Flygtningekonventionen bør straks opsiges

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11/12 / December 1994 /22. årgang

 

 

Flygtningekonventionen bør straks opsiges 

 

Flygtningelobbyen hævder, at “Danmark må leve op til dets internationale forpligtelser” – altså især Flygtningekonventionen af 1951. Udlændingeordførerne fra de øvrige partier efteraber kritikløst denne “alle-ved-jo-sandhed”, når de med (skin)hellig stemmeføring nedrakker og afviser Fremskridtspartiets forslag til stramninger i udlændingepolitikken. Intet land er imidlertid folkeretligt forpligtet af aftaler, som er ødelæggende for det. FN-konventionens faktiske betydning er dybt misforstået, idet den blot giver Danmark en ret til at fordele asyl trods hjemlandets eventuelle modstand. Men nok så vigtigt er, at konventionen formentlig ligefrem er ugyldig, fordi den i Danmark tilsyneladende er vedtaget på falsk grundlag og uden Folkestyrets medvirken. Lad mig kort gennemgå baggrunden for- og betydningen af konventionen i Danmark.

 

I 1950 vedtog FNs generalforsamling at oprette “United Nations High Commissioner for Refugees”, FNs Højkommissær for Flygtningeanliggender (UNHCR). Gennemførelsen af en ny flygtningekonvention til afløsning af en ny flygtningekonvention af 28. oktober 1933, der kun var blevet godkendt af otte lande, skulle blive det nye Højkommissariats første afgørende opgave. Der skulle skaffes enighed om ansvaret for de resterende europæiske flygtninge efter Anden Verdenskrig.

 

Flygtningekonventionen af 1951 blev underskrevet den 28. juli 1951 af 12 lande, herunder Danmark, som afslutning på en FN-konference, afholdt i Geneve i dagene 02-25. juli 1951. Konventionen skulle senere ratificeres (endeligt, lovligt godkendes) af medlemslandene. Dette var i Danmark kongens (regeringens) ret, evt. efter forelæggelse for Rigsdagen, ifølge dagældende Grundlovs par, 18. I dag er det efter grundlovsrevisionen af 1953 tilsvarende Dronningen (regeringen), Folketinget og Grundlovens par, 19.

Danmark kom først med at ratificere. Det skete den 04. december 1952. Da Australien havde ratificeret som den sjette stat 22. januar 1954, kunne traktaten træde i kraft den 22. april 1954. Det blev tronfølgeren, arveprins Knud, der i Kongens fravær underskrev konventionen, medens H. C. Hansen (A) underskrev som udenrigsminister.

 

Konventionen blev ratificeret med forskellige forbehold af de deltagende stater. Hver artikel er i virkeligheden en traktat for sig, og når en stat har taget forbehold over for en artikel, gælder den ikke i relation til den pågældende stat. Danmark tog forbehold over for Artikel 14 (kunstnerret og industriel ejendomsret), Artikel 17 (lønnet beskæftigelse) og delvis over for Artikel 24 (arbejderlovgivning og social tryghed). Dansk lovgivning, der bl.a. sikrede danske statsborgere folkepension, invalidepension og enkepension kunne ikke uden videre udstrækkes til flygtninge, men skulle laves om først. Det samme gjaldt Ophavsretsloven. Retten til at tage lønnet arbejde i Danmark, var en ret, der ved gensidig traktat med de nordiske lande var forbeholdt statsborgere herfra. Dersom Danmark ikke havde taget disse forbehold havde følgen været, at flygtningekonventionen efter Grundloven (daværende par, 18) uden mindste tvivl skulle have været forelagt Rigsdagen til godkendelse. Med disse forbehold besluttede man, efter at have indhentet udtalelser i de berørte ministerier, at det ikke var nødvendigt at forelægge konventionen for Rigsdagen.

 

En interessant følge heraf er, at det i dag ikke ville have været nødvendigt at spørge Folketinget, før Danmark, det vil sige Dronning Margrethe (regeringen) alene, kunne opsige samme Flygtningekonvention med virkning et år senere. Dette står nu i Grundlovens par, 19, stk. 1. Selve konventionen indeholder en paragraf om almindelig opsigelse (altså uanset spørgsmålet om direkte ugyldighed).

