Tre mordere fik dansk statsborgerskab

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 20 / 3. juni 1988 / 16. årgang

Tre mordere fik dansk statsborgerskab

I uge 10 behandlede Folketinget 870 ansøgninger om dansk statsborgerskab fra indvandrere, der for 7 år siden eller mere kom hertil som gæstearbejdere, for Folketingets bevilling af indfødsret er betinget af 7 års fast bopæl i Danmark. Tidligere forlangtes 10 års straffrit ophold her i landet samt krav om et hæderligt liv, selvforsørgelsesevne, og vilje til at akklimatisere sig i det danske samfund, i dansk kultur og folkeliv.

Min far

Født 1883 ved Tønder var pæredansk, så langt slægten kan spores tilbage, men var under den preussiske besættelse af Sønderjylland 1864-1920 statsløs, fordi hans familie “opterede for Danmark”, d.v.s. de nægtede at blive preussiske statsborgere med pligt til preussisk militærtjeneste, de kunne så til gengæld ikke købe fast ejendom i deres hjemstavn. Af den grund udvandrede 70.000 unge sønderjyder til Amerika og Danmark i disse år, – særlig under den hårde Koller-politik. Folkeafstemningen i 1920 fik derfor slagside til tysk fordel.

I 1904 indvandrede min far til Danmark illegalt over grænsen syd for Ribe, kom på Vinding Højskole ved Vejle for at skrive sit modersmål, der jo var forbudt i den tyske skole ved Tønder, han var tvunget til at gå i.

Han blev dansk soldat, købte landbrug i 1909, og i 1915 fik han efter 11 års ophold i Danmark dansk statsborgerskab og blev sognefoged på egnen i 25 år, – til sin død. Jeg har gemt alle hans papirer fra hans ansøgning om statsborgerskab i hans eget hjemland, og de viser, han skulle stille med vandelattester, anbefalinger, straffeattester, fattigvæsensattester etc. fra alle arbejdsgivere og offentlige myndigheder gennem 10 år. Han måtte ikke have ligget fattigvæsenet til last eller skejet ud på nogen måde.

Til eftertanke

Da Folketinget behandlede ovennævnte 870 ansøgninger om statsborgerskab, spurgte den unge MF Kim Behnke, hvor mange af de 870, der var straffet for grov vold, – (altså ikke for slagsmål, tyveri, lettere vold m.m.) og svaret var 57! Atter spurgte Kim Behnke, hvor mange af de 57, der var straffet mere end én gang. Svaret 10! Endelig spurgte Kim Behnke, hvor mange der var straffet for mord. Svaret 3! Fremskridtspartiet stemte imod, at morderne fik indfødsret, men de fik det alligevel med alle andre partiers stemmer - også Kristeligt Folkepartis.

Politimorderen fra København fik jo kun 5 (fem) års fængsel, og der skal en fængselsstraf på 6 år til at udvise en udlænding, oplyser Vejle politi.

T. Lassen

WWW.FRP.DK

Læs også: Ubetinget fængsel: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/01/ubetinget-f%c3%a6ngsel/

Læs også: Flygtningekonventionen bør straks opsiges:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/07/flygtningekonventionen-b%c3%b8r-straks-opsiges/

 Læs også: Mig er politisk flygtning: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/15/mig-er-politisk-flygtning/

Måneskinsarbejde

Fra bogen:

Indkomstskatten… samfundets skurk

September 1979

 

 

På Håndværksrådets kongres den 7. maj 1979 talte man meget om, at sort arbejde ofte for håndværkersvenden giver det dobbelte i løn, mens det samtidig for kunden betyder, at regningen bliver halvt så stor.

 

Skal maler Olsen have 350 kr. for at pynte op på købmand Dams dagligstue, skal han indkalkulere 650 kr. til indkomstskat. For 1.000 kr. indtjent ved malerarbejde fordeles efter reglerne med 650 kr. til kildeskattedirektoratet og 350 kr. til den, der arbejder.

 

Inklusive moms kommer Dam herefter til at betale 1.202,50 kr. For at klare det, skal Dam øge fortjenesten i sin butik med ca. 3.600 kr.(ca. 2.400 kr. til skat).

