Arkiv

Archive for 6. september 2008

Flygtningepolitik – og barsk logik

6. september 2008 6 kommentarer

Må citeres med fuld kildeangivelse:

 Fremskridt nr. 36 / 24. oktober 1986 / 14. årgang

 

Flygtningepolitik – og barsk logik

 

En historisk gennemgang af flygtningesituationen i Danmark, hvor forfatteren påviser, at andre politiske partier i dag stort set siger det samme som det de for to år siden vrægede racister efter Fremskridtsfolk for. Artiklen er skrevet før Folketinget færdigbehandlede regeringens udspil til ændringer i udlændingeloven, men tager alligevel også sigte på fremtiden.

 

Hvis ikke denne historie var af så ny dato som tilfældet er, havde det været fristende, at indlede med “der var engang”. Men vi skal ikke længere tilbage end til foråret 1983, hvor Folketinget vedtog at ændre udlændingeloven med virkning fra 1984. Allerede på dette tidspunkt advarede Fremskridtspartiet imod ændringen af loven, og stemte som eneste parti imod.

 

Der sker så det, at antallet af flygtninge, som ankommer til Danmark, hovedsageligt over Gedser-grænsen fra DDR, stiger jævnt i løbet af 1984. Offentligheden bliver dog først for alvor opmærksom på stigningen, da der i een weekend op mod jul i 1984 kommer hele 150 flygtninge. Dronningen nævner flygtningene i sin nytårstale, og debatten starter. Fremskridtspartiet markerer sig kraftigt i debatten, idet partiet forlanger at få loven tilbage til situationen før 1983. Dette simple og absolut rimelige krav bliver dog overalt i presse, radio og TV brugt som grundlag for at lave en kæmpe hetz-kampagne mod Fremskridtspartiet, hvor det bliver hængt ud for racisme, nazisme, og hvad der ellers findes af effektive skældsord.

 

Ved Glistrups løsladelse fra Horserød den 11. marts 1985 udtaler han, at et af de vigtigste problemer for landet er, at få stoppet flygtningestrømmen. Igen bliver såvel han som partiet udråbt til støvletrampende SS-soldater, som alene har til formål at lægge andre mennesker for had.

 

Problemer allerede i 1984

Tiden går, flygtningestrømmen tiltager, og det samlede antal for 1984 løber op på 14-1500 flygtninge, som melder sig ved den danske grænse. Fremskridtspartiet forsøger at komme igennem med et ønske om, at der sættes tal på, hvor mange flygtninge Danmark egentlig kan huse. Igen afvises det med skældsord og hån. Fremskridtspartiet er af den opfattelse, at Danmark skal modtage sin andel af verdens “ægte” flygtninge og afvise de mange, som alene er lykkejægere. Denne holdning bruges af partiets modstandere som endnu et bevis på partiets påståede menneskefjendskhed.

 

Allerede med de flygtninge, som ankom i 1984 var der opstået problemer. Jørgen Chemnitz fra Røde Kors kunne således fortælle i en Tv-avis, at de snart ikke magtede mere og at tingene var ved, at bryde sammen.

 

Politisk blev det da også indset, at strømmen af flygtninge ikke kunne fortsætte uhæmmet og da den største årsag til tilstedeværelsen af flygtningene var DDR’s politik, hvor alle blot sendes videre, tog regeringen sig sammen og lavede en aftale med DDR, således, at kun personer med visum til Danmark kom videre. Ingen mæglede et ord om, at det var Fremskridtspartiet, der allerede 1½ år forinden havde forudset situationen og derfor advaret imod loven, som partiet anså for at være “verdens mest liberale flygtningelov”.

 

Uro i flygtningelejrene

Flygtningestrømmen aftager en tid som følge af DDR-aftalen. I den korte tid er pressen mere opmærksom på de kæmpe-problemer som de allerede ankomne flygtninge, skaber i lejre rundt om i landet.

