Schlüter og kaos

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 29

4. september 1987

15. årgang

Schlüter og kaos

Danmark er et yndigt land, og generelt er danskerne et virksomt og dygtigt folkefærd, hvor tusindvis af virksomheder med gode medarbejdere producerer moderne varer og tjenesteydelser, der enten forbruges herhjemme eller eksporteres til udlandet.

Vi har en charmerende og dygtig dronning, der, såvel herhjemme som under besøg i udlandet, repræsenterer Danmark på særdeles respektabel måde.

Dette og meget andet har vi danskere med rette lov til at være stolte over. Desværre har vi også meget, som ganske enkelt må betegnes som flovt. Vi er f.eks. det land i verden, der skylder flest penge væk pr. indbygger. Vi har for meget kriminalitet og vold. Pensionisterne behandles for dårligt. Ventelisterne på sygehusene er for lange, og vi har verdens højeste skattetryk.

Da den nuværende regering overtog magten, skal det retfærdigvis siges, at meget miserabelt kom ud efter flere års uduelig socialdemokratisk ledelse af landet. Men det undskylder ikke, at regeringen efter fem lange år ved magten faktisk har bragt os endnu nærmere fallittens rand, ved at gælden er blevet fordoblet i de sidste fem år, samtidig med at dansk eksport stagnerer som følge af et alt for højt omkostningsniveau.

En af de ting man skal lægge mærke til er, at regeringen havde sin bedste periode før sidste folketingsvalg, altså dengang da Fremskridtspartiet havde så mange mandater, at vi kunne præge såvel regeringspartierne som de radikale i positiv retning.

Siden sidste valg er det efterhånden gået værre og værre. Julepakke, påskepakke, kartoffelkur, ekstra skat på fyringsolie, el og benzin. 18 vurdering med højere lejeværdi. Realrentebeskatningen. Lykketofts og Isi Foighels skattereform. Miljøhetzen mod landbruget. Hybridnettet. Grænsehandelskatastrofen. Flygtningeinvasionen. Skatteydermillionerne til politiske partier. 70.000-kroners lønforhøjelsen til folketingsmedlemmer osv., osv.

  • Alt sammen vedtaget med de såkaldte borgerlige partiers støtte bekræfter, at det altså ikke er uden grund Fremskridtspartiet hævder, at der også i de senere år er ført socialdemokratisk politik.

Fremskridtspartiet håber vælgerne vil sætte tingene på plads den 8. september. Vi mener, Schlüter bør fortsætte som statsminister, men at et styrket Fremskridtspartiet er nødvendigt for at få stækket de radikale kræfter i og uden for regeringen, der tror, at Danmark kan vedblive med at finansiere til overforbrug ved at låne.

Helge Dohrmann, MF

WWW.FRP.DK

Læs også: Hvorfor griner Schlüter?:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/26/hvorfor-griner-schluter/

Læs også: Kun promille til forskel på Anker og Poul:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/27/kun-promille-til-forskel-pa-anker-og-poul/

URI til TrackBack af dette indlæg er: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/09/schluter-og-kaos/trackback/