 

Intet under, at Olsen og Dam ret hurtigt finder ud af at springe alt papirarbejdet over og holde den umoralske og ødsle stat udenfor.

 

Helt uden om regnskabet skaffer Dam nogle kolonivarer til Olsen til salgspris ca. 500 kr. – herved mister Dam måske en fortjeneste på 30 kr. (efter skat), men han har fået malet for 1.202,50 kr., og Olsen kan glæde sig over at have fået en halv gang mere for sit arbejde.

 

Og så fryder de sig i fællesskab over, at de ikke har bidraget til at styrke den fælles fjende og det svulmende administrationsapparat, Lise Østergaard, Kultur-Mathis og sådan nogle.

 

Når Folketinget skal foretage modtræk mod miseren, evner det intet andet end at etablere store oplysningspligt- og kontrolordninger. Herved pestilleres det praktiske liv yderligere for den, der i forvejen optrådte lovmedholdeligt. Han kan ikke få ibrugtagningstilladelse (byggeattest) til sine kunder, før alle CPR-numre og andre viderværdigheder er fremskaffet til de rigtige rubrica på de endeløse blanketter, og hanstraffes for de fejl, der uundgåeligt indløber. Mens de gode viljer så yderligere straffes, belønnes de samvittighedsløse, som styrer uden om alt det pjat og i det højeste skriver nogle tilfældige oplysninger på lykke og fromme.

 

Måneskinsarbejde kan kun blegne bort eet sted: I indkomstskattefrihedssamfundets solskin.

 

Mogens Glistrup

WWW.FRP.DK

Læs også: Det betaler sig ikke at længere at bestille noget:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/18/det-betaler-sig-ikke-l%c3%a6ngere-at-bestille-noget/ 

Offentlig eller privat virksomhed?

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 3 / 23. januar 1981 / 9. årgang

 

Offentlig eller privat virksomhed?

  

Odense Universitetsfolkene Kjeld Møller (født 1949) og Jørn Henrik Petersen (født 1944) har på Berlingske Forlag udsendt bogen ”Hvorfor kan den offentlige sektor ikke styres?”.

 

De ca. 200 siders analyser fører til, at demokratiet i den eksisterende form ikke kan løse de samfundsøkonomiske opgaver.

 

Desværre er der umådelig megen logik og realitetssans i betragtningerne.

 

Bogen skæmmes af forfatternes tilbøjelighed til at bruge fremmedord, men hvis man ikke lader sig forskrække heraf, kan den anbefales til nærmere studium for alle, som vil og tør se ikke almindeligt anerkendte sandheder i øjnene.

 

Et af de emner, hvor forfatterne supplere det hidtil foreliggende Fremskridtsmateriale, angår offentlige virksomheder. I Askjærs erhvervs politiske oplæg i nr. 13 side 11 var der jo kun plads til en kort angivelse af Fremskridtssynspunktet på det område.

 

Selvom lidt blev føjet til på side 24 i nr. 13, kan det være naturligt fra bogen at citere følgende uddybning:

 

1.     Hovedparten af indtægterne stammer ikke fra salg af ydelser.

2.     De ansatte kan ikke drage direkte fordel af en mulig forskel mellem indtægter (budget) og omkostninger.

3.     Der produceres oftest personlige tjenesteydelser, d.v.s. produktionen bygger på en menneskelig kontakt, hvis formål er gennem menneskelig indsats at hjælpe, det viser sig som lærer, læge, socialrådgiver eller børnepædagog.

4.     Institutionen har ofte et effektivt monopol på produktionen af de pågældende ydelser.

 

Der eksisterer således ikke et marked i traditionel forstand. Dermed er den direkte forbindelse mellem de producerende ydelser og brugernes vurdering af disse blevet afbrudt. Det er de politiske myndigheder, der efterspørger på borgernes vegne via deres bevillinger til de producerende enheder.

 

Den ”politiske efterspørgselskurve” er ikke konkret på samme måde som den efterspørgselskurve, virksomheden står overfor. Det er en kurve, som kun eksisterer i budgetprocessen.

 

”Institutionsegoismen” betyder, at institutionen søger at opnå det størst mulige budget. Institutionslederne vurderes ofte ud fra deres evner til at ekspandere institutionen. Dette succeskriterium skyldes igen, at ekspansion set fra personalets synspunkt er ensbetydende med muligheder for forfremmelse og/eller opnormering af stillinger.

 

Et større budget kan omsættes til fordele for personalet i form af højere løn, færre klienter pr. ansat, færre elever i klasserne o.s.v. Det har kun en mening at udvise en adfærd, hvor omkostningerne ved at et givet produktions- og serviceniveau gøres så små som muligt, hvis den derved opnåede gevinst tilfalder institutionen. Dette er ikke tilfældet, idet ikke opbrugte bevillinger som hovedregel går tilbage til bevillingsgiveren. Der er således ikke nogen incitament til omkostningsminimering svarende til overskudsincitamentet i den private virksomhed.

 

Bag omkostningerne ligger en bestemt ”teknologi”. Denne viden er oftest monopoliseret i institutionerne. Den kan derfor bruges ved argumentationen for budgetforøgelser. På et sådant fagligt-teknisk område er det selvsagt vanskeligt for den politiske modpart i budgetprocessen at finde modargumenter. Institutionernes såkaldte ”ekspertvælde” dækker bl.a. over, at institutionsmonopolet hævder at have fuld viden. En øget omkostningsbevidsthed vil enten medføre, at velerhvervede rettigheder gradvis vil forsvinde, eller at det vil blive vanskeligere at opnå nye rettigheder i form af bedre arbejdsbetingelser.

 

Flere offentligt ansatte avler endnu flere offentligt ansatte

 

Den voksende gruppe af offentligt ansatte forstærker gennem deres stemmeafgivelse yderligere væksten ved at stemme på politikere med en positiv holdning til en voksende offentlig sektor.

 

Også brugergrupper kan spille en betydelig rolle. De søger at overbevise politikerne om, at der er en større efterspørgsel, end politikerne hidtil har troet.

 

Når der kontrolleres for forskelle mellem institutionerne i offentligt og privat regi, gælder det, at den offentlige produktion i gennemsnit er væsentligt mere ressourcekrævende end den tilsvarende produktion i den private sektor.

 

Som eksempel kan betragtes en australsk undersøgelse af to luftfartsselskaber, hvor det ene fungerer i offentligt regi og det andet i privat. De to selskaber er underlagt en række fælles restriktioner m.h.t. hvilke lufthavne, der skal beflyves, hvilke flytyper, der skal benyttes o.s.v. De ligner således hinanden m.h.t. produktionsapparatet og serviceydelser.

 

I undersøgelsen blev det påvist, at det private selskab transporterede 104 % mere fragt og post pr. mandtime og 22 % flere passagerer pr. mandtime end det tilsvarende offentlige selskab. Mange andre eksempler kunne være nævnt.

 

Mogens Glistrup

www.frp.dk

 

Læs også: Det offentlige nyansætter 3,5 hver time året rundt:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/17/det-offentlige-nyans%c3%a6tter-35-hver-time-aret-rundt/

————-

Læs også: Systemet er galt:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/30/systemet-er-galt-2/

Fremskridtspartiet og offentligt ansatte

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 20 / 18. november 1976 / 4. årgang

 

 

Glistrup: ”Vi jagter ikke offentligt ansatte, men vil skabe et bedre Danmark for alle”

 

Enhver ny folkelig bevægelse vil altid indeholde elementer af protest og kritik mod det bestående magtsystem. Sådan havde Socialdemokratiet og Venstre det for 100 år siden. Og sådan har Fremskridtspartiet det i dag.

 

Heri ligget noget overmåde sundt for os, der er gennemsyrede af demokratiets grundideer.

 

Det etablerede magthavere føler sig lige så åbenbart irriterede, når de bliver kritiserede. ”Hvad skal dog sådan noget nyt til for?”. Derfor bruger de i alle historiens epoker og i alle lande deres magtpositioner til at bekæmpe nytænkere.

 

Derfor er det letforståeligt, at organisationspaverne bekæmper fremskridtsbevægelsen og for eksempel arrangerer en demonstration mod os.

