Skattemyndighedernes fiktionsteori
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 28
21. august 1981
9. årgang
Skattemyndighedernes fiktionsteori
Statsautoriseret revisor J. E. Berthelsen gennemgår de horrible retstilstande for de ca. 20.000 Glistrup-klienter
”Glistrup skulle jo nødig få indtryk af, at han kunne vinde sagerne”.
(Retsformand Vinten under retsmøde i Landsskatteretten den 4. december 1978).
”Jeg var af den opfattelse, at dersom der ikke havde været tale om en Glistrup-sag, og hele Glistrup-problemet ikke havde eksisteret, ville klagerne formentlig under samme omstændigheder have fået medhold”.
”Retsmedlem Aage Lommer i notat af 28. december 1978).
Her skal kort omtales nogle skattesager, der nok kan give anledning til undren.
Wencke-Hansen-sagen
Poul Sustmann Hansen og hustru Wencke Hansen lånte i 1971 og følgende år gennem Mogens Glistrup penge til udbetaling ved køb og til istandsættelse samt drift af et sommerhus i Odsherred.
Alle udbetalingerne skete fra Glistrups kontor. Håndværkerregninger, ejendomsskatter, prioritetsydelser, m.v. blev betalt i den rækkefølge, regningerne indløb. Det arbejde, der ikke krævede fagfolk, blev i weekends og ferier udført af familien.
Så kommer vi til det skattemæssige.
Fase 1
Skattevæsenet i Brøndby nægtede fradrag på selvangivelsen for betalte ejendomsskatter og renter, idet man postulerede, at huset var fiktivt, da lånene var optaget hos Mogens Glistrup. Det hedder eksempelvis i skrivelse af 21. september 1973 fra skatterådet for Glostrup skattekreds, afd. Brøndby:
”Arrangementerne med advokat M. Glistrup samt de i selvangivelserne som følge af arrangementerne anførte ”indtægter og fradrag” er ikke tillagt skattemæssig betydning, idet de pågældende transaktioner anses for fiktive”.
Der klages løbende over ansættelserne.
Der går på denne måde 5 år.
I 1976 blev Poul og Wencke Hansen af økonomiske grunde tvunget til at sælge huset. Man kunne ikke magte at beholde det, når der blev nægtet de retsmæssige fradrag for ejendomsskatter og renter.
Fase 2
Det lokale skattevæsen finder nu ud af, at ejendommen er solgt med en fortjeneste, der er større end de i årenes løb afholdte prioritetsrenter og ejendomsskatter, og at man i virkeligheden alligevel har ejet ejendommen. Man påtænker altså nu at se bort fra fiktionsteorien.
Fase 3
I 1977 kommer skattedirektoratet ind i billedet. Ved et møde 28. november 1977 meddeler man, at man vil overveje at se bort fra fiktionsteorien bortset fra renter af de lån hos Glistrup, som jo havde været forudsætningen for, at man havde, kunne købe ejendommen. Samtidig meddelte man, at man betragtede ejendommen som købt i spekulationshensigt. Denne påstand ville man dog overveje at frafalde.
Fase 4
For at klare betaling af pålignede skatter samt gæld til Mogens Glistrup solgte familien i 1977 Handelsbank-aktier for kr. 106.332. Aktierne var købt i 1971 gennem Glistrups kontor, og de har ligget i depot hos Glistrup. Skattevæsenet meddelte, at man betragter aktierne som værende fiktive.
Dette medfører, at restgælden til Glistrup ikke anses for tilbagebetalt, men eftergivet. Det ”eftergivne” beløb skal derfor beskattes som almindelig indkomst. Indkomsten for 1977 er følgelig forhøjet med kr. 68.946.
Fase 5
Sagen omtales udførligt i begyndelsen af 1979 i en række artikler i Jyllands-Posten. Jyllands-Posten beder skattedirektør Hans Westberg om en kommentar. Poul og Wencke Hansen har i en erklæring løst skattevæsenet for tavshedspligt i denne sag.
Skattedirektoratet svarer, at tavshedspligten er til hinder for, at man kan kommentere indlægget, men at man er villig til på ny at drøfte grundlaget for de trufne afgørelser.
Altså: Tavshedspligten benyttes som et skjold man gemmer sig bag ved, når det er bekvemt.
Fase 6
Affødt af artiklerne i Jyllands-Posten kommer der den 27 marts 1979 et møde i stand i statsskattedirektoratet. Direktoratet godkender nu, at erhvervelsen af ejendommen skal betragtes som reel, og at der ikke forelå spekulation.
De føromtalte Handelsbank-aktier vil man dog fortsat betragte som fiktive.
Skattesager, hvor renter er fiktive den ene vej, men ikke den anden.
A. Den ene vej
Gennem årerne har skattevæsenet beskattet Mogens Glistrups klienter af renter og udbytte af værdipapirer (obligationer og aktier), som han ikke ejer, men som tilhører klienter, der har betalt skat af de samme beløb.
Eksempelvis meddelte Skatterådet 21. december 1978 Mogens Glistrup, at hans skattepligtige indkomst for 1977 ville blive forhøjet med kr. 155.623 vedrørende sådanne renter og udbytter. Obligationerne og aktierne ligger i åbent depot i Handelsbanken og dels indskrevet i kreditforeninger. Depotfortegnelse og indskrivningsbeviser lyder på Glistrups navn. Det fremgår imidlertid af Glistrups bogholderi og depotbøger, hvem værdipapirerne tilhører, og der er hvert år tilsendt klienterne depotsbogsudskrifter, underskrevet af statsautoriserede revisor. Depotbøger, hvoraf forholdet klart fremgår, er forevist skattemyndighederne.