 

Fremskridtspartiet havde advaret imod, at man bringer grupper, der i deres hjemland er i åben krig, sammen i danske lejre. Partiet blev blot kaldt racistisk, som altid. Fakta er imidlertid, at vi her i landet har oplevet knivkampe, ildspåsættelse, vold mod politi og myndigheder, ødelæggelse af møbler og andet inventar, samt ikke mindst kampe mellem grupper af flygtninge.

 

Når tilhængere af flygtningestrømmen præsenteres for disse kendsgerninger, bruger de argumenter om, at “det er svært for flygtningene”…”de skal vænne sig til en ny kultur” o.s.v., – alt sammen rigtige argumenter, men absolut ikke tilstrækkeligt til at legimitere væbnede overfald o. lign. Havde danske statsborgere foretaget lignede aktiviteter, var de blevet sendt i fængsel.’

 

Når flygtningene laver optøjer, undskylder man det med, at de skal vente så længe på en afgørelse, og en placering i samfundet. Resultatet bliver, at man presser endnu mere på for at få steder til fast beboelse af flygtningene, et pres som gør, at danskerne bliver sat endnu længere tilbage i boligkøerne, institutionskøerne o.s.v. Vel at mærke de danskere, som betaler skat for at leve i Danmark, og som skal overholde dansk lov, eller gå i fængsel.

 

1986… Flygtningestrømmen tiltager igen

Efter således at have haft det meste af 1985 og halvdelen af 1986 med disse saglige beretninger om uroligheder hos de flygtninge, der allerede er ankommet, begynder strømmen af nye flygtninge at tiltage igen, denne gang ved den dansk-tyske grænse. Denne gang er det flygtninge, som først er blevet afvist i Vesttyskland, eller som har en sag kørende hos myndighederne i Vesttyskland, altså personer, som burde sendes tilbage øjeblikkeligt. Igen går der nogen tid, hvor de eneste som råber vagt i gevær er Fremskridtsfolk, dog ikke så mange som 2 år før, idet de fleste ikke længere ønsker at blive hængt ud som racister, blot fordi de påpeger nogle urimeligheder.

 

Så endelig bliver alle for alvor opmærksom på, hvor langt ud vi er kommet på det tidspunkt, hvor Røde Kors og Flygtningehjælpen melder om manglende husly til flygtningene. Og som ved et trylleslag er alle klar med en mening. Således udtaler Ole Espersen fra Soc. i Jyllands-Posten den 16. august: “Vi er ved at nå grænsen for, hvad vi kan klare”, “Vi må stramme loven”, “Folk, der har sager kørende i andre lande skal straks sendes tilbage”. Udenrigsminister og fmd. for Venstre, Uffe Ellemann-Jensen udtaler samme dag i Jyllands-Posten: “Vi kommer ikke udenom, at den danske lovgivning virker som en magnet”, “Der skal ikke kun være plads til flygtninge, der kan købe sig plads til Danmark”. Og endelig fastslår statsminister Poul Schlüter (C) den 20. august: “Det er et problem, at Danmark har så lempelige flygtningeregler”. Samtidig med udtaler flygtningenes ven nr. 1 Bernhard Baunsgaard (B), “Der skal laves flygtningelejre ved grænsen, så personer som ikke er rigtige flygtninge, kan sendes ud af landet med det samme”.

 

Og udover overstående 4 væsentlige udtalelser, kan der refereres til stribevis af læserbreve, hvor mange danskere har påpeget problemerne med flygtningene. For læsere af denne artikel vil man let kunne se, hvorledes udtalelser, der bare for 2 år siden blev kaldt racistiske når de kom fra Fremskridtspartiet, nu bliver sagt af selve dette lands ledende politikere! Og ingen råber racist!

 

Følg folkets røst

Gentagne opinionsundersøgelser har fastslået, at et meget stort flertal går ind for Fremskridtspartiets forslag om, at flygtningespørgsmålet afgøres ved en folkeafstemning. Den mest indædte modstander af Fremskridtspartiet og tilhænger af den massive tilgang af flygtninge, Jaques Blum, kultursociolog ved Kbhs Universitet, troede ikke på disse undersøgelser og kaldte dem manipulerede. Han lavede selv en undersøgelse og fik som resultat, at 61 % af befolkningen, vil have stoppet flygtningestrømmen!