 

Skal der komme noget nyttigt ud heraf, er det imidlertid tåbeligt at pådutte os synspunkter, som vi ikke har, således som den offentlige debat har været præget af. Lad mig derfor her fortælle sandheden om fremskridtspolitikken vedrørende de offentligt ansatte:

 

1.     Vi mener, at en stor del af Danmarks ulykke beror på, at vi bruger al for meget af vor arbejdskraft på golde skrivebordspapirsysler. Det kan man imidlertid ikke bebrejde de offentligt ansatte, men alene de folketingsflertal, som har gennemført reglerne herom. Vor kamp er derfor rettet på at få lovene ændrede, mens det ikke er nogen kamp mod de mennesker, som virker ved administrativt arbejde.

2.     De administratorer, hvis stillinger vi vil nedlægge, vil vi sikre ny beskæftigelse på langt mere menneskelige vilkår, end Danmark i 1950´erne bød de mange landbrugere, der blev jaget til byerne, eller i 1960´erne de smånæringsdrivende, der brød sammen under det voksende bureaukratis pres.

3.     Vi anerkender fuldt ud, at sygepleje, hjemmehjælp, regneundervisning o.s.v. er vigtige opgaver, der skal skatteyderbetales.

4.     Alle offentligt ansatte får reallønsfremgang i det velstandssamfund, vil vi skabe. Skattelettelsen er væsentligt større end statens lønudgiftsnedgang.

5.     Pensionsforholdene må gøres ens for alle ældre, så skatteyderne betaler det samme kronebeløb i pension til den 67 årige tidligere B & W-arbejder eller kontormand som til 67 årige, der i sine aktive år har været professor eller minister. Fremskridtspartiet arbejder meget hårdt for, at så at sige alle – også offentligt ansatte – reelt kan opnå en højere pension end nu. Der sker gennem vore forslag til store forhøjelser af folkepensionssatsen, betydelige forhøjelser af den skattefri bundgrænse og bremsning af inflationen. vi må imidlertid erkende, at de første par år må bruges til oprydning efter det økonomiske rod, som socialdemokrater m.fl. har skabt, og at de kæmpestore forhøjelser af folkepensionssatsen derfor først kommer til at finde sted i 1980´erne.

 

Fremskridtspartiet er ved at udforme overgangsregler, der både er rimelige overfor den enkelte og samtidig ligger inden for rammerne for den nødvendige politik til landets frelse. Vi sender gang på gang vore skitseforslag herom til udtalelse hos tjenestemandsorganisationerne og får dem lige så regelmæssigt tilbage med et hovent svar. Dette er ikke nogen fornuftig arbejdsgang.

 

Hvad specielt angår det enkeltforslag, som har givet anledning til demonstrationen, har det absolut intet at gøre med de overenskomstmæssigt aftalte pensionsordninger. Ifølge forslagets egen tekst skal det nemlig først træde i kraft ved den nuværende overenskomstperiodes udløb.

 

Mogens Glistrup

www.frp.dk  

 

Læs også: Det offentlige nyansætter 3,5 hver time året rundt:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/17/det-offentlige-nyans%c3%a6tter-35-hver-time-aret-rundt/

Læs også: De uundgåelige offentlige besparelser: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/11/de-uundgaelige-offentlige-besparelser/

Vi anklager

Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 28
21. august 1981
Årgang 09

Vi anklager

Inden kommunalvalget i november vil der være afsagt dom i ”Glistrupsagen”. Hvorvidt dommen vil blive appelleret af Mogens Glistrup eller af anklagemyndighederne er naturligvis endnu uvist.

Sigtelsen mod Mogens Glistrup for bedrageri er i al stilfærdighed frafaldet. Den tavshed, som pressen har udvist om denne kendsgerning, står i skrigende modstrid til den opsigt, bedragerisigtelsen i sin tid gjorde. En sigtelse som medførte en pressekampagne af et uhørt hadskt og voldsomt omfang.

Ingen anden dansk skatteborger har fået sine selvangivelser så grundigt gennemgået som Mogens Glistrup – med det resultat, at der ikke har kunnet sættes en finger på nogen unøjagtighed. Alt har været korrekt bogført og opgivet i overensstemmelse med bilagene.