At værdipapirerne ikke tilhører Glistrup, og at renter og udbytter også skal beskattes hos klienterne – det kan man ikke tage sig af.
B. Den anden vej
Omvendt kan man godt finde frem til Glistrup-klienter, der har betalt renter af gæld til Glistrup eller andre Glistrup-klienter. Disse renter godkendes ikke som fradragsberettigede for de pågældende klienter.
I 1974 udsendte Statens Ligningsdirektorat til samtlige kommuner, hvor der foretages ligning af Glistrup-klienter, en speciel formular til brug ved ligningen af de pågældende. Udfylder man standardskrivelsen med navnet Glistrup har den følgende ordlyd:
”I fortsættelse af skrivelse vedrørende Deres skatteansættelse for indkomståret samt under henvisning til skrivelse fra advokat Mogens Glistrup skal man meddele, at ligningsrådet, da der ikke er fremsat begrundet indsigelse mod ligningsdirektoratets indstilling i medfør af bestemmelsen i § 3, stk. 2, i lovbekendtgørelse nr. 134 af 17 marts 1970 har ændret ansættelsen i overensstemmelse med opgørelsen i førstnævnte skrivelse og ansat Deres indkomst for formue til henholdsvis… kr. og … kr., idet ligningsrådet på det foreliggende har ansat lånet fra Mogens Glistrup, stort… kr., og de herefter følgende arrangementer, der indgås med Mogens Glistrup for at være fiktive.
Ansættelsen fremkommer således:
-
-
-
Det bemærkes samtidig, at ligningsrådet ikke har kunnet efterkomme advokatens anmodning om personligt at give møde i ligningsrådet, ligesom man ikke har kunnet efterkomme anmodningen om aktindsigt, jfr. Herved bestemmelsen i § 6 i lov nr. 280 af 10. juni 1970 om offentlighed i forvaltningen.
Meddelelse om ændringerne af de pålignede skatter vil senere tilgå Dem fra kildeskattedirektoratet.
Det tilføjes, at de ændrede ansættelser af skatteberegningerne vil kunne påklages til landsskatteretten, Vester Farimagsgade 7, 1606 København V., inden 4 uger fra dato.
Man forbeholder sig i anledning af Deres for lave selvangivelse at gøre strafansvar gældende imod Dem i henhold til bestemmelsen i § 13 i lovbekendtgørelse nr. 37 af 09 februar 1973 (skattekontrolloven), jfr. Nr. 371 af 11. november 1968.
Såfremt De ved selvangivelsen for indkomståret har fradraget renter af det omhandlede lån, er det ligningsdirektoratets opfattelser, at fradraget er sket med urette, hvoraf man har henledt direktoratets/skatterådets opmærksomhed på Deres ansættelse til statsskat for indkomståret, ligesom man med hensyn til forskudsregistreringen for indkomståret skal (anmode skatterådet om at) henlede registrators opmærksomhed på det pågældende forhold.
Det bemærkes, at advokat Mogens Glistrup har fået en genpart af nærværende skrivelse”.
Også denne fremgangsmåde ved skatteansættelser af Glistrup-klienter har været omtalt i pressen, bl.a. i en leder i Jyllands-Posten den 20. august 1979 under overskriften ”Skattevæsenets svinestreg”. Lederen slutter med et skarpt angreb på skatteminister Anders Andersen og følgende bemærkning:
”For politikerne må være på det rene med, at hvis de stiltiende velsigner ethvert middel i sagen mod Glistrup, så ødelægger de på langt sigt mer i vort samfund, end en Glistrup nogen sinde vil kunne”.
Sagen har været bragt frem i Folketinget, hvor skatteministeren har forsvaret direktoratets handlemåde. Han siger bl.a.: ”Der er således ikke tale om nogen generel anvisning til ligningsmyndighederne, men om afgørelser i konkrete sager og vedrørende konkrete forhold. En sådan fremgangsmåde er et sædvanligt led i direktoratets oplysnings- og vejledningspligt”.
Man må spørge sig selv: Hvordan kan det lade sig gøre at gennemtrumfe den slags urimeligheder som foran beskrevet uden at befolkningen gør oprør?
Forklaringen er efter min mening, at over 50 % af politikerne og 99,9 % af befolkningen som helhed finder Glistrup-sagen så indviklet og uoverskuelig, at man opgiver at forstå den. Det kræver fagkundskab. Og man nægter at tro, at forholdene i en retsstat kan være så horrible, som et lille mindretal påstår. Og i øvrigt – det vedrører jo kun et ubetydeligt mindretal. Og selv om der siges og skrives meget om sager, man måske nok finder ubehagelige, så glemmer man hurtigt. Og det benytter politikerne sig af. Eftertidens dom over vore dages politikere vil blive hård.
J. E. Berthelsen
Læs også: Glistrup om Glistrup-sagen:
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/02/de-fortiede-skandalers-sag/
Læs også: Sy(G)stemet fører over 40 år gamle skattesager mod Glistrup:
