og begge de herrer er ganske på afveje i deres argumentation, når det gælder pressens behandling af politikere.

For det første er de fleste blade ganske enkelt politiske talerør, og for det andet overvurderer man pressens opinionsskabende magt. Fremskridtspartiet f.eks. består ikke som følge af “pressen”, men på trods af fjendtlige avisskriverier. Og den omtalte parlamentslede opstår ikke efter nogen avisartikler i f.eks. Ekstra Bladet om skandaler hist og affærer her.

Parlamentsleden opstår på grund af kendsgerninger. Befolkningen er simpelthen utilfreds med politikere, der ikke kan løse lovgivningsopgaven og sørge for en fornuftig administration. De nuværende politikeres inkompetence ses i følgerne af deres undladelser og fejlhandlinger. De nuværende politikere har hverken kunnet modernisere skattesystemet, stoppet papirraseriet eller billiggøre administrationen.

Bolignød og trafikkaos har man heller ikke begreb om, og det bedste vore hensynsfulde politikere vil kunne gøre for os er, at holde sig inden døre i deres politiske syklubber, hvor de kan skulderklappe hinanden ugenert for lukkede døre. Det er absolut de færreste “politikere”, der har forudsætninger for konstruktivt politisk arbejde i byrådssal eller på tinge, udklækket som de er i en antidemokratisk atmosfære, hvor det bare drejer sig om at manøvrere hinanden frem til ærefulde eller indbringende poster.

Politik er kappestrid

Det er karakteristisk for nervøse mennesker, at de viger tilbage for kappestrid. De foretrækker hyggesnak og letkøbte løsninger. De herrer Jørgensens nervøsitet er bragt til at stige gennem resultatet af nogle opinionsundersøgelser, der viser velfunderet mistillid til deres glorværdige arbejde.

Men politikerne skal ikke selv bestemme, om deres arbejde er glorværdigt. Det skal vælgerne. Og vælgerne har man alt for længe puttet henholdsvis højre blår, venstre blår og centrum blår i øjnene. I stedet skulle man putte vælgerne nogle kendsgerninger i øjnene. Kendsgerninger i form af resultater eller kendsgerninger i form af klare retningslinjer frem mod mere holdbare samfundstilstande.

De uduelige politikere, der ikke tåler vejr og vind efter at være blevet udklækket i partiorganisationernes kuvøser, skal vige sædet eller give sig til at drive politik for alvor. En politiker der ikke kan tåle kritik i pressen, må blive i sin kurvestol. Skulle det usandsynlige indtræffe, at hvis kritikken var uberettiget, må manden vel kunne finde udveje for at tage til genmæle. Men bedre var det, om han så kritikken i øjnene og tog ved lære af den. Det bliver fremtidens politikere i hvert fald nødsaget til.

Neuf

 http://fremskridtdk.wordpress.com/2010/12/22/nu-ma-der-%E2%80%9Dr%C3%B8res-op%E2%80%9D-i-de-gamle-politikere/

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 15. oktober 1973 / 1. årgang

Politisk forurening

Politisk forurening

 

Den største forureningskilde af alle er den politiske. Således udtalt af Helge Dohrmann, Fremskridtspartiet, ved landbostævnet i Herning, men Jyllands-Postens reporter fandt overhovedet ingen anledning til – med ét ord,– at omtale Fremskridtspartiets indsats i Folketinget om at bringe miljøhysteriet ned på et fornuftigt plan – endsige nævne Fremskridtspartiets udtalelser på stævnet, men partiet kan  ikke i længden kules ned.

Det største problem i brugen af det frie ord ligger i debatredaktionerne, der beklipper, redigerer, hensylter eller afviser læserindlæg, som afslører de virkelige sandheder, og deri er J-P desværre ingen undtagelse, selvom avisen i den henseende ikke hører til de værste.

De værste eksempler i knægtelse at ytringsfriheden er synspunkter om de såkaldte flygtninge. For tre år siden var det praktisk talt umuligt at få optaget kritik af indvandrerloven fra 1983, som nu skaber større og større problemer, men for de fleste må det vel nu stå klart, at Fremskridtspartiet som det eneste parti – også i dette forhold – havde ret i sine advarsler.

Sigurd Høy

http://fremskridtdk.wordpress.com/2011/06/02/nutids-journalistik/

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 15. maj 1987 / 15. årgang

Demokratiet i opbrud

Demokratiet i opbrud

 

Græsrodsbevægelserne består af små aggressive grupper i samfundet. De har aversion mod så forskelligartede ting som: Elmaster i naturen, løn- og arbejdsforhold, kønsroller, bilisme, EF, kernekraft og meget andet. Det eneste de har tilfælles er, at de virker samfundsnedbrydende, idet de ikke vil acceptere det parlamentariske samfunds spilleregler og uden hensyn til andre grupper i samfundet, tiltager de sig magt. De gør det gennem vold, fysiske blokader og med overenskomststridige strejker og arbejdsnedlæggelser. Nogle af dem har på det seneste fremkaldt borgerkrigslignende tilstande i de større byer. Deres overblik over samfundsproblemerne svarer præcis til det niveau, græsrødder befinder sig på!