Mogens Glistrups virksomhed talte, da den var størst, ca. tyve tusinde klienter. Mogens Glistrup ville formentlig havde kunne fortsætte uanfægtet, hvis der havde været tyve klienter – og ikke tyve tusinde. Navnlig hvis en kontorchef i kirkeministeriet, en borgmester fra Jylland, en enkelt socialdemokratisk folketingsmand samt en halv snes agtværdige og velhavende forretningsmænd havde været med. Men tyve tusinde klienter betød, at enten måtte Folketinget acceptere, at indkomstskattesystemet var forældet eller også måtte Mogens Glistrup dømmes. Hvis Glistrup havde ret i, at der blev betalt skat efter evne til at udfylde selvangivelsen – og ikke efter evne til at tjene penge – måtte den danske stats økonomi ændres.

Udviklingen i 70`erne har i stadigt stigende grad givet Mogens Glistrup ret. Indkomstskatten er ikke retfærdig og virker mere og mere ødelæggende for tillidsforholdet mellem Folketinget og befolkning.

Hul efter hul i lovgivningen er blevet opdaget. Ændring efter ændring er blevet føjet til et i forvejen uoverskueligt skattesystem. Samfundet er gået mere og mere i opløsning.

Til trods herfor ser det ud, som om landsretten vil dømme Glistrup og dermed hans klienter for, at de indgåede kontrakter er ”fiktive” og dermed ikke retsgyldige. Dermed vil Danmarks borgere være stillet over for den kendsgerning, at selv om selvangivelserne i en lang årrække er blevet anerkendt af skattemyndighederne, vil en domstol til enhver tid kunne rejse sigtelse mod skatteyderne for at indgåede aftaler kun er foretaget af skattemæssige årsager og derfor ikke er gyldige. Ingen vil kunne føle sig sikker – med mindre de tilhører den herskende klasse.

Vi anklager samtlige øvrige danske partier for at fastholde et umuligt og bunduretfærdigt indkomstskattesystem som straffer arbejdsomme, flittige og hæderlige arbejdere, småerhvervsdrivende, ekspeditricer, kontorfunktionærer, landmænd, chauffører – kort sagt de mennesker, som udgør rygraden i det danske samfund . medens smarte pengemænd flyder ovenpå.

Vi anklager Danmarks øvrige partier for at holde hånden over et system, som med største brutalitet opkræver den sidste øre i indkomstskat hos almindelige mennesker, medens Folketinget smider skattekronerne ud til pjank og pjat.

Vi anklager Folketingets øvrige partier for at lade det danske samfund gå under i uretfærdighed og korruption.

Vi har rejst disse anklager fra partiets start- intet, ej heller en eventuel dom over Mogens Glistrup, skal få os til at bøje ryg.

Vi lader os ikke kujonere.

Leder

WWW.FRP.DK

Varens pris

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 3. marts 1980 / 8. årgang

 

 

Alle omkostninger betales over produktionen. Nogle den direkte vej som dele af prisen på de producerede varer. Andre ad den længere – og allerede derfor dyrere – over skattebilletten og derefter som tilskud til producent og/eller forbruger.

 

Det er klogt at lade enhver virksomhed betale sine egne omkostninger over prisfastsættelsen på virksomhedens produkter. For hver gang Folketinget lader en krone betale over skattebilletten i stedet, forvrides og sløves konkurrenceevnen. Der bliver overforbrug af netop den vare sammenlignet med andre, og vore allesammens samlede muligheder formindskes tilsvarende. Der produceres nemlig mindre hensigtsmæssigt, end hvad der opnås, når befolkningen får sine ønsker opfyldt i forhold til, hvad varens sande fremstillingsomkostninger andrager. Dertil kommer, at danske offentlige tilskud meget vel i virkeligheden kan komme udenlandske forbrugere tilgode. Da de danske folkevalgtes opgave er at gavne den danske befolkning, skal vi også af den grund holde os væk fra offentlige udgifter. Og omvendt glæde os, når udenlandske statskasser er så naive at give tilskud, som i sidste ende gavner dansk økonomi ved, at vi får vore investeringer eller forbrugsvarer billigere, end de egentlig ville koste, hvis vi skulle betale den fulde pris svarende til fremstillingsomkostningerne.

