Det betaler sig ikke længere at bestille noget
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 28 / 9. september 1988 / 16. årgang
Det betaler sig ikke længere at bestille noget
Som en århusianer i et liberalt erhverv forleden udtrykte det overfor Fremskridts redaktion, så skal man arbejde mere og mere for at få råd til at betale skat.
Det, der engang var en god spas, at man blev nødt til lige at tage et ekstra stykke arbejde for også at få råd til at betale skat, er nu blevet alvor for millionvis af danskere, der nu, efter seks års “borgerligt” styre kan mærke, at det strammer økonomisk.
Sommeren er gået på hæld efter en heftig diskussion om renteafgiften og dens virkning på Familien Danmark. Den sidste dag i august bød på præsentationen af en ny og udgiftskrævende finanslov, der, for at fungere blot tilfredsstillende, burde være omkring 40 milliarder kroner billigere. Og imens christiansborgerne diskuterer milliarder og finanslovsstrategi på alenlange gruppemøder og i korridorerne, prøver familierne landet over at fatte, hvorfor september bliver dyrere at komme igennem, efterhånden som fire- og trekløvere misregerer.
En forbrydelse
Landet over sidder små selvstændige næringsdrivende og forstår ikke den besked, revisoren har afleveret i denne sommer: Betal lige f.eks. 20.000 kr. ekstra i skat – kaldet arbejdsgiverafgift. Hvor f….. skal de penge komme fra?
Det er en forbrydelse, der er overgået det danske folk i disse år, og hvad der er værst for politikerne, det er ved at gå op for folket. Selv om man vånede sig ved at erkende det, tyr man i dag til den indrømmelse, at da Glistrup for næsten femten år siden sammenlignede statsministeren med en på det tidspunkt forsideomtalt men ikke særlig elskelig person, var sammenligningen nok både ekstrem og uheldig, men ikke desto mindre sand i overført betydning.
Det, som Schlüter som leder af skiftende regeringer har gjort mod Danmark, kunne socialdemokraterne ikke have gjort værre. Startede med pensionskasse-tyveriet, der ufatteligt nok blev glemt af vælgerne ved sidste valg, og indtil nu kulminerende med arbejdsgiverafgiften, har hans regeringer svækket os i en sådan grad, så alle kan mærke det. Måske på nær de begrædte enlige mødre, bistandsklienterne og flygtningene, der går højere op i deres eksistential-problemer end i andres besvær med at slæbe sammen til deres overforbrug af cigaretter, 12 procents hakkekød og ferieophold!
Følgende eksempler taler for sig selv:
Første eksempel
En lønmodtager, fuldtidsbeskæftiget, skifter arbejde, hvorved indkomsten fordobles. Som følge af jobskiftet kommer et par ekstra fradrag, men også tilsvarende forhøjelse af trækprocenten. Lønmodtageren kan med udgangen af 1988 erkende, at det, han økonomisk fik ud af arbejdsbyttet, blev 25 procent flere nettokroner i pengekassen. Til historien hører, at en 37 timers arbejdsuge blev byttet ud med en 65-70 timers ditto!
Andet eksempel
En studerende får mulighed for at tage lidt ekstraarbejde ved siden af studierne, der i denne fase er væsentligt selvstudium, så arbejdet kan tilpasses. Vedkommende kan i sin kommende karriere få gavn og glæde af dette ekstraarbejde, der falder indenfor den studerendes fag. Efter i nogle måneder at have optjent dette ekstra supplement til studiestøtten, ender studiet med eksamen og vedkommende får fast arbejde.
Få måneder efter kommer der et krav fra Statens Uddannelsesstøtte om, at ca. 6000 kr. betales retur. Vedkommende har tjent “så meget” ved siden af studierne, at retten til støtte er delvist bortfaldet – i dette tilfælde 25 procent af det udbetalte støttebeløb pro anno.
Pengene må naturligvis tilbagebetales, men den fhv. studerende kan efter lidt beregninger nå frem til, at det havde været bedre for hans økonomi og fritid blot at have ladet være med at arbejde i studietiden. Nettoindtjeningen ved ekstraarbejdet, når både skat, faglige kontingenter, udgifter til transport til arbejdspladsen m.v. er fratrukket, oversteg nemlig kun de 6000 kr. med et par tusinde kr. Ikke engang nok til en udlandsferie i den uges ferie, vedkommende undte sig selv!
Tredje eksempel
Et sted i Jylland sidder en selvstændig, midaldrende erhvervsdrivende. Vedkommendes årsindkomst er god, men det kræver også en arbejdsuge på ikke under 60 timer, flere gange månedligt endog arbejdsdage på mere end 20 timer med kun fire-fem timers søvn forud for denne arbejdsmarathon.
Vedkommende har et par deltidsansatte, der tilsammen ikke arbejder mere end højest 15-16 timer ugentligt. Arbejdsgiveren kommer dette år til at betale ca. 20.000 kr. i strafskat fordi han tillader sig at være arbejdsgiver. Revisoren kan blot fortælle, at det er en udregningsformel mellem momsbelagt vareforbrug, årsindtægt og omsætning. Formlen er mindre vigtig for denne arbejdsgiver, der er mere interesseret i at få rede på, hvor Anders Fogh Rasmussen (V) har forestillet sig, at de 20.000 kr. til den såkaldte arbejdsgiverafgift skal komme fra.
Fremskridt har indsamlet eksemplerne og hermed i sløret form a.h.t. kilderne præsenteret dem for vore læsere for i dokumentarisk form at give et klart indblik i, hvordan tre løngrupper i praksis sjofles af det samfund, som de alle tre gerne vil arbejde i og for, men som alene takker dem med yderligere skattekrav og byrder!
Lige siden Fremskridtspartiets spæde start i bogstaveligste forstand i en grøft, og til i dag har politikere som Glistrup, Dohrmann, Poulsgaard og Kjærsgaard skreget sig hæse for at gøre opmærksom på disse urimeligheder. I år er det værre end nogensinde.
Ready
