Førtidspension må ikke diskriminere

2. januar 2011

Førtidspension må ikke diskriminere

Normalt er folketingsarbejdet så forceret, at gruppen ikke kan nå at drøfte ret mange betænkningsbidrag med andre Fremskridtsfolk. Vedrørende Aukens  efterlønsforslag (FREMSKRIDT 1978-7 side 25) har det imidlertid flasket sig sådan, at betænkningsafgivelsen er udskudt til efteråret. Gruppesekretariatet modtager derfor gerne forbedringsforslag til følgende udkast:

Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget fremhæver, at lovbestemt før pension – eller efterløn om man vil – alene bør knyttes til, om vedkommende er nedslidt og derfor ikke i stand til at fortsætte på arbejdsmarkedet. Når grænselinjen skal drages mellem dem, der opnår sådan en efterløn og dem, der ikke gør det, må alene omfanget af den bevarede erhvervsevne tillægges betydning. I stedet går regeringens (Socialdemokratiet, red.) forslag ud på at diskriminere efter, om den pågældende i fem år har været medlem af en bestemt privat organisation (arbejdsløshedskasse).

En sådan forskelsbehandlingslov modsætter Fremskridtspartiet sig.

Ikke bureaukratisk jungle

Førtidspensionslovgivningen skal være en enkelt altomfattende gennemsigtig ordning og ikke – som socialdemokraterne arbejder på – en bureaukratisk jungle af forskellige pensionsformer i love om: Enke-, invalide- og folkepension samt nu efterløn. Det bevirker at to mennesker – hvis situationer er ret ensartede – behandles efter vidt forskellige regelsæt med forskellige månedsbeløb og andre vilkår. Nogle får 71.000 kroner og andre 22.000 kroner. En sådan lovgivningsfacon er uacceptabel.

Dertil kommer, at en udvidet pensionslovgivning ikke skaffer arbejde til en eneste, som nu er arbejdsløs. Var det så let at klare arbejdsløshedsulykken, kunne man jo blot udbyde lige så mange pensionsordninger som man har registreret ubeskæftigede. Den samfundsøkonomiske sammenhæng er imidlertid, at produktionslivet belastes med udgifterne til pensionen plus administrationsomkostningerne. Disse beløb må indkalkuleres i firmaernes udsalgspriser, og derfor kan der sælges færre varer. Følgen heraf er, at der bliver færre arbejdspladser. Hver gang der førtidspensioneres 20.000 ældre medarbejdere, må det forventes, at mindst det samme antal arbejdspladser må nedlægges.

Det er derfor fejltænkning af dimensioner at foregøgle nogen, at det er den automatik, at når en 62-årig trækker sig tilbage fra en arbejdsplads, kan en 22-årig straks den næste dag rykke ind i den. Som arbejdsløshedsbekæmpelse vil efterlønsordningen blive den samme fiasko, som tilfældet har været med alle de mange andre såkaldte beskæftigelsesplaninitiativer, socialdemokraterne med brask og bram har lanceret.  Simpelthen fordi den hviler på samme mangel på respekt for samfundsøkonomiens funktionsområde.

Arbejdsgalde skal ikke presses ud

Dertil kommer imidlertid også, at befolkningens aldersklassemæssige sammensætning i øjeblikket udvikler sig sådan, at vi først kan tillade os at sænke pensionsalderen, når vi virkelig har opnået en sådan rigdomsforøgelse, at vi først har kunnet standse gældsætningen til udlandet dernæst tilbagebetalt den letsindigt pådragne udlandsgæld og endvidere opsparet en valutareserve.

Vejen frem til lavere pensionsalder går altså over produktionsforøgelse, men den kræver, at hundredetusinder flere hænder kommer i arbejde i nyttig beskæftigelse.

Tiden er altså ikke til nu at fremskynde, at mennesker forlader arbejdslivet – endsige skabe grundlag for, at de mod deres inderste ønske presses væk fra aktiv beskæftigelse, som giver deres liv indhold og arbejdsglæde.

Mogens Glistrup

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 19. juni 1978 / 6. årgang

About these ads
Der er lukket for kommentarer.
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

%d bloggers like this: