Indfødsretsskandalen

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 30 / 23. september 1988 / 16. årgang

Indfødsretsskandalen

Den offentlige debat har påvist et væld af forfærdeligheder, der følger af de mange muhamedaners indstrømmen i Danmark. Kriminalitet, skatteyderbetalte milliardudgifter og intolerance overfor danskerne bliver mere og mere hverdag.

Men vi er nu ved at komme derhen, hvor vi ikke kan befri os for, at katastroferne bliver vedvarende.

Tre gange om året ekspederer Folketinget nemlig indfødsretslove, hvorved de pågældende opnår dansk statsborgerskab en masse.

Da grundloven i 1849 indførte systemet med, at Folketinget på grundlag af helt frit skøn fra hver enkelt folketingsmedlems side kunne give enkelte fremmede dansk statsborgerskab, havde man ganske klart ikke forudset, at denne regel ville blive misbrugt, som det efterhånden er blevet tilfældet.

Dengang var ophobet 12 personer, der fik indfødsret ved den første indfødsretslov i 1850.

Ingen indfødsret

Derefter var der overhovedet ingen, der fik indfødsret ad denne vej før i 1863, men da vi kom ind i det 20. århundrede, steg tallet til at ligge mellem 500 og 1.000 om året. Mange af dem var imidlertid umyndige børn og adoptivbørn. For disse er der nu indført særlige regler, så de ikke mere indgår i indfødsretsloven. Derfor ville tallet med de retningslinjer, der gjaldt i begyndelsen af århundredet, nu have ligget på ca. 200 til 300 årligt. I stedet er vi med en stadigt voksende tendens nu kommet op på over 2.000 om året – fortrinsvis fordi Folketinget stemmer ja til, at folk fra helt andre verdensdele ret kritikløst modtager indfødsret ved lov. Fortsætter denne linje, vil vi nok nærme os tal mellem 5.000 og 10.000 i løbet af 1990´erne.

Det store bræk i udviklingen stammer fra muhamedanerinvasionen, som iværksattes af Ninn-Hansens (C) flygtningelov fra 1983. De deraf forvoldte skadevirkninger vil blandt andet slå igennem i form af titusindvis af indfødsretsansøgninger i de kommende år.

Ny indfødsretspolitik

Jeg håber derfor inderligt, at Fremskridtspartiet skifter indfødsretspolitik og søger at få folkene fra de muhamedanske lande luget ud af regeringens lovforslag samt stemmer imod indfødsretslovene, så længe dette ikke lykkes.

Når folk først har opnået dansk indfødsret er kendsgerningen nemlig, at de og deres efterkommere er helt ligestillede med danske og ikke kan udvises af Danmark, uanset hvor meget de end ligger landet til byrde.

I løbet af få generationer vil danskhedens beståen på vore 43.075 km² blive rendt over ende, hvis Folketinget fremturer i galskaben med at uddele i grams dansk indfødsret til de aggressive danskkulturfremmede.

 En ændret Fremskridtsholdning vil næppe give øjeblikkelige resultater, men det at Folketingslovene vedtages med 163 stemmer mod 16 i stedet for 179 mod 0 vil da i det mindste indebære, at der bliver en platform for at opnå forbedringer på dette på længere sigt meget, meget vigtige område.

Mogens Glistrup

WWW.FRP.DK

Læs også: Mig er politisk flygtning: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/15/mig-er-politisk-flygtning/

Læs også: Nyrup lyver: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/17/nyrup-lyver/

Læs også: Schlüter løj for åben Tv-skærm: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/28/schluter-l%c3%b8j-for-aben-tv-sk%c3%a6rm-2/

Hvorfor statsborgerskab når…?

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 20 / 3. juni 1988 / 16. årgang

Hvorfor statsborgerskab når…?

Som så ofte før erfares ting ved rene tilfældigheder. Således også for professor dr. jur. Ole Hasselbalch, som ved et tilfælde fik Lovtidende B i hænderne som bl.a. indeholder navne på personer, der har fået tildelt dansk statsborgerskab.

Normalt fylder svenskerne og andet godtfolk navnelisterne. Men i dette tilfælde var det ganske anderledes. Ud af 544 tilhørte 204 denne kategori. Resten var hovedsageligt marokkanere og pakistanere som betingelsesløst havde fået dansk statsborgerskab. I tiåret 1976-87 havde små to tusinde fra disse eksotiske lande opnået statsborgerskab – og tendensen er støt stigende.
Professoren kommer med bl.a. disse betragtninger i midtpunkt i Jyllands-Posten efter at have gjort sin “opdagelse”: “Når opnåelse af statsborgerskab er en så vigtig ting, at der ligefrem skal en lov til for at få det, så må man vel også gå ud fra, at de, der laver denne lov, holder øje med de tendenser, som aftegner sig i denne lovgivning. Men gør de det?

Kan det virkelig være rigtigt, at der i en periode med arbejdsløshed og dramatisk voksende økonomiske vanskeligheder for landet uddeles statsborgerskaber til store persongrupper, som tydeligvis aldrig kan være kommet her ved tilfældigheder endsige som flygtninge? Kan det virkelig være rigtigt, at man blot ved simpelt hen at komme her og være her kan kvalificere sig til statsborgerskab? Og kan det være rigtigt, at de, der endnu ikke er statsborgere, bare kan blive her, selv om der er arbejdsløshed?

Ved opslag i Karnovs Lovsamling lader der sig hurtigt finde i al fald en delvis besvarelse af disse spørgsmål. Ifølge reglerne om meddelelse af indfødsret er der således en vis automatik i uddelingen af dansk statsborgerskab. Denne er udmøntet i et cirkulære, hvoraf det fremgår, at statsborgerskab normalt vil kunne opnås efter syv års ophold – dog kortere, hvis man erhverver en dansk ægtefælle eller en flygtning. For børn og ældre gælder andre regler. Men altså normalt syv år. Det fremgår også af Karnov, at ret til deltagelse i kommunevalg opnås allerede efter tre års ophold i landet.

Det er indlysende, at sådanne regler kan være fornuftige nok, når det drejer sig om at få et menneskeligt samvirke til at fungere under omstændigheder, hvor der finder tilfældig udveksling af mennesker sted mellem nationerne. Det vil i almindelighed være urimeligt at fastholde personer i en anden national tilhørighed end den de har indlevet sig i.

Men det er lige så klart, at i en situation, hvor der er opnået et enormt befolkningstryk i visse dele af verden, er en praksis, som tillader uddeling af andele i et land til personer, der blot har haft held til at opholde sig der længe nok, ødelæggende for dette land.

Jeg spørger derfor nu lige ud de, der har og har haft ansvaret for udviklingen på dette område: Hvad er meningen? Har i taget højde for, at der er ved at opstå et helt andet billede på indvandrerområdet end det, som tegnede sig, dengang indfødsreglerne blev skabt?

Repræsenterer det nummer af Lovtidende, jeg henviste til, blot en sanseløs videreførelse af en praksis, som for længst har mistet sin begrundelse?

Hvad er i det hele taget meningen med at fastholde et stort antal gæstearbejdere her i landet i årtier efter, at begrundelsen for deres tilstedeværelse er faldet væk?

Hvordan kan antallet af udlændinge fra fjerne lande, som opholder sig her på denne basis, oven i købet vokse trods voksende arbejdsløshed i Danmark?

JL

WWW.FRP.DK

Læs også: Underlig flygtningepolitik: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/14/underlig-flygtningepolitik/

Læs også: Flygtningepolitik og barsk logik: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/06/flygtningepolitik-og-barsk-logik/