De kunne jo ikke

24. marts 2009

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 14 / 19. august 1976 / 4. årgang

De kunne jo ikke

Danmarks problemer kan kun løses gennem store skattelettelser og kraftige offentlige besparelser

Danmark har to slags underskud: Underskud på betalingsbalancen og underskud på finansloven.

Betalingsbalancen er syg, fordi omkostningsniveauet i dansk erhvervsliv er for højt, først og fremmest p.g.a. de høje lønudgifter, der igen er affødt af skattetrykket.

Derfor bør lovgivere og arbejdsmarkedets parter enes om, at de næste dyrtidsportioner skal erstattes med skattelettelser i form af en hævning af den skattefri bundgrænse. Herved falder det offentliges indtægt og dette skal modsvares af reelle besparelser på de offentlige udgifter.

I virkeligheden kan dansk erhvervsliv blive mere konkurrencedygtigt ved at nationen sparer på rådhusbyggerier, kunstnerstøtte, uanvendelige universitetsuddannelser og andet offentligt luksusforbrug.

Men også udenlandsk er der underskud, fordi de ”ansvarlige” politikere ikke vil være bekendt at opkræve lige så meget i skat, som de lader det offentlige bruge. Også dette underskud, som er inflationsskabende, skal fjernes gennem offentlige besparelser.

Septemberforligspartierne har påtaget sig at arbejde for at få Danmark på fode igen, men det er nu bevist, at de ikke kunne. Momsnedsættelsen var lige så tåbelig, som det påbud Hans Hækkerup (A) i sin tid fik gennemført om tvungne stænklapper på alle biler.

Den Hækkerupske stænklaps-tåbelighed blev senere opgivet efter at have kostet skatteyderne nogle millioner. Det var trods alt til at bære økonomisk.

Men septemberforligets tåbeligheder har langt større virkninger og de, der ikke evnede at undgå dem, evner heller ikke at afbøde dem.

Redaktionen

WWW.FRP.DK  

Læs også: Glistrups ønskedanmark: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/22/glistrups-%c3%b8nskedanmark/

Læs også: Velfærd frem for vanvid: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/13/velf%c3%a6rd-frem-for-vanvid/

Læs også: Sporene er skræmmende: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/29/sporene-er-skr%c3%a6mmende/

Det er ikke muligt at kommentere.