De skal ud, skal de
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 10. / 17. marts 1989 / 17. årgang
De skal ud, skal de
Muslimer over hele verden har bragt sig selv i søgelyset med deres lederes stærke fordømmelse og kollektive dødsdom over Rushdie og hans forlæggere
Allerede den 11. marts 1985 forklarede Mogens Glistrup indgående, at én af Danmarks nye sager på den nødvendige dagsorden for opryddelse og reetablering af ordnede forhold var en afklaring af problemerne omkring flygtningeloven af 1983. Det vakte en del fourer.
Det samme gjorde efterfølgende udtalelser på et pressemøde på Christiansborg i 1988 og valgresultatkommentarer i TV den 10. maj 1988.
Krarup og Bradford
Pastor Søren Krarup skrev for år tilbage en artikel om moskeerne i Bradford, England, hvori han sammenfattede de problemer, som den engelske by ville løbe ind i, alene som følge af den store muslimske koncentration.
Bradford var den første by, hvor yderliggående muslimer fandt det betimeligt at manifestere utilfredshed med Rushdies bog “De Sataniske Vers” ved på demokratisk vis at afbrænde den i byens gader. Lignende hændelser fandt sted i Pakistan og Indien (Rushdies hjemland) og i Teheran bragte en vis ayatollah sig i fokus ved at afsige en dødsdom over forfatteren, der efter ayatollahens og hans mullahers opfattelse havde bespottet profeten Muhammed og hans dusin koner. Den dødsdom er allerede efterhånden historie.
Fire år skulle gå
Og i Danmark, hvor ingen jo i den kolde marts 1985 turde tage Glistrup alvorligt, bølgede fire år senere 3.000 småsure muslimer gennem Københavns gader med krav om forbud mod udgivelsen af De Sataniske Vers. Til det havde Politikens chefredaktør Herbert Pundik nogle særdeles rammende bemærkninger, ligesom formanden for forfatterforeningen havde det.
Denne sag er ikke om, hvorvidt Rushdie burde have skrevet denne bog eller ikke og dermed sparet os – Vesten – for en bunke besvær, eller om, hvorvidt bogen “spotter” en ekstremistisk despots og hans viljeløse disciples tolkninger af Allahs egne ord i en bog ved navn Koranen. Dette drejer sig fundamentalt om den vestlige verdens klippefaste tro på retten til at tænke, tale og skrive under ansvar, herunder også udgive litterære værker.
Det er ingen uenige om. Det hele er et spørgsmål om, hvem man vil give ret i det. Såvel Krarup som Glistrup så rigtigt, da de advarede mod invasionen af flygtninge, ikke mindst fra de muslimske lande, men det var – og er – ikke god tone at give dem ret heri. Så for den kultiverede magtelite, der har samlet sig i Danmark, har ayatollah Khomeinis og Salman Rushdies mellemværende været en ikke så ringe anledning til på lærd vis, at konstatere, at nuvel, der er måske lidt problemer med denne flygtningeklump.
Pludselig så de alle lyset
Om det så er Ishøjs borgmester Per Madsen fra Det autoriserede danske Socialdemokrati, der pludseligt har indset, hvad i alle tilfælde hans bysbørn har haft øje for i en halv snes år og resten af Danmark næsten lige så længe: AT der findes visse områder, hvor betegnelsen ghetto ligger snublende nær. Et fænomen, vi i Danmark ikke bryder os synderligt om.
Samme konklusion er man på mirakuløs vis nået frem til i Århus, hvor nogle embedsmænd med skoler som arbejds- og ansvarsområde er nået frem til, at indvandrer- flygtningegruppen i det vestlige Århus da vist egentligt har problemer med det danske sprog, at tilstrømningen af udlændingebørn til Nordgårdsskolen i området er større end ditto af danske børn (jf. nogen får flere børn end andre, f.eks. kaniner…) og at det giver et alarmerende problem idet det i nogle årgange bliver så godt som umuligt at opretholde dansk som hovedsprog i klassen. (om dette, se Aktuelt mandag 6. marts 1989).
Og det er jo i grunden pudsigt, at netop mens Islams allermest nidkære forkæmpere for fuld damp påtager sig opmærksomhed for gennem en verdensomspændende aktion at genrejse den fundamentalistiske islamiske revolution og understrege dens vigtighed i en verden, der er stor og fæl og truende og som udgiver bøger om ludere med profetkonenavne, så pådrager bl.a. muslimske grupper i Danmark sig delvis utilsigtet opmærksomhed ved ikke at kunne (gide?) tale dansk, true modersmålet i institutionen for modersmålsundervisningen samt fødselsratemæssigt at overgå danskerne og oveni hatten demonstrere for forbud mod udgivelsen af en bog. Det plejer jo da at være det omvendte, der er tilfældet.
Der er et problem
Det korte af det lange er, at uanset at professionelle såbemeldte antiracister finder det utilladeligt at sige, at gruppen af flygtninge i Danmark, der finder det opportunt at bejle til ayatollahens shiamuslimske Islam, hvoraf det her i landet jf. Jyllands-Posten (se FREMSKRIDT nr. 7) befinder sig ca. 10.000, har skabt et problem. Et problem, som vi kunne have været forskånet for, som vi burde være forskånet for og som ikke hører til i dette lille land højt mod nord.
Det er urimeligt, at herboende udlændinge erklærer sig indforstået med at eksekvere en dødsdom og dermed udsætter Rushdie og en række danskere, nemlig forlæggere etc. på forlaget Samleren, der til efteråret udgiver den profane bog, for en fare, som sagkyndige udi såvel fanatiske muslimgrupper som terror, nemlig israelerne i Jaffee Institute for stratetic i Tel Aviv, beder os tage “særdeles alvorligt”. De deltager også i almen knægtelse af grund(lovs) fæstede danske principper ved netop at benytte sig af disse grundlæggende rettigheder.
Og på sæt og vis er det tragisk, at hver evig eneste gang, retten til at ytre sig, virkelig bruges så det giver genlyd, så er det fordi en flok umoralske, uartikulerede høveder finder det for godt at skrige op om forbud og begrænsninger, mord, brand eller noget andet dommedagsprofetorisk.
Ak ja. Ung må Verden endnu være. Men hvor længe dog endnu..?
Real
