Nedturen

Nedturen

Fremskridtspartiet har påvist, at hovedmidlet til at løse landets problemer er at nedsætte den offentlige sektors størrelse fra ca. 53 pct. til ca. 35 pct. af indtjeningen her i landet.

Men hvordan er det gået med den procent gennem tiderne?

Ja, meget længe lå den konstant på omkring 8 pct. Det gjaldt i mere end 40 år frem til 1911.

De næste 48 år steg den ret jævnt op til 29 pct. Altså med knapt ½ pct. om året. De 10 pct. passeredes i 1916, 15 pct. blev nået i 1937 og de 20 pct. passeredes i slutningen af anden verdenskrig. 20 pct. var det blevet til i 1954.

Fra 1960 kom så den stejle stigning. Vildere og vildere. 35 pct. passeredes i 1965, 40 pct. i 1967, 45 pct. i 1970 og 50 pct. i 1971.

Fra andre talmæssige synsvinkler er emnekredsen senest behandlet i FREMSKRIDT 17-1976 side 18.

Redaktionen

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/23/sadan-bruger-danmark-pengene/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 14 / 22. august 1977 / 5. årgang

Økonomisk istid

Økonomisk istid

Det er en kold tid vi lever i – herom er vist ingen mere i tvivl. Det er forvarslet for den økonomiske istid, der inden længe vil lægge sin tunge kappe over Danmark, hvis ikke regeringen (Socialdemokratiet, red.) meget snart ser virkeligheden i øjnene.

Betalingsbalanceunderskud – gældsætning – rekordarbejdsløshed – rekordrente. Vi har hørt det så tit, og vi ved det så godt. Selv regeringen kan ikke fornægte disse kendsgerninger. Alligevel bagatelliserer den problemerne – omtaler den seneste vismandsrapport som stærkere i ord end indhold – sidder dommedagsbasunernes fra udenlandske eksperter overhørig og tror, at bare den får ”et fast flertal” bag sig, så kan den løse problemerne. Men vi kender desværre regeringens ”løsninger”. I bedste fald har de ingen virkning, i værste gør de ondt værre.

Det socialdemokrati der bragte landet gennem 30ernes krise er nu så degenereret og blodfattigt, at det end ikke formår at se 70ernes krise i øjnene, og før man erkender problemernes oprindelse og omfang, kan man i hvert fald ikke løse dem.

Den dag står for os som et rædslernes fata morgana, hvor Danmark betingelsesløst må kapitulere overfor de tyske banker for at opnå nye lån. Vi vil da blive påbudt indgreb, der vil få Fremskridtspartiets 800 ændringsforslag til finansloven til at fremstå som den rene overbudspolitik. Den dag er det for sent at angre, at man ikke tog os og alle rapporterne alvorligt.

Socialdemokraterne må derfor tvinges – af ”et fast liberalt flertal” – til at se virkeligheden i øjnene nu. I tredsserne tog de æren for de gode tider. I halvfjerdserne kan de ikke bare flygte fra virkeligheden, fordi den er ubehagelig, for virkeligheden er vores allesammens levevilkår, og de er i øjeblikket stærkt på vej ind i den økonomiske istid.

Redaktionen

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/22/dansk-dynamik/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / 20. juni 1977 / 5. årgang

Et lykkeligt Danmark

Et lykkeligt Danmark

Med den arbejdsglæde og virkelyst der vil fremstå, når Fremskridtspolitikken vinder indpas i Danmark, vil vi være rustet til at løse problemerne omkring beskæftigelse, valuta, social tryghed, undervisning og en lang række andre vigtige forhold og samtidig forøge den enkeltes realindkomst.

I fjernsyn, radio og aviser hævdes det gang på gang ud fra fordrejede oplysninger – både når fremskridtsfolk har mulighed for gensvar, og navnlig når de ikke har det –, at fremskridtspolitikkens Danmark skulle blive et sort, egoistisk, ja, endog halvfascictisk Danmark uden tryghed for syge og socialt svage.

Imidlertid vil en fuldstændig gennemførelse af Fremskridtspartiets politik betyde, at det offentlige – i reel købekraft – vil få lige så stor en samlet udfoldelse, som vi rent faktisk udøvede i 1971. At Fremskridtspartiet så ønsker at forøge de nuværende udgifter til folkepension, forureningsbekæmpelse og sundhedsvæsen på bekostning af unødvendig offentlig virksomhed, er en anden sag.

Den befolkning som har skabt landets store værdier, inden de ”ansvarlige” partier for vild, kan også skabe et sundt moderne samfund på trods af de vanskeligheder, de gamle partiers vildfarelser har bragt os i. Der mangler blot en erkendelse hos flere end hver sjette dansker af, at Fremskridtspartiet står for den politik, som vil føre landet til det, der ligger nærmest flertallets opfattelse af et lykkeligt Danmark.

Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 20. maj 1976 / 4. årgang

Skal vi ud af FN?

Skal vi ud af FN?

Folketingsgruppen har drøftet muligheden af en dansk udmeldelse af Forenede Nationer.

Fremskridtspartiet har ikke taget endelig stilling til spørgsmålet, om Danmark burde melde sig ud af FN. Det har været drøftet i folketingsgruppen, uden at gruppen har truffet beslutning om noget.

Fremskridtspartiets udenrigspolitiske ordfører – John Arentoft – rejste under Folketingets udenrigspolitiske debat den 15. Ds. Spørgsmålet. John Arentoft betegner det som skuffende, at udenrigsministeren (K.B. Andersen, A, red.) ikke kom ind på det i debatten. Kun et enkelt parti berørte emnet.

Spørgsmålet om hvorvidt Danmark burde udmelde sig af FN begrundes bl.a. med, at der ved afstemninger i FN afgives tilkendegivelser, der kan udsætte vitale danske interesser for meget væsentlige risici, når Danmark som medlem tvinges til at tage stilling for eller imod andre lande til problemer, som vi ret beset kun har ringe forbindelse til og indsigt i.

Det er normalt at rejse udenrigspolitiske spørgsmål under debatter i Folketinget for at høre andre partiers eller ministres syn på tingene. Derfor gjorde John Arentoft det. Hele spørgsmålet er af stor vigtighed og bør derfor også drøftes uden for Folketinget.

Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 12. februar 1976 / 4. årgang

Radikal konkurrence

Radikal konkurrence

På en rejse over Sjælland sad der i kupeen en ung mand tydeligvis en nyudsprunget konfirmand. Han var lidt uheldig og kom til at slippe en vind og blodrød i hovedet, skyndte han sig at knirke med de nye sko. Da vi havde kørt lidt, var der en ældre mand, der sagde: Ja, unge mand. Det klarede du jo meget godt, men hvordan bortforklarer du lugten?.

Det parti – der står på de svageste fødder i dag – er vel nok de radikale med den splittelse, der er inden for partiet og ikke mindst efter erklæringen om, at de ønsker at være slyngveninde med Socialdemokratiet, og at de lover at være bydreng for dette parti før, under og efter et kommende valg. Det kan måske tydes som fremgang, at de radikales vælgere for fremtiden ved, hvad deres stemmer vil blive brugt til, hvad tilfældet jo ikke har været tidligere.

Da angreb altid er det bedste forsvar, har den radikale folketingskandidat på Bornholm i et læserbrev opfordret til en konkurrence om hvem, der kan skrive mest ufordelagtigt (for at sige det mildt) om Fremskridtspartiet. Flere fra andre partier har da også naivt ladet sig spænde for vognen og sat fantasien i sving. Hvad de stikker fremskridtsfolkene i skoene er dog ret stereotypt: Nazisme og egoisme er gennemgående udtryk. Mærkeligt at de endnu ikke er kommet til hvid slavehandel og narkotikasmugling. Men en ting må man lade dem: De forstår skam at ”knirke med skoene”.

I 60erne overtog gammelpolitikerne er gældfrit Danmark uden arbejdsløshed. I dag har vi i udlandet lånt 72 milliarder kroner i kortfristede højtforrentede lån. Vi har 40 milliarder kroner til gode hovedsagelig hos Ulande og disse tilgodehavender er rente- og afdragsfri. Vi har et handelsunderskud på 14 milliarder kroner, og regeringen (Socialdemokratiet, red.) har sat sit forbrug til 20 milliarder kroner mere, end de får ind i skatter og afgifter. Vi har 125.000 arbejdsløse.  (Disse tal er et par dage gamle og vil, når du læser dette, allerede være højere).

Som den gamle mand sagde: Hvordan bortforklares lugten?.

A.Sørensen

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/29/tomme-radikale-fraser/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 18. november 1976 / 4. årgang

De kunne jo ikke

De kunne jo ikke

Danmarks problemer kan kun løses gennem store skattelettelser og kraftige offentlige besparelser.

Danmark har to slags underskud: Underskud på betalingsbalancen og underskud på finansloven.

Betalingsbalancen er syg, fordi omkostningsniveauet i dansk erhvervsliv er for højt, først og fremmest p.g.a. de høje lønudgifter, der igen er affødt af skattetrykket.

