Det offentlige skal ikke blande sig i folks privatliv

Det offentlige skal ikke blande sig i folks privatliv 

Formålet med at føre politik er at gøre tilværelsen lykkeligere for befolkning

 

Dem, der i forvejen har god økonomi eller gode evner, har lettere ved at klare sig selv end den, som er handicappet økonomisk, helbredsmæssigt eller evnemæssigt. Derfor er det de svage, politikeren først og fremmest skal interessere sig for.

At være lykkelig vil efter gængs dansk opfattelse sige, at man kan gå og hygge sig nogenlunde uforstyrret i tryghed i lillefamiliens kreds.

Herefter bliver det politikerens vigtigste mål at sørge for, at de som bor i Danmark – og navnlig de svagtstillede – kan opnå en tryg hyggetilværelse.

Hver gang det offentlige griber ind i borgernes forhold, går der en flis – stor eller lille – af denne livsførelse. Derfor bør det offentlige ikke blande sig i folks privatliv, fordi teknokratprofeter docerer, at de meget bedre end menigmand vide, hvordan livet skal leves.

Ikke Vorherre

Folketingspolitikken må til enhver tid gå ud på, at korrigere den kurs, man befinder sig på. Man drejer lidt vest, hvis man er kommet langt øst på og omvendt. I de senere år har udviklingstendensen klart været, at de regerende på Slotsholmen har grebet alt for meget ind i den enkeltes tilværelse. Derfor bliver opgaven nu, at justere kursen ved at ophæve en del af de foretagne indgreb. Det er som om de regerende har savnet den fornødne ydmyghed til at forstå, at fordi et menneske er blevet ansat i et ministerium eller indvalgt i Folketinget, er han ikke blevet udrustet med evner som en Vorherre.

Det er i det hele taget så lidt, man ved almindelig lovgivning for fem millioner mennesker kan gøre for umiddelbart at skabe trivsel. Denne begrænsning i handlemulighederne er det alfa og omega for politikerne og embedsmændene at forstå. Tilbage for statsstyret bliver herefter tilrettelæggelse af økonomien, så den enkelte får mulighed for, med færrest nødvendige pligtanstrengelser, at opnå de bedste forudsætninger for, at økonomiske hæmninger ikke spærrer for den menneskelige trivsel. Dette vil igen sige, at det er politikernes opgave – uden at ødelægge miljøet ved forureningsforanstaltninger etc. – at skabe de bedste rammer om effektiv produktion, idet en af forudsætningerne for, at vi alle og især de svagtstillede kan have det godt, er, at der er en rigelig og stadig stigende produktiv indsats.

Den, som så ønsker at bestille mere end det mindst mulige og som altså derved bidrager til højnelse af produktionen, bør også have sin belønning derfor til sin egen rådighed.

De tre samfundsplager

Indkomstskatten er ikke blot samfundsøkonomisk ødelæggende og teknisk uigennemførlig. Den er også i vidt omfang en umoralsk foranstaltning. Det golde papirbjergarbejde med skemaer, blanketter, indberetninger og statistikker stjæler arbejdstid, der kunne bruges til noget nyttigt og forvrænger idealnormerne. Uforståelige og uigennemarbejdede lovgivningsarbejder avler utryghed i mennesketilværelsen.

At bekæmpe disse tre samfundsplager er derfor Fremskridtspartiets hovedmål i 1970´ernes Danmark.

Mogens Glistrup

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/22/glistrups-ønskedanmark/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / august 1973 / 1. årgang