Folkeskolen
Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 20 / 21. november 1977 / 5. årgang
Folkeskolen
I april 1978 skal der være valg til skolenævn for en ny fireårig periode og netop nu vælges ved forældremøder landet over forældrerepræsentanter for de enkelte klasser.
Skolenævnene vælges af og blandt alle forældre, der har børn i den pågældende skole. Forældrerepræsentanterne for de enkelte klasser vælges af og som regel blandt de fremmødte til forældremøderne.
Det må tilrådes fremskridtsfolk at møde frem til disse forældremøder og forsøge at blive valgt til forældrerepræsentanter, idet disse har større mulighed for at føle kandidaterne til folkeskolenævnsvalget ”på tænderne” og for siden hen at bedømme deres arbejde. Det vil naturligvis være endnu bedre, om fremskridtsfolk kunne blive indvalgt i selve skolenævnene, der blandt andet har til opgave at medvirke ved læreransættelser og at godkende undervisningsmateriale og læseplaner i de pågældende skoler – en opgave, der bør tages mere end alvorligt efter Ritt Bjerregårds krystalklare udtalelser om, at socialiseringen skal gennemføres blandt andet gennem folkeskolen og efter, at andre ruster sig til et maccarthyistisk felttog mod samme skole.
Som demokrater – der selv har mærket af svøben – må vi tage afstand fra den hetz, der er under optræk mod lærerne i den danske folkeskole. Vore grundlovssikrede rettigheder gælder også for folkeskolelærere, hvorfor ethvert retsbevidst menneske må bekæmpe de tendenser til ”Berufsverbot”, der lurer under overfladen. Fremskridtsfolk i skolenævn må sikre, at den personlige frihed ikke krænkes – at ingen ”dømmes” på deres sindelag. Sindelagskontrol hører ikke hjemme i et demokratisk samfund.
Den samfundsgavnlige undervisning – som Fremskridtspartiet ønsker – står ikke blot i indlæring af nyttige kundskaber, men også i saglig og bred orientering om alle livets og samfundslivets forhold i både historisk og nutidigt, nationalt og globalt perspektiv. En sådan undervisning vil give vore børn de nødvendige ”redskaber” til siden hen at kunne deltage – med alsidig kritisk sans – i et demokratisk samfundsliv. Vore medlemmer i skolenævn bør derfor påse, at undervisningsmaterialet danner basis for en sådan saglig og bred orientering – at alsidighed levner plads til både Maos lille røde og Det ny Testamente. Først der, hvor oplysning afløses af ren propaganda, bør vi sige stop, hvad enten det kommer fra venstreekstremister, socialdemokrater eller fremskridtsfolk, ellers vil viden blive afløst af fordummelse.
Fremskridtspartiet mener, at demokratiets bedste forsvar er demokratiet selv. Derfor vil vi bekæmpe såvel en ”rød skole” som en ”sort skole” men kæmpe for en skole med lys og luft for ånd og viden, med ”frihed for Loke, såvel som for Thor” og med samtidig indlæring af nyttige kundskaber. En sådan skole kan vi, men først og fremmest vore børn, være tjent med.
Redaktionen
Læs også: Studerende tvinges til at læse Karl Marx:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/05/studerende-tvinges-til-at-l%c3%a6se-karl-marx/
Læs også: Tiltrængt, at der nu sker noget positivt:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/05/tiltr%c3%a6ngt-at-der-nu-sker-noget-positivt/