Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 3
23. januar 1981
9. årgang
Offentlig eller privat virksomhed?
Odense Universitetsfolkene Kjeld Møller (født 1949) og Jørn Henrik Petersen (født 1944) har på Berlingske Forlag udsendt bogen ”Hvorfor kan den offentlige sektor ikke styres?”.
De ca. 200 siders analyser fører til, at demokratiet i den eksisterende form ikke kan løse de samfundsøkonomiske opgaver.
Desværre er der umådelig megen logik og realitetssans i betragtningerne.
Bogen skæmmes af forfatternes tilbøjelighed til at bruge fremmedord, men hvis man ikke lader sig forskrække heraf, kan den anbefales til nærmere studium for alle, som vil og tør se ikke almindeligt anerkendte sandheder i øjnene.
Et af de emner, hvor forfatterne supplere det hidtil foreliggende Fremskridtsmateriale, angår offentlige virksomheder. I Askjærs erhvervs politiske oplæg i nr. 13 side 11 var der jo kun plads til en kort angivelse af Fremskridtssynspunktet på det område.
Selvom lidt blev føjet til på side 24 i nr. 13, kan det være naturligt fra bogen at citere følgende uddybning:
1. Hovedparten af indtægterne stammer ikke fra salg af ydelser.
2. De ansatte kan ikke drage direkte fordel af en mulig forskel mellem indtægter (budget) og omkostninger.
3. Der produceres oftest personlige tjenesteydelser, d.v.s. produktionen bygger på en menneskelig kontakt, hvis formål er gennem menneskelig indsats at hjælpe, det viser sig som lærer, læge, socialrådgiver eller børnepædagog.
4. Institutionen har ofte et effektivt monopol på produktionen af de pågældende ydelser.
Der eksisterer således ikke et marked i traditionel forstand. Dermed er den direkte forbindelse mellem de producerende ydelser og brugernes vurdering af disse blevet afbrudt. Det er de politiske myndigheder, der efterspørger på borgernes vegne via deres bevillinger til de producerende enheder.
Den ”politiske efterspørgselskurve” er ikke konkret på samme måde som den efterspørgselskurve, virksomheden står overfor. Det er en kurve, som kun eksisterer i budgetprocessen.
”Institutionsegoismen” betyder, at institutionen søger at opnå det størst mulige budget. Institutionslederne vurderes ofte ud fra deres evner til at ekspandere institutionen. Dette succeskriterium skyldes igen, at ekspansion set fra personalets synspunkt er ensbetydende med muligheder for forfremmelse og/eller opnormering af stillinger.
Et større budget kan omsættes til fordele for personalet i form af højere løn, færre klienter pr. ansat, færre elever i klasserne o.s.v. Det har kun en mening at udvise en adfærd, hvor omkostningerne ved at et givet produktions- og serviceniveau gøres så små som muligt, hvis den derved opnåede gevinst tilfalder institutionen. Dette er ikke tilfældet, idet ikke opbrugte bevillinger som hovedregel går tilbage til bevillingsgiveren. Der er således ikke nogen incitament til omkostningsminimering svarende til overskudsincitamentet i den private virksomhed.
Bag omkostningerne ligger en bestemt ”teknologi”. Denne viden er oftest monopoliseret i institutionerne. Den kan derfor bruges ved argumentationen for budgetforøgelser. På et sådant fagligt-teknisk område er det selvsagt vanskeligt for den politiske modpart i budgetprocessen at finde modargumenter. Institutionernes såkaldte ”ekspertvælde” dækker bl.a. over, at institutionsmonopolet hævder at have fuld viden. En øget omkostningsbevidsthed vil enten medføre, at velerhvervede rettigheder gradvis vil forsvinde, eller at det vil blive vanskeligere at opnå nye rettigheder i form af bedre arbejdsbetingelser.
Flere offentligt ansatte avler endnu flere offentligt ansatte
Den voksende gruppe af offentligt ansatte forstærker gennem deres stemmeafgivelse yderligere væksten ved at stemme på politikere med en positiv holdning til en voksende offentlig sektor.
Også brugergrupper kan spille en betydelig rolle. De søger at overbevise politikerne om, at der er en større efterspørgsel, end politikerne hidtil har troet.
Når der kontrolleres for forskelle mellem institutionerne i offentligt og privat regi, gælder det, at den offentlige produktion i gennemsnit er væsentligt mere ressourcekrævende end den tilsvarende produktion i den private sektor.
Som eksempel kan betragtes en australsk undersøgelse af to luftfartsselskaber, hvor det ene fungerer i offentligt regi og det andet i privat. De to selskaber er underlagt en række fælles restriktioner m.h.t. hvilke lufthavne, der skal beflyves, hvilke flytyper, der skal benyttes o.s.v. De ligner således hinanden m.h.t. produktionsapparatet og serviceydelser.
I undersøgelsen blev det påvist, at det private selskab transporterede 104 % mere fragt og post pr. mandtime og 22 % flere passagerer pr. mandtime end det tilsvarende offentlige selskab. Mange andre eksempler kunne være nævnt.