 

Naturligvis bør de nævnte betragtninger ikke gennemføres 100 %. Men hver gang, der opstår tale om at fravige dem, skal man tænke sig sytten gange ekstra om og ikke falde for lokketoner ud fra særinteresser, før man også ved tanke nr. 18 og 19 er blevet helt overbevist om, at der virkelig er helt tvingende argumenter for, at det offentlige skal gribe ind i prisdannelsen.

 

Mogens Glistrup

www.frp.dk

Læs også: Konkurrenceevnen skal genskabes:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/12/konkurrenceevnen-skal-genskabes/

Ubetinget fængsel!

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 2 / Juni 2003 / 31. årgang

 

Ubetinget fængsel!! 

 

Fulgt af sigende, relativ tavshed led vort godt 150-årige demokrati et markant knæk den 12. marts. Ganske exceptionelt blev en 76-årig mand idømt ubetinget fængsel. Ikke for mord, ikke for brandstiftelse, ikke for narkohandel. Men ganske enkelt, fordi han havde oplyst folket om muhamedanertruslen mod Danmark

 

Med dommen med Fremskridtspartiets stifter, Mogens Glistrup, den 12. marts har uretsordenen endnu engang skærpet sin kurs mod politiske dissidenter (systemkritikere, red.) på den forkerte side af midten. Spørgsmålet, om den demokratiske proces overhovedet kan siges at fungere mere, blev rejst af Glistrup i Østre Landsret 12. marts. Nogle uddrag af denne gives nedenfor:

 

Siden 1935 har jeg været optaget af Muhamedanismens hovedpunkt: Gennem listig indsats og hellig krig (Djihad) til Allahs ære at erobre hele Verden. Altså også Danmark.

Det er beundringsværdigt, at muhamedanerne har kunnet holde fast ved den Koran og de Hadither (overleverede fortællinger om Muhammeds liv, red.), som Muhammed efterlod sig ved sin død i år 632. Som islamisk henligger nu et kæmpeområde fra Marokko i vest til Sydfilippinerne i øst. I verdens befolkningstal indgår op mod halvanden milliard muslimer.

Muhamedanismen er i stadig vækst. Bl.a. på grund af tidlig ægteskabsalder og høj fødselsrate.

Fra 1965 er til Danmark foregået en stadig accelererende invasion af islamitter. Fremskrivninger viser, at årtier før det 21. århundrede er gået til ende, vil der være muslimsk befolkningsflertal i Danmark. Jeg retter ikke nogen som helst bebrejdelse mod muhamedanerne. De gør bare, hvad de er beordrede til i.h.t. den ideologi, som er deres.

Vedrørende paragraf 266b´s historie er hovedtrækkene: FN-flertallet lå fra 1945 i hænderne på Vestcivilisationens lande. Det skiftede omkring 1960 p.g.a. de mange nye muhamedanerstater, som afkoloniseringen medførte. Derfor kom det på dagsordenen, at udarbejde forslag til en Antiracismekonvention.

Den blev vedtaget i 1965 og førte herhjemme til den moderne racismeparagraf, som alle i Folketinget ved vedtagelsen dog var enige om, alene skulle være et spørgsmål om god moral.

Selve paragraffens ordlyd er det, man kalder en retlig standard: Det vil sige, at den udslynger nogle vage udtryk, som kan fortolkes til hvad som helst. Den slags gummiparagraffer er en undergravning af det fundament, der findes i straffelovens paragraf 1, 1. punktum: Danske borgere skal klart kunne læse i lovteksten, hvad de straffes for. Det er ikke tilfældet med paragraf 266b. Også derfor bør domstolene som altovervejende hovedregel frifinde, når der – som i den foreliggende sag – skal tages stilling til paragraffens rækkevidde.

Mediernes behandling af domfældelserne i perioden efter 22. marts 1998 har hos befolkningen fremkaldt det indtryk, at det at kritisere noget vedrørende muhamedanerne er en overtrædelse af racismeparagraffen. Det har til dels stimuleret til at øge kæmpedyngen af politianmeldelser, dels afskrækket danskerne fra åbent at berøre noget som helst, der bare tangere emnet. Dette indebærer afsindige forgiftninger af samfundsdebatten om den største fare i hele vor fædrelandshistorie.