 

En fortrolig rapport fra den danske delegation til konferencen i Geneve viser, at Danmark skulle have taget mange flere forbehold, end det endelige resultat blev. Når forbeholdene ikke blev taget havde lovændringer været nødvendige, og dette havde krævet Rigsdagens medvirken. Rigsdagen blev tilsyneladende snydt. Det samme blev arveprins Knud og dermed Kongen. Disse forhold må betyde, at konventionen er indgået under falske forudsætninger, eventuelt svig. Den er i så fald ugyldig.

 

Danmarks forbehold blev senere tilbagekaldt lige så stille og ubemærket som konventionen i sin tid var blevet godkendt. Helt uden folkestyrets medvirken. Den oprindelige konvention gjaldt kun flygtninge fra før 1951. Nu sørgede en tillægsprotokol lige så stille for, at konventionen pludselig blev udvidet til at gælde alle flygtninge. Og nu havde flygtninge pludselig sociale rettigheder som danskerne. Disse ting skete i 1968 med Poul Hartling (V, senere Flygtningehøjkommissær) som nøgleperson. En uskyldigt udseende cirkulæreskrivelse af 21. juni 1968 fra Socialministeriet sikrede flygtninge folke-, invalide- og enkepension. Det var baseret på konventionens artikel 24, som var blevet lusket igennem. Det har sin egen historie (se “Danskeren 2/94″ = kan ses ved at besøge flg. internetadr: www.dendanskeforening.dk ).

 

Senere fulgte flere rettigheder. Flygtninge fik stemmeret og kunne vælges ved kommunal- og amtsvalg, når de blot havde boet i landet i 3 år. Dette byggede på konventionens artikel 7, som Danmark ikke havde ønsket. De flygtningevenlige partier sikrede sig ad denne vej mange indvandrerstemmer.

 

Fundamentet for Udlændingeloven står herefter i et ganske andet lys. Vigtigere er dog, at flygtningesituationen er ændret drastisk i forhold til 1951, idet flygtningestrømmen er vokset kolossalt, og idet Danmarks rolle som “foregangsland” har sikret sig, at vi nu drukner i flygtninge.

 

Danmark burde nu ganske enkelt opsige konventionen straks, som der jo er let adgang til. Det er en enkel, oplagt og berettiget varetagelse af Danmarks interesser, der er tale om. Dette er vore lederes pligt: Dronning, ministre og politikere.

 

Hele flygtningeproblemet – og Udlændingeloven – bør derefter nyvurderes, idet der, som noget nyt også skal tages hensyn til danskerne. De har dog førsteret til Danmark. Og det kan ikke gå hurtigt nok. Vort tusinde år gamle fædreland er ved at smuldre. De, der på grund af deres magtposition har muligheden for at standse nedbrydningen af landet, men intet gør, begår forræderi.

 

Det er værre end landsforræderi. Det er et folkeforræderi – et forræderi frem for alt mod kommende generationer af danskere.

 

Knud Eriksen, cand. jur.

WWW.FRP.DK

Læs også: Forskel på fisk i Danmark:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/07/forskel-pa-fisk-i-danmark/

Uffe, Bertel og Anders socialiserede Danmark

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 3 / Marts 1993 / 21. årgang

 

Uffe, Bertel og Anders socialiserede Danmark

 

Under Uffe Ellemann-Jensen, Bertel Haarder og Anders Fogh Rasmussen steg skatteplyndringen og bureaukratiet satte nye rekorder, fastslår lektor Steen Steensen, Ranum i denne artikel 

 

Tre politikere i moderne tid falder i øjnene. Det er Uffe Ellemann-Jensen, Bertel Haarder og Anders Fogh Rasmussen. Deres evne til at fremstå som superliberale, som forkæmpere for den enkeltes ret over for staten, forekommer imponerende. Ingen har som disse tre politikmagere i den grad formået, at socialisere samfundet. Denne præstation kommer utvivlsomt til at danne skole. I vælgerbedragets kunst tager de suverænt førstepladsen.

 

Uffe Ellemann-Jensens politiske stil når til randen af det perfekte. Venstre sætter mennesker over systemet, lyder kampråbet. Det kan selv styre sin næring og sin tilværelse. Statens barnepigementalitet er utålelig. Sådanne ord strømmer fra munden. Samtidig slår han i bordet for Eurostaten, den stat, der for alvor repræsenterer systems sejr over individet.

