Og de skreg af grin
Aage Brusgaard fik Folketingets medlemmer til at bryde sammen af latter
Fremskridtspartiets miljøpolitiske ordfører – næstformanden i Folketingets miljøudvalg Aage Brusgaard – fik forleden Folketingets medlemmer til at bryde sammen af latter. Anledningen var den tilbageværende debat om, hvorvidt øl og vand på dåse skal tillades eller ej. Det mener Fremskridtspartiet, de skal.
Aage Brusgaard er sit partis ordfører i sagen. Normalt må man ikke vise billeder eller andre genstande fra Folketingets talerstol, men da Brusgaard ønskede at citere fra teksten fra henholdsvis en dåse og et papkarton, havde han undtagelsesvis af formanden fået lov til at medbringe disse effekter på podiet, hvor Aage Brusgaard bl.a. sagde:
-”Vi har jo en minister (Svend Auken, red.), der har gjort sig til talsmand for at være dåseekspert. Jeg har altid gjort mig meget umage for at hjælpe vores miljøminister. Jeg synes egentlig, at han er vældig flink”.
Derefter trak Aage Brusgaard en kuglepen op af lommen og sagde: “Og derfor hr. minister: Den her kuglepen, der står Fremskridtspartiet på, den kan ministeren vinde, hvis ministeren kan forklare, hvad der er lovligt, og hvad der er ulovligt”.
Brusgaard pegede på effekterne og fortsatte: “Prøv nu at se her. Den ene er ulovlig i Danmark. Den anden er købt i Folketingets kiosk for en time siden. Så vi må gå ud fra, at den er lovlig. Det, der er i emballagen er nøjagtigt det samme, nemlig isthe. Hvis ministeren kan gætte, hvilken en, der er ulovlig, så er kuglepennen her hans”.
På det tidspunkt var MF’erne allerede flade af grin, men Brusgaard fortsatte: “Må ministeren svare uden at komme på talerstolen?
Formanden: – Nej.
Brusgaard: – Nå det må han ikke!
Og så lå medlemmerne igen flade af grin, men det anfægtede ikke Brusgaard, der fortsatte: “Men jeg kan komme med et ledende spørgsmål: Mener ministeren, at den, der står der (Brusgaard pegede) er lovlig, så kan ministeren bare nikke”.
Ministeren nikkede, hvorefter Brusgaard meddelte, at svaret var forkert, og fortsatte: “Så må jeg desværre sige, at kuglepennen må herned.
Og mens han stoppede kuglepennen i lommen og ministeren blev rød i hovedet, bredte munterheden sig blandt Folketingets medlemmer.
Brusgaard: “Den her – den er totalt ulovlig at importere i Danmark, selv om den også er lavet af pap, som millioner af mælkekartoner også er. Men den anden – det er jo sådan noget dejligt blik. Jeg tror endda, at den er lavet af rigtigt stål. Den er lovlig.
Den står i lange baner nede i Folketingets kiosk. Så jeg må nok sige, at jeg ikke tror, at ministeren skal tage ordet her mere i dag, fordi hans viden om dåser og emballage ikke er større. Jeg tror nok, vi skal have kaldt eksperter ind i stedet for. Undskyld ulejligheden”.
Rex og
Aage Brusgaard
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/27/aukens-kulstop/
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 6 / juni 1996 / 24. årgang