Gennem alle de 34 år, jeg har arbejdet for at opnå folketingsmedlemskab som min hovedbeskæftigelse, har jeg haft som mål at skabe bedre trivselsvilkår for den danske befolkning i Danmark. I konsekvens heraf har det uafbrudt været min sikkerhedspolitik at opnå, at der ikke her i landet må bo muhamedanere i nævneværdigt antal. Derfor har jeg bl.a. udformet mit lovforslag om muhamedanerfrit Danmark. Meget af det, jeg er tiltalt for i den foreliggende sag, er baseret på, at lovforslaget er vedtaget og trådt i kraft, før de pågældende foranstaltninger kan iværksættes.

Først når det lovgivningsmæssige er i orden, bliver det nemlig en forbrydelse for de i lovforslaget definerede muhamedanere at opholde sig her i landet. Derfor angår de pågældende tiltalepunkter en hypotese, som ikke kan komme ind under paragraf 266b. Det er pædagogiserende illustrationer af lovforslagets indebyrd, som så kan indgå i den enkelte vælgers overvejelser, om han er for eller imod forslaget. Mange mener, at som magthaverforholdene er nu i Danmark, bliver det forslag nok aldrig til lov. Men store forandringer kommer så eksplosivt nu om dage, at ingen kan afvise, at der en skønne dag nærmer sig et flertal for vedtagelsen.

Det vil ligeledes være en grov virkelighedsnægtelse, hvis nogen bestred, at risikoen er tilstede for, at muhamedanerne i Danmark opnår et antal og en ideologi, som vil kunne true danskernes fortsatte forbliven i vort land. Realiseres denne risiko, vil danskerne ingen fortrydelsesret have. Da fortaber vi det område, som vi homogent har beboet de sidste 15.000 år ifølge 2002-værket “Danmarks Oldtid” forfattet af Nationalmuseumsmanden Jørgen Jensen. Anvendelse af paragraf 266b kan blive en skamplet på den generation, som ikke i tide sikrede det land, vi fik overgivet fra de 450 generationer af forfædre og formødre, der har opbygget vort Danmark og ladet det gå i arv. Til låns for os, som nu er danskere i Danmark. Foreløbig har jeg dokumenteret Islamlobby- og muhamedanertruslen imod os på over 9.000 sider. Interesserede kan købe dem eller udsnit heraf om de begivenheder, de pågældende er mest interesserede i.

Mogens Glistrup

WWW.FRP.DK

 

Læs også: Schlüter løj for åben TV-skærm:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/28/schluter-l%c3%b8j-for-aben-tv-sk%c3%a6rm-2/

Læs også: Glistrup om Glistrup-sagen: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/02/de-fortiede-skandalers-sag/

Læs også: Sy(g)stemet fører over 40 år gamle skattesager mod Glistrup:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/20/sygstemet-f%c3%b8rer-over-40-ar-gamle-skattesager-mod-glistrup/

Tilbagebetaling af udlandsgælden

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 4 / 3. marts 1980 / 8. årgang

 

 

FREMSKRIDT 1980-1 side 12 redegjorde for Danmarks valutagæld pr. 1. januar 1980.

 

Den eneste anstændige vej at komme ud af gældsmoradset på er selvsagt at producere tilstrækkeligt mange danske varer og sælge dem til konkurrencedygtige priser på de udenlandske markeder.

 

Men hvor mange måneders eksport skal der til for at dække vor nettogæld?

 

1960: 0

1965: 3

1970: 5

1975: 6

1980:14

 

Disse tal fortæller, hvordan udviklingen er gået, mens de såkaldte ”realistiske” partier har bragssnakket om, hvor enormt ”ansvarlige” der er ud i egen formening.

 

Tallene må ikke forstås på den måde, at ”blot” vi fordoblede eksporten i 14 måneder, var gælden ude af verden, og vi kunne derefter falde tilbage til hidtidig ryggeløshed.

 

For det første har folketingsflertallet tilrakket dansk økonomi sådan, at der er kommet et væld af indbyggede underskudsmekanismer.