Derfor bør lovgivere og arbejdsmarkedets parter enes om, at de næste dyrtidsportioner skal erstattes med skattelettelser i form af en hævning af den skattefri bundgrænse. Herved falder det offentliges indtægt, og dette skal modsvares af reelle besparelser på de offentlige udgifter.

I virkeligheden kan dansk erhvervsliv blive mere konkurrencedygtigt ved, at nationen sparer på rådhusbyggerier, kunstnerstøtte, uanvendelige universitetsuddannelser og andet offentligt luksusforbrug.

Men også udenlandsk er der underskud, fordi de ”ansvarlige” politikere ikke vil være bekendt at opkræve lige så meget i skat, som de lader det offentlige bruge. Også dette underskud – som er inflationsskabende – skal fjernes gennem offentlige besparelser.

Septemberforligspartierne har påtaget sig at arbejde for at få Danmark på fode igen, men det er nu bevist, at de ikke kunne. Momsnedsættelsen var lige så tåbelig, som det påbud Hans Hækkerup (A) i sin tid fik gennemført om tvungne stænklapper på alle biler.

Den Hækkerupske stænklaps-tåbelighed blev senere opgivet efter at have kostet skatteyderne nogle millioner. Det var trods alt til at bære økonomisk.

Men septemberforligets tåbeligheder har langt større virkninger og de, der ikke evnede at undgå dem, evner heller ikke at afbøde dem.

Redaktionen

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/22/dansk-dynamik/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 14 / 19. august 1976 / 4. årgang

Den tabte tråd

Den tabte tråd

Danmarks største parti – Socialdemokratiet – får tilslutning fra omtrent en tredjedel af vælgerne og er vidt forgrenet i fagbevægelse, administration og blandt dem, der uddanner børn og unge.

Dette er opnået ved årti efter årti at kæmpe for den brede befolknings ve og vel og frem for alt ved at nå resultater for sine vælgere.

I dag kæmper Socialdemokratiet stadig, men kampen gavner ikke længere de store befolkningsgrupper. Det parti – der var forrest i kampen for at nedbryde klasseforskellene – har skabt og støtter nu den herskende klasse af halv- og helakademikere spændende fra administrationens teknokrater til kultureliten og favnende en kreds af bedrevidende specialister i det i øvrigt uundværlige social- og undervisningsvæsen.

Den gamle vælgerskare i den brede befolkning udsættes dermed for århundredets største udbytning, når den herskende klasse hæver sine honorarer for at blande sig i folks hverdag og give penge ud til alverdens påhit.

Da samfundsudviklingen tog fart efter anden verdenskrig, blegnede betydningen af de kundskaber i socialisme og planøkonomi, – som de nye socialdemokratiske ledere havde ofret så mange kræfter på at tilegne sig – og på grund af manglende forståelse for de virkelige problemer i samfundet, tabte de tråden.

Socialdemokratiet ophørte med at være et arbejderparti.

Redaktionen

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/03/det-sku´-være-sa-godt/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 7. oktober 1976 / 4. årgang

Skattefri statsstyring

Skattefri statsstyring

Socialdemokratiets ”fond til støtte for usunde virksomheder” får den skattefrihed, andre har brug for.

Socialdemokratipamperne ser ofte at de erhvervsvirksomheder, de kæledækker for, bliver dødssejlere og derfor ikke kan få bankkreditter.

I juni fik partiet imidlertid lusket igennem Folketinget en lov om ”statslig bistandsfond”, så disse firmaer kunne låne statspenge via en fond. Fremskridtspartiet stemte selvfølgelig imod.

Efter sommerferien havde regeringen (Socialdemokratiet, red.) så den frækhed at foreslå, at denne fond skulle være skattefri.

Herimod skrev Fremskridtspartiet i udvalgsbetænkningen:

Ændringsforslaget vedrører den af socialdemokraterne i juni 1975 gennemtrumfede fond, der skal bidrage med skatteyderpenge (foreløbig 100 millioner kroner) til at forlænge dødskampen for urentable foretagender, som det er politisk bekvemt for Socialdemokratiet, at holde i live noget længere end efter det tidspunkt, hvor man burde se sandheden i øjnene.

Der er absolut ingen grund til at begunstige denne fond, som ganske givet i praksis vil komme til at skade meget mere, end den vil gavne, derved at fonden holder liv i et vilkårligt udsnit af virksomheder inden for branchen, dels, når de til syvende og sidst går fallit, forvolder større tab for kreditorerne, end tilfældet ville have været, hvis de havde fået lov til at dø en naturlig død. Der er såmænd ingen særlig grund til at forvente, at fonden nogensinde vil indtjene et skattepligtigt overskud, medmindre den ad skattefidusvejen lægger andre indtægter ind til modregning af det underskud, den er dømt til at give.

Det kan derfor ikke set ud fra nogen som helst synsvinkel forsvares, at fonden skattestilles anderledes end de banker og sparekasser, den måske i et vist omfang kan komme til at konkurrere med, ligesom der er al mulig grund til, at den misskabning, som fonden er, bliver underkastet alt det overadministrationsdjævelskab, som man bliver udsat for, når man bliver skattepligtig.

Alle de andre ni partier stemte imidlertid for, at fonden skulle skattefrihedspriviligeres.

Mogens Glistrup

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/03/23/den-tabte-trad/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 29. januar 1976 / 4. årgang

Desperat konservativ kamp for at holde sammen på de sørgelige stumper

Desperat konservativ kamp for at holde sammen på de sørgelige stumper:

Det konservative partisekretariat anvender telefonterror overfor frafaldne medlemmer.

Man har åbenbart travlt og udfolder store (forgæves) anstrengelser i det konservative partisekretariat i forsøg på at holde sammen på stumperne.

Fremskridt er således i besiddelse af et brev, der vidner om, at man fra ledende konservativ side, ligefrem afæsker frafaldne medlemmer udtalelser inden udmeldelse accepteres.

Fra brevet, der er stilet til Det konservative Folkeparti citerer vi:

“Den 3. ds. fremsatte De telefonisk en anmodning om årsagen til min begæring om udmeldelse af vælgerforeningen.

a) Et indtryk af skiftende regeringers og Folketingets mere og mere udtalte mangel på vilje og evne til at handle i overensstemmelse med vælgernes ønske og landets tarv.

b) Påvirkningen af den jævnt voksende fornemmelse af afmagt og resignation (slå sig til tåls med, red.) hos den danske vælgerbefolkning (“hvad kan det nytte”-mentaliteten).

c) Utryghed ved den forglemmen sig selv, som efterhånden fik alle de gamle partiers regerings- og folketingsmedlemmer til udadtil end ikke at forsøge at dølge (skjule, red.) personlige indbyrdes magtkampe og taktiske manøvrer, der ofte syntes at tage lidet eller intet som helst hensyn til vælgernes og landets egentlige tarv.

d) Nogle partiledere må tillægges den personlige opfattelse af, at de er folkets herrer og ikke dets tjenere.

e) En åbenlys og ligefrem udtrykt rædsel hos de etablerede politikere for at blive påtvunget en ude fra kommende nytænkning og derefter samme politikeres forkrampede forsøg på at gøre de nye ideer til deres egne.

f) Partidisciplinens udemokratiske laden hånt om folketingsmedlemmernes grundlovshjemlede pligt til at stemme efter egen personlig overbevisning (adskillige, navnlig unge, har trukket sig tilbage af denne grund).

g) De gamle partiers for sene erkendelse – trods tydelige advarsler – af den ubønhørlige og hastige udvikling, der ikke længere på det traditionelle grundlag kan give dækning for opretholdelsen af vort kunstigt overdimensionerede velfærdssamfund.

h) Manglende politisk mod til at risikere stemmetab ved en mere fast optræden, f.eks. over for umættelige krav fra samfundsgrupper repræsenterende særinteresser, grupper hvis hidtidige krav har vist sig, eller vil vise sig, at blive til stadig større skade for den nationale økonomi.

i) Uviljen mod at vedstå, at Danmark må ledes som en forretning og ikke som et tåbeligt opholdssted for, hvad nogle har betegnet og anser som får og andre har betegnet som – set i en større sammenhæng – landsbyidioter.

j) Man efterlyser en mentalitetsændring hos det danske folk. Det samme må erkendes, at det danske folk i særlig grad og med særlig grund efterlyser hos nu genvalgte repræsentanter i regering (Venstre, red.) og Folketing.

k) Det konkrete tilfælde, hvor partiledelsen ifølge min opfattelse satte værdighed og megen hidtil tillid over styr ved indgriben i Lyngby, hvor en vælgerforening havde arrangeret et møde med herr. advokat Mogens Glistrup som særlig indbudt.

l) Partiledelsens og “dens” presses på forhånd afgivne forkyndelse af, at “hvad der end sker, kan og vil vi ikke under nogen form samarbejde med herr. Mogens Glistrup og hans parti”.

m) Det konservativ Folkeparti lægger åbenbart større vægt på formaliteter og utidssvarende politiske traditioner end på at forsøge at sætte sig ind i og prøve på, at finde en rimelig fortolkning af en nytænkning fremsat med bornholmsk vid af en uomtvistelig kapacitet i skatteret.

Uden samarbejde og som i dette tilfælde uden samarbejdsvilje, kan en virksomhed ikke trives og et lands valgte politikere ikke sætte ordentlig skik på sit bo.

Jeg håber derefter, at Deres udtalelse i telefonen om, at herr. Glistrup havde ændret sig meget siden han kom i Folketinget, vil kunne udlægges som en anerkendelse af den betydning, som herr. Glistrups initiativ allerede har haft og i højere grad vil få, for en ellers håbløst antikveret politisk ledelse i et af de rigeste lande med den største gæld pr. indbygger i landets nyere historie og med verdensrekord i skatteplyndring.

Som partiets tidligere betegnede tillidsmand må jeg beklage, at ovennævnte personlige synspunkter er blevet mig afæsket og derfor fremsat på nuværende tidspunkt.

Venlig hilsen

(Navnet tilbageholdes af Fremskridts redaktion)

———————————————————————–

Ikke alene afkræver det konservative partisekretariat altså partifæller og tillidsmænd, der som vælgerbefolkningen i øvrigt vender sig fra de kendte og forslidte gammelpolitiske taktiske manøvrer og interne personstridigheder og magt- og førerpositioner og ved udmeldelse markerer sig som tilhænger af frisk luft og nytænkning uden partityranni, ubehagelige udtalelser, men man holder sig heller ikke for god til, via telefonopringninger og forblommede udsagn, at mistænkeliggøre anderledes, frisktænkende og handlekraftige folketingskolleger.

Man må ønske for de sørgelige rester af Christmas Møllers og Poul Sørensens såkaldte folkeparti, at dusinet Hartling (V) ikke holder længe. Forpartiet trænger øjensynligt mere end nogen sinde til en god og lang – meget lang – hvilepause udenfor de christiansborgske cirkler.

Drengen jeg mødte forleden havde nok ret.

Han spurgte:

- Ved du, hvordan man måler dumhed?

- Næh–?

- I nin!!!

T. Zinglersen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 5. februar 1974 / 2. årgang

Dansk er ikke altid godt

Dansk er ikke altid godt

”Flere danske udsendelser i fjernsynet, TVs egenproduktion skal øges”. Sådan lyder slagordene i denne tid. Der må jo findes på et eller andet for at få den kraftige licens, der lurer lige om hjørnet til at glide ned. Og at produktionen i Tv-byen ikke er noget at skrive hjem om er en kendsgerning, men det har noget med produktivitet at gøre og er en helt anden sag.

Ved en første overfladisk betragtning lyder det som en god idé med flere danske programmer på flimmerskærmen. Fedt mand! Flere Matador og TV i Teltet, et nyt ”Bytinget” hver måned, Sportslørdag året rundt og ”Dus med dyrene” lørdag efter lørdag.

Jo, godmorgen!

For det første er Matador ikke en DR-”egenproduktion”, men en entrepriseopgave lagt ud til løsning hos det frie velfungerende erhvervsliv. For det andet stammer TV i Teltet, Bytinget og Sports-lørdag fra Provinsafdelingen, to DR-departementer, der afgjort ikke er udset til at få del i evt. økonomiske -, mandskabs- og facilitetsmæssige forbedringer.

Nej, det er helt anderledes seerfjendske planer, formynderne i monopolet og deres socialistisk politiske bagland omgås med. Det er de løftede pegefingres, de indoktrinerende, de samfundsnedbrydende og B&U`s familiefjendske programmer, der skal styrkes. Og da planerne ikke samtidig omfatter nogen udvidelse af sendetiden, betyder det ud med Dallas og færre af de fremragende engelske serier og nedskæring af god uforpligtende underholdning fra Amerika.

Melodi Grand Prix

Hvordan Danmarks Radio – når det gælder egenproducerede underholdningsprogrammer – misbruger licenspengene, er det nu overståede Melodi Grand Prix et afskrækkende eksempel på. Hvad der tidligere var noget nær en folkelig næsten landssamlende kultur- og mediebegivenhed var kogt ned til en ligegyldig, dårligt planlagt og uanstændigt afviklet happening, hvor det udelukkende var ”vennerne”, der var indbudt til at dyste, -(heller) ingen fri konkurrence her.

Og det byder man os i Volmer Sørensens, Victor Cornelius`, Grethe Søncks. Rachel Rastennis og Gustav Wincklers fædreland!

T. Zinglersen

Medlem af Radiorådet

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / 20. marts 1981 / 9. årgang