 

EF står over for en politisk dirigisme, en øvrighedsånd og en statslig undertrykkelse, som råber til himlen af antiliberalisme. Centrum bringer menneskelig aktivitet på formel. Uden direktiver går det ikke. Århundredets kamp for individuel frihed løbes over ende. Handlingsplanerne myldrer frem af skufferne. Tusinder af kommissærer hænger allerede på ryggen af arbejdende mennesker. En bureaukratisme uden sidestykke i Europas historie er under udvikling. Kriminaliseringen af privat virksomhed forekommer vidt fremskreden. Den institutionelle vold mod de næringsdrivende tager til. Overvågningen lurer ved hvert hjørne. Satellitterne er i kredsløb.

 

Folkenes selvbestemmelsesret og individets ret til et selvstændigt liv danner kernen i liberalismens lære. Just disse søjler knuser Eurostaten. Indtil benet er EF antiborgerlig. Trin for trin brydes de selvregulerende kræfter, og de embedsregulerende tager over. I spidsen for denne totalitære kraft står Uffe Ellemann-Jensen. Alligevel evner manden at træde op som næringsfrihedens fortaler. Disse store ideologiske sejre har slået verden med forbavselse og beundring.

 

Bertel Haarder er heller ikke nogen novice i maskeringens svære bestilling. På friskfyragtig facon har han gjort sig til bannerfører for mindre politik og kompromisløs afbureaukratisering. Frihedssnakken synes på ingen måde at mangle noget i styrke. Slip frihed løs og giv ansvar, gjalder stemmen. Desværre er mandens liberalisme ikke af denne verden. Selvbestemmelsesretten forsvares langt fra i praksis. Ude på fiskekuttere, minkfarme, gårde, dambrug, værksteder og hos skrothandleren føres en fortvivlet strid mod alskens kommissærer.

 

Bureaukraterne fra de offentlige institutioner ydmyger og nedværdiger selvstændige mennesker på det smerteligste. Systemet sættes ind mod et menneske i hvert sogn dagligt. Ofrene råber forgæves på Haarders hjælp.

 

Under den borgerlige regering raslede regelmagerne uhæmmet. Da samfundsherskerne i borgerlig forklædning kom til i 1982, fandtes ca. 15.000 love og forordninger. Ved de borgerliges afgang havde regelmængden passeret de 18.000. Erhvervslivet holdt for. I særlig grad sattes planlovene ind mod familiebrugene, rygraden i det liberale samfund. I de første syv år af den borgerlige bureaukratiseringsfase forsvandt 40.000 selvstændige virksomheder fra landkortet, heraf 30.000 i landvæsenet. Husmændene blev likvideret som klasse. Det gamle bondeparti åd sine egne børn. Unægtelig en køn tak for hundrede års trofast støtte.

 

Professor Jørgen Grønnegård har i bogen “Den usynlige stat” afsløret Bertel Haarder som bureaukratismens fremmeste jordemoder. På fem år blev det til 623 love og bekendtgørelser. Ingen anden minister nåede dette niveau. Alle undervisere i skoleverdenen mærker reglernes og kontrollanternes rå ånde i nakken. Staten tager ingen chancer.

 

Mere end nogen anden undervisningsminister pumper Bertel Haarder kapital ind i magtens yngelgårde. Statsforskningen og de højere læreranstalter tilførtes yderligere autoriteter. Hundreder af kommissærer erhvervede kandidatgraden og fik tildelt embeder og overvågningsudstyr. Ikke desto mindre formår manden at boltre sig som liberalismens bygmester. Den indsats efterlader frihedsorienterede kredse måbende.

 

Anders Fogh Rasmussen udgør den tredje spydspids i den liberale verbalisme. Mægtig er hans tunge. På frygtelig vis går han til angreb på statens grådige beslaglæggelse af borgernes værdier. Skat er tyveri, snerrer den drabelige stridsmand.

 

Så højt råbte manden som skatteminister, at ordene noget nær fordunklede de iværksatte skattestigninger. Ingen forgænger i embedet vovede et tilsvarende ran fra borgerne. Fogh føjede flere procenter til momsen. Afgiftsmetoden håndterede han mesterligt. Samtlige skatteplyndrerne på kloden lagde han bag sig. Ligesom de to andre liberale løver klarede han at spille regerings- og oppositionsrollen samtidig. Dette lærerstykke i politisk behændighed vil næppe blive overgået i en overskuelig tid.

 

De tre politikmagere indtager en særstilling i nyere politisk historie. Under liberalismens fane forvandlede de handlefrihed til handlingsplaner. Rasende stormede de ind i politikfrie zoner med en hær af bureaukrater i hælene. Mere end nogen satte de som ministre systemet over mennesket. Ellemann, Haarder og Rasmussen opstillede vejskilte til politisk succes. Unge hedsporer skal nok vide at følge pilene.

 

Steen Steensen

www.frp.dk 

 

Læs også: Unions-propagandaen er en del af bedraget:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/04/unions-propagandaen-er-en-del-af-bedraget/

Læs også: Demokratiets rødder: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/24/demokratiets-r%c3%b8dder/

Læs også: Ja, hvis Venstre også ville handle herefter: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/14/ja-hvis-venstre-ogsa-ville-handle-herefter-2/

Med hvilken ret?

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / Oktober 1990 / 18. årgang

 

Med hvilken ret?

 

Miljøbevægelsen kræver et organiseret modspil. Uden nævneværdige hindringer drager miljø-aktivisterne erobrende gennem landskabet. Uhyre summer smides ud til handlingsplaner og overvågningsprogrammer. Udgifter til uddannelse, forskning, lønninger og med tiden pensioner synes helt uoverskuelige.

 

Penge er kun én side ved miljøbevægelsens aktivisme. Der foreligger også et moralsk problem. Med hvilken ret påføres virksomheder omkostninger, som de ikke selv har bedt om? Med hvilken ret sættes mistillid til seriøst arbejdende mennesker? Med hvilken ret påføres landmænd, fiskere, dambrugere, smede og fabrikanter inspektion og kontrol? Producenterne har ikke sendt bud efter dem. Der er tale om et magtopbud.

 

Det politiske problem overstiger dog den økonomiske og moralske side ved miljøbevægelsens aktiviteter. Miljøpolitikken er systemændrende. Vi får et helt andet samfund. Magten glider over på politik og embedsvæsen. Kommissærerne rykker frem. Miljølovene socialiserer landet. Staten vokser ud over al måde.

 

Udslettet

Miljø-aktivismen rammer i første række de mindre næringsdrivende. Husmandskulturen er allerede så godt som udslettet. Antallet af selvejere i samtlige brancher formindskes faretruende. Når en erhvervsgruppe sættes under politisk pres, falder de mindre virksomheder først. Men embedsstanden vokser sig stor og mægtig.

 

Et oprør med miljøbevægelsen forekommer uomgængelig nødvendig. Der er ikke i en sådan politisk bevægelse indbygget hæmninger. Kun vækstkræfter gør sig gældende. Således må der sættes grænser for miljøaktivismen uden for miljøbevægelsen selv.

 

Både politisk og organisatorisk ligger de næringsdrivende helt åbent for angreb. Det konservative Folkeparti, Venstre og Det radikale Venstre er på miljøbevægelsens side. De har stillet sig på Brundtlands-rapportens grund. Ej heller kan de store fagorganisationer bruges til noget. Fagforeningerne fører sig frem med en samarbejdspolitik. Der er imidlertid brug for en modstandspolitik.

 

Udfordring

Her er det, at Fremskridtspartiet må træde hjælpende til. Som en oprindelig oprørsbevægelse, hviler der en særlig forpligtelse på partiet. Og glem ikke konfliktmønstret i miljøkampen! En ikke-vareproducerende klasse står over for en gruppe af vareproducenter. Det synes oplagt som noget, at Fremskridtspartiet udfordrer miljøbevægelsen.

 

Partiets officielle miljøpolitik må skærpes. Her er et forslag til Fremskridtspartiets fremtidige formulering af miljøpolitikken:

 

Usand påstand

Danmark hører til blandt verdens reneste lande. Således er påstanden om den tiltagende forurening usand fra ende til anden. Fremskridtspartiet betragter miljøbevægelsen som et politisk fænomen.

 

Forureningen er opfundet af intellektuelle. Miljøet bruges som rambuk for egne interesser. Den produktive befolkning angribes. Magten glider over på politik og embedsvæsen. Samtidig erhverver kandidaterne fra de højere læreranstalter en mængde lukrative stillinger i stat, amter og kommuner.

 

Miljølovene ophæver de økonomiske frihedsrettigheder. Den private ejendomsret og dispositionsfriheden krænkes systematisk. Men netop næringsfriheden betragter Fremskridtspartiet som forudsætningen for forudsætningen for personlig og åndelig frihed.

