Træk i arbejdstøjet
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 18 / 13. oktober 1980 / 8. årgang
Træk i arbejdstøjet
Folketingets sommerferie – og dermed befolkningens fredningsperiode – er forbi.
Og nu er vi på vej ud i en overenskomstsituation.
Højden af de næste års lønomkostninger bliver afgørende for, hvordan Danmark klarer arbejdsløshed og valutagæld.
Det er ikke fagforeningernes eller arbejdsgiverforeningens sag at redde Danmarks økonomi. De får deres kontingentindtægter for at varetage deres egne medlemmers interesser. Og det handler de da også så ganske klart efter. Derimod er Folketinget valgt til at sørge for, at Danmarks økonomi kommer i orden.
Enhver, som tænker sig lidt om, vil ud fra de sidste 12 års erfaringer vide, hvad der er galt. Skatten på arbejde – også kaldet indkomstskatten – er kommet alt for højt op. Vore virksomheder er blevet bastet og umyndiggjort af statslige barnepigeordninger. Derfor kan de ikke fuldt ud opfylde deres opgave; under de internationalt gældende konkurrencevilkår at beskæftige landets arbejdskraft og sørge for, at produktionen bliver stor nok til stadig levestandardfremgang.
Hverken Dansk Arbejdsgiverforening, LO eller nogen som helst anden organisation kan imidlertid sænke skatterne eller ophæve de mange restriktionslove.
De økonomiske problemer løses kun eet eneste sted. Nemlig der, hvor de er skabt: Folketinget, Christiansborg, 1218 København K.
Men her er der kun eet parti, som konsekvent lader alle sine enkelthandlinger bestemme af, at de skal indgå i nødvendighedens helhedsmønster.
”38.000 kr. skattefri bundgrænse i 1981 og i 1982 60.000 kr. samt enhedsskat på 50 % af indtægt derudover” er Z-nøglen til løsning af overenskomsterne for perioden forår 1981 – nytår 1982/83.
Det kræver nok så store offentlige besparelser. Hæderligt udmønter Z-gruppen i disse uger ajourføringen af vort finanslovsforslag.
Men Fremskridtspolitik kræver mange andre lovændringer. Som noget nyt er gruppen nu i gang med at opstille et lovkatalog.
Her er arbejde for alle Fremskridtsfolk ud over landet. Få katalogmaterialet tilsendt. Giv et nap med at gøre det en tak bedre på det område, du særligt interesserer dig for.
Masser af andre opgaver venter også på den, der vil være med til at redde Danmark: Flere abonnenter og annoncører til FREMSKRIDT – læserbreve – indlæg på lokale møder – egen dygtiggørelse ved selvstudium af den omfattende Fremskridtslitteratur – deltagelse i de kurser, FPU arrangerer – skaffe penge til vort kirkerottefattige parti.
Og måske allermest påtrængende: 17. november 1981 er der kommunalvalg. Det er ikke én dag for tidligt, at du i din kommune finder den størst mulige kreds af velanskrevne mennesker, som er villige til Z-opstilling – folk fra alle erhvervsgrupper, alle dele af kommunen, alle aldre og begge køn. Gode folk tryller man ikke op af jorden lige den dag, opstillingsmødet finder sted. Det er et stort slid, som må klares gennem lang tid forinden.
Kommunalvalgskampsforberedelse kræver også, at alle Fremskridtsfolk sætter sig grundigt ind i sin kommunes problemer og på basis heraf sender læserbreve og deltager i møder.
Men lad være at deltage i den navlebeskuende selvoptagethed med at ændre om på Fremskridtspartiets vedtægter.
De kræfter, som spildes herpå, skaber erfaringsmæssigt blot splid og utilfredshed.
Når Danmark stander i våde, er det næsten helt blasfemi at hengive sig til interne Fremskridtskævlerier.
Mogens Glistrup