Med hvilken ret?

Med hvilken ret?

Miljøbevægelsen kræver et organiseret modspil. Uden nævneværdige hindringer drager miljø-aktivisterne erobrende gennem landskabet. Uhyre summer smides ud til handlingsplaner og overvågningsprogrammer. Udgifter til uddannelse, forskning, lønninger og med tiden pensioner synes helt uoverskuelige.

Penge er kun én side ved miljøbevægelsens aktivisme. Der foreligger også et moralsk problem. Med hvilken ret påføres virksomheder omkostninger, som de ikke selv har bedt om? Med hvilken ret sættes mistillid til seriøst arbejdende mennesker? Med hvilken ret påføres landmænd, fiskere, dambrugere, smede og fabrikanter inspektion og kontrol? Producenterne har ikke sendt bud efter dem. Der er tale om et magtopbud.

Det politiske problem overstiger dog den økonomiske og moralske side ved miljøbevægelsens aktiviteter. Miljøpolitikken er systemændrende. Vi får et helt andet samfund. Magten glider over på politik og embedsvæsen. Kommissærerne rykker frem. Miljølovene socialiserer landet. Staten vokser ud over al måde.

Udslettet

Miljø-aktivismen rammer i første række de mindre næringsdrivende. Husmandskulturen er allerede så godt som udslettet. Antallet af selvejere i samtlige brancher formindskes faretruende. Når en erhvervsgruppe sættes under politisk pres, falder de mindre virksomheder først. Men embedsstanden vokser sig stor og mægtig.

Et oprør med miljøbevægelsen forekommer uomgængelig nødvendig. Der er ikke i en sådan politisk bevægelse indbygget hæmninger. Kun vækstkræfter gør sig gældende. Således må der sættes grænser for miljøaktivismen uden for miljøbevægelsen selv.

Både politisk og organisatorisk ligger de næringsdrivende helt åbent for angreb. Det konservative Folkeparti, Venstre og Det radikale Venstre er på miljøbevægelsens side. De har stillet sig på Brundtlands-rapportens grund. Ej heller kan de store fagorganisationer bruges til noget. Fagforeningerne fører sig frem med en samarbejdspolitik. Der er imidlertid brug for en modstandspolitik.

Udfordring

Her er det, at Fremskridtspartiet må træde hjælpende til. Som en oprindelig oprørsbevægelse, hviler der en særlig forpligtelse på partiet. Og glem ikke konfliktmønstret i miljøkampen! En ikke-vareproducerende klasse står over for en gruppe af vareproducenter. Det synes oplagt som noget, at Fremskridtspartiet udfordrer miljøbevægelsen.

Partiets officielle miljøpolitik må skærpes. Her er et forslag til Fremskridtspartiets fremtidige formulering af miljøpolitikken:

Usand påstand

Danmark hører til blandt verdens reneste lande. Således er påstanden om den tiltagende forurening usand fra ende til anden. Fremskridtspartiet betragter miljøbevægelsen som et politisk fænomen.

Forureningen er opfundet af intellektuelle. Miljøet bruges som rambuk for egne interesser. Den produktive befolkning angribes. Magten glider over på politik og embedsvæsen. Samtidig erhverver kandidaterne fra de højere læreranstalter en mængde lukrative stillinger i stat, amter og kommuner.

Miljølovene ophæver de økonomiske frihedsrettigheder. Den private ejendomsret og dispositionsfriheden krænkes systematisk. Men netop næringsfriheden betragter Fremskridtspartiet som forudsætningen for forudsætningen for personlig og åndelig frihed.

Derfor vil Fremskridtspartiet bekæmpe miljøbevægelsen af al kraft. Behovet for et organiseret modspil er stort. I opgøret med miljøbevægelsen er Fremskridtspartiet at finde.

Vinderne

De bedst organiserede vinder altid. Miljøbevægelsen bør udfordres med en håndfast organiseret indsats. Heldigvis synes Fremskridtspartiets ledelse indstillet på en mere aktiv kamp mod miljø-aktivismen. Landsmødet i Fredericia var i den henseende meget opmuntrende. Knud Linds (Z) forslag om et stående udvalg til etablering af en miljømodstandsgruppe fortjener den højeste ros. Måske kan dette initiativ vende udviklingen. I så fald er beslutningen af historisk rækkevidde.

Steen Steensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / oktober 1990 / 18. årgang

About these ads