 

Derfor vil Fremskridtspartiet bekæmpe miljøbevægelsen af al kraft. Behovet for et organiseret modspil er stort. I opgøret med miljøbevægelsen er Fremskridtspartiet at finde.

 

Vinderne

De bedst organiserede vinder altid. Miljøbevægelsen bør udfordres med en håndfast organiseret indsats. Heldigvis synes Fremskridtspartiets ledelse indstillet på en mere aktiv kamp mod miljø-aktivismen. Landsmødet i Fredericia var i den henseende meget opmuntrende. Knud Linds (Z) forslag om et stående udvalg til etablering af en miljømodstandsgruppe fortjener den højeste ros. Måske kan dette initiativ vende udviklingen. I så fald er beslutningen af historisk rækkevidde.

 

Steen Steensen

www.frp.dk

 

 

Læs også: Svageste minister sat til at lede det farligste ministerium:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/02/16/svageste-minister-sat-til-at-lede-det-farligste-ministerium/

Forslag til en ny udlændingelov

Må citeres med fuld kildeangivelse: 

Fremskridt nr. 43 / 6. december 1985 / 13. årgang

Udlændingelovgivningen er udartet til et morads af paragraffer. Tiden er inde til at skære igennem virvarret og forenkle til én eneste regel: “Politiet kan bestemme, at en person uden dansk indfødsret ikke skal have ret til ophold i Danmark”.

Folk med tilbøjelighed til at se rødt vil råbe op om fremmedhad. Men forslaget siger jo intetsomhelst om, hvor mange udlændinge der kommer til at bo her i landet. Det må bero på hensigtsmæssigheds-bedømmelser. Og de vil skifte fra tid til anden. For den realitetsbevidste er det totalt umuligt på forhånd at skildre dem på fornuftig vis i detaljemættede lovspændetrøjer.

Folkeretlig forpligtelser
Naturligvis skal Danmarks folkeretlige forpligtelser respekteres ved administrationen af, hvilke udlændinge, der afvises ved de danske grænser og af hvem, der udvises fra landet. Det gælder blandt andet det fælles-nordiske arbejdsmarked og den fri bevægelighed inden for EF. Sålænge vi forbliver inden for FN`s flygtningekonvention, må den også følges. Men den skal vi nu nok se at komme ud af. Jo før des bedre.

Fremmedlovsager skal afgøres først og fremmest ud af politiske – ikke retslige – overvejelser. Det er derfor forkert, at nugældende lov giver beføjelser til domstole og domstolslignende organer (som Flygtningenævnet).

Indenfor administrationen er politiet – der jo har forgreninger overalt i landet – den myndighed, som traditionelt beskæftiger sig med disse områder, og som nok er bedst egnet. Arbejdet går jo i vidt omfang ud på at afdække faktiske forhold gennem afhøringer og anden efterforskning.

Øverste myndighed
Det betyder igen, at øverste myndighed er justitsministeren. Også på dette område er han naturligvis undergivet Folketinget, hvorfor dette – i praksis vel ofte dets retsudvalg – sikkert også i fremtiden bliver reelt afgørende i mere intrikate (vanskelige) sager. Fremmedlovgivningen er under alle omstændigheder, så langt øjet kan stirre frem, et sprængstoffyldt politisk emne, så folketingsflertallet vil givet gribe ind lige meget, hvordan loven udformes.

Når lovforslaget undtager personer med dansk indfødsret, er det en folkeretlig nødvendighed. Men det kan nok opfordre til større forsigtighed med at uddele dansk statsborgerskab så rundhåndet, som Folketinget nu gør. Allerede efter syv års ophold i Danmark imødekommes ansøgninger på stribe. Også til folk med hjemstavne fjernt fra Danmark.

Mogens Glistrup

WWW.FRP.DK

Læs også: Indfødsretsskandalen:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/10/indf%c3%b8dsretsskandalen/

Forskel på fisk i Danmark?

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 3/4 / September/oktober 2006 / 34. årgang

 

Forskel på fisk i Danmark? 

 

Da krigen brød ud i Libanon sommeren 2006, formodede Udenrigsministeriet, at der nok var nogle få hundrede danskere i landet, som man nu skulle evakuere.

