Invalidebudgetternes skatteyderpenge skal bruges til de invalide og ikke til administration

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 18 / 5. november 1974 / 2. årgang

 

 

Invalidebudgetternes skatteyderpenge skal bruges til de invalide og ikke til administration

 

Det ulykkeligste ved den nuværende danske behandling af invalider er, at systemet ikke opfordrer den handicappede til at leve en normal tilværelse, så vidt som hans lidelse nu tillader det for ham. Både social- og skattevæsenets udfoldelser trækker i retning af at holde de invaliderede væk fra normale arbejdspladser

 

Fremskridtspartiet vil i stedet indføre en ordning, som tilskynder de ikke totalt handicappede til at påtage sig lettere arbejde i det normale liv. For eksempel telefonbordspasning, billetsalg, datakodning til Edb-maskiner og vagtopgaver. Mange af de nuværende invalidepensionister vil kunne ansættes til disse og andre jobs i private virksomheder til fuld tarifmæssig løn. Det offentlige må så i stedet for at udbetale invalidepension give et tilskud til arbejdsgiveren til dækning af en del af denne løn og de foranstaltninger, som kan være nyttige for, at den handicappede kan komme på arbejdspladsen (brede døre til kørestole, lysindretninger o.s.v.). Tilskuddet til arbejdsgiveren skal være faldende år for år, efterhånden som den handicappede opnår rutine i hvervet og derfor kan gøre sådan fyldest, at produktionen kan bære en fuld løn til ham.

 

Det er ved sådanne foranstaltninger, at man undgår spændinger i samfundet. Derimod fungerer mange af de nuværende revalideringscentre, beskyttede værksteder og hvad det nu ellers hedder, i virkeligheden blot som reder, hvorfra der udgår utilfredshedens bandbuller mod det skrækkelige kapitalistsamfund, som man tror, vi lever i.

 

Hastigt voksende horder

Man glemmer helt, at det eneste grundlag for vor sociale standard er, hvad forretningen Danmark kan producere af velstand. Det er grundlaget for såvel de handicappedes tilværelse som for, at der kan skaffes lønpenge til socialrådgivere, revalideringskonsulenter, familievejledere, forskningsassistenter på Roskilde Universitet og hvilke stillinger, de nu beklæder alle de mange, som er så travlt optaget af, at undergrave det bestående samfund.

 

Alle disse hastigt voksende horder af offentligt ansatte, som danner hovedbaggrunden for landets vanskeligheder, har været med til at opbygge en meget kompliceret behandlingsform for invalidepensionssager. Vel giver systemet føde til mange kontoransatte. Fra de lokale rådhuse og op til de centrale socialankestyrelser. Derimod lever man ikke op til ordet om, at i sociale forhold er hurtig hjælp mere end dobbelt hjælp. Fra en ansøgning om invalidepension, til sagen afgøres, går der normalt mange måneder og ikke sjældent mere end et år. Disse livsdræbende ventetider må selvfølgelig med hård hånd skæres væk og det hurtigt.

 

Fremskridtspartiet har foreslået, at den, der ønsker sig tilkendt invalidepension, skal henvende sig på et af de 22 hospitaler ud over landet, som får ret til at udstede lægeattester i den slags sager. Selve grundlaget bliver herved mere ensartet, end tilfældet er under den nuværende ordning. Umiddelbart på grundlag af hospitalsattesterne træffes så afgørelse af, om der kan tilkendes invalidepension eller ej. Fra attestens udstedelse må der ikke gå mere end 14 dage, før afgørelsen foreligger. Herved undgås den betydelige ekstrabelastning, som det nuværende system påfører de handicappede og invalidebudgetternes skatteyderpenge bruges til deres formål i stedet for at blive ædt op til aflønning af bureaukratiet.

 

Når man først opnår invalidepension efter det gældende system, meddeles den så at sige altid på livstid. Naturen og lægevidenskaben helbreder imidlertid heldigvis i mange tilfælde. Enhver af os har jo kendskab til tilfælde, hvor malerarbejde eller andet udføres sort af en person, der har sit alibi overfor skattevæsenet i orden, fordi han er invalidepensionist, men hvor han viser sig at være særdeles habil til at udføre sit arbejde.

 

Ny lægelig gennemgang

Fremskridtspartiet foreslår derfor, at der bliver foretaget en lægelig gennemgang af samtlige landets invalidepensionister med henblik på afklaring af, hvem der ikke (længere) bør fortsætte med at høre til gruppen. Derudover er det vort forslag, at fremtidige tilkendelser af invalidepension normalt sker på et vist åremål. Hvis den pågældende så, når fristens udløb nærmer sig – det kan være måske 3, 5 eller 10 år – stadig anser sig for handicappet, må han på ny søge om invalidepension.