 

For det andet vil en eksportforøgelse nødvendigvis også kræve en merimport. Og det, vi jo gerne skulle opnå i løbet af kort tid, er at få eksporteret for ca. 130.000 millioner kroner mere, end vi importerer. Kun derved klarer vi gælden, renten herpå og opsparingen af den nødskilling på ca. et kvartals import, som det i en urolig verden ville være passende at have som et minimum nettotilgodehavende i udlandet for et land som Danmark.

 

Mogens Glistrup

WWW.FRP.DK

 

Læs også: Renteudgiften til udlandet er nu 100 millioner kroner om dagen:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/13/renteudgiften-til-udlandet-nu-100-mill-om-dagen/

————-

Læs også: Finanslovens gøgeunger giver dig nye sten til gældsmuren:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/08/finanslovens-g%c3%b8geunger-giver-dig-nye-sten-til-g%c3%a6ldsmuren/

Til kamp mod organisationstvang

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 2 / 16. januar 1981 / 9. årgang

Naturligvis er fagforeningerne et gode. Men der må være måde med alt. En af Folketingets opgaver er at værne den enkelte mod, at individets egen bestemmelsesret knuses

I eftersommeren 1975 var slagmarkerne Bækkelund Papirværk, de fynske amtssygehuse, Info og andre arbejdspladser. Fremskridt var i front med disse angreb på den personlige frihed. Modstanden blev så sej, at Thomas Nielsens tropper derefter længe holdt sig på måtten. Men nu skal vi ruste os igen. Alarmklokkerne ringer fra Telerentsagen og i Vestervig, Harboøre og Lindknud.

Vi kan simpelthen ikke godtage, at mennesker ved boykot, chikane og personlig forfølgelse skal tvinges fra arbejdsplads, virksomhed, hus og hjem, hvis de ikke vil melde sig ind i en ganske bestemt fagforening.

Mogens Glistrup

WWW.FRP.DK

Læs også: Det konservative bidrag: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/23/det-konservative-bidrag/

Læs også: Socialdemokrati-programmet: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/02/20/socialdemokrati-programmet/

Skattetrykket

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 3. marts 1980 / 8. årgang

 

 

I Politikens kronik for 28. januar 1980 oplyser den tidligere vismand, professor Søren Gammelgård, Århus, at de samlede skatter og offentlige udgifter har udgjort følgende procenter af nationalindkomsten:

 

1870-1914:   8-9 %

1920-1939: 13-16 %

1946-1959: 20-30 %

1960-1969: 30-46 %

1970-1979: 52-59 %

 

Han knytter selv følgende kommentar til oversigten: ”Den voldsomste vækst konstateredes under VKR-regeringen 1968-71. Skønt denne tilsyneladende så stærke flertalsregerings finansminister (Poul Møller, C, red.), var gået til valg på den endnu mindeværdige parole: ”Pengene ligger bedst i borgernes lommer end i statens”, steg skatte- og afgiftsbeløbene under hans ministertid fra 41 % til 56 % i 1971”.

 

Når skattetrykket så at sige ikke er steget siden 1973, hænger det ganske givet fremfor noget andet sammen med den forskrækkelse, afgrundspartierne fik, da henved en halv million vælgere stemte på Fremskridtspartiet og holdt fast ved det.

 

Det er altså det rene pjat, når man hævder, at stemmerne på Fremskridtspartiet skulle have været stemmespild.

 

Tværtimod beviser denne enkle talrække det modsatte. Og snesevis af andre fakta fører til samme resultat.

 

Derimod har den omstændighed, at der ikke var flere, der stemte på Fremskridtspartiet medført, at der stadig har været et komfortabelt flertal, der med sædvanlig gammelpolitikersvaghed fortsat har lade de offentlige udgifter stige.

 

Derfor er trykket af de offentlige udgifter nu væsentligt større end skattetrykket. Det viser sig i de årlige multimilliardunderskud på finansloven.

 

Den ulykke får vi alene reddet Danmark fra enten ved en stor valgsejr til Fremskridtspartiet eller ved, at Danmark bliver sat under udenlandsk administration.

 

Mogens Glistrup

WWW.FRP.DK

 

Læs også: Venstres skattehistorie:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/25/2044/