 

Adskillige politikere har bebudet, at loven skal laves om. Udover de allerede citerede personer har Birgith Mogensen fra CD udtalt at flygtningestrømmen “er en belastning for danske borgere”. Hun har helt ret, derfor er det også utroligt, at Folketinget har siddet Fremskridtspartiet overhørigt i mere end 2 år.

 

Det er ulykkeligt for Danmark, at politikere vælger at lade hånt om forudsigelser, blot fordi de kommer fra Fremskridtspartiet. Det har kostet det danske samfund enorme summer at huse de tusinder af flygtninge, som burde have været afvist ved grænsen.

 

Evighedsmaskine

Ikke nok med, at man med åbne arme har modtaget flygtninge men partier som SF og de radikale har været så forelskede i flygtningene, at man fik vedtaget den såkaldte “humanitetsparagraf”, hvorefter flygtninge kan optages i Danmark, hvis man skønner, at de vil lide overlast ved hjemkomsten til deres fædreland. Eftersom behandlingen af flygtningene på et tidspunkt var oppe på 13 mdr., er det helt sikkert, at myndighederne i deres hjemland har opdaget, at de er flygtet og derfor vil de blive straffet efter disse landes love. Love, som er væsentlig mindre humane end danske, og så bliver man jo nødt til at beholde flygtningene her i landet, jfr. humanitetsparagraffen. Personer, som ved deres ankomst egentlig ikke var at regne som flygtninge!

 

Og så påstås det, at evighedsmaskinen ikke er opfundet!

 

Et land som Danmark formår ikke at løse alverdens problemer. Ved at lukke så mange flygtninge ind i landet skaber man blot endnu større problemer for danskere. Når flygtninge kommer forrest i uddannelseskøer, boligkøer o.s.v. skal det skabe utilfredshed hos den befolkning som betaler det hele.

 

Een rimelig løsning

Der er således kun een rimelig løsning på hele spørgsmålet: Der gennemføres en folkeafstemning om, i hvilket omfang Danmark skal modtage flygtninge og der gennemføres med øjeblikkelig virkning en situation, hvor alle ankomne flygtninge, underlægges stramme love. Deltager flygtningene således i kriminelle handlinger, skal de udvises af landet. Endelig skal flygtningelejrene ikke indrettes efter regler for hotelvirksomhed. Selvom fmd. for Kommunernes Landsforening, Thorkild Simonsen (A), i anledning af manglen på steder at placere flygtningene udtalte: “deres midlertidige bopæl må ikke være alt for primitiv”, er der en grænse. Grænsen går lige præcis der, hvor tusinder af unge danskere hvert år ved denne tid skal flytte til studiebyer og hvor de ikke kan finde noget sted at bo, hverken luksus eller primitivt. Igen er det urimeligt, at landets egen befolkning skal have dårligere kår end flygtningene.

 

Lad os håbe, at de politiske optøninger, som er sket på dette område bliver til noget. Det er så kun ærgerligt, at man ikke havde andet end skældsord til overs for Fremskridtspartiet, da vi for to år siden forudsagde situationen.

 

Men som verdenshistorien fortæller os, er personer med holdninger på tværs af den herskende klasse altid udskældt i sin egen tid. Fremskridtspartiet kan sagtens holde til at blive kaldt racistisk, men kan Danmark holde til flygtningepresset?

 

Kim Behnke

www.frp.dk  

  

Læs også: Mig er politisk flygtning:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/15/mig-er-politisk-flygtning/

Folketinget blæser på befolkningsflertallets ønske

6. september 2008 7 kommentarer

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 2 / 11. januar 1985 / 13. årgang

 

Folketinget blæser på befolkningsflertallets ønske

 

Det viste debatten om fremmedarbejderne, hvor kun Fremskridtspartiet var i overensstemmelse med hvad et flertal af befolkningen har givet udtryk for

 

“Der er heldigvis næppe noget parti ud over Fremskridtspartiet, der vil pålægge regeringen at fremsætte lovforslag af denne art”.