Selv i de bedste samfund – hvortil Danmark endnu en stakket stund hører –, er der splittelsestendenser og evigt utilfredse medborgere. Det er godt, for de holder politikerne oppe på mærkerne og medvirker til en stadig forbedring af samfundsforholdene. Til gengæld er det katastrofalt, hvis man ikke holder dem under kontrol, og at de bliver de dominerende kræfter. De har nemlig hverken evne eller lyst til samarbejde og koordination, vægtning og vurdering af de mange hånde og modstridende interesser i et kompliceret samfund. De har kun én ting i hovedet: Trivsel for deres egne ideer!

Samfundet er meget sårbart overfor minoriteters anslag. En håndfuld edb-operatører kan lamme bank- og handelsverdenen, nogle få postarbejdere, der bliver vrede over ikke at få deres vilje kan med et par stykker madpapir sabotere det elektroniske apparatur, så teknikere i timevis må søge efter fejlen. Typografer og journalister har tit standset nyhedsformidlingen i både radio, tv og pressen. Havnearbejdere og rengøringsfolk kan i lunefulde sindsstemninger bringe vort samfund tilbage til forholdene omkring århundredeskiftet til skade for den majoritet af befolkningen, som overhovedet intet har med problemstillingerne at gøre.

Det er tragikomisk, at først dannede det arbejdende folk – og med god grund – faglige organisationer til at varetage sine interesser. Sidenhen blev almindelige mennesker slaver af dette system, som de tidligere havde været det af benhårde arbejdsgivere og ridefogeder.

Og nu underkender medlemmerne de forhandlingsresultater, deres repræsentanter har forhandlet sig frem til. Det synes åbenbart, at folkeskolen har forsømt en af sine vigtigste opgaver: At forklare børnene og de unge om samfundets kontinuitet, at det ikke er højere løn, som sikrer materiel velstand, men produktion, at lønposens tal og købekraften ikke hænger sammen. Vi kan med lethed bevilge hinanden svimlende lønninger, men resultatet er kun svimlende priser! Vi kan nedsætte arbejdstiden til 20 timer om ugen og give hinanden længere ferier. Så bliver produktionen så dyr, at vi ikke kan konkurrere med udlandet og afsætte vore varer, vi bliver fattigere!

Desværre er Fremskridtspartiet det eneste parti i Folketinget, som med rette kan kalde sig folkets parti, idet det ikke hytter en enkelt samfundsklasse på de andres bekostning, men ser på nationens interesser og søger at træffe de bedst mulige afgørelser for Danmark som et hele –, en politik der ulykkeligvis ikke tiltaler de kortsynede masser, og som det er et hestearbejde at komme igennem med.

Vi lever i et såkaldt ”repræsentativt demokrati”, som indebærer, at vi vælger vore ledere og bør kunne have tillid til, at de sørger for Danmarks vel – og dermed for os alle.

Kører hver samfundsgruppe sit eget race, ender samfundet som en jungle, hvor kun den stærkeste overlever –, den der kan true med og gennemføre de værste skurkestreger. En tilstand vi er på vej imod. Vore folkevalgte har svigtet vor tillid, de har nedbrudt landets økonomi, ødelagt udlandets respekt for Danmark på så at sige alle områder: Moralsk, forsvarspolitisk og kulturelt. Og nu – for at sætte kronen på værket – smuldrer de Danmark ud til mågerne ved at åbne grænserne for alverdens ulykkelige, som hellere skulle blive i deres egne lande og kæmpe for bedre levevilkår. Sådan som danskerne har gjort det i århundreder!

Danmarks velfærd blev jo ikke opbygget på udnyttelse af kolonier eller ved social bistand fra omverdenen, men gennem hårdt og målbevidst arbejde af flittige mennesker, der samarbejdede i stedet for at slå hinanden ihjel.

Frost-Hansen

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/02/dig-dejlige-danmark%E2%80%A6/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 5. juni 1987 / 15. årgang

Dansk Flygtningehjælp

Dansk Flygtningehjælp

 

Nævenyttige pressionsfolk opretter ofte organisationer, der så lever af at have sugesnablerne nede i de offentlige kasser, men optræder forklædt som private foretagender, og derfor kan manøvrere ret frit med de skatteyderpenge, som de får fingrene i.

En af dem er et blakket, odiøst foretagende med det forførende og vildledende navn: Dansk Flygtningehjælp. Det var en helt afgrænset opgave, de ca. 1.000 ungarske flygtninge i 1956, som førte til oprettelsen som ”midlertidig samarbejdsorganisation”.

Da det problem var klaret, begik man den sædvanlige fejl ikke at nedlægge foretagendet. Fra 1960´ernes begyndelse blev overlevelsen klaret ved, at man forskaffede sig permanente statstilskud. Selv om institutionen førte en hensygnende tilværelse, var den desværre stadig levende, da den ambitiøse juraprofessor Hans Gammeltoft i 1977 blev dens formand. Fra et 17 millioner kroners statstilskud i 1978 kom det i 1982 op på at rage 84,6 skatteydermillioner til sig.