 

Med al forståelse for de, som virkeligt er handicappede, må vi nemlig gøre os klart, at de danske skatteydere simpelthen ikke har råd til, at betale for alle dem, som gerne vil stå af rotteræset, og som under de nuværende tilstande i alt for vidt omfang har held med sig til at komme over i invalidepensionistgruppen. Fremskridtspartiets hidtidige indsats på det pågældende punkt har imidlertid båret frugt. Da vi begyndte vort arbejde, var antallet af invalidepensionister stærkt stigende. I 1972/73 var man kommet op på 21.000 nye. Da en gennemsnitsårgang i aldersgruppen 22 til 66 år består af 63.000 danskere, vil det sige, at den stadigt stigende tendens var kommet op på, at hen ved en tredjedel af en normal fødselsårgang blev tilkendt invalidepension.

 

Vor påpegning af, hvad der gik i svang på dette område, har ført til, at tilgangen vel nu ligger på omkring det halve. Forebyggende indsats over for de forhold, der skaber invalider, skulle gerne tvinge procenten yderligere stærkt ned.

 

Denne udvikling betyder så, at samfundet bedre får råd til at hjælpe de medborgere, som virkelig er så svært handicappede, at de ikke kan klare sig selv.

 

Mogens Glistrup

www.frp.dk 

 

———————————————————————————————–

 

Blandt den herskende klasses positioner er et næsten fuldstændigt monopol på organisationer, presse, fjernsyn og radio. Det misbruger man til stadighed ved at udbrede usandheder om, hvad Fremskridtspartiet går ind for. Derved har man utvivlsomt kunnet rejse en uberettiget mistillid hos mange mod Fremskridtspartiet.

 

Et eksempel er invalidepensionen. Hetzen mod Fremskridtspartiet går nærmest ud på, at partiet vil lade de handicappede sejle deres egen sø og kun tænker på de raske.

 

Gang på gang har Fremskridtspartiet fremstillet, hvad det i virkeligheden mener, men massemedierne har knapt ænset det.

 

Et godt eksempel er denne artikel, hvor Mogens Glistrup gennemgår partiets syn på hele invalidepensionsspørgsmålet. Artiklen er tidligere blevet afvist af dagspressen.

 

 

Læs også: Velfærd frem for vanvid:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/13/velf%c3%a6rd-frem-for-vanvid/

Læs også: Har vi verdens bedste sociallov?:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/13/har-vi-verdens-bedste-sociallov/

Læs også: Fremskridtspartiet´s  s o c i a l p o l i t i k:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/03/s-o-c-i-a-l-p-o-l-i-t-i-k/

Højere folkepension til alle fra nytår 1975

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 18 / 5. november 1974 /2. årgang

 

 

Højere folkepension til alle fra nytår 1975

 

Nyt Z-lovforslag til sanering af hele folkepensionskomplekset vil sikre pensionisterne to milliarder kroner mere om året. Ingen straf for ægteskab og ekstraindtægter

 

Allerede i efteråret 1973 og under valgperioden op til folketingsvalget i december samme år, gjorde Fremskridtspartiet opmærksom på, at reglerne om skatteyderbetalte alderspensioner i høj grad trænger til ændringer og en økonomisk á jourføring.

 

Mens der på langt de fleste områder bør ske nedsættelser af de offentlige udgifter, hører folkepensionsfeltet efter Fremskridtspartiets opfattelse til et af de få områder, hvor lovgivningen ikke i tilstrækkeligt omfang er fulgt med i den velstandsudvikling, der er skabt af det private erhvervslivs og teknikkens mægtige indsats gennem den fredsperiode, som nu har varet hen ved 30 år i vor del af verden. Der bør derfor nu gøres en bevidst indsats fra lovgivningsmagtens side for at rette op på det misforhold og snarest ske en forhøjelse af folkepensionsniveauet.

 

Som yderligere begrundelse for nu at få foretaget en virkelig sanering og forbedring af hele lovgivningen omkring folkepensionsspørgsmålet er også det faktum, at lovgivningen som den er i dag, er alt for indviklet, med det uheldige resultat, at pensionsudbetalingerne svinger op og ned. Det skaber utryghed hos de pensionsberettigede og går stik imod ordningens hovedsigte. Derudover tilvejebringes rig grobund for en omfattende administration, som samfundsmæssigt hører til det mest unyttige, der forekommer her i landet.

 

Alle favoriseringer må fjernes

Hertil kommer, at fra gammel tids forestillingsverden slæbes rundt på en ordning, hvorefter skatteyderbetalte alderspension ofte er væsentligt højere til dem, der har været ansat i offentlig tjeneste og hverv end til dem, der har arbejdet i det private erhvervsliv. Denne forskelsbehandling er blevet fastholdt og til dels uddybet som følge af den alt for store indflydelse, som de offentligt beskæftigedes interesseorganisationer har haft på lovgivningens udvikling. Her, som andetsteds, er det et vigtigt formål for lovgivningsmagten i 1970´erne at foretage en justering ved at bryde de særfavoriseringer, som de offentligt beskæftigede, har opnået. De økonomiske muligheder for at foretage denne nedbrydning igennem en rimelig, men kortvarig overgangsordning forbedres ved forhøjelse af det almindelige folkepensionsniveau. Reglen i Grundlovens § 27, stk. 2 er ikke til hindrer for, at særreglerne om pensionering af tjenestemænd praktisk talt afskaffes over en kortere periode.