 

Sådan sagde Britta Schall Holberg (V) da Fremskridtspartiets forslag om at tilbyde fremmedarbejderne 25.000 kroner for at forlade landet var til første behandling i Folketinget. Og dermed afdækkede ministeren på uhyggelig vis, hvorledes såvel regeringen som Folketingets flertal i opfattelse og handling klart går imod befolkningsflertallets ønsker.

 

For resultatet af Gallups og Berlingske Tidendes meningsundersøgelse fra oktober 1984, hvor et flertal i befolkningen på hele 42 % svarede ja til spørgsmålet: “Finder De det er en god idé at tilbyde gæstearbejderne penge for at rejse hjem?”, er jo ikke ukendt hverken for indenrigsministeren eller de øvrige partier på tinge. (Se også FREMSKRIDT nr. 37-84)

 

Hvor galt det bag Christiansborgs tykke mure står til med respekten for befolkningsflertallets ønsker og demokratiets spilleregler, fremgår vist med al tydelighed af følgende pluk fra debatten,

 

Indvandrernes livsopfattelse

Indenrigsminister Britta Schall Holberg sagde blandt andet: “Forslaget er udtryk for en tankegang, som jeg finder overordentlig beklagelig for ikke at sige farlig.

 

Jeg gav i redegørelsen udtryk for, at regeringen fandt, at bestræbelserne på at integrere indvandrerne i det danske samfund burde fortsætte, og regeringen er stadig af den opfattelse, at det bør ske. Indvandrerne navnlig fra det, vi kalder tredjelande, dvs. lande uden for Norden, EF og Nordamerika, har ofte vanskeligt ved at klare sig i det danske samfund på lige fod med danskerne. Indvandrerne har højere arbejdsløshed end danskerne, deres børn får en dårligere uddannelse, mange indvandrere har vanskeligt ved at forstå dansk, og der kan nævnes en lang række andre problemer, som indvandrerne har i dag.

 

De problemer, der vitterlig eksisterer, bør efter regeringens opfattelse i videst muligt omfang søges løst i samarbejde med indvandrere. Der er ingen tvivl om, at problemerne kun kan løses, hvis vi danskere er indstillet på, at indvandrerne i hvert fald til en vis grad kan beholde deres egne traditioner og deres egen livsopfattelse”.

 

En forkastelig tanke

Socialdemokratiets ordfører, Ole Vagn Christensen, der ikke plejer at være bange for at påstå, at han taler på folkets vegne, havde blandt andet disse bemærkninger:

“Indledningsvis vil jeg gerne slå fast, at Socialdemokratiet under ingen omstændigheder kan tilslutte sig dette usmagelige forslag, hverken helt eller delvist. At sende vore indvandrere ud af landet eller, hvis de nægter dette, at fratage dem rettigheder, som de har i kraft af deres indvandring, er en forkastelig tanke og burde slet ikke kunne nå frem på folketingets bord. Socialdemokratiet har en indvandrerpolitik, der er stik modsat Fremskridtspartiets. Vi vil give mulighed for integration i det danske samfund og sikre retten til at etablere sig i Danmark på lige fod med andre grupper. Vi finder den gensidige kulturelle påvirkning gavnlig, og vi lægger vægt på at indvandrernes aktive deltagelse i samfundsdebatten i Danmark; denne aktive deltagelse kan hjælpe på nogle af de problemer, vi ser nu.

 

Men som sagt vil vi naturligvis ikke støtte dette forslag. Der er ingen grund til overhovedet at takke for, at forslaget er kommet frem, tværtimod. Men når vi nu har debatten, synes vi, at det er på sin plads at råbe vagt i gevær imod racismen”.

 

Hadske angreb

For de konservative talte Poul Henrik Houe: “Hvis de åbenlyse sociale og arbejdsmæssige problemer for indvandrerne skal løses, kan det formentlig kun ske ved, at indvandrerne integreres i det danske samfund, og en sådan integration fremmes ikke ved hadske angreb på en gruppe mennesker, som er anderledes i tanke- og væremåde end det, vi i daglig tale forstår ved dansk kultur.

 

Forslaget om at tilbyde 25.000 kr. til dem, der ønsker at rejse hjem, og undlade at betale lovfæstede ydelser til dem, som foretrækker at blive i landet, er menneskeligt og socialt set usmageligt”.

 

Venstres Jens Peter Jensen var naturligvis med på den usaglige vogn: “Jeg ganske tilslutter mig den højtærede indenrigsministerens udtalelser om det foreliggende forslag. Jeg synes, at det var en god og lærerig beretning, vi her fik.

 

Det foreliggende forslag er af en karakter, som godt kunne bringe mig til ophidselse, og jeg skal derfor bruge et af de stærkeste ord, jeg anvender fra talerstolen; jeg synes, at det er et særdeles underlødigt forslag”.

 

Forsøgsordning

Ole Henriksen fra SF vendte sagen på hovedet, det gør man jo ofte på den fløj, og stillede følgende forslag: “Kunne vi komme frem til en forsøgsordning, hvorefter Fremskridtspartiet selv lagde ryg til først, så vi fik sendt de folk ud af landet, kunne vi jo se, hvordan det fungerede, Vi kan i hvert fald ikke medvirke til dette forslag. Vi mener sådan set, at det også i denne juletid er den rene blasfemi at fremsætte den slags forslag”.

 

Lone Dybkjær: “Det radikale Venstre kan ikke medvirke til det foreliggende forslag og finder, at vi allerede ved, at vi har måttet gå på talerstolen og bruge den tid hertil, har brugt rigelig tid på et forslag af den karakter”.

 

“Kan vi ikke snart blive fri for disse billige forslag, der får én til at skamme sig over at være dansker. Centrums-Demokraterne afviser meget kraftigt dette forslag, som aldrig burde være fremsat”, sagde Addi Andersen.

 

VS’eren Jørgen Lenger så spøgelser: “Indvandrerne skal efter vores opfattelse beholde deres rettigheder, og de skal også have nogle flere. Det ville være frivillighed. Det vil vi gerne diskutere ved en anden lejlighed, men ikke i dag, og med det, jeg har sagt, kan det næppe komme som nogen overraskelse, at vi afviser dette forslag, dette spøgelse fra 1930´erne, som vi overhovedet vil være med til at kigge på”.

 

For kristeligheden talte formanden Kofod-Svendsen: “Mit parti vil også klart afvise dette primitive egoistforslag.

 

Det må slås fast, at den normale og rigtige løsning er integrering, d.v.s. optagelse i det danske samfund uden opgivelse af identitet i henseende til livsmønstre og religion”.

 

Ingen fortjener tak

Efter disse – og mange flere – usaglige udgydelser holdt Helge Dohrmann (Z) en flot, værdig og saglig tale, hvori han blandt andet sagde:” Jeg er jo i den situation, at ingen af ordførerne fortjener tak, heller ikke ministeren. Helt bevidst har samtlige ordførere og ministeren forsøgt at fordreje forslagets indhold og forsøgt at tillægge forslagsstillerne nogle motiver, nogle mindre pæne hensigter, som forslaget i sig selv burde give lige præcist den modsatte opfattelse af.

 

Hvis det virkelig forholdt sig sådan, at vi forfulgte fremmedarbejderne eller andre, var det ikke et tilbud om økonomisk bistand til at rejse hjem for, der var blevet fremsat. Så var det et forslag om udvisning, og det er der jo slet ikke tale om.

 

Den historiske baggrund er den, at uanset hvad man siger, at sidst i 1960´erne og i begyndelsen af 1970´erne, hvor vi havde de gode år, havde vi behov for arbejdskraft her i Danmark. Andre steder i verden gik der nogle personer rundt, som ikke kunne få job i deres hjemlande. Der kom så den, synes jeg, fornuftige ordning i stand at arbejdskraften søgte derhen, hvor der var arbejde at få, og fik sin løn for det.

 

Forslaget er simpelthen fremsat som et økonomisk værn. Det lyder da vældigt flot, når man står her og siger, at vi skal være så og så gode, men med de enorme beløb, vi låner i udlandet, er det jo fuldstændig vildledende, ja, jeg vil næsten kalde det vælgerbedrag, at stå her og påstå, at Danmark har råd til at være en slags socialkontor for alverdens lande, og det er jo præcist det, man gør.