 

Stor var overraskelsen derfor i de øvre kredse, da det viste sig, at vældige horder af de såkaldte nye danskere var rejst på ferie i deres fædrene land, men ministeriet reddede dem alle, både kriminelle, allerede udviste og svindlere.

 

At tusinder af de såkaldte nye danskere hvert år rejser til deres fædrene lande – som de dygtigt er oplært i at sige er farligt for dem – er et faktum, som er særdeles velkendt ude i befolkningen. At det kunne overraske i København – er ikke engang overraskende.

 

Overraskende er heller ikke et andet faktum – at tusinder af dem rejste til fædrelandet med dansk kontanthjælp og understøttelse. Det er som bekendt ikke tilladt; rigtige danskere skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet og det kan man naturligvis ikke i udlandet. At det sker i udbredt grad konstant, ved både kommuner og rigtige danskere (nogle blandt de kommunalt ansatte forarges til tider over, hvad de hindres i at afsløre).

 

Bliver en ægte dansker afsløret i den slags svindel, så falder mors hammer.

 

Bliver de såkaldte nye danskere afsløret i samme svindel, så lægger mor hammeren til side, for hun vil i hvert fald ikke risikere noget.

 

Alle – med tænkeevnen i behold – ved, at formentlig 98 % af de reddede fra Libanon var på ferie i fædrelandet med understøttelse fra de danske kasser – altså en ulovlig handling. Denne handling kunne snildt afsløres ved at sammenkøre nogle registre – men uha-nej-da, det vil mor Danmark absolut ikke risikere.

 

Så er det at man kan se, at der alligevel er forskel på fisk i Danmark!

 

Da rockerne skulle afsløres, kunne man sagtens sammenkøre registre. Da de nye danskere skulle afsløres – i den samme svindel – var det pludselig forbudt.

 

Kan ministeren mon forklare dette?

 

 Svend-Erik Mortensgaard

www.frp.dk  

 

Læs også: Øget kontrol med familiesammenføringer skal forhindre svindel:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/01/%c3%b8get-kontrol-med-familiesammenf%c3%b8ringer-skal-forhindre-svindel/

 

Læs også: Ubetinget fængsel: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/01/ubetinget-f%c3%a6ngsel/

 

Læs også: 35.000 kr. til vore egne pensionister – 120.000 kr. til muslimske flygtninge:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/02/35000-kr-til-vore-egne-pensionister-120000-kr-til-muslimske-flygtninge/

 

Forbrugeroplysning om Muhammedanismen

Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 16
05. maj 1989
Årgang 17

Forbrugeroplysning om Muhammedanismen

Islam er navnet på den religion, muslimerne tror på. Ordet betyder “En, som underkaster sig Gud”. Omkring 600 år efter at Jesus Kristus levede, sagde en ung forretningsmand ved navn Muhammed, at englen Gabriel havde talt til ham og dikteret ham Guds ord. Resultatet af dette blev muslimernes hellige bog, Koranen. Muslimerne tror, at Koranen er Guds (Allahs) ord, ligesom kristne tror, at Bibelen er Guds ord. Ordet Koran betyder “deklamation”.

Muhammed giftede sig med en rig enke, da han var 25 år gammel og forsvandt faktisk, indtil han var 40 år gammel, havde han hvad selv beskriver som “en religiøs oplevelse” og begyndte som profet at samle tilhængere.

Kristne i helvede
Jeg formoder, at Muhammed, såfremt han havde levet i dag, ville have haft et fjernsynsministerium.

Ifølge Koranen er der ingen grænser for de forfærdelige ting, der kan ske dig, hvis du ikke underkaster dig Muhammeds version af Gud. Hvis muslimerne har ret, vil en masse kristne havne i helvede.

“Dog er der blandt mennesker de vantro, som bestrider Guds eksistens…Lad dem føle straffen af den brændende ild”. Og om de endnu mere vantro siges det” Tilføj dem dobbelt straf i ilden”.

Muslimer i Himlen
Islams tilhængere tror, de kommer i himmerige, når de dør, og dette gør det meget attraktivt for en masse mennesker at være muslim. Fordi Islam udvikledes i Mellemøstens ørkenhede, bliver Himmerige beskrevet som et køligt, skyggefuldt sted med løbende vand, smukke kvinder og masser af god mad.

Muslimerne tror, at de øjeblikkeligt kommer i Himmerige, såfremt de dør under religionsforsvarsprocessen…

A. Rooney

WWW.FRP.DK