Hjem > Fremskridtspartiet, Mogens Glistrup, Social- & sundhedspolitik > VKR-vinterangrebet på folkepensionisterne

VKR-vinterangrebet på folkepensionisterne

9. august 2009

VKR-vinterangrebet på folkepensionisterne

Forliget om finansloven for 1990 blev indgået den 1. december 1989.

Den udmøntede selvsagt en del foranstaltninger, som parterne lovede, at gennemføre. Men for at regnskabet kunne gå op, var der også en uspecificeret post. Den gik ud på, at man indenfor det offentliges 1990-udgifter på ca. 580.000 millioner skulle udmønte 650 millioner i yderligere besparelser.

Da der ingen adresse var herpå, har Fremskridtspartiet i finanslovsaftalen optaget en fredning af syge, handicappede og personer over 67 år. Dem måtte de 650 millioner ikke gå ud over.

I den følgende tid kom regeringen med en del forslag om udmøntningsmuligheder for de manglende udgifter. Nogle blev godkendt. Andre blev forkastet af det ene eller det andet forligsparti.

Den 21. februar 1990 meddelte Brusgaard (Z) på et gruppemøde, at regeringen nu var kommet med et notat om yderligere en del af de 650 millioner kroner.

Notatet var skrevet på kaudervælsk, men det fremgik ganske klart, at der var tale om noget helt nyt, der overhovedet ikke tidligere havde været fremme. For at forstå indholdet måtte vi dog bruge ganske lang tid på studier af de lovtekster, hvori de nye regler skulle indpasses.

Det viste sig så, at der reelt var tale om et første stort skridt i en folkepensionsnedsættelse. Ikke så meget for 1990, som finanslovsforliget drejede sig om, men ganske meget for 1991 og 150 kroner månedligt fra 1. januar 1992 for de 250.000 dårligst stillede pensionister. Blev en sådan helt ny regel indført i dansk lov, ville den let forudseelige følge blive, at når staten fattedes penge engang i fremtiden, ville de 150 kroner blive forhøjet – måske på papiret ”midlertidigt” – og når de dårligst stillede folkepensionister skulle af med måske 200 kroner eller 350 kroner om måneden, ville der nok komme en geskæftig (person, der blander sig i stort som småt, red.) finansminister med krav om, at nu skulle de resterende 450.000 bedrestillede folkepensionister af med meget mere.

Efter gruppens anmodning ved de to foreløbige drøftelser den 21. februar skrev jeg på et udførligt notat om, hvordan man med respekt for finanslovsaftalen kunne finde besparelser på andre grupper. En eller anden omdelte en kladde til dette notat på morgengruppemødet den 22. februar, hvor det imidlertid blev mange andre presserende sager, der slugte det meste af mødetiden.

Brusgaard fortalte, at regeringen havde forlangt svar til 22. februar om formiddagen. Jeg kender kun hans svar for mit eget vedkommende. Det var klart og utvetydigt, at jeg ikke kunne gå med til dette frontalangreb mod folkepensionisterne.

Når regeringen havde kissejav (travlt, red.), skyldtes det, at den til sin sædvanlige partner – Socialdemokratiet – ville fortælle, at den havde et flertal med Fremskridtspartiet for at ødelægge pensionisternes kår. Og så satsede Schlüter (C) på en aftale med Socialdemokratiet om, at regeringen frafaldt folkepensionistforhøjelsen i denne omgang, så Svend Auken  og Lykketoft (A) overfor offentligheden kunne prale af, at det var dem, der havde forhindret Fremskridtspartiets angreb på folkepensionisterne. Til gengæld skulle socialdemokraterne så ifølge Schlüters plan indskibe sig i aftaler, så socialdemokraterne dårligt kunne vælte regeringen i det lange stykke tid fremover, som ville medgå med gennemførelser af det nye Schlüter/Auken-forlig.

Hele denne lumske plan blev lykkeligvis forpurret. Regeringen måtte kapitulere den 14. marts. Men derfor skal vi ikke falde i søvn. Schlüter og Ellemann (V) kommer med garanti med nye anslag for at forringe de ældres levevilkår.

Her må Fremskridtspartiet selvsagt gå på barrikaderne. At være Fremskridtsmenneske er jo med hud og hår, uopholdeligt at slås for, at den samlede Z-løsning på Danmarks problemer gennemføres mest muligt, hurtigst muligt. Herunder som et af de vigtigste punkter, at folkepensionisternes kår forbedres og i al fald under ingen omstændigheder forringes, så vidt det står til os.

Derimod må vi aldrig blive Christiansborgmiljøskadede, så vi i stedet for at slås for at redde Danmark spilder tid og kræfter med at henfalde til interne intriger om pamperpolitik som gummielastikkede ”gruppedisciplin-regulativer” og andet internt til at slå partifæller i hovedet med. Det kan kun danne basis for fremtidige kæmpeslagsmål indenfor Fremskridtspartiets egne rækker.

Sager af den art kan nemlig altid ses fra mange sider. Skulle det ske, at et Z-folketingsmedlem siger, nu går jeg mod gruppedisciplinen, fordi dette eller hint forslag strider mod min overbevisning, vil vedkommende selvsagt være en sølle usling, hvis han forlader sin overbevisning, om for eksempel at redde 700.000 folkepensionister – fordi der ellers ville være ubehageligheder for ham personligt. Sådanne ømskindede opportunister har vi i al fald ikke brug for i Fremskridtsgruppen.

Derimod har vi hårdt brug for anti-nikkedukker med faste, personlige standpunkter. Næsten altid bliver det udslagsgivende i den enkeltes beslutningsproces, at hensynet til holdsammenspillet i folketingsgruppen tæller højst. Men hvis en person i en sag, der for ham er et samvittighedsanliggende, tager eget standpunkt, er det al ære og respekt værd og skal selvsagt ikke hindre ham i at arbejde i Z-folketingsgruppen fremover med de 14.747 andre sager, som der i folketingsarbejdet indenfor kort fremtid også skal tages stilling til.

Z-folks eksistensberettigelse i dansk politik er at slås for det danske folk, ikke at prisgive de svage ved at forfalde til de tosserier, som de gamle partier elsker så meget, at de har ødelagt Danmark. For i stedet at svælge i alskens folketingstaktikfinurligheder.

Z-folk skal tage stilling til at udelukke selvstændigt tænkende, vil ofte ligge under for nogle løgnehistorier, de har læst i Jyllands-Posten eller andre modstanderblade eller fra andre udtalelser, der er fremsat af folk, der i virkeligheden blot attrår, at fremme egne personlige fordomme og forfængeligheder.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 18. årgang / april 1990

About these ads
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

%d bloggers like this: