Med forsorgen som forlover
Med forsorgen som forlover
Endnu en sandfærdig beretning fra dagligdagen
Socialkontorernes store og voksende klientel består af mange forskellige mennesketyper. Nogle er kommet uforskyldt i nød og hjælpes med rette. Andre “kører med” og udnytter socialforsorgens humane støtte under mere eller mindre snedige påskud. Sidstnævnte burde sorteres fra og sendes ud på arbejde, men det sker ikke. Hvem gider have vrøvl og ballade. Det er meget lettere at betale “døgenigten” nogle hundrede kroner. Staten betaler jo, og det mærkes så lidt på det store og stigende budget.
For nylig kom et par mennesker ind til en guldsmed i en nordjysk købstad. De var unge, unisexede, langhårede og åbenbart nyforlovede. Pigen havde allerede den nydeligste lille runde mave.
Nu skulle der købes forlovelsesringe, og det var såvist på høje tid. Guldsmeden bar den ene bakke ind efter den anden. Det var svært at bestemme sig. Skulle det være de ciselerede runde eller brede, flade og glatte? Diskussionen var svær og lang.
Guldsmeden vurderede sine kunder og foreslog et par ringe til 200 kr., men det kunne der ikke være tale om. Til sidst enedes man om et par flotte ringe til 800 kr. De kom straks på de dertil indrettede fingre. Ringen stod godt til pigens røde neglelak og pyntede svært på drengens lange, sorte negle.
Betalingen? Parret kikkede forbavset på guldsmeden. Regningen skulle naturligvis sendes til socialkontoret. En opringning bekræftede, at man var indstillet på at betale, – prisen betød ikke noget. 800 kr. kunne da ikke være for meget eller urimeligt for et par guldringe, og hvorfor skulle socialforsorgens “pensionister” have det ringere end andre mennesker?
Nye besøg
Der gik et par måneder, så stod den unge mand igen i guldsmedeforretningen. Han lugtede af øl, og pigen var ikke med. Forlovelsen var røget. Et par ringe blev halet op af bukselommen og smidt på disken. “Hvad ville man tage ringene tilbage til?”. Guldsmeden kunne genkende både sine ringe og den unge mand. Ja, 800 kr. kunne han ikke betale, men han ville give 600 kr.
Den unge mand accepterede og bad om at få beløbet udbetalt. Dette kunne guldsmeden ikke gå med til. Socialkontoret havde jo betalt for ringene!
En opringning til socialkontoret klarede hurtigt misforståelsen. Manden skulle have pengene, det var jo hans ringe!
Den unge mand vil få travlt i de kommende dage, når der både er købt ringe, barnevogn, møbler og babyudstyr. Socialkontoret får også travlt med nye udbetalinger, når den “enlige” mor skal etableres, men skidt, staten betaler!
Morale
Morale: Den “kloge” (socialsnyderen) snyder den mindre “kloge” (skatteyderen). 800 kr. mere til den første, betyder 1.600 kr. mindre til den sidste, plus 800 kr. til forsorgsassistenten.
Guldsmeden kikkede ondt på skattekontorets sidste regning: Restskat 32.000 kr.
A. Th. Riemannhttp://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/18/det-betaler-sig-ikke-længere-at-bestille-noget/
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 10 / 21. maj 1974 / 2. årgang
