Ulykkestoften

12. februar 2009

Ulykkestoften

For et par månedersiden gik en prås op for Hans Excellence Statsministeren (Poul Schlüter, C, red.): “Vort indkomstskattesystem er pilråddent“.

Denne mageløse opdagelse har efterplaprerne siden gentaget igen og igen.

Men Schlüter har nu præsteret det hartad umulige: At gøre et pilråddent skattesystem endnu mere pilråddent.

Bevares, også på skatteområdet har Optimist-Poul det som den nok som bekendte Admiral: Andres tanker er ham mere end nok.

Og hans faste tænketank i skattespørgsmål hedder Kong Mogens (Mogens Lykketoft, A, red.). Ulykkeligvis med Lykketoft som efternavn. Han fulgte Schlüter blindt, da det gjaldt at plyndre selvpensionisterne med realrenteskatten. Selskabsskatteforhøjelsen og den lede tvangsopsparing groede også i Lykketofts ukrudts-urtegård. Og nu gjorde Schlüter så alle dårlige gange tre ved mindre end tre måneder efter den seneste kæmpefadæse råt at sluge den daværende socialdemokratiske regerings skattereformoplæg fra maj 1982.

Hovedstrategiener den gammelkendte: Folketinget jævner befolkningens fradragschancer med jorden. Når skatteborgeren først en gang for alle har mistet sit forsvarsværk, vil presset på de offentlige udgifter med uomgængelig sikkerhed hurtigt udløse, at skattedoseringen igen når op i de alt for velkendte galskabshøjder. Men nu udskrives de høje procenter vel at mærke på en større indkomstsum, så slutresultatet bliver langt større skatteplyndring.

Når de gammelparti-ræve taler for de gæs, fortier de, at dette er deres hovedformål.

Kuponklippere skal slippe billigere end dem, der går på arbejde. Fremtidig beskattes arbejdsindkomst med 48,5 % op til 106.000, så 50 % til 130.000, 56 % til 200.000 og 68 % derudover, mens kapitalafkastprocenten indtil videre “kun” bliver 50. Fordi man siger, at det skal betale sig at spare op. Men opsparing – udskudt forbrug – er ikke livets lyst. Den økonomiske side af tilværelsen trives ved øget produktion. Og det kræver et lavere skattetryk.

Derfor måles en skattereforms fortræffelighed først og fremmest i, hvor meget den nedsætter skatten. Lykketoft er just ikke skattenedsætter. Og derfor er firkløverregeringen (V, C, CD og KrF, red.) det heller ikke.

“Argumentet” mod skattenedsættelser er det puritanske: Det vil da være forfærdeligt at øge folks forbrug. Nej og atter nej. Det er da kun pragtfuldt, hvis det sker. Orden i økonomien – den ønskede forbrugsbegrænsning – skal opnås ved, at det offentlige nedsætter sit overforbrugs-vanvid. Men det behager ikke socialdemokratteknokrat-herskerklassen. Og derfor behager det heller ikke den firkløverregering, som har vist sig ikke at være noget skift fra socialdemokratstyret - blot et socialdemokratisk alternativ.

Efter den sorte19. juni-forligsdag kan man med endnu større styrke end tilforn fastslå, at Danmark har brug for et stærkt Fremskridtsparti. Måske kommer vi et spadestik dybere end at tale om en Lykketoftsreform ved at kalde det en V. A. Jakobsen/Uffe Thorndahl-reform. Havde de ikke ved deres partisplitning gjort Fremskridtspartiet midlertidigt svagt, var katastrofen aldrig indtruffet. Da Fremskridtspartiet var rigtig stærkt – 1974 og følgende år - faldt indkomstskattetrykket. Da vi svækkedes kunne vi holde skattetrykket uændret. Da Schlüteristispesten hærgede os, begyndte skattetrykket at stige. Og nu da vi for en tid ligger på sottesengen, kommer så denne ulykkelige skattereform.

Men 19. juni-udspillet er ikke endnu blevet lov i Danmark. En hurtig vækst af Z-partiet vil forskrække de andre – som vi forskrækkede dem uden at have flertal for 10-12 år siden. Dengang fik vi bragt dem over mod dydens smalle vej. Det kan vi nå igen.

Der er i al fald ikke nogen som helst anden redningsmulighed end at aktionere stærkt for at genskabe ånden fra 1973. Der er alt at tabe og intet at vinde ved at støtte et af forligspartierne. Der er alt at vinde og intet at tabe ved at storme over til Holger Danskes Fremskridts Parti.

Men tro ikke enfoldigt,at dette befolkningens eneste selvforsvar kommer af sig selv. Hvert eneste Z-menneske må gøre en målbevidst, arbejdsom, selvopofrende og disciplineret indsats.

Den sædvanlige underlødige gammelparti-snedighed udfolder sig bl.a. i, at 19. juni-papiret bevirker, at staten fra 1. januar 1987 vil pumpe kæmpemilliardbeløb ud i dagligdagsomsætningen. Under etiketten børnetilskud. Den øjeblikkelige virkning heraf bliver, at folk tror, at nu har gammelpartierne gjort det godt for dem, mens de ikke tilstrækkeligt erkender, at de selv kommer til senere mangefold at betale regningen.

Efteråret 1987 er af stemmekøbsfidusmageren Poul Schlüter gentagne gange udpeget som næste valgtermin.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 25 / 13. årgang / 28. juni 1985

About these ads
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

%d bloggers like this: