Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 38
02. november 1984
Årgang 12
Østtyskland og lyssky bagmænd tjener fedt på dansk tossegodhed
Nye beviser for eksistensen af organiserede flugtruter fra det kommunistiske DDR til Danmark. I Iran sælges færdigpakkede rejser til flygtninge for 100.000 kroner – og Ninn-Hansen (C) tager imod dem alle
Dansk politi er nu i besiddelse af papirer, som viser, at flygtningestrømmen til Danmark af eksempelvis iranske asylsøgere er sat i system af udenlandske bagmænd.
Politiet har fundet beviset hos en iransk asylsøger. Den pågældende var ved ankomsten til landet i besiddelse af en detaljeret trykt vejledning i, hvordan udlændinge skal forholde sig for at blive anerkendt som politisk flygtning i Danmark.
Vicepolitimester, Arne Stevns, fra Den centrale Politiafdeling på Politigården i København har bekræftet, at man hos en udlænding har fundet en “køreplan” for asylsøgere. Politimesteren betegner fundet som yderst “interessant”.
Vejledninger fortæller i enkeltheder om den danske flygtningelovgivning og om, hvad udlændingen bør sige og navnlig ikke sige, for at opnå den eftertragtede status som politisk flygtning.
Ejeren af den nu beslaglagte vejledning har iflg. Aarhus Stiftstidende forklaret, at han har købt den duplikerede vejledning for 6.000 DM, omkring 21.500 danske kroner, af en ukendt mand i Østtyskland.
På spørgsmålet om, hvorvidt papirerne dokumentere eksistensen af en organiseret flugtrute til Danmark siger politimester Arne Stevns: “Det er klogt ikke at drage for vidtgående konklusioner på baggrund af et enkelt fund. Men enhver kan jo gøre sig sine tanker om, hvorfor vi pludselig får så mange asylansøgere”.
Ofte har de, der henvender sig for at opnå politisk asyl, intet med begrebet “politisk flygtning” at gøre. I Sverige har det efter undersøgelser vist sig, at mange af dem er fremmedarbejdere, der har modtaget penge i Vesttyskland for at tage tilbage til deres hjemland, men som nu prøver lykken – og de sociale goder – i et nyt vesteuropæisk land.
I Danmark foretages den slags undersøgelser ikke tilbundsgående. Politiet og Tilsynet med Udlændinge ville gerne, men justitsminister Erik Ninn-Hansen har beordret noget andet.
Hvem sagde tossegode Danmark?
Flugten til Lykkeland
At der er tale om en eller flere organiserede flugtruter til Danmark er efterhånden bekræftet fra mange sider. Også, at den kommunistiske stat Østtyskland er dybt involveret og i “samarbejde” med en række bagmænd tjener fedt med vestlig valuta på det lyssky foretagende.
Alle i Iran, der har sønner, ved, hvem der organiserer flugt. Væk fra militærtjeneste og krigen mod Irak. Prisen for en “færdigpakket flugtrejse” er 9.000 dollar, omkring 100.000 danske kroner.
Jyllands-Postens Erik Thomle har været i Tyrkiet og fulgt flygtninge på deres vej til Lykkeland – Danmark!
I Istanbul mødte Thomle en 20-årig iraner. Han ville have været til USA eller Canada, men fik af flugtsælgeren at vide, at pengene var bedst givet ud til en flugt til Danmark. “Der får en flygtning 1000 dollar hver måned”, hed det sig.
“Danmark er bedst. Der får vi penge hver måned, et hus at bo i og begynder straks på universitetet. Jeg skal studere sprog”, fortalte den unge iraner til Erik Thomle.
Selim Hassad er det navn, der står i hans pas. Alder: 20 år.
Stemplerne viser, at han har rejst i Tyskland, Pakistan, USA og Tyrkiet.
Passet er trykt i Italien ti dage tidligere. Købt for 2500 D-mark – godt 9000 kr. – af en iraner, der under navnet “ambassadøren”, skaffer pas på enhver identitet.
Østtysk grin
Erik Thomle beskriver hele turen fra Tyrkiet til den danske grænse. Her i uddrag: “Formelt er iranerne i Tyrkiet turister. Så længe, de kan betale, får de lov at blive.
Flugtruten via Østberlin er tilrettelagt af tyrkere og iranere i Vestberlin, der ved, at alle kan få gennemrejsevisum i DDR, for fem D-mark. Østtyskerne godkender alle pas. Hvis de stopper en flygtning med falsk pas, har de ansvaret for hans fremtid. Og DDR kender officielt ikke begrebet flygtning.
Med et smil betragter den østtyske pasbetjent de iranske pas, kalder på en kollega og holder dem grinende op mod lyset. Så smælder han det andet ægte stempel mod papiret, og iranerne har 36 timer til at rejse gennem Den tyske demokratiske Republik.
Det er flygtningenes første møde med det mærkelige land, der ikke anerkender sine egne penge.
Passet udenbords
I taxien til Ostbahnhof får Selim Hassad 82 østmark tilbage på en vesttysk 100 markseddel. Men damen, der sælger ham billet med Deutsches Reichbahn til København for 80 mark, afviser hans østtyske mark. Hun må kun sælge for D-mark.
“Er vi da i Vestberlin?” spørger han undrende.
Fra Warmünde-Gedser-færgen, Kong Frederik IX, forsvinder det falske pas i små stykker ned i Østersøen. Uden pas bliver han ikke sendt ud af Danmark, fik han at vide i Teheran.
“Jeg er flygtning. Jeg har intet pas”, bedyrer han politiassistenterne, der kontrollerer pas i Neptuneekspressen på den danske side af Østersøen.
De kender forklaringen og udleverer en hvid blanket, hvor han skal opgive navn, alder og nationalitet, inden han bliver overgivet til Røde Kors, der vil indlogere ham i en nedlagt militærlejr i Nordsjælland.
120.000 kr. er brugt til flugten. Den rest Selim Hassad har med til Danmark er 28 D-mark og tre dollar.
g-mand fra Fremskridtspartiet og Erik Thomle fra Morgenavisen Jyllands-Posten