Grønland – forbudt emne?

15. april 2011

Grønland - forbudt emne? 

Det er typisk for vor tid, at vi i dag offentligt drøfter emner, man før i tiden aldrig ville have berørt. Frejdigt fortæller man omverdenen om sit kønsliv. I kirkerne præsenterer præster deres valgprogram, og i Danmarks Radio kunne man for ikke så længe siden høre en ung mands mening om tyveri som en simpel menneskeret. Han stjal, hvis jeg husker ret, for ca. 5.000 kroner om ugen.

Tilsyneladende kan man tale om alt, men det er nu ikke tilfældet. Visse emner er tabu – oven i købet strafbare. Hvis nogen tror, at demokratiet sikrer ytringsfriheden, ja endog forpligter borgerne til at sige deres meninger, så har de misforstået noget. Eller også har vi ikke mere demokrati hertillands. Ikke desto mindre – efter at OECD har konstateret, at af 27 industrinationer ligger vi i bunden med hensyn til økonomi, må det være enhver borgers simple pligt at anvise vore kloge, men åbenbart blinde politikere muligheder for at spare. Til gavn for landets indbyggere og statens økonomi.

Reelt siver ca. 15-20 milliarder danske kroner ud af landet til fremmede og i det store og hele uvedkommende lande årligt. Vrøvlet om at ca. 60 % vender tilbage, fordi disse lande køber varer hos os er naturligvis vrøvl, for de varer vi leverer, kunne vi sælge til reelle købere. Det er, siger nogle, FN som pålægger os denne økonomiske byrde som vi, dvs. nogle politikere har accepteret. Nuvel – denne accept må de damer og herrer så tilbagekalde – med henvisning til Danmarks ubestridelige ringe økonomi, som selvsagt også annullerer fraserne om at være et af verdens rigeste lande. Intet menneske – eller land – er rigt, hvis det hele tiden skal låne til dagen og vejen.

Men lad os videre se på et andet tilfælde.

I ca. 200 år var Grønland en dansk koloni, og det kom ikke grønlænderne til skade – tværtimod. Danmark opførte sig stik modsat de store kolonimagter, som slæbte enorme rigdomme hjem til moderlandene. Belgien lukrerer såmænd stadig på fortiden i Congo, medens det tidligere koloniområde er ved at gå til i sult og nød, fordi man intet gjorde for at udvikle befolkningen og landet. Det Danmark fik ud af Grønland kan – så at sige – ligge på en trækvogn set i relation til de milliardværdier, Danmark investerede. Det kan man ikke mindst takke Den kgl. Grønlandske Handels arbejde fra 1774 og op til vore dage for. Danmark har bygget Grønland op, sørget for skoler og lærere, hospitaler, læger og sygeplejerske. Der er rejst bygninger, bygget veje og etableret tekniske installationer. Unge grønlændere er kommet på studieophold i Danmark.

Det er næppe overdrevet at sige, at hver eneste af de ca. 51.000 grønlændere har fået omkring 5 millioner i dåbsgave af den danske stat.

Indtil 1979 var Grønland en del af Danmark – vort nordligste amt. Dengang ville det have mere end upassende at minde grønlænderne om, at de var et dyrt bekendtskab. I realiteten var der jo tale om en slags egnsudvikling.

Siden Hjemmestyret indførelse i 1979 har forholdene imidlertid ændret sig radikalt. Trods det at Danmark fortsat yder milliardtilskud hvert år, får vi hele tiden mindre at skulle have sagt i det såkaldte Rigsfællesskab.

Udnyttelsen af de værdier der findes i den grønlandske undergrund, og som formentlig på få år kunne få bugt med vor enorme statsgæld, der også er Grønlands, vil man ikke høre tale om.

Grønlændernes holdning overfor danskerne er – mildt sagt – yderst uvenlig. Vi får skyld for den store drikfældighed, volden og identitetskriserne i det grønlandske samfund.

Det er urimeligt!

Der er ikke mange steder på jorden, hvor man kan leve som på oldefars tid, og de færreste ønsker det. Formentlig heller ikke de gamle grønlændere som det tidligere var skik og brug at parkere på indlandsisen for at komme af med dem, når de ikke mere var til nytte i samfundet.

Tiderne skifter og med dem vore levevilkår. Det må vi lære at leve med. Ganske vist siger man, at utak er verdens løn. Men det ville være passende, om det grønlandske hjemmestyre praktiserede lidt af den så meget omtalte solidaritet med Danmark, som har vist Grønland så megen interesse og grønlænderne så megen velvilje!

Intet kæmpemæssigt landområde med en mikroskopisk befolkning og store jordskatte kan forvente, at kunne henligge som et jomfrueligt naturreservat i vor tid – i særdeleshed ikke med en uvurderlig strategisk beliggenhed!

Danmark har en stor arbejdskraftreserve, Grønland har tilsvarende opgaver at løse. Hvornår kommer vi i gang? Til fælles gavn og udbytte.

Claus Frost-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25 / 15. årgang / 14. august 1987

About these ads
  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. 30. september 2013 kl. 04:45
  2. 12. oktober 2013 kl. 10:14
  3. 2. april 2014 kl. 11:56
Der er lukket for kommentarer.
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

%d bloggers like this: