Hjem > Retspolitik > Der er hul i retsplejeloven

Der er hul i retsplejeloven

10. december 2008

Må citers med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 17 / 9. maj 1986 / 14. årgang

 

Der er hul i retsplejeloven

 

Overlærer Jette Pors efterlyser en hurtigere justits og påpeger det farlige i politikernes øllebrødsbarmhjertighedssamfund

 

6. april 1984 blev min datter påkørt af en biltyv. Han stak af fra den alvorligt kvæstede pige og meldte sig først til politiet to døgn senere. Efter tilståelsen blev han løsladt igen, som loven p.t. byder.

 

Tre måneder senere fik vi beviser for, at samme 25-årige mand havde begået yderligere tre biltyverier.

 

11 måneder efter ulykken udeblev den anklagede fra retsmødet, hvilket både anklager og forsvarer havde formodning om ville ske. Han er d.d. stadig på fri fod.

 

Få dage før retssagen blev en ung mand dræbt i vort område. Også i dette tilfælde drejede det sig om en biltyv, som ligeledes blev løsladt efter tilståelse.

 

En hån mod os og politiet

Politiet kan ikke lastes for, at retsplejeloven tilskynder til oprettelse af “konti” hos uansvarligt handlende mennesker. Det er en hån mod os alle, også mod forbryderen og hans familie. Men det er ikke mindre en hån mod politikorpset, som må leve med reglerne i højere grad end andre, hvis de vil undgå beskyldninger for alverdens grimme ting.

 

Domstolene er derimod ikke direkte i frontlinjen. Politiet skal holde orden, mens domstolene, ofte på bekostning af politistyrkens omdømme, synes at vige tilbage for at tage stilling til, hvorvidt en forebyggende fængslingskendelse bør afsiges, inden næste og måske værre hændelse finder sted.

 

Skolelærere og politifolk samarbejder i folkeskolen med hensyn til elevernes færden i trafikken. Vi forventer alle, at især lærerne deltager i opdragelsen, når det gælder elevernes ansvarsbevidsthed og færden inden for lovens rammer.

 

Hul i retsplejeloven

Hvordan kan en lærer, efter en oplevelse som ovenfor nævnt, undgå at løbe ind i en personlig konflikt, når der skal undervises i kriminalprevention?

 

Alle, der har med skoleelever at gøre, bestræber sig på at skabe og opretholde et samfund af borgere, som giver plads for alle, vel at mærke under ansvar bl.a. for andres liv og førlighed. Men vi kan ikke gøre det alene!

 

Der bør skabes lovhjemmel for, at lovovertræderne stilles til ansvar hurtigst muligt, Som det er nu, sidder der rundt omkring et utal af ulykkelige mennesker, som oven i en forfærdelig oplevelse (som de uforskyldt er havnet i) også må sidde med følelsen af total magtesløshed over for en øvrighed, som står for svagt til at give dem støtte og medhold i juridisk forstand.

 

Jo, der er hul i retsplejeloven.

 

Jeg appellerer til alle om at deltage i kravet om en hurtigere og mere kontant justitshåndhævelse.

 

Skulle det ske, at der kommer reaktioner nok, vil formålet med dette brev være opnået og mange sindsoprivende øjeblikke forhåbentlig udmunde i noget konstruktivt.

 

Jette Pors

WWW.FRP.DK

 

Læs også: Det vil Fremskridtspartiet: Retspolitik:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/07/29/r-e-t-s-p-o-l-i-t-i-k/


Det er ikke muligt at kommentere.