 

Danmark skal ikke være lukket

Man vil også lægge mærke til, at det ikke er nævnt med én eneste sætning, at de, der kan klare sig selv og deres, skal sendes ud af landet. Vi ønsker ikke Danmark gjort til et lukket land, tværtimod. Det er positivt, at der kommer folk her, som vil udføre et job, og som vel at mærke mange gange besidder nogle kvalifikationer, som vi måske har brug for her i landet.

 

Der er vedtaget en midlertidig lov i Vesttyskland gående ud på nøjagtigt det samme. Vil man virkelig stå her og påstå, at vesttyskerne i dag er racister? Det er jo indirekte det, man gør. Jeg vil også gøre opmærksom på den Gallupundersøgelse, som Berlingske Tidende havde. Først spørger man 1.000 personer, om de har kendskab til de tanker, der er fremsat om at yde et beløb til fremmedarbejderne, således at de kan rejse hjem. 76 % af dem, der blev spurgt, havde hørt om forslaget. 42 % – et stort flertal – svarede, at det fandt de var en god idé. Vil man virkelig påstå, at over halvdelen af Danmarks befolkning – der var nemlig et mindretal imod – er racister? Det er simpelthen under lavmålet at komme med den slags udtalelser, og derfor må jeg generelt sige om samtlige ordførere, at man har søgt efter nogle udtalelser blot for at genere forslagsstillerne. Det reelle problem springer man let og elegant hen over.

 

Sandheden er jo også, at det er mange år siden, vi fik et stop for tilgang af fremmedarbejdere, hvilket med andre ord vil sige, at de, som det drejer sig om, har opholdt sig i landet i 10 år eller mere. Jeg vil også lige bede om, at man lægger mærke til, at vi aldrig har stemt imod de forskellige love om indfødsret, der har ligget på folketingets bord; dem har vi støttet hver eneste gang. Men er det for meget at forlange, at personer, der har boet her i landet i over 10 år, gør deres stilling op med hensyn til, om de vil være danskere, eller de fortsat vil være fremmedarbejdere.

 

Det sociale system

Ministeren gik så vidt, at hun begyndte at nævne polakker og svenskere, og hun brugte også udtrykket “indvandrere”, ligesom flere af ordførerne gjorde det. En person, der kommer her til landet med det formål at slå sig varigt ned og blive dansker, er indvandrer. Det er slet ikke dem, vi taler om. Vi taler om dem, der ikke har søgt indfødsret, dem, der faktisk kun bliver her i dag for at kunne lukrere af det gode sociale system, vi har, i hvert fald sammenlignet med det, de har i deres hjemlande.

 

Hr. Ole Henriksen fra SF sagde, at det var på grænsen af det acceptable, Ja, men hvorfor skal dette være et tabuemne? Hvorfor må man ikke tale om den slags ting her i folketinget? Udenfor skal jeg love for at det er noget, der optager sindene ret så kraftigt.

 

Som sagt er en tilsvarende lovgivning vedtaget i Vesttyskland. Vi danskere er naive. Vi må konstatere her, at selv om vi er et meget lille mindretal i folketinget, så er samtlige partier gået imod os. Det er rart at vide, at der er et flertal ude i befolkningen, som har den modsatte opfattelse.

 

Flygtningene er også blevet nævnt, og jeg skal da allerede nu røbe over for dem, der ikke bryder sig om at tale om den slags ting her, at vi for øjeblikket er ved at udarbejde et forslag om, at flygtningestrømmen til Danmark skal begrænses”, sluttede Helge Dohrmann.

 

Torben Zinglersen

www.frp.dk  

 

 

 

Læs også: Facts om gæstearbejdere – kun 5 % bliver danskere:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/28/facts-om-g%c3%a6stearbejdere-kun-5-bliver-danskere/

 

Læs også: Mig er politisk flygtning: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/15/mig-er-politisk-flygtning/

 

 

Læs også: Forskel på fisk i Danmark: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/07/forskel-pa-fisk-i-danmark/