I tæt sammenrotning med sin daværende ven – justitsminister, cand.jur. Erik Ninn-Hansen (C) – tilkæmpede Gammeltoft sig – gennem flygtningeloven af 1983 – det grundlag, hvorpå Danskhedens eksistens blev eventyret, så Gammeltofts firma kunne ekspandere fantastisk.

Nu er det ikke blot en multinational koncern, men tillige på hjemmemarkedet et ganske stort foretagende med 1.200 ansatte og et filialnet ud over alle landets amter (undtagen Bornholm).

750 millioner kroner ragede det til sig fra statskassen i 1986. Både i flygtningeloven og den daglige praksis har dette foretagende – som formelt er privat – tiltusket sig betydelig offentlig magt som en stat i staten.

Det er horribelt, at man giver den principielt private organisation Dansk Flygtningehjælp større offentlig kompetence – for eksempel med flygtningenævnsmidler – end virkeligt private foretagender som eksempelvis Søren Krarup-komitéen, Grønjakkerne osv.

Mogens Glistrup

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/18/stol-ikke-pa-flygtningehjaelpen/ 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 15 / 1. maj 1987 / 15. årgang

Offentlige tilskud

Offentlige tilskud

 

Skatteyderbetalte tilskud er det middel, som stemmekøbspolitikere lever højst på.

Hvad enten tilskuddet går til kultur, erhvervsgrupper eller andre, vil afgørelsen om, hvem der helt konkret skal have hvor meget blive truffet af snævre beslutningstagere.

Her vil altid være modestemninger. De indebærer, at man kan lide nogle bedre end andre. Derfor bliver fordelingen skæv og uretfærdig mellem de muligt tilskudsberettigede.

Helt uretfærdigt er det selvsagt, at gammelpartierne tvinger folk uden for kredsen – de almindelige skatteydere – til at betale af deres egne surt tjente penge til de grupper, hvor de pågældende partier mener at kunne forskaffe sig ekstra stemmer ved førstkommende valg.

Mogens Glistrup

 http://fremskridtdk.wordpress.com/2011/05/15/staten-forskelsbehandler/

  

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 22 / 19. juni 1987 / 15. årgang

Afskaffelse af arbejdsløsheden

Afskaffelse af arbejdsløsheden

 

Arbejdsløsheden skyldes, at prisen på arbejdskraft er så høj, at firmaernes efterspørgsel efter arbejdskraft er mindre end udbuddet.

Sættes prisen ned, vil der komme balance. Bliver prisnedsættelsen tilstrækkelig stor, tipper forholdet over. Der bliver større efterspørgsel end udbud altså overbeskæftigelse.

Prisen på arbejdskraft hedder løn.

Men ordet ”løn” bruges forvirrende nok på nudansk i to vidt forskellige betydninger. De fleste tænker på det, som de får for at arbejde.

Denne økonomiske størrelse er imidlertid ret ligegyldig i forbindelse med kampen mod arbejdsløsheden.

Her drejer det sig om den betydning af ordet ”løn”, som udtrykker, hvad arbejdsgiveren skal betale for at få udført arbejde. I denne omkostning indgår udover udbetalingen til medarbejderen også kildeskat.

Derfor er det denne skat, vi skal have fat i og nedsætte, når vi skal stille om fra et arbejdsløshedssamfund til et overbeskæftigelsesland.

Nedsættes kildeskatten – skatten på arbejde – tilstrækkeligt opnås, at prisen på arbejdskraft falder til det punkt, hvor arbejdsløshedsproblemet er totalt forsvundet.

Men, hvad skal vi dog gøre af alle de varer, der bliver produceret, når alle mennesker kommer i arbejde? Dem skal vi i vidt omfang sælge til udlandet for at stoppe Danmarks gældsætningsforblødning og tilbagebetale den allerede pådragne valutagæld.

Anderledes udtrykt: Vi demonterer en bombe mod vore børns og børnebørns livsmuligheder. Danmark kan jo under ingen omstændigheder blive ved med at låne og låne i det uendelige. Når bare priserne bliver lave nok, er der i udlandet marked for alt, hvad vi overhovedet kan producere.

Danmark er jo blot så lille et fnug på globussen, at det overhovedet ikke kan mærkes ude i den store verden, om vi så tidoblede vor eksport.

Midlet til at klare såvel arbejdsløsheden som betalingsbalancen hedder derfor skattelettelse.

Og reallønfremgang på holdbar vis får vi kun, hvis langt flere slutter op om Fremskridtspartiets kamp for lavere skatter.

Arbejdspladser flyttes til produktionen fra den alt for overoppustede offentlige sektor.

Da de andre partier ikke fortjener nogen stemmer – sådan som de opfører sig nuomdage – er valget let: Gå fra A til Z.

Mogens Glistrup

http://fremskridtdk.wordpress.com/2010/01/06/vi-betaler-selv-lonstigning/

  

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / 3. april 1987 / 15. årgang