Lønpolitik

Lønpolitik

Diskutere den enkelte løn med sin arbejdsgiver, får han størst indtægt, hvis han opnår størst mulig lønforhøjelse.

Det samme gælder, når en klub, fagforening eller andre forhandler løn med virkning for et encifret, tocifret, trecifret, firecifret eller femcifret antal medlemmer.

Heraf slutter mange, at sådan er det også, når lønniveauet fastlægges for de hundredtusindvis af lønmodtagere. Dette er en af de helt katastrofale fejlopfattelser.

Af hensyn til konkurrencedygtigheden med den omgivende verden – der jo er hundreder af gange større end Danmark – er det en fordel for os alle, at Danmark har lave priser. Og jo lavere danske priser, des flere danske varer kan sælges. Og jo større salgbar dansk produktion, des mere fremstilles der i Danmark, og jo flere kommer i nyttig beskæftigelse.

Oppustet gas

Generelle timelønsstigninger kan måske nok se flotte ud. Men de er oppustet gas. Ikke blot er de drønusolidariske med de arbejdsløse. For dem med arbejde er det afgørende, hvad de kan købe for lønnen. Og her er det betydningsfulde, at den samlede nationalprodukt-samfundslagkage er størst opnåelig.

Den altovervejende del af nationalproduktet fordeles jo mellem lønmodtagerne.

Allerbedst for den enkelte lønmodtager er det herefter, hvis han kan få sin egen løn sat i vejret og løntilbageholdenhed hos (næsten) alle andre.

Men med logikkens ubønhørlighed kan det fastslås, at det ikke kan lade sig gøre med virkning for det store flertal.

Derfor må lønniveauet fastsættes under ét for så at sige alle lønmodtagere. Denne opgave kan organisationerne i praksis ikke klare. Alt for mange af deres ledere er alt for håbløst gammeldags i hele deres tankesæt. Derfor vil de misbruge den indflydelse, som levnes dem, til at sabotere, forsinke og udvande de nødvendige tiltag. Og reallønfremgangen skal i vidt omfang tilvejebringes gennem skattelettelser – altså af Folketinget. Selv den stærkeste organisationsboss kan ikke nedsætte skatten med en enøre. Og får han pengelønnen forhøjet, viser erfaringen, at Folketinget derefter underminerer resultatet ved at forhøje afgifter m.v. Landets internationale konkurrenceevne og dermed dansk produktion tildeles herved en todobbelt øretæve: Stigende omkostninger såvel på lønkonti som på de afgiftsbelagte varegrupper. Omkostningerne er smitsomme. De forstærker den onde inflationsspiral.

Nedsat bruttoløn

Når det er tåbeligt at have to forskellige organer til at fastlægge lønniveau og skattesatser, må Folketinget styre begge dele. Der ligger intet forkert i, at parterne ikke “selv” får lov til at fastsætte deres løn- og arbejdsvilkår. Organisationerne er jo ikke i højere grad “parterne selv” end Folketinget, som jo er valgt af de mennesker, det drejer sig om, og som har ligeså direkte kontakt til dem som ledere i fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer.

I den nuværende situation kunne man tænke sig den model, at alle bruttoløn-beløb blev nedsat med samme procent. Den skulle vel være ca. 20, for at Danmark igen kunne komme i balance med udlandet, efter at vi i de sidste 24½ år har levet over evne ved at bevilge os selv større lønforhøjelser, end landets økonomiske bærekraft har haft styrke til.

Men vi kan klare os med mindre drastiske midler, hvis vi bruger lidt forskellige procentsatser for de enkelte områder.

For eksempel nedsatte med kun 15 % for de områder, hvor det er vigtigt gennem forholdsmæssig høj løn at tiltrække dygtig arbejdskraft. Og med måske 25 % på væsentligt mindre vigtige felter (for eksempel megen administration), på områder, hvor den øjeblikkelige situation kræver tilbageholdenhed (eksempel: Hjemmemarkeds-erhverv), eller hvor høj løn ikke medfører arbejdskvalitet (for eksempel ministre og folketingsmedlemmer).

Øget eksport

Lønudgiftsnedsættelser indenfor rammen 15-25 % vil hurtigt bringe så at sige alle arbejdsløse og fejlbeskæftigede i fornuftigt arbejde. Danske priser vil nemlig falde så meget, at vi kan øge vor eksport tilsvarende. (Det vil selvfølgelig ikke føre til nævneværdige modtræk fra udlandet, fordi lille Danmarks markedsandel under alle omstændigheder er så forsvindende lille).

Hvis 500.000 fejl- og ubeskæftigede kom i 1800 timers produktivt arbejde om året, blev nationalproduktet tilført 900 millioner flere arbejdstimer.

Hvis de gennemsnitligt skabte værdier for 200 millioner kroner, havde vi på et år 180 milliarder kroner mere at gøre godt med. Nettoudlandsgælden ligger på ca. 202 milliarder kroner.

Og når det hele er så enkelt, at arbejdsløsheden alene skyldes, at arbejdsmarkedet har fastsat for høj en købspris for arbejdskraft, kunne man nu godt igangsætte en folkeoplysning om de samfundsøkonomiske sammenhænge.

Fortidsrettet åndsformørkelse

Vores allesammens velstand og velfærd hænger jo nøje sammen med, at vi ikke fortsat tillader det store produktionstab, blot på grund af fortidsrettet åndsformørkelse hos Folketingets ikke-Z-partier. De tror, at der står idiot på ryggen af dem, hvis de går ind for lønnedsættelse. Men sandheden er lige den stik modsatte. I den katastrofe, hvori de sidste 24½ års slappe folketingsflertal har bragt Danmark, er en barsk lønpolitik i virkeligheden en velsignelsesrig socialpolitik.

Mogens Glistrup

http://fremskridtdk.wordpress.com/2010/01/06/vi-betaler-selv-lønstigning/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 38 / 2. november 1984 / 12. årgang