Hvordan får vi de offentlige udgifter ned?

Hvordan får vi de offentlige udgifter ned?

I næsten alle nytårsbetragtninger – der er sendt ud fra pengeinstitutter og erhvervsorganisationer – advares vi mod de stadig stigende offentlige udgifter, og fra andre lande kommer lignende signaler. Som regel er det rene økonomiske betragtninger, der sjældent bevæger sig ind på de politiske forhold, der klart beviser, at den største fare er den snigende socialisering, der følger med de stigende udgifter.

Enhver forøgelse af de offentlige udgifter betyder nye skridt imod en socialisering af samfundet, og dette er socialistpartierne helt klar over. Derfor er de da også på pletten, hver gang de øjner en mulighed for at øge det offentlige forbrug. I agitationen har socialisterne en hel serie slagord som: ”til fælles bedste, solidaritet, hjælp til de svage osv”. Ordet socialisering bruger de sjældent, idet de ved, at det lugter for meget af østblokland, diktatur og undertrykkelse.

Men de andre ”pæne” ord er velegnede til at lokke folk på limpinden. Her får socialistpartierne desuden følge af de såkaldt borgerlige partier, der aldrig har gjort et alvorligt forsøg på at dæmme op for socialiseringen. Tværtimod er de ofte de første på markedet med løfter om goder fra det offentlige. Dermed er de – måske uden at ville det – med til at snigsocialisere landet.

Ubetænksomme folk råber på, at staten, amterne og kommunerne skal gøre både dit og dat. De er besat af troen på, at kun det offentlige formår at ordne tingene og ligger under for propagandaen om, at hverken huse eller skoler vil blive bygget og er paralyseret af ideerne om, at kun det offentlige kan drive busser, baner, telefon, post, radio eller TV, for ikke at tale om syge- og alderdomsforsikring. Men dette er ikke sandt. Tværtimod er det det alt for store offentlige forbrug, der hindrer privat foretagsomhed og gør det muligt for folk at få opfyldt deres private ønsker og ordne deres egne ting.

Socialisterne forstår at appellere til flertallet, der jo vitterligt lever af offentlige foretagender således ca. 1 million, der udelukkende eksisterer på understøttelse af en eller anden art og 800.000 offentligt ansatte plus 300.000 i mere eller mindre subsidierede erhverv. Der er derfor kun små udsigter til, at de offentlige udgifter vil blive sat ned. Tværtimod vil de bestandig vokse, og det er på den måde, danskerne – lidt efter lidt – luskes ind i en socialistisk stat. Denne udvikling er så enkel, at ethvert barn kan forstå det. Alligevel følger næsten alle strømmen. Kun få tør stå frem og fortælle, hvilke offentlige udgifter vi kan undvære.

Den berømte tyske finanstroldmand, Ludwig Erhard, sagde kort før sin død: Vi må prioritere i rigtig rækkefølge, således: Først økonomi, dernæst sociale formål. I de fleste af vestens lande har man prioriteret i omvendt rækkefølge, altså først socialpolitik og så i anden omgang økonomi. Men dette går ikke, sagde Ludwig Erhard. Er derimod økonomien i orden, følger de sociale forbedringer af sig selv. Vesttyskland har stort set fulgt Erhards linie, og derfor ser vi også, at landet ikke bare er en økonomisk stormagt, men samtidig et foregangsland på det socialpolitiske område.

Her i Danmark har kun Fremskridtspartiet foreslået at begrænse skatterne og de offentlige udgifter og dermed få orden på den offentlige økonomi, så velfærdsstaten kan fortsættes og udbygges på et solidt grundlag. Hvis vi ikke gør det, falder hele vor sociale opbygning før eller senere på en katastrofal måde. Desværre har ingen af landets øvrige partier mod til at skære ned på det offentliges udgifter og de pådrager sig derfor et stort ansvar for den skæbnesvangre fattigdom, vi går i møde.

A. Th. Riemann

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/11/04/jurassic-park-og-velfærdsstaten/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12  / 27. marts 1981 / 9. årgang