Arkiv

Archive for 21. oktober 2008

Frem i lyset med politikernes fradrag

21. oktober 2008 7 kommentarer

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 3 / 18. januar 1985 / 13. årgang

 

Frem i lyset med politikernes fradrag

 

Før der kan tales om slet eller god skattemoral bør lovgivernes skatteforhold lægges frem for offentligheden. Men tåler de det?

 

Kort før jul anbefalede landsformand Helge Dohrmann (Z) skatte- og afgiftsminister Isi Foighel (C) at offentliggøre alle skatteregistre. Dohrmann mener, at en sådan offentliggørelse vil afsløre, at mange af de, der råber højest op om andres skattemoral selv næsten intet betaler i skat.

 

Helge Dohrmann: – Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg tror, at offentlighedens adgang til skatteregistrene vil afsløre, at hovedparten af regeringens og Folketingets medlemmer har nogle tilsigtede fradrag, der ligger langt over gennemsnittet. Inden Folketinget derfor overhovedet kan tillade sig at anvende ordet moral i forbindelse med skat, har offentligheden krav på at få oplyst, hvorledes lovgiverne, ministrene, borgmestre med flere har det med skatten.

 

Ved redaktionens slutning var der endnu ikke indløbet noget svar fra hr. Foighel. Han har nok sine overvejelser…

 

I den Københavnske vestegnkommune Høje-Taastrup har en anonym person allerede taget forskud på Dohrmanns plan. Vedkommende har ganske enkelt tilsendt den lokale presse kopi af samtlige byrådsmedlemmers selvangivelse for 1983 med en opfordring til pressen om, at undersøge hvem der har benyttet ”skattefiduser”.

 

Det har fået den konservative borgmester i kommunen, Laurids Christensen, til at true med bål og brand. Han har betegnet sagen som noget af det groveste han har været ude for i sin borgmestertid, og han mener det nu må være politiets opgave, at finde den anonyme brevskriver.

 

Hvad mon borgmester Laurids Christensen og hans byrødder har at skjule?

 

G-mand

 

P S. I et land som USA ville det være helt utænkeligt, at politikerne fik lov til at skjule deres privatøkonomiske oplysninger over for vælgerne.

WWW.FRP.DK

Læs også: De gnaver ben for 20 millioner kroner om året: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/25/de-gnaver-ben-for-20-mill-kr-om-aret/

Læs også: Mon vælgerne vidste, at det kun gjaldt prominente socialdemokrater: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/28/mon-v%c3%a6lgerne-vidste-at-det-kun-gjaldt-prominente-socialdemokrater/

Et opgivende knæfald for tidligere fiaskoer

21. oktober 2008 1 comment

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 13 / 11. april 1986 / 14. årgang

 

Et opgivende knæfald for tidligere fiaskoer

 

”Påskepakken 1986” – er en traditionel socialistisk afgiftsbuket, den borgerlige regering og de radikale har vedtaget.

 

Dermed har skattetrykket endnu engang fået et tryk opad med godt 10.000 millioner kroner.

 

Det offentlige forbrug, altså ødsleriet med borgernes penge, har regeringspartierne fredet i klasse A.

 

Respekten – ja, måske endog beundringen og sympatien for de mange udgiftskrævende love Socialdemokratiet gennem årerne har fået listet igennem – er så stor, at det hører til dårlig tone i regeringskredse, hvis nogen blot foreslår, at fjerne de værste uhyrligheder.

 

Fremskridtspartiets folketingsgruppe stemte imod påskepakken. Vi mener, den er skadelig, fantasiløs og et dybt opgivende knæfald for tidligere fiaskoer.

 

Over gevind

 

Alle kan se, at forbruget er for stort. Men det er det offentlige forbrug, der er gået over gevind. Derfor ville det have været langt bedre, hvis man i stedet for påskepakken havde vedtaget en række offentlige besparelser på et beløb, der mindst svarede til, hvad der nu skal kræves ind i afgiftsforhøjelser.

 

Det ville give den samme forbrugsbegrænsning, men det ville ikke have afgiftspakkens omkostningsforøgende effekt. Det, der nu vil ske, er, at lønmodtagerne som kompensation for de nye afgifter, vil kræve lønforhøjelse. Og hver gang lønmodtagerne skal have 2 kroner mere i timen, bliver virksomhedens lønudgift på grund af indkomstskatten 5 kroner mere i timen. Det gør virksomhederne mindre konkurrencedygtige. Det betyder, at det bliver mere vanskeligt at sælge dansk producerede varer ude i verden, og resultatet bliver sandsynligvis en endnu dårligere handelsbalance, et endnu større underskud på betalingsbalancen og ca. 30.000 flere ledige i den private sektor.

 

Se på erfaringerne

 

Det er i det hele taget forkert, når man tror, at problemet med betalingsbalanceunderskuddet kan løses med stigende skatter. Al erfaring viser jo, at hver gang der er indført nye skatter og afgifter, er det gået endnu værre, og sådan vil det også gå denne gang.

 

Olieafgiften på fyringsolie vil i forhold til gældende priser forhøje varmeudgiften for et ganske almindeligt parcelhus med ca. 4.000 kroner om året.

 

For en enlig folkepensionist og alle andre med en tilsvarende lav indtægt, der i forvejen har et stramt budget, vil det være helt umuligt af afse dette beløb til den forhøjede varmeudgift.

 

Det må forudses, at afgiftsforhøjelsen vil medføre, at pensionister og andre med en dårlig økonomi vil komme til at sidde og fryse i deres bolig til næste vinter. Det samme gør sig gældende for de mange pensionister og andre lavindkomstfamilier, der bor i en petroleumsopvarmet lejlighed.

 

Forhøjelsen af benzinafgiften vil for en bilist med et kørselsbehov på 15.000 km. betyde en årlig merudgift på knap 2.000 kroner.

 

Optimismen forsvinder syd på

 

En anden negativ følgevirkning af ”Påskepakken 1986” vil være, at Flensborg og andre tyske byer fremover bliver handelscentre for mange danskeres køb af dagligvarer. Hvor meget dette konkret vil koste i form af tab af såvel arbejdspladser som valuta, kan der naturligvis kun gættes om. Givet er det imidlertid, at hvor de danske indkøbsrejsende hidtil har koncentreret sig om enkelte varegrupper som øl, vin, sukker m.m. så vil de nye afgiftsstigninger medføre, at stort set alt, for eksempelvis benzin, fyringsolie, fødevarer, alle former for hårde hvidevarer – ja næsten alt – med stor økonomisk fordel kan erhverves syd for grænsen.

 

Den skæve grænsehandel vil blive endnu skævere og den sidste rest af optimisme vil forsvinde til et sted syd for grænsen.

 

Helge Dohrmann, MF

www.frp.dk

 

 

Læs også: Firkløveret er hverken fornyelse eller nytænkning:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/26/firkl%c3%b8veret-er-hverken-fornyelse-eller-forandring/

Læs også: Zarens kur: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/02/zarens-kur/

Læs også: Hvorfor griner Schlüter?: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/26/hvorfor-griner-schluter/