 

En gennemførelse af lovforslaget forventes at medføre merudgifter for det offentlige på ca. 500 millioner kroner i finansåret 1974/75, ca. 1,8 milliarder kroner i 1975/76 og ca. 2 milliarder kroner i 1976/77.

 

Ingen straf for ægteskab og ekstraindtægt

I bemærkningerne til lovforslaget anfører folketingsgruppen, at Fremskridtspartiet finder det vigtigt, at folkepensionsbeløbet fastsættes til et enhedsbeløb, som står fast over en længere periode. De nuværende regler om straf på ægteskab og nedsættelser ved ekstraindtægter findes at være urimelige. Direkte forkert er det at gennemføre reglerne i lov nr. 270 af 4. juni 1970 om at komplicerer folkepensionsordningen med en særlig tillægspensionsordning. Fremskridtspartiet vender sig også imod det ventetillæg, hvorom der er opnået enighed i sekspartiaftalen af 18. september 1974. Det er direkte utiltalende, at de ældre mennesker skal tvinges ud i en ordning, hvor de skal spille hasard om, hvorvidt det kan betale sig for dem at udskyde tidspunktet for opnåelse af folkepension.

 

Folkepensionsordningen bør være et rent statsligt anliggende, idet dette giver den mindste administration.

 

Ugevis folkepension har den fordel, at de pensionsberettige får en hjælp til at klare økonomien, også hvor alderdomssvækkelse eller andre forhold medfører, at de er lette bytter for bedragere, tyve og letsindighedsdispositioner. Med nutidens EDB-teknik vil ugevis udbetaling af ensartede beløb til stort set de samme mennesker ikke medføre særlige administrative fordyrelser. For modtagerne er bank- og sparekassevæsenet nu så veludbygget, at ulemper kan undgås også for de pensionister, der har svært ved at komme hjemmefra, eller som er på rejse.

 

Løsagtige budgetter

Om § 2 hedder det, at det i forbindelse med den budgetreform, som Fremskridtspartiet arbejder for, og som bl.a. finder udtryk i notatet “Hvad koster 60.000 kr. skattefrit”, vil det nok være hensigtsmæssigt at gå over til en ordning, hvor antallet af folkepensionister ligger fast for hvert finansår ad gangen. Så længe det offentlige offentliges budgetsystemer er så løsagtige, som forholdet nu er, er der imidlertid ikke fundet fuldt tilstrækkelig grund til, at forlade det hævdvundne system grundet på aldersgrænser.

 

Slutteligt siges det i bemærkninger til § 3, at folkepensionssystemet bør forbeholdes de ældste medborgere. Den hjælp, man fra samfundets side skal yde til de medborgere, som endnu ikke er kommet op mellem de ældste, bør tilrettelægges efter transgskriterier, bedst efter systemet med sociale sikringsvagter.

 

Imidlertid må man i den overgangsperiode, der hengår før førtidspensionister opnår 67 års alderen, respektere “velerhvervede rettigheder”, ligesom pensionsbeløb, der måtte overstige de i forslagets § 1 anførte beløb, må udredes, indtil den almindelige folkepensionssats kommer op på samme eller højere niveau.

 

Sociale ydelser til borgere i andre EF-lande eller andre udlændinge bør holdes udenfor folkepensionsloven.

 

Mogens Glistrup og

Torben Zinglersen

www.frp.dk

 

 

Fremskridtspartiets forslag til lov om folkepension

 

§ 1

I 1975 udbetaler staten hver onsdag 350 kr. til hver folkepensionist. I perioden 1. januar 1976 – 31. marts 1977 forhøjes beløbet til 400 kr.

 

§ 2

Ret til at oppebære de i § 1 nævnte beløb opnås af personer, som senest den onsdag, beløbet forfalder til betaling, er fyldt 67 år og har været optaget i dansk folkeregister som bosat her i landet i de sidste 10 år. Den, der således har erhvervet ret til folkepension, bevarer denne ret til og med den sidste onsdag, hun eller han lever.

 

§ 3

Andre, som senest i 1974 har opnået ret til folkepensionsbeløb, bevarer denne ret.

 

§ 4

Denne lov træder i kraft den 1. januar 1975

 www.frp.dk

—————————————————————————————-

 

Læs også: Holdbare valgløfter:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/14/holdbare-valgl%c3%b8fter/

Læs også: Socialdemokratisk MF´er: 350 kr. til folkepensionister er politisk overbud:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/05/socialdemokratisk-mf%c2%b4er-350-kr-til-folkepensionister-er-politisk-overbud/

Læs også: Fremskridtspartiet´s  s o c i a l p o l i t i k:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/03/s-o-c-i-a-l-p-o-l-